Archive for 1. oktober 2011

Det er altid de andres skyld…

Er det i orden, når en minister bryder loven? Well, det er tydeligvis et spørgsmål om holdning, klart nok. Men det er nu også et spørgsmål om at have en kritisk presse, eller mangel på samme…

For nylig udtalte afgående integrations- og udviklingsminister Søren Pind til alt og alle, der ville høre på ham, at kommende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) talte usandt i sagen om partifællen Henrik Sass Larsen. I BT citeres han bl.a. for at sige, at:
Det afgørende er jo ikke, om hun lyver. Det må man lægge til grund hun gør. Det afgørende er, om det er OK, at en statsministerkandidat lyver, f.eks. i sager der vedrører personoplysninger”. Og så fortsætter han, “Jeg synes ikke, det er i orden at tale usandt. Og jeg synes måske også, vi her kommer ind på et generelt karakter træk, der i de senere år ikke har vist sig klædeligt hos hende”. Hvordan Søren Pind så lige ved, at Helle Thorning-Schmidt vitterlig lyver, ja det står dog stadig hen i det uvisse…

Et klassisk dobbeltmoralsk træk er at pege fingre af ‘de andre’. Og det må siges at være gældende her. For hvor var Søren Pind, da det blev afsløret, at hans parti-kollega, daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) dikrete løj fra Folketingets talerstol, samt i flere tilfælde brød ministeransvarsloven, som ellers dikterer, “at en minister kan straffes i henhold til den almindelige straffelov, hvis ministeren f.eks. er bekendt med at ulovlige handlinger finder sted, men ikke bremser dem. Desuden fremgår det af loven, at en minister kan straffes for at tilsidesætte de pligter, som påhviler ham/hende gennem Grundloven”.

Det var Jesper Tynell, der tilbage i 2009 afslørede, at Hjort Frederiksen, dengang han var beskæftigelsesminister, havde indført en ulovlig praksis med forsøg, der fratog syge mennesker retten til sygedagpenge. Penge, de faktisk havde/har ret til.

Afsløringen af Hjort Frederiksens ulovligheder og løgne udløste en Cavling pris, som gives for “en journalist eller en gruppe af journalister i samarbejde, der i særlig grad har udvist initiativ og talent i det forløbne år.” Oven i købet var det (den nu snart afgåede) statsminister Løkke Rasmussen, som dengang overrakte prisen, samt roste Jesper Tynell for hans afsløringer…altså afsløringer af, at en af Løkkes egne ministre havde brudt loven! Faktisk ret imponerende, ikke?

For en regering der konsekvent har slået sig op på opretholdelsen af lov og orden, er det ikke blot beklageligt men jo især dybt pinligt, at en minister bryder gældende lovgivning.
Samtidig er det et demokratisk problem, at Claus Hjort Frederiksen konsekvent har nægtet at udtale sig om sagen til pressen. Hermed stopper den for demokratiet så væsentlige dialog. For hvordan skal vi som borgere kunne sikres viden om f.eks. en regerings handlen og ageren, når en central minister konsekvent nægter at lade sig interviewe herom? Og hvordan sikres vi adgang til velfunderet viden, når vi har en presse, der lader en løgnagtig minister slippe af krogen, så let som ingenting?

Og det stopper ikke her. For ifølge Orientering, ja så har Hjort Frederiksen som beskæftigelsesminister også benyttet den såkaldte 300-timers-regel til ulovligt at standse udbetalingen af kontanthjælp til familier, der ifølge loven ikke er omfattet af reglen.

Claus Hjort Frederiksen har også, i forbindelse med en bestilt undersøgelse hos SFI og Arbejdsdirektoratet, flere på hinanden følgende gange handlet i direkte strid med gældende lovgivning. Ifølge Orientering, så forsikrede Hjort Frederiksen ellers bl.a. Folketinget om, “at kammeradvokaten havde udtalt, at Hjort Frederiksen som beskæftigelsesminister lovligt kunne gennemføre et forsøg med aktivering af sygedagpenge-modtagere uden at spørge Folketinget om lov først”.
Dette viste sig langt fra at være rigtigt. Kammeradvokaten har derimod forklaret til Orientering, at han aldrig har undersøgt, om det er lovligt at gennemføre forsøget.

Disse lovbrud rejser en række spørgsmål. Ikke mindst hvordan Hjort Frederiksen kunne blive som minister, når han gentagende gange overtrådte gældende lov og ret? Dette har vi aldrig fået Venstre, Hjort Frederiksen eller Søren Pinds forklaring på!

Og så er vi jo tilbage ved Søren Pind, der er voldsomt forarget over, en kommende statsminister måske, vi ved det jo faktisk ikke, har løjet. For hvor var Søren Pind, da hans partikollega Hjort Frederiksen løj og brød gældende lovgivning? Hvorfor var Pind ikke ligeså forarget over det dengang, som nu? Well, hvis moral er godt, ja så er dobbeltmoral, som vanligt, dobbelt så godt…

Tynells afsløringer fik aldrig konsekvenser for Hjort Frederiksen, der samme år som Tynell modtog sin Cavling pris, blev forfremmet til landets finansminister; på trods af hans beviselige brud på gældende love. Og det må jo siges at være noget af en bedrift for en minister i en regering, som har sænket den kriminelle lavalder for børn ned til 14 år, så man kan dømmes hele 30 dages fængselsstraf for at tage to brikker juice i et køleskab. Og det er jo her, vi igen ser et himmelråbende behov for en kritisk presse.

Hvor er de journalister, der stiller Søren Pind til regnskab for hans egen, meget snart afgående, regerings løgne og lovbrud? Hvor er de kritiske journalister, der insisterer på, at Pind også svarer på, hvordan “det [ikke] er i orden at tale usandt”, når det gælder Helle Thorning-Schmidt, mens det åbenbart er helt okay og i orden, at hans parti-kollega jo flere gange har løjet og brudt ditto love, dengang han var beskæftigelsesminister? (mere…)

1. oktober 2011 at 2:55 pm 2 kommentarer


Nalle Kirkvåg

Nalle Kirkvåg

Uddannet journalist, cand.comm. Er desuden BA i pædagogik samt BA i psykologi.

Er ekstern lektor på Københavns Universitet - samt projektudvikler og kommentator. Er ekspert i kritisk journalistik, medier og presse.

Har som journalist bl.a. arbejdet for DR (P1 & P4), Jyllands-Posten, Nat & Dag, Tjeck Magasine og XFM.

 

oktober 2011
m ti o to f l s
« sep   nov »
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
31  

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.