Straf, straf, straf og mere staf!

Tidens politiske klima kræver flere, længere og ikke mindst meget mere staf.
Men straf virker ikke…i hvert fald ikke kriminalitetsbekæmpende! Dette kan man forvisse sig om, hvis man følger med i den evige strøm af nyheder, der fortæller, at nu er endnu et menneske blevet skudt i vores ellers fredelige land.
Men efter 30 år med en straffepolitik, der kræver mere og mere straf, kan vi altså nu konstatere, at denne er en fejlslåen politik.

Men når straf ikke virker kriminalitetsbekæmpende, hvorfor bliver man politisk så ved at forlange mere straf? Ja, det er jo det, man kalder et godt spørgsmål. Måske kravet om mere straf er udtryk for, at den nok så omtalte kulturkamp i virkeligheden er vundet?

Under VKO-flertallet har vi samtidig set, hvordan ikke-argumenterende politiske påstande har fundet massiv udbredelse i nyhedsmedierne.
Et (af mange) eksempler herpå er udtalelser fra Dansk Folkepartis Peter Skaarup, formand for Folketingets retsudvalg. Gentagende gange har han afvist den ellers omfattende kriminologiske forskning, der faktisk dokumenterer(!), at straf netop ikke virker kriminalitetsbekæmpende.

Men Skaarup fastholder alligevel kravet om mere straf. For han ”tror ikke på den forskning. Konsekvens har altså en effekt, det tror jeg på”, udtaler han til avisen Information. Men ifølge professor i retssociologi Flemming Balvig, er området ”den del af samfundsvidenskaben, vi ved mest om”, som han siger det i samme artikel i Information.

Skaarups påstand er desværre eksemplarisk for tidens politiske debatniveau, hvor det ikke findes nødvendigt at argumentere for sin sag endsige debattere med udgangspunkt i fakta.
Men hvor det er selvfølgeligt, at et politisk flertal faktisk udnytter sin magt, er det derimod nyhedsmediernes opgave – gennem kritisk journalistik – at sikre en demokratisk funderet debat. For det er altså kun ved at ”yde (selv)kritiske bidrag til vedligeholdelse af en offentlig fornuft, medierne kan legitimere deres udøvelse af redigerende magt” (1).

Krigen i Irak & jagten på det sorte guld

Mens vi venter med spænding på, om det politiske flertal i sin flygtningepolitik vil vise sig fair, melder spørgsmålet sig om, hvorfor USA overhelehovedet gik i krig i Irak.
Var det, som man løgnagtigt hævdede, i jagten efter masseødelæggelsesvåben, udbredelse af demokrati eller for oliens skyld? Ja, nu ved vi i hvert fald, at det ikke var pga. masseødelæggelsesvåben. For dem var man fuldstændig klar over, ikke eksisterede. Det kan man bl.a. læse sig til på det amerikanske Center for Public Integritys hjemmeside.

Faktisk løj den amerikanske regering beviseligt hele 532 gange, da de hævede, at Saddam både havde forbindelser til Al-Qaeda samt masseødelæggelsesvåben!
Gad vide, om det også var tilfældet herhjemme, hvor den daværende statsminister hævede, at ”Irak har masseødelæggelsesvåben. Det er ikke noget, vi blot tror. Vi ved det”. Nå, det får vi jo sikkert aldrig af vide…

Diskussionen om, hvorfor USA (og Danmark) reelt gik i krig, har været diskuteret til hudløshed. Men det er stadig relevant at diskutere. For så længe vi ikke har fået svar på, hvorfor vi skulle i krig, må nogen jo stille de ubehagelige spørgsmål.

Gammel vin på gamle flasker

Kommuneres Landsforening og Regeringen har endelig indgået en aftale om kommunernes budget for 2010.

Gab, hvad rager det mig, tænker nogle. Men aftalen er styrende for, hvordan udgifter til skoler, daginstitutioner, renovation, brandvæsen, ældreforsorg mm. bliver fordelt. Og det er styrende for, hvordan vores fælles fremtid kommer til at forme sig mange år frem i tid. Så aftalen har altså relevans for alle.

Ifølge økonomen Herløv Lund, kendt fra Den Alternative Velfærdskommission, betyder aftalen med stor sandsynlighed besparelser i 2010 – bl.a. for at finansiere alligevel stigende udgifter på socialområdet samt øgede driftsudgifter til de ældre, der bliver flere af.

Holder det, er løfterne om forhøjelse af anlægsbudgettet med fem mia. kroner og 400 mio. kroner til den madordning, der skal give alle landets børn i børnehaver og vuggestuer et sundt og nærende måltid dagligt, jo noget hule…når det kommer til stykket.

Samtidig er der tale om genbrug af økonomiske midler, idet der er ”tale om en fremrykning af midler i Kvalitetsfonden, således at det aktuelle investeringsløft senere skal modsvares af tilbageholdenhed i samme omfang”. Også det fremgår af Herløv Lunds analyse af aftalen.

Regeringen tager aldrig fejl

Onsdag d. 17. juni offentliggjorde Rigsrevisionen deres rapport om overbetaling til privathospitalerne. Og det er bestemt ikke artig læsning, hvis man som denne borger synes, at regeringen skal sikre mest og bedst mulig behandling for vores fælles penge.

Desværre har regeringen ifølge Rigsrevisionen givet privathospitalerne en overpris på 15%. Hvilket svarer til 120 millioner kroner i en overpris – alene i 2008. Ifølge Rigsrevisionen skete det, fordi Lars Løkke Rasmussen tilbage i 2006 ignorerede, at amterne allerede havde indgået aftaler med flere privathospitaler og klinikker om at udføre behandler ”til væsentligt lavere priser end de priser, ministeren fastlagde i februar 2006”.

Regeringen har desuden haft “en helt bevidst strategi om, at det var ikke de samme krav, der skulle stilles til de private om volumen og dermed kvalitet”. Det fortæller Sundhedsstyrelsens direktør i 2001-2006, Jens Kristian Gøtrik til politiken.dk.

Satire…og det der kritisk II

At satire kan både være vittigt, udfordrende samt kritisk overfor magten, er der masser af gode eksempler på. Og selv om kritisk satire desværre er sjældent herhjemme – visse revyer undtaget, har USA heldigvis en udbredt tradition herfor.

Dette ses ikke mindst tydeligt i The Daily Show, hvor Jon Stewart og hans team f.eks. satirisk og ofte begavet dokumenterer, hvorfor det er en dårlig ide blot at overlade nyhedsformidling til markedet.

Én grund er mediemarkedets stigende tendens til at segmentere, dvs. etablere medieplatforme, der er udviklet til en afgrænset målgruppe. Hvorfor det er en dårlig ide, kan ses meget tydeligt her på Fox News, MSNBC og CNN.

Som ovenstående link viser, angriber man på det supersegmenterede FOX News alt det, der ikke er republikansk, idet målgruppen er højrefløjen. På MSNBC går man en helt anden vej – bl.a. med angreb på den republikanske radiovært Rush Limbaugh. Og på CNN har man nærmest overladt redigering samt produktionen af indhold til seerne. Kan det skyldes, at CNN i USA alene ses af 1.1 million seere om dagen?

Problemet med segmenterede nyheder er, at de frem for at gøre mediebrugeren klogere, tværtimod bekræfter dennes holdninger. Hermed fastholdes fordomme og forestillinger om de andre. Og dét er demokratisk problem!
For det at kunne handle og agere optimalt i det demokratiske samfund forudsætter grundlæggende viden herom. Og det forudsætter adgang til reelle oplysninger…og ikke blot at få egne holdninger bekræftet.

Et andet noget eksempel på satire og det kritiske handler bl.a. om Sascha Baron Cohen. Eller, det han mere er kendt som, Borat, Ali G. samt Bruno, der er Cohens seneste figur.
Under MTV Music Award I 2009 landede Cohen/Brono – med bar røv lige smask i hovedet på Eminem…til dennes tydelige fortydelse og ubehag. Dette stunt fik Fox News helt op i det røde felt. Mage til svineri skulle man da lede længe efter. Det var da også for galt, for børn kunne jo kikke med. Og de tager ifølge Fox News skade af alt den nøgenhed…især voksne mænds bare numser. Men som Stewart meget fint viser, er moral godt – men dobbelt moral endnu bedre…som du kan se her.

Sluttelig er der Stephen Colbert berømte tale fra april 2006 til The White House Correspondents’ Association Dinner, hvor han slap af sted med en satirisk og voldsomt kritisk tale bl.a. til USAs daværende præsident George W. Bush. Dette er et mesterligt eksempel på satire og det kritiske. Hvilket du kan (evt. gen)se her.

Legetøj og pigers fravalg af naturfag

Hvorfor fravælger piger ofte skolens naturfag? Ja, meget tyder på, at det bl.a. skyldes nutidens nærmest 50′er agtige kønsopdelte legetøj.

Her på bloggen skriver jeg jo ofte og gerne om alt den ukritiske journalistik, vi så tit må nøjes med herhjemme. Ligesom jeg skriver om konsekvenserne af de øgede markedskrav til nyhederne. Men imellem alt det ukritiske, findes der heldigvis også masser af god og kritisk journalistik.

Et eksempel på relevant, undersøgende, vidensgenerende og perspektiverende journalistik kan f.eks. læses på webmagasinet Forum. Magasinet, der er en del af kvinfo.dk, tilbyder bl.a. ”viden om køn, ligestilling og dansk kvindehistorie” samt ”de nyeste forskningsresultater”. Her er der historier, der ofte vil interessere både forældre, bedsteforældre, søskende samt lærerer, pædagoger, psykologer m.fl.

Bl.a. kan du læse om, hvordan piger og drenges legetøj i dag er som taget ud af 50′erne og 60′ernes børnekamre, mens 80′ernes kønsneutrale legetøj nærmest er helt forsvundet. Hvilket altså har betydning for ikke mindst pigers senere fravalg af de naturvidenskabelige fag i skolen. Og det er jo stik imod tidens krav om, at også piger skal og bør interessere sig for naturvidenskab.

The Daily Show får kniven – Starbucks og den klamme hånd II

Så er den gal igen…
Som nævnt vælter det frem med eksempler på, hvorfor det er en dårlig ide blot at overlade nyhedsproduktionen til markedet. Dette var jeg b.la. inde på, da jeg kommenterede et indslag i The Daily Show.
1. min. og 20 sek. inde i dét indslag blev det være tydeligt for enhver, at kabel-tv stationen MSNBC i sit morgentalkshow, Morning Joe har fraskrevet sig enhver form for journalistik seriøsitet og anstændighed samt rollen som 4. statsmagt.

Og det fik Jon Stewart selvfølgelig en masse sjov ud af….

Desværre er det bare ikke spor sjovt. Faktisk er det så lidt sjovt, at værterne i Morning Joe måtte kommentere Stewarts indslag i The Daily Show…om Morning Joe. Hvilket fremgår af nedenstående link.
Der var, fortalte programmets oprørte værter, altså tale om ”sarkasme” og ”ironi”. Det skulle slet ikke tages bogstaveligt, at de havde solgt sig selv til et større kaffeudsalgssted.

Hvilket fik Jon Stewart til at undskylde. For han havde, som han altså sarkastisk kommenterede det, troet, at programmets værters humor var en slags sublimering for den skam, der fulgte med udsalget af deres nu forhenværende journalistiske troværdighed og almene anstændighed.

Røde lejesvende og censur

Det er blevet standard blandt markedstilbedere og borgerligt orienterede politikere at hævde, at DR er proppet til randen med røde lejesvende. En nylig konflikt viser dog igen-igen, at dette så langt fra er tilfældet.
Faktisk er DR alt andet end rødt… Til gengæld er DR nu så bange for sin egen skygge, at det mindste politisk ukorrekte pip, selv blandt indbudte gæster, sætter DR’s ledelse i en tilstand af ren panik.

Som det fremgår af journalisten.dk, hævdede litteraten Isak Winkel Holm d. 17.4 i P1-programmet Sproglaboratoriet, at Pia Kjærsgaard har sagt, at de indvandrede “formerer sig som rotter“. Dét har hun imidlertid aldrig sagt. Hvilket fluks fik Dansk Folkepartis repræsentant i DR’s bestyrelse, næstformand Ole Hyltoft, til at fare i flint.

Efterfølgende gav DR’s generaldirektør Kenneth Plummer Pia Kjærsgaard en skriftligt, uforbeholden undskyldning.

Satire…og det der kritisk

Satire kan godt være både vittigt, udfordrende samt kritisk overfor magten. Godt nok sker det sjældent herhjemme, visse revyer undtaget. Men i USA er der en udbredt tradition herfor.
Det kan du bl.a. forvisse dig om ved et klik på dagens link – længere nede i teksten. Her kan du (evt. gen)se Stephen Colbert berømte tale fra april 2006 til The White House Correspondents’ Association Dinner, hvor han slap af sted med en satirisk og voldsomt kritisk tale bl.a. til USAs daværende præsident George W. Bush.

Og selv om talen har flere år på bagen, er den stadig relevant. Bl.a. fordi den er et smukt eksempel på, hvor kritisk det rent faktisk er muligt at være gennem satire, hvis man altså virkelig tør…samt har talentet hertil. Og det gjorde/havde Colbert.

Stephen Colbert er vært på The Colbert Report der i USA sendes i forlængelse af The Daily Show, der herhjemme kan ses på DR2 – på ofte ret så uregelmæssige tidspunkter.

Colberts tale var en såkaldt spoof, dvs. en slags som-om-tale. Konkret gav han den som en hyldest tale t. George Bush’ og dennes regeringstid. I virkeligheden var talen en kradsbørstig, satirisk hudfletning af en præsident, der bl.a. på et løgnagtigt grundlag havde lokket USA i krig i Irak – for at sprede demokrati og på jagt efter ikke eksisterende masseødelæggelsesvåben mm.

Men det der især gjorde Colberts tale til noget helt særligt, var, at han holdt denne i en periode af amerikansk politik, hvor kritik af regeringen, især af vicepræsident Richard Cheney samt Fox News, ofte blev udlagt som landsforræderi.
Oven i købet sad Bush kun få meter fra Colbert, da denne holdt sin tale – foran en samlet presse i Washington. Det kan, også derfor, næppe have været uden en vis nervøsitet, at Stephen Colbert holdt denne tale, der siden er gået over i historien – som et af de mest imponerende satiriske stunt længe set.

Colberts tale viste (og viser) med alt tydelighed, at satire og det kritiske sagtens kan gå hånd i hånd. Mindre ‘satirisk’ bliver det ikke af, at Cheney og mange andre konservative politikere dengang nærmest krævede Colberts hoved på et fad, samt anklagede ham for landsforræderi. Men i dag er selvsamme Cheney kommentator samt hyppig gæst på det ultrakonservative Fox News. En af Cheneys faste indslag er her…at kritisere Obamas regering. På den måde kan man konstatere, at mens det var landsforræderisk at kritisere Bush/Cheney, er det åbenbart helt i orden at kritisere Obama/Biden. Men det er jo en helt anden historie.

Tjek her Colberts tale – og få dig et godt grin.

The Colbert Report, hvor Stephen Colbert altså er vært, er for øvrigt i sig selv en spoof, idet programmet er en parodi på ultrakonservative programmer som bl.a. The O’Reilly Factor samt The Sean Hannity Show.
Begge programmer er kendt for deres voldsomme udfald mod de såkaldte liberals, som venstreorienterede jo kaldes i USA. For øvrigt er The O’Reilly Factor berømmet for sin vært, Bill O’Reilly, der har for vane at svine sine gæster til. Hvilket man bl.a. kan konstatere i den skræmmende og relevante dokumentarfilm OUTFOXED: Rupert Murdoch’s War on Journalism.

For øvrigt kan Colberts tale læses her. Men det er nok mest for dem, der gerne vil gå helt i dybden med dette satiriske masterværk. Men mindre kan nu også gøre det.

Starbucks og den klamme hånd

Hvis nogen stadig er i tvivl om, hvorfor det er en rigtig dårlig ide blot at overlade nyhedsproduktionen til markedet, så tjek lige dette indslag fra The Daily Show.
1. min. og 20 sek. inde i indslaget bliver det helt tydeligt for enhver, hvordan kabel-tv ‘nyhedsstationen MSNBC har fraskrevet sig enhver form for journalistik seriøsitet, anstændighed samt rollen som 4. statsmagt.

Det kan vi så, sammen med satirikeren Jon Stewart, grine løs af, mens vi som en anden Obelix tænker, de er sgu’ skøre de amerikanere….

Desværre er det ikke spor sjovt. F.eks. er det ikke mere end 1½ måned siden, at Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden foreslog, at læserne i fremtiden måtte til lommerne og sponsorere dybdeborende journalistik.
Ifølge Tøger Seidenfaden har morgenaviserne nemlig “ikke ressourcer til at lave tilstrækkeligt meget undersøgende journalistik i forhold til behovet. I det lys er det vigtigt, at vi tænker på, hvordan man kan skaffe penge til mere undersøgende journalistik” (1).