Spidsvinkling er et andet eksempel. Her strammes præmissen, så der skæres så hårdt til, at selv dem på bagerste række er helt med. I denne optik er man enten god eller ond, mens nuancer for enhver pris må undgås. Man tror nemlig ikke på, at dem foran skærmen, kan følge med, hvis alt ikke er sort/hvidt. Desværre er der alt for mange ‘gode’ eksempler på spidsvinkling, noget der bl.a. har medørt kritik fra DRs seerredaktør Jacob Mollerup.

F.eks. DR1 dokumentaren Når lægen ved bedst fra 2008, der fremførte en række usande beskyldninger mod Rigshospitalet samt en navngiven overlæge, som det fremgår af en dom fra Østre Landsret i en injuriesag, anlagt af Rigshospitalet mod DR. Dommen fik DRs seerredaktør Jacob Mollerup til at påtale den kedelige kultur om ikke at ville indrømme fejl, som gælder blandt alt for mange journalister samt deres redaktører, ligesom han kritiserer den udbredte tendens til at spidsvinkle.

I sin klumme fra november 2011 skriver Mollerup bl.a., at han allerede i 2008 var meget kritisk overfor dokumentaren. ”Jeg anbefalede i oktober 2008 DRs ledelse, at man beklagede udsendelsen og at DR erkendte, at den byggede på “… en række stramninger og overdrivelser”.”, som Mollerup skriver. Mens denne kritik i DR internt heftigt blev debatteret, anlagde Rigshospitalet injuriesag mod folkene bag dokumentaren. De mente, at det var injurier og påpegede bl.a., at programmet uretmæssigt beskyldte dem for at have givet en række patienter en fejlbehandling og dermed forårsaget unødvendige dødsfald. Fra Rigshospitalet mente man også, at programmet beskyldte en navngivet overlæge for at have fremmet egen prestige og privatøkonomi på patienternes bekostning.

Østre Landsret fandt frem til, “at programmet fremkommer med beskyldninger, som bygger på et faktuelt forkert grundlag og dermed fremsætter injurier mod Rigshospitalet og den pågældende overlæge”. En klar dom, må det vel siges.
Men så skete det, der så ofte sker, når journalister, redaktører og medier kritiseres: man afviser det helt og aldeles. DRs dokumentarchef Steen Jensen er ikke mindst “overrasket over dommen, (…) formålet med udsendelsen – at foretage en kritisk vurdering af Rigshospitalet og den ansvarlige overlæges behandling af patienter med lungehindekræft – er en berettiget varetagelse af pressens opgave som public watchdog”. Derfor vil han “nærlæse dommens præmisser og tage stilling til, om vi vil forsøge at få sagen prøvet ved en højere instans”, siger han til DR Presse. Så ikke noget med at: ups, vi gik for langt, det er vi altså kede af, undskyld. For nej, journalister (og redaktører) undskylder aldrig, hvilket der jo så heller ikke er nogen grund til, når man altid har ret, dvs. aldrig tager fejl…

Dommen bekræfter meget tydeligt, “at det i praksis ofte er svært for en ledelse at beklage noget, man lige har udsendt med piber og trommer. Problemet er bare, at det er nødvendigt, hvis man selv vil administrere sin ytringsfrihed – og ikke vil gøre vurderingen af kritisk journalistik til noget, der flytter fra medierne og Pressenævnet og i stedet gang på gang ender i retssalene”, skriver seerredaktør Jacob Mollerup i sin klumme. Her har han fat i noget helt afgørende. For pressen gælder jo særlige vilkår: man er en redigerende magt, der, siger man selv, skal holde magthaverne i ørerne, dvs. kontrollere magten.

Men præmisserne for pressens legitima­tion som redigerende magt, er, at man kan yde (selv)kritiske bidrag til vedligeholdel­se af en offentlig kritik, dvs. ikke bare, som i dette tilfælde, udsender spidsvinklede påstande, men derimod fordrer kritisk journalistik. En sådan kritisk journalistik må stille krav om, at indholdet er baseret på væsentlighedskriterier, er interessevæk­kende og almen tilgængelig. Dette er jo helt afgørende, fordi “informationsadgang og kritisk journalistik er afgø­rende for debattens kvalitet”, som Stig Hjarvard, professor på Film- & Medievidenskab, KU, allerede i 1995 påpegede. For ingen massemedier er ”neutrale transportveje for kommunika­tion. I kraft af de enkelte mediers karakteristika formes budskabet og meningen på bestemte måder”, som Stig Hjarvard påpeger. Og det var netop det, DR slet ikke ville stå på mål for, da der blev rejst kritik af Når lægen ved bedst, en dokumentar som for øvrigt over en halv million kikkede med på, da den blev sendt.

Kritisk journalistik “kræver ledelser, der forstår, at man ikke gør sine aktive og udfarende reportere nogen tjeneste ved at bakke dem op i noget, der ikke holder vand. Man skal bestemt ikke hænge sine medarbejdere ud – men derimod som ledelse selv tage ansvaret og få ryddet op i de sager, hvor mediet er gået for langt”. Det skriver seerredaktør Jacob Mollerup i sin klumme. Og ja, det har en ved gud ret i! For gør man ikke det, kan man ikke opleve den anden af Mollerups pointer, “at der faktisk var afgørende styrker ved dokumentaren”. Disse druknede desværre bare i den larmende tavshed fra redaktion og journalister, der ikke ville stå på mål for de spidsvinklinger, man havde foretaget i dokumentaren. Hvilket jo er dybt ærgerligt, for der var vel en god grund til, at historien skulle fortælles, eller hvad…?

“Ikke mindst påviste den (og her var dokumentationen ikke til at skyde igennem) meget overbevisende, at en lang række patienter var blevet dårligt informeret af Rigshospitalet. Det var tilsyneladende denne dårlige information, der gav det klima af mistillid, som dokumentarens patienter taler ud fra. Men det paradoksale er selv sagt, at dokumentaren selv endte med at sprede unødvendig frygt blandt store patientgrupper”, skriver Mollerup i sin klumme.

Også Rigshospitalet får på puklen af Mollerup. De havde også en betydelig del af ansvaret for, at sagen kørte af sporet – og kom til at vare så længe. I følge Mollerup havde Rigshospitalet ikke blot informeret sårbare patienter dårligt. Man man afviste også konsekvent at medvirke i udsendelsen, ligesom man valgte ikke at bruge DRs klagesystem eller Pressenævnet. I stedet for gik Rigshospitalet direkte til et sagsanlæg, hvilket Mollerup med rette påpeger, “selvsagt ikke gjorde det nemmere at forlige sagen”. Tilbage står en dom, der understreger, at nyhedsmedie ikke må komme med alvorlige anklager, som man ikke kan dokumentere. Trist dog, at der skal en dommer til at påpege det ellers indlysende.

Måske journalisters meget lille popularitet skyldes, at man aldrig (eller i hvert fald meget sjældent) vil indrømme fejl? Skyldes det en form for ‘systemfejl’, hvor man jo ofte går ud “med piber og trommer”, som Mollerup skriver. Måske det er her, det er nødvendigt at starte? Altså at gå væk fra idealet om at stramme og spidsvinkle og i stedet for fremlægge åbent og ærligt, at disse synspunkter er der, dem undersøger vi, men vi lægger os ikke allerede på forhånd fast på én vinkel, som vi så bare skal underbygge, uanset hvor meget det ellers kræver af “stramninger og overdrivelser”, som det åbenbart var tilfældet med Når lægen ved bedst? Her er en seerredaktør for øvrigt et godt sted af starte.

At DR har en seerredaktør er super sej! Her er DR laaangt foran de fleste medier, der sjældent (eller aldrig) vil give så gennemgribende en kritik af deres eget medie eller manglende kritisk journalistisk. Kan man forestille sig det samme ske på TV2, f.eks. dengang Mikkel Hertz, der er chef for TV2 News, lige slettede et interview med en voldsomt ophidset statsminister Lars Lykke Rasmussen, fordi TV2 journalisten Anders Langballe uopfordret interviewede ham om overbetaling af privathospitaler? Disse optagelser var selvfølgelig, mente en lang række TV2 journalister, relevante, hvorfor interviewet skulle bringes i TV2. Men nej, optagelserne blev ikke anvendt, men blev derimod slettet (inklusiv fra TV2s mediearkiv, hvorfor vi aldrig får at se, hvad den daværende statsminister efter sigende råbte af Anders Langballe, der som journalist vel blot forsøgte at udføre sit arbejde). Eller kunne man forestille sig en Ekstra Blads læserredaktør, der udtalte kritik af Ekstra Bladet, avisen der aldrig tager fejl? Næppe… Så trods berettiget kritik af DR skal der herfra lyde et: godt gået med den der seerredaktør!

Du kan læse mange flere indlæg af DRs Seerredaktør Jacob Mollerup her. Og for dem med interesse for området kan Mollerups ½ årlige rapport om DR læses her, mens klager over DR indbragt for Pressenævnet bl.a. kan læses her.

Kritisk journalistik er jo bl.a. målet med denne blog. Men det er også målet over tid at er etablere et Center for Demokrati & Journalistik, der netop skal være med til at sikre en betydelig mere kritisk journalistik i Danmark…og for den sags skyld også gerne ude i den ganske verden.

Er du interesseret i at følge med i denne blog, så tryk her for abonnement. Når du har aktiveret linket, skal du blot skrive din email adresse. Kort herefter modtager du en mail, hvor du skal bekræfte, at du vil modtage de nye indlæg på din mail. Hvilket så fremover vil ske ganske automatisk…

Det var med radio dokumentaren Farfars to liv, at Thaulow vandt Prix Europa. Her i kan man bl.a. høre en intim & dramatisk spændingsopbygning der reflekterer over en familiehemmelighed. Med udgangspunkt i farfarens hverdagsoptagelser på et gammeldags kassettebånd, slynges fortæller og lytteren tilbage i fortiden. “Hermed bliver ’Farfars to liv’ også et vidne om selve radio- og lydmediets evne til at vække minder og emotionel genklang”, som Hornstrup Yde skriver i Information.

Prix Europa er en branchefestival for europæisk radio- og tv-broadcasts. I år har den fejret sit 25 års jubilæum med over 1.000 deltagende journalister fra 40 lande. I følge Finske Harri Huhtamäki er det “den eneste intellektuelle og menneskelige mediekonkurrence i verden”. Festivalens mantra i år var tid. Tid til research, tid til at give historien den tid, en historie skal tage. Bl.a. kunne man opleve hele den seks dages lange skibssejlads langs Norges kystlinje, Hurtigruten, som NRK, med 3,2 millioner seere, transmitterede tidligere på året. Her kunne man i real time følge sejlruten, der siden 1893 har transporteret passagerer langs Norskekysten med Hurtigruten. Turen bliver i Norge bl.a. kaldt for ”Verdens vakreste sjøreise”. Og med programmet Hurtigruten kunne alle følge med i verdens længste TV-program!

NRK en af de public service stationer, der i mange år har satset en del på bl.a. tidskrævende radio. Her har journalisterne tre måneder til at lave én montage, samt tre uger i studiet med en tekniker. I Danmark er der nærmest omvendt, her har man på P1 blot 7-10 dage til én montage, mens Radio24Syv slet ikke bruger ressourcer på radiomontager.

I DR blev Montage-afdelingen lukket i 2007, hvilket var samme år som DR/Krester Moltzen vandt i Prix Europa for hans montage, Kærlighedspolitiet. Moltzen dannede siden, sammen med Tim Hinman, Third Ear, der med støtte fra Statens Kunstråd har produceret 20 podcasts – bl.a. Farfars to liv samt den ligeledes prisbelønnede montage Guldhornene. Desværre har også Third Ear måtte trække stikket. For selv om man i flg. Information var oppe på imponerende 18.000 lyttere pr. udsendelse, har man ikke kunne finde fortsat støtte til produktionen. Og det er trist!!

For radiodramatikeren Nils Heyerdahl er radiodokumentaren en truet art, hvilket gør mediebilledet fattigere, at vi heller ikke kan finde de nødvendige ressourcer til monteret radio. Også P1s L. Witt-Hansen var i år med på Prix Europa – med DRs bidrag ud i radiodokumentar. Witt-Hansen var af sted med Handlet til Prostitution, en montage om handel med kvinder over landegrænser, voldtægter, trusler og i det hele taget uacceptable og usle leveforhold.

Witt-Hansen, der er fastansat på P1, bl.a. som vært i Sproglaboratoriet, kan også fortælle om den alt for korte produktionstid.
“Når vi i Danmark blot har ti dage til at optage og klippe en dokumentar, må man konstatere, at den af gode grunde ikke er oppe på det niveau, vi hører på festivalen her. Det gør det svært ikke at misunde, at de lande, vi sammenligner os med, har op til otte gange så lang tid til deres produktioner”, som hun siger til Hornstrup Yde i Information. I modsætning hertil brugte Thaulow 3-4 måneder på at lave Farfars to liv, som hun også skrev sit speciale om på Medievidenskab.

Måske det er de to meget forskellige produktionsforhold, der gør, at det netop var Third Ear og ikke DR, der vandt den præstigefyldte Prix Europa specialpris? For kan man overhovedet producere en så kompleks fortælling, som Thaulows uden mere tid, end det de public service (og licensfinansierede!) mediehuse vil betale for? Nej, det er næppe muligt. Så hvorfor afsættes der ikke de nødvendige midler til netop radiomontager. når det nu er noget, Danmark har været verdensberømt for? Hvor er det nye politiske flertal, når det gælder den slags. Well, det har jeg mailet til den ‘nye’ kulturminister, Uffe Elbæk og spurgt ham om. Så må vi se, hvad han svarer til det…?

En ting er i hvert fald helt sikkert, det bliver ikke Radio 24/syv, der kommer den nu så forkætrede radiomontage/dokumentar til undsætning, for de kommer tydeligvis til at bruge alle deres midler på snakkeradio og deres højt profilerede studieværter, der jo næppe er billige i drift!

Jeg havde for øvrigt den fornøjelse at arbejde sammen med Anna Thaulow under årets Roskilde Festival, hvor vi sammen med en række radio entusiaster forsøgte kritisk at komme under overfladen på Roskilde Festival.
Målet var at rive en flænge virkeligheden, så lytteren fik mulighed for at komme bag en umiddelbar virkelighed og den overflade, der som en anden film lægger sig over alt, men som selvfølgelig gemmer på andet og mere end det, der umiddelbart kan ses og opleves. Håbet var at finde noget nyt, spændende og anderledes, som er relevant og gerne også lærerigt. Og skal jeg da nok lige love for, at det lykkedes. For med en produktionstid på kun 2½ døgn, var vi på reaktionen meget tilfredse med resultatet og de 6 podcast.

Jeg skal for øvrigt lige hilse og sige, at dette blogindlæg i meget stor grad bygger på Katrine Hornstrup Ydes førnævnte artikel i Information.

Kritisk journalistik er jo bl.a. målet med denne blog. Men det er også målet over tid at er etablere et Center for Demokrati & Journalistik, der netop skal være med til at sikre en betydelig mere kritisk journalistik i Danmark…og for den sags skyld også gerne ude i den ganske verden.

Er du interesseret i at følge med i denne blog, så tryk her for abonnement. Når du har aktiveret linket, skal du blot skrive din email adresse. Kort herefter modtager du en mail, hvor du skal bekræfte, at du vil modtage de nye indlæg på din mail. Hvilket så fremover vil ske ganske automatisk…

Men jeg vil gerne denne gang pege på den kritiske journalistik, der faktisk findes, i hvert hvis man bevæger sig væk noget fra mainstreamjournalistikken, der synes helt renset for det kritiske. Så denne gang altså en noget anderledes vinkel…

Apropos på P1 er et af de steder, hvor kritisk journalistik, oven i købet formidlet på enkel og tilgængelig vis, ofte kan høres. Her fortæller Mikkel Krause-Jensen f.eks. hvordan skift i balancen mellem to videnskabelige traditioner, den humanistiske og den naturvidenskabelige, har fundet sted, samt hvad dette betyder. For, som det fremgår af programmets hjemmeside, kan man f.eks. tale om, at styrkefordelingen mellem de to i betydelig grad er i udvikling. Og hvor det tidligere var socialhistoriske teorier, der udløste mange bevillinger, er det nu de databaserede forklaringer, der bedst lokker støttekronerne frem.
“Men hvis billedet af sandheden bliver stadig mere entydigt og naturvidenskabeligt, betyder det måske også, at der er mindre rum til diskussion og refleksion”. Og det er vel ikke så godt?

Apropos har også set på forskellige alliancer, f.eks. ægteskabet. Hør bl.a. om, hvor selvfølgeligt det for moderne menneske er blevet, at ægteskabet bygger på kærlighed mellem to mennesker. Men kærlighed har jo langt fra altid været selve grundlaget for ægteskaber. Tidligere var der andre rationelle grunde til at indgå ægteskab – bl.a. for at få politisk indflydelse, indgå alliancer eller at sikre slægtens fortsættelse. Men selv om et ægteskab nu om dage forhåbentlig primært bygger på kærlighed, er der stadig mange udfordringer omkring ægteskabslovgivningen. For lovene er nemlig ikke helt fuldt med tiden, idet de primært bygger på opfattelsen af, at ægteskabet er mellem mænd og kvinder. Og hermed er ægteskabslovgivningen jo ikke ligefrem på linje med nutidens samlivsformer…

Også Eksistens på P1 kan varmt anbefales. Hør bl.a. Thomas Søbirk Petersen, lektor i moralfilosofi på Roskilde Universitet, debattere, hvordan vi f.eks. vælger i de ekstra svære valg. For hvordan vælger vi mellem to alternativer, som begge har negative konsekvenser? Ifølge Søbirk Petersen kan man gribe fat i fire forskellige redskaber, når man skal løse et særligt udfordrende dilemma: “Vi skal begrunde vores holdninger, bruge videnskabelige fakta, klargøre de centrale begreber og undgå dobbeltmoral”.

Hør også om, hvordan frygt bruges som politisk drivkraft. Alt denne tale om terror og den frygt, dét ofte skaber i befolkningerne, har en stærk politisk effekt. Det får folk til at slutte op om den, de forventer, vil beskytte en. “Dissens eller uenighed bliver til forræderi, fordi vi skal slutte op om vores politiske system. Og det giver en form for carte blanche til, at det politiske niveau handler på måder, det ellers ikke ville have lov at agere på”, fortæller Mikkel Thorup, lektor i politisk idehistorie. “Lige så snart vi har installeret frygt, er det overlevelse, der er grundtemaet. Hvis ikke vi får løst det problem, kan alt andet være ligegyldigt. Er vi døde, er det ligemeget, om vi har kulturstøtte eller velfærdsordninger. Frygten skærer alt andet bort og etablerer en helt ren relation mellem den enkelte frygtsomme borger og den politiker, der lover at genetablere sikkerheden”, fortæller han desuden… Hør her meget mere om de forskellige Eksistens udsendelser.

“Den generelle accepterede regel er pink til drenge og blå til piger. For pink er en mere beslutsom og stærkere farve, og derfor egnet til drenge, mens blå, som er mere sart og nydelig, er pænere til piger“. Sådan rådede Ladies Home Journal sine læsere i 1918. Historiker ved University of Maryland, Jo B. Paolettti, har også fundet frem af, at stormagasinet Filenes og Marshall Field i 1927, stadig pegede på pink til drengene og at den pinke farve, blev anbefalet til drenge helt op til 1940. Og det var først herefter vendte det til det, vi i dag kender – dog med et kort ophold i 1970′erne, hvor der til dels galt ikke-kønsspecifikke farver til børn. Denne kritiske historie har jeg læst i Kvinfo.dk, mens de selv har den fra The New York Times…

Også Information er ofte god for masser af kritisk journalistik. I september læste jeg f.eks. om en tysk historiker, Götz Aly, der undersøgte, hvorfor tyskerne, hvorfor jøderne? I flg. Aly var det især misundelse, der førte til, at det århundrede gamle (og ikke blot tyske!) jødehad endte i holocaust. Omkring år 1900 udgjorde jøderne cirka 5 % af befolkningen i Berlin, i hele Preussen 1 %. Alligevel fik jøder 10 gange oftere studentereksamen end kristne tyskere. Og 30 % af alle jødiske husholdninger, inkl. mange fattige, havde f.eks. en huslærer, dvs. prioriterede uddannelse benhårdt.

Tyske jøder brugte ca. halvdelen af deres indkomst på deres børns uddannelse. De klarede springet op i de højere sociale samfundslag meget hurtigere end f.eks. kristne tyskere, der ofte måtte bruge tre-fire generationer, men stadig ikke helt følte sig godt tilpas, når de var nået helt op i samfundets top.
“Kun 20 procent af den kristne befolkning kunne læse, skrive og regne. Og så er der jo lige pludselig ikke så stort et spring til de fem procent jøder. Jøderne kom til Tyskland østfra for at slippe væk fra de russiske pogromer. Men også fordi de her virkelig kunne opnå noget for deres børn, som de ønskede skulle gå i de tyske gymnasier”, fortæller Aly til Information.
“Misundelse kommer af mindreværdsfølelse, og de kristne tyskere skulle jo altid understrege, at de var tyske. I den franske nationalsang forekommer ordet fransk ikke. Det har franskmændene ikke fundet nødvendigt”.

Også Orientering på P1 har til min store tilfredshed formået at holde fast i kritisk journalistik, på trods af det enorme popularitets pres, der synes at gælde alle dele af DR. F.eks. har P1 Morgen hyret Omar Marzouk og Anders Lund Madsen til at fjolle i programmet med ligegyldigheder og tom snak. En tydelig udvikling væk fra kritisk journalistik og hen imod en form for talkshow, hvor det hele ikke må blive for kritisk, sådan som det jo altid er gældende i ethvert talkshow… Den slags kaldes satire, noget der ellers har ligget noget tungt med, efter Selvsving blev lukket.

I Information har Katrine Hornstrup Yde for øvrigt skrevet en fin satirisk artikel om P1 Morgens dumming down journalistik. En udvikling der synes at præge samtlige mainstreammedier. Yde skriver bl.a., at “P1’s satiresatsning er gået i selvsving — og denne gang ikke på den sjove måde, vi kender fra Oliver Zahle & co.s politiske radiosatire, Selvsving, der tilsyneladende uigennemtænkt blev nedlagt i foråret”. I følge hende er “P1’s nyhedskonsultationers selvsving tom snak uden særligt meget bid og særligt mange pointer”. Og så spørger hun retorisk, om hvorfor folkene på P1, der ellers er så gode til satire, vil slippe sådan en omgang P3-sludren på glatis ind mellem morgenens (i flg. hende) velproducerede indslag? Hvilket er et meget godt spørgsmål!

For Hornstrup Yde er det svært ikke at tænke satiresatsningen i P1 Morgen som en billig oprustning til konkurrencen med den nye public service-kanal Radio24Syv, der jo hævder, at de også vil satse på aktualitet og satire. Og Go’ Morgen P3 er for nylig og endnu en gang blevet kåret til Årets Morgenshow af branchen under Radio Days-festivalen, “så hvorfor ikke gøre lidt som dem? Hvorfor forproducere politisk satire for dyre penge, hører man en lidt for travl redaktør argumentere, når man kan improvisere det live”, som hun polemisk spørger om i Information?

For øvrigt havde jeg den fornøjelse i sommers bl.a. med Katrine Hornstrup Yde at producere en række podcast fra Roskilde Festival, hvor der blev eksperimenteret med en slags kritisk græsrods.journalistik…

Nå, men tilbage til Orientering på P1, hvor fanen jo holdes højt. Her er det muligt at høre indslag som: Nyt regeringsgrundlag lover godt for menneskerettigheder, at pirater har brug for lov og orden, hvordan det i fremtiden skal koste arbejdsgivere økonomisk, når de f.eks. indgår hemmelige aftaler om ikke at ansætte hinandens medarbejdere, hvilket er konsekvenserne af en dom om hemmelige jobklausuler, som Højesteret afsagde d. 6.10.2011.

Hør desuden hvordan den amerikanske middelklasse, kernen i Den Amerikanske Drøm, er ved at blive forvandlet til en underklasse og meget meget mere på DRs Orientering på P1.

Så, selv om jeg tit her brokker mig, er det altså muligt at finde kritisk journalistik, blot man leder længe nok… Eller, det vil sige, når man bevæger sig væk fra en hver form for mainstreamjournalistik, hvor det kritiske jo nærmest er bandlyst. For den slags sænker seer/lyttertallet, hvilket er blevet det vigtigste kvalitetsparameter også inden for den seer- & lytter-betalte public service journalistik.

Afslutningsvis priser jeg mig lykkelig for, jeg ikke bedriver kritisk journalistik i et af de mange lande, hvor dette er med livet som indsats. F.eks. mistede en mexicansk redaktør, María Elisabeth Macías d. 24. september livet. Hun var nyhedsredaktør på avisen Primera Hora i Nuevo Laredo. Hendes halshuggede lig blev fundet med en besked, angiveligt underskrevet af Zetas narko-kartel, der anklagede hende for at bruge lokale sociale netværk på nettet til at afsløre narkorelateret vold. Tidligere i september blev to lig fundet med lignende breve, som skal være underskrevet af den samme kriminelle gruppe.

Siden starten af præsident Felipe Calderón regeringstid d. 1.12.2006 er mindst 30 journalister, blevet myrdet, mens endnu flere er forsvundet. Kun i meget få tilfælde er gerningsmændene blevet retsforfulgt. Mexico er, i følge de Danske Dagblades Forening, et af verdens farligste lande for journalister, hvor narko-karteller i dele af landet efterhånden er blevet de-facto myndigheder, hvor en omfattende selvcensur er blevet normen blandt mediefolk.

Kritisk journalistik er jo bl.a. målet med denne blog. Men det er også målet over tid at er etablere et Center for Demokrati & Journalistik, der netop skal være med til at sikre en betydelig mere kritisk journalistik i Danmark…og for den sags skyld også gerne ude i den ganske verden.

Er du interesseret i at følge med i denne blog, så tryk her for abonnement. Når du har aktiveret linket, skal du blot skrive din email adresse. Kort herefter modtager du en mail, hvor du skal bekræfte, at du vil modtage de nye indlæg på din mail. Hvilket så fremover vil ske ganske automatisk…

For nylig udtalte afgående integrations- og udviklingsminister Søren Pind til alt og alle, der ville høre på ham, at kommende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) talte usandt i sagen om partifællen Henrik Sass Larsen. I BT citeres han bl.a. for at sige, at:
“Det afgørende er jo ikke, om hun lyver. Det må man lægge til grund hun gør. Det afgørende er, om det er OK, at en statsministerkandidat lyver, f.eks. i sager der vedrører personoplysninger”. Og så fortsætter han, “Jeg synes ikke, det er i orden at tale usandt. Og jeg synes måske også, vi her kommer ind på et generelt karakter træk, der i de senere år ikke har vist sig klædeligt hos hende”. Hvordan Søren Pind så lige ved, at Helle Thorning-Schmidt vitterlig lyver, ja det står dog stadig hen i det uvisse…

Et klassisk dobbeltmoralsk træk er at pege fingre af ‘de andre’. Og det må siges at være gældende her. For hvor var Søren Pind, da det blev afsløret, at hans parti-kollega, daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) dikrete løj fra Folketingets talerstol, samt i flere tilfælde brød ministeransvarsloven, som ellers dikterer, “at en minister kan straffes i henhold til den almindelige straffelov, hvis ministeren f.eks. er bekendt med at ulovlige handlinger finder sted, men ikke bremser dem. Desuden fremgår det af loven, at en minister kan straffes for at tilsidesætte de pligter, som påhviler ham/hende gennem Grundloven”.

Det var Jesper Tynell, der tilbage i 2009 afslørede, at Hjort Frederiksen, dengang han var beskæftigelsesminister, havde indført en ulovlig praksis med forsøg, der fratog syge mennesker retten til sygedagpenge. Penge, de faktisk havde/har ret til.

Afsløringen af Hjort Frederiksens ulovligheder og løgne udløste en Cavling pris, som gives for “en journalist eller en gruppe af journalister i samarbejde, der i særlig grad har udvist initiativ og talent i det forløbne år.” Oven i købet var det (den nu snart afgåede) statsminister Løkke Rasmussen, som dengang overrakte prisen, samt roste Jesper Tynell for hans afsløringer…altså afsløringer af, at en af Løkkes egne ministre havde brudt loven! Faktisk ret imponerende, ikke?

For en regering der konsekvent har slået sig op på opretholdelsen af lov og orden, er det ikke blot beklageligt men jo især dybt pinligt, at en minister bryder gældende lovgivning.
Samtidig er det et demokratisk problem, at Claus Hjort Frederiksen konsekvent har nægtet at udtale sig om sagen til pressen. Hermed stopper den for demokratiet så væsentlige dialog. For hvordan skal vi som borgere kunne sikres viden om f.eks. en regerings handlen og ageren, når en central minister konsekvent nægter at lade sig interviewe herom? Og hvordan sikres vi adgang til velfunderet viden, når vi har en presse, der lader en løgnagtig minister slippe af krogen, så let som ingenting?

Og det stopper ikke her. For ifølge Orientering, ja så har Hjort Frederiksen som beskæftigelsesminister også benyttet den såkaldte 300-timers-regel til ulovligt at standse udbetalingen af kontanthjælp til familier, der ifølge loven ikke er omfattet af reglen.

Claus Hjort Frederiksen har også, i forbindelse med en bestilt undersøgelse hos SFI og Arbejdsdirektoratet, flere på hinanden følgende gange handlet i direkte strid med gældende lovgivning. Ifølge Orientering, så forsikrede Hjort Frederiksen ellers bl.a. Folketinget om, “at kammeradvokaten havde udtalt, at Hjort Frederiksen som beskæftigelsesminister lovligt kunne gennemføre et forsøg med aktivering af sygedagpenge-modtagere uden at spørge Folketinget om lov først”.
Dette viste sig langt fra at være rigtigt. Kammeradvokaten har derimod forklaret til Orientering, at han aldrig har undersøgt, om det er lovligt at gennemføre forsøget.

Disse lovbrud rejser en række spørgsmål. Ikke mindst hvordan Hjort Frederiksen kunne blive som minister, når han gentagende gange overtrådte gældende lov og ret? Dette har vi aldrig fået Venstre, Hjort Frederiksen eller Søren Pinds forklaring på!

Og så er vi jo tilbage ved Søren Pind, der er voldsomt forarget over, en kommende statsminister måske, vi ved det jo faktisk ikke, har løjet. For hvor var Søren Pind, da hans partikollega Hjort Frederiksen løj og brød gældende lovgivning? Hvorfor var Pind ikke ligeså forarget over det dengang, som nu? Well, hvis moral er godt, ja så er dobbeltmoral, som vanligt, dobbelt så godt…

Tynells afsløringer fik aldrig konsekvenser for Hjort Frederiksen, der samme år som Tynell modtog sin Cavling pris, blev forfremmet til landets finansminister; på trods af hans beviselige brud på gældende love. Og det må jo siges at være noget af en bedrift for en minister i en regering, som har sænket den kriminelle lavalder for børn ned til 14 år, så man kan dømmes hele 30 dages fængselsstraf for at tage to brikker juice i et køleskab. Og det er jo her, vi igen ser et himmelråbende behov for en kritisk presse.

Hvor er de journalister, der stiller Søren Pind til regnskab for hans egen, meget snart afgående, regerings løgne og lovbrud? Hvor er de kritiske journalister, der insisterer på, at Pind også svarer på, hvordan “det [ikke] er i orden at tale usandt”, når det gælder Helle Thorning-Schmidt, mens det åbenbart er helt okay og i orden, at hans parti-kollega jo flere gange har løjet og brudt ditto love, dengang han var beskæftigelsesminister?

Med en kritisk presse ville VK-regeringen og Dansk Folkeparti, også selv om de er på vej ud, blive afkrævet en forklaring, hvilket de skylder landets borgere. Nemlig, hvordan alle disse lovbrud hænger sammen med, at selvsamme partier, sammen med Socialdemokraterne (og SF?) igen og igen kræver strengere straffe for nogle lovovertrædelser – men altså ikke for deres eget lovbrud. Med en kritisk presse ville vi kunne sikre os svar på, hvorfor det ikke får konsekvenser for en regering at bryde gældende love.

Kritisk journalistik er jo bl.a. målet med denne blog. Men det er også målet over tid at er etablere et Center for Demokrati & Journalistik, der netop skal være med til at sikre en betydelig mere kritisk journalistik i Danmark…og for den sags skyld også gerne ude i den ganske verden.

Er du interesseret i at følge med i denne blog, så tryk her for abonnement. Når du har aktiveret linket, skal du blot skrive din email adresse. Kort herefter modtager du en mail, hvor du skal bekræfte, at du vil modtage de nye indlæg på din mail. Hvilket så fremover vil ske ganske automatisk…

Og på valgdagen, for ikke sige aftenen/natten gik det da helt galt. Her handlede det igen-igen om personer, samt de tåbelige og idiotiske spørgsmål som f.eks. “hvad føler du ved, at du snart bliver statsminister, Helle Thorning…”, eller “Villy Søvndal, har det så været en spændende aften“? Ja, goddag mand økseskaft, hvad fanden svarer man lige på så åndssvagt et spørgsmål? Den slags idiotiske spørgsmål er ellers reserveret til sportsjournalistikken, men har med udbredelsen af soft news, nu bredt sig til alle nyhedskanaler. Ja selv DR2, der ellers skulle være den ‘kloge kanal’, gik ikke fri af disse tåbeligheder.

På sin blog, skriver journalist Abelone Glahn,: at “som aftenen skred frem, faktisk desværre temmelig hurtigt, blev optællingsresultaterne vraget til fordel for endnu mere ‘Se og Hør’ tomgangs-journalistik på mennesker, der ikke havde noget som helst at sige, på valgfester, der ikke var startet, på omstilling til den ene og anden person, på et uprofessionelt misk-mask af billeder, der kom fra ét valgsted, og lyd, der kom fra et andet”. Altså igen en valgdækning med stort fokus på form, frem for fokus på indhold og substans.

Glahn påpeger også, hvordan dækningen var fyldt med tv-værter, der talte ind over politikere og med politikere, der igen og igen fremført samme tåbelig fraser, når de blev stillet de samme tåbelig spørgsmål endnu en gang. Og tåbelighederne blev så gentaget flere gange, fordi de forskellige tv-stationer ikke havde styr på, hvornår deres journalister lige havde været på.

Glahn har ligefrem opstillet en liste over ønskelige emner, som jeg tænker, at hun finder i hvert fald minimum én af de to public service tv-stationer burde kunne sikre os som borgere i et demokratiske land:

• Vi vil have resultater fra de lokale valgsteder.
• Vi vil have resultater fra selv den mindste flække.
• Vi vil have kredsresultater.
• Vi vil have kommuneresultater.
• Vi vil vide, hvordan de andre kommuner har stemt.
• Vi vil vide, hvad andre har stemt.

Hvis ikke ovenstående sikres, bliver valghandlingen jo bare endnu mere af alt det, der også fylder til hverdag, nemlig personstof og ikke mindst flere af disse politiske kommentatorer, der jo er alle vegne for at fylde den sendeflade, hvor det er blevet et dogme, at alle skal være på hele tiden. Hvorfor disse nuheder så har relevans, ved ingen, men det har de altså bare…

Også Lars K. Jensen, der kalder sig Medieblogger har været ude med riven, når det kommer til årets valgdækning. Ligesom Glahn peger han på det problematiske i alle de mange nærmest følelses-pornografiske spørgsmål, der stilles til alle “de kendte politikere”. Netop spørgsmål som “hvordan har du det” samt “hvordan føles det”? kunne høres igen og igen. Det er spørgsmål, som mange i flere år har været irriteret over, at sportsjournalister stiller til sportsudøvere lige efter en vigtig kamp. Medieblogger anbefaler ligefrem, at “hvis du ikke har noget ordentligt at sige eller spørge om – så hold din mund lukket. Så virker du også mindre uforberedt”.

Og problemet med disse kommentatorer er jo himmelråbende. For deres mange input handler slet ikke om politik, dvs. om landets evt. fremtidige indretning. Nej, for i denne logik hævder journalister, at de som en slags detektiver, kan afsløre samt opklare det, de der politikere ‘i virkeligheden siger’. Problemet er jo blot, at de fleste politiske kommentatorer snakker mere om spillet og sjældent om konsekvenserne af den første politik…både den, der er blevet ført og den politik, der vil blive ført.

For “ved at tale om spin iscenesætter medierne politikerne som skurkene, der prøver at forføre både medier og vælgere. Og medierne tildeles rollen som heltene, der skal hæve fortryllelsen og afsløre en anden og mere kynisk verden bag facaden”. Sådan skrev Stig Hjarvard, professor ved Medier, Erkendelse og Medier (hvor denne blogger for øvrigt et tilknyttet som ekstern lektor) allerede i marts 2007. Hans tankevækkende artikel kan downloades lige her.

Valgkamp druknede i kommentatorer og meningsmålinger. Det konkluderer en anden klog mand, Mark Blach-Ørsten, leder af journalistuddannelsen på Roskilde Universitet. Til P1 Morgen fortalte Ørsten, hvordan valgkampens massive brug af kommentatorer har været problematisk. Hvordan årets valgkamp så druknede i kommentatorer og meningsmålinger kan du høre mere om her.

Så ja, der er god brug for mere kritisk journalistik, hvilket alt dette og mere til jo så rigeligt beviser. Det er derfor, jeg over tid håber på at kunne samle midler til et Center For Demokrati & Journalistik. Målet er af sikre en omfattende ramme for eksperimenter med kritisk journalistik. Her skal der produceres, men også forskes i kritisk journalistik. Og på samme måde som DRs B&U Afdeling i 70’erne samt Månedsbladet Press i 80/90’erne var en kæmpe rugekasse for talenter, vil et Center for Demokrati og Journalistik være der, hvor f.eks. morgendagens kritiske og kreative journalistiske talenter kan udklækkes.

Er du interesseret i at følge med i denne blog, så tryk her for abonnement. Når du har aktiveret linket, skal du blot skrive din email adresse. Kort herefter modtager du en mail, hvor du skal bekræfte, at du vil modtage de nye indlæg på din mail. Hvilket så fremover vil ske helt automatisk…

Hvad skal så være valgtes temaer, spørges der nu alle vegne. Tidligere var det en omsiggribende fremmedfrygt samt de allestedsnærværende stramninger – inkl. de kontante krav om straf, straf og endnu mere straf, der var valgtemaerne. Men med økonomisk krise og ditto stagnation i den vækst, alle fra højre til venstre i salen er enige om, klimaændringer til trods, er en god ting, har temaer som ‘de fremmede’ og strengere fængselsstraffe næppe gennemslagskraft denne gang. Og under alle omstændigheder skulle krav om strengere straffe, jo kun gælde for alle de andres kriminalitet. Når lovbrud og dermed krav om straf, pludselig gælder en selv, ja så er forståelse pludselig det, der bør gælde…

Et oplagt emne i valgkampen kunne jo være ledighed. For med den store ledighed blandt unge, risikerer vi en gentagelse af 80’ene, hvor i 10.000 vis endte som del af en fortabt generation. Og nu risikerer vi en gentagelse, hvor de nyuddannede aldrig rigtig når at få fodfæste på arbejdsmarkedet, før de så overhales indenom af endnu flere veluddannede, der også lige vil til fadet.

Med ledighed som et valgkampstema, kunne en omfattende debat om, hvordan vi genindfører respekten for de arbejdsløse, de marginaliserede og for dem, der har svært ved at begå sig på det arbejdsmarked, der alene er rummeligt af navn…men langt fra af gavn, bestemt være på sin plads! For er det ikke, op til et valg, relevant at diskutere, hvordan vi, respektfuldt forstås, får flest mulige hænder i arbejde?

Desværre er respekt for syge ledige helt i bund. Det bekræfter bl.a. Søren Møller Petersen fra Den Uvildige Konsulentordning på Handikapområdet (DUKH), i DR/P1 Orientering. F.eks. betyder sygdom (efter trafikulykker, arbejdsskader eller anden langvarig sygdom), at rigtig mange familier årligt mister deres dagpenge og på den måde deres levegrundlag. Et tal der kun vil stige, med mindre sygedagpengeloven (og dagpengeloven i det hele taget) snart ændres radikalt. For når kommunen, efter ca. et år, lukker for udbetalingen af sygedagpenge, ja så står mange syge borgere helt uden offentlig forsørgelse. Hvordan alt det så passer sammen med påstanden om en velfærdsstat, fatter denne blogger altså intet af…

For dem, der ejer egen bolig, kan ikke modtage kontanthjælp. Det samme gør sig jo gældende for dem, der er gift, fordi det er her ægtefællen, der skal forsørge en. I yderste tilfælde betyder dette, at den sygemedlte må gå fra hus og hjem. En noget anderledes situation end den der ellers synes at gælde husejere, til hvem der er blevet lovet guld og grønne skove op til valget…

Disse ledige er fanget i en Kafkask fælde, hvor de både er for syge til at arbejde, mens samtidig ikke er syge nok til at modtage førtidspension eller til at komme i fleksjob. Dermed ender de helt uden nogen indtægt. Det er særligt personer hvis sygdomsforløb er uklart, der bliver ramt, fortæller Søren Møller Petersen. “Hvis man på den ene side ikke kan sige, at folk bliver raske indenfor en treårig periode fra den dag, de bliver sygemeldt, men omvendt ikke kan udelukke, at de engang i fremtiden måske(!) bliver raske eller får det bedre, så er der ikke grundlag for at forlænge sygedagpengene”.

Det er sygedagpengeloven, der er problemet, fortæller Søren Møller Petersen. For denne lever ikke op til sin formålsparagraf. Hverken når det gælder om at sikre de sygemeldtes økonomi, eller når det gælder om at få de syge ledige så hurtigt som muligt tilbage i arbejde. Det sidste er for øvrigt noget, der koster på fællesskabets konto. For er man først ude af arbejdsmarkedet i nogle år, er det næsten umuligt at komme ind igen!

DUKH kritiserer dikrete den nuværende sygedagpengelov i deres redegørelse til beskæftigelsesministeren. En gennemgang af mere end 120 årlige person-sager, får Søren Møller Petersen til at konkludere, at problemet skal findes i måden, loven er skruet sammen på: “Vi har konstateret, at det er borgere, der fortsat er syge, der får droppet deres sygedagpenge. Vi har konstateret, at de forhåndsbestemmelser der sættes op for sygedagpengeloven… ikke opfyldes“, fortæller han.

Det er her, det tilstundende valg bliver afgørende. For i flg. Søren Møller Petersen er løsningen på problemet politisk. Han håber derfor, at redegørelsen vil være med til at gøre de valgkamp klare politikere opmærksomme på den store gruppe af syge borgere, der ikke får den understøttelse, de er berettiget til. Samtidig udstødes den her gruppe borger fra det arbejdsmarked, der jo efter sigende kommer til at skrige på arbejdskraft om blot få år, når de store efterkrigsgenerationer går på pension.

Så lad os insistere på respekt for syge ledige, der jo oftest blot vil have mulighed for at vende tilbage til arbejdsmarkedet på rimelige og (med)menneskelige vilkår. På den måde bliver det også muligt for syge ledige at bidrage aktivt til fællesskabet. Dette kræver dog, at der tænkes i respekt for den enkelte ledige, for den der er syg og uden for arbejdsmarkedet. Dette kunne f.eks. ske ved at sikre, at kommunerne ikke spekulerer i at lade syge ledige ryge ud af (syge)dagpengesystemet, uden der forinden er fundet en løsning.

Men måske noget allerede er i gære? I hvert fald fandt jeg på Fjæsbogen et site, hvor respekt for arbejdsløse afkræves. Så lad os bruge også dette eksempel på, f.eks. gennem kritisk journalistik, at sikre en god debat, når nu valget er her. For det kunne jo være interessant, hvis den demokratiske øvelse, et folketingsvalg også er, bruges på andet og mere end til at uddele valgflæsk…f.eks. til boligejerene.

Er du interesseret i at følge med i denne blog, så tryk her for abonnement. Når du har aktiveret linket, skal du blot skrive din email adresse. Kort herefter modtager du en mail, hvor du skal bekræfte, at du vil modtage de nye indlæg på din mail. Hvilket så fremover vil ske helt automatisk…

Som eksempel på, hvordan der konkret (og for få midler) kan formidles kritisk journalistik: se bl.a. her.

Hvordan kan åbenhed afvises, når udhængning af andre, i større eller mindre grad, er normen? Det er noget, der altid har undret denne blogger, der jo selv bl.a. er uddannet som journalist. Lige siden mine studenterdage i starten af forrige årti, har jeg ofte stillet det spørgsmål, men har sjældent fået noget seriøst svar herpå. For dette med krav om åbenhed indenfor pressens egne rækker, er åbenbart noget af et tabu. Hvilket Brink Lund og hans hold åbenbart også har oplevet.

“Hvis du tror, at forskere er svære at arbejde sammen med, skulle du se de svar, vi får, når vi beskriver mediernes målgruppe ud fra hjemmesider og interview. De er fyldt med røde streger. Og så er der nogen, som slet ikke vil være med. Medier spørger andre om alt, men de kan selv være ekstremt lukkede“, siger Brink Lund.

Mangel på åbenhed i pressen over for forskere kom (igen) frem i forbindelse med den før nævnte artikel i Politiken. Her kan man læse, at Anker Brink Lund m.fl. i et større pilotprojektet undersøger, “om medierne lever op til målsætningerne for de 6,4 milliarder kroner, de får i mediestøtte. Samtidig – og nok så vigtigt – er det publicistiske serviceeftersyn tænkt som et værktøj, som medierne kan bruge til at blive bedre til at ramme plet med deres journalistik“. Derfor har man foretaget en analyse af 6.328 indslag og artikler (i 2010) fra et bredt udsnit af nyhedsmedier (aviser, netmedier samt radio og tv). Her har man brugt en ny metode, hvor “det publicistiske serviceeftersyn er en eksperimentel metodik, der på længere sigt kan tjene som grundlag for tildeling af offentlig mediestøtte“.

Projektet er som vanligt, når pressen undersøges, kontroversielt. F.eks. har flere mediehuse ligefrem kaldt det for “statsstyring og smagsdommeri at give karakterer for journalistik“. I projektet får hver historie fra et til tre point. Et point uddeles for væsentlighed for samfundet og borgerne, et point for relevans for brugerne samt et point for fascination. Men i følge holdet bag undersøgelsen, så lever blot 1 % af historierne op til alle tre kriterier, dvs. rammer 100 % plet. “Som det fremgår, hører den slags til sjældenhederne i den journalistiske fødekæde anno 2010“, står der i flg. Politiken i rapporten.

Danske Dagblades Forenings adm. dir. Ebbe Dal synes ikke, at det giver mening at måle journalistikken netop på denne måde. ”Mange dagblade har for eksempel pålagt sig selv en slags public serviceforpligtelse til at bringe EU-stof, fordi det er væsentligt, men ifølge metoden kan EU-stof ramme ved siden af skiven, fordi det ikke forekommer relevant for den enkelte borger og ikke er fascinerende. Det kan føre til, at aviserne bliver straffet økonomisk for at bringe EU-stof, der i et større perspektiv er betydningsfuldt, og det hænger jo ikke sammen”. Det siger han til nyhedsbrevet Dansk Presse.

Så måske det er derfor, at flere medier ikke har ønsket at svare på forskernes spørgsmål? Hos Berlingske Medier, der jo også er på støtten, bl.a. modtager de “op mod 100 mio. kr. årligt i en periode på otte år” til deres Radio 24syv, har man ikke deltaget i undersøgelsen. Berlingske Medias koncernchef, Lisbeth Knudsen siger bl.a., at man “ikke på nogen måde” kan bruge metoden som et grundlag for en fremtidig fordeling af støtten. Hun ser det publicistiske serviceeftersyn som en gang “uvidenskabeligt smagsdommeri“, som det “er svært at tage seriøst. De tre kriterier, analysen arbejder med, er rent subjektive, på samme måde som begrebet kvalitet er det. Vi skal ikke have politisk fastsatte kriterier for væsentlighed, relevans og fascination“.

Lisbeth Knudsen siger, at det kan underminere væsentlighedskriteriet, hvis man bortdømmer historier som irrelevante, f.eks. fordi de ikke er en del af læsernes hverdagsliv. “Er en historie om en afsløring af dårligt arbejdsmiljø på en vindmøllefabrik dårligere, fordi den måske ikke er relevant for en kontorchef i Finansministeriets budgetkontor“, spørger hun polemisk i Politiken? Hun mener desuden ikke, at metoden vil kunne bruges til at forbedre journalistikken: “Man kan ikke sætte journalistik på formel. Det bliver dåsemad“

Anker Brink Lund afviser kritikken. “Det er ikke subjektivt. I hvert fald ikke hvis der er noget, der hedder professionalisme i journalistik. Vi tester, om medierne lever op til nyhedskriterier, som er bredt anerkendte i branchen, og om de henvender sig til den målgruppe, som de selv udpeger. Og vi sætter folk med jour- nalistfaglige kompetencer til at vurdere det. I de allerfleste tilfælde er de enige i bedømmelsen“, siger Anker Brink Lund til Politiken.

Et andet problem er, at “mediestøtten bliver i virkeligheden kanaliseret til de velbjærgede, de højtlønnede og de veluddannede. De kunne sagtens betale for deres egne aviser“. Det mener Henning Dyremose i anden artikel i Politiken. Den tidligere minister samt Konservative politiker er formand for det Mediestøtteudvalg, som senest d. 1. oktober 2011 skal fremlægge et forslag til en fremtidig fordeling af mediestøtten.

For i flg. Dyremose “giver vi ikke me- diestøtte af er- hvervspolitiske men af demokratiske hensyn. Derfor skal oplysningerne nå ud til så mange som muligt“. Hvilket jo så næppe er 100 % faktuelt korrekt, men det lyder da aldeles fornuftigt.

Mediestøtteudvalget har så åbenbart heller ikke fokus på den betydelige sociale slagside i fordelingen af den omfattende mediestøtte. Det mener i hvert fald Palle Smed, der er redaktør af de ufaglærtes fagblad 3F. For da portostøtten til fagblade på en halv milliard kroner forsvandt i 2004, betød det lukninger og nedskæringer på en lang række fagblade.

“Det er et kæmpeproblem. Vi taler i øjenhøjde med almindelige mennesker, som ikke er de store mediebrugere. De er åbenbart ikke værd at støtte, mens Week- endavisen skal have støtte for at sælge en eliteavis, der koster 42 kroner per styk“, siger Palle Smed til Politiken. Siden afskaffelsen af portostøtten har 3F beskåret udgivelsesfrekvensen fra 44 til 12 årlige udgaver.

Matthæus-effekten kaldes det, at mediestøtten primært kommer de velstillede til gode. Men “skævheden handler ikke kun om alder, men også om uddannelse og indkomst. Det er den klassiske Matthæus-effekt, som siger, at støttekroner kommer dem til gode, som har et højt informationsniveau i forvejen. Det samme fænomen kender vi fra kulturstøtte til museer og biblioteker“, fortæller professor, Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet, Stig Hjarvard bl.a. til Berlingske Tidende.

For Anker Brink Lund er selve nyhedsbegrebet under pres. “En stadig større del af befolkningen vender ryggen til traditionelle nyheder. Der er tale om en polarisering, hvor mange – især lavt uddannede unge – ikke interesserer sig for nyheder bortset fra de helt store begivenheder“. De såkaldte Gratisaviser (Urban, MetroXpress og 24timer mv.) er den mediegruppe, som henvender sig mest ligeligt til alle danskere uanset uddannelse, løn og alder. Men også kulørte ugeblade og ikke mindst TV3 er populære blandt mange unge. Hvilket dog langt fra får Anker Brink Lund til at kræve mediestøtten til aviserne og DR sløjfet og overført til f.eks. Urban, TV3 og Se og Hør.

“Det ville være misbrug af borgernes penge at give dem til rent kommercielle medier, som alligevel kan klare sig på markedsvilkår. Det ville give et mediebillede som i USA, hvor der er langt større kvalitetsforskel mellem elitemedier og brede medier. Mediestøtten skal gives til det, vi forskere kalder korrigering af markedsfejl“, siger Anker Brink Lund.

Stig Hjarvard peger på en positiv nedsivningseffekt fra de støttede medier. “Hvis man ikke gav nogen former for mediestøtte, så ville det stå meget værre til med kvaliteten. De gode historier siver ud i andre medier om end i en svækket udgave. Systemet er gammeldags og langtfra optimalt, men hvis ikke vi kastede pengene ud, så ville vi få et mediebillede med endnu mindre gennemslagskraft til de svageste“, fortæller han.

Ifølge Brink Lund bør man gøre op med, at mediestøtte primært uddeles til ‘gamle’ medieplatforme som tv og dagblade og i stedet indføre et princip om, at støtten skal gå til relevant indhold, som gør os klogere, uanset om det udkommer på papir, tv, radio eller på nettet. Noget jeg er 100 % enig med ham i.
Hermed kan journalistiske netmedier f.eks. støttes. Som eksempel kan Den2Radio nævnes, som kæmper for at overleve. Eller Thirdear, der jo har kastet håndklædet i ringen, efter de i 2011 er løbet tør for penge, hvorfor de lukker og slukker efter få års spændende eksperimenter med montage radio. Og det kan gælde et Center for Demokrati & Journalistik, en ide mange bakker op om, men som det indtil videre har vist sig umuligt at skaffe midler til… På den måde kan mediestøtten bevidst bruges til at satse på alsidighed og kvalitetsjournalistik, som også Henrik Kaufholz foreslår her i en kronik i Politiken.

At mediestøtten over tid bør omlægges, giver jo nærmest sig selv. For selv om nogle interesser kæmper imod dette; især medier der i dag modtager støtte, som de, ved en evt. omlægning, vil miste, er det indlysende, at mediestøtte især bør gå til de medier, der bedriver kritisk, dvs. reelt debatskabende journalistik, der gør os klogere. Og det for øvrigt uanset mediets beskaffenhed (trykte medier, radio, tv eller web). For med netop en sådan mediestøtte, ja så styrkes vores demokrati. For det er alene via adgang til velfunderet (og velresearchet) viden, at vi på sigt kan sikre os demokratiets overlevelse. For med adgang til en sådan viden har vi som borgere i et demokratisk samfund mulighed for at foretage oplyste beslutninger og dermed mulighed for at vælge bl.a. de bedste politikere til at styre vores land ind i fremtiden.
Men den slags journalistik er omkostningstung, dvs. ikke noget der kan overlades til et (medie)marked, hvor hurtig indtjening er afgørende. Altså må der mediestøtte til…

Men tilbage til, at journalister ofte udviser uvilje mod (især universitets)forskere. Desværre må det jo konstateres, at mens journalister finder det meget mere end rimeligt, at de på standens vegne har ret(!) til at undersøge, udspørge og afdække en hvilken som helst konflikt, som man lige finder, bør dækkes, ja så er flertallet af journalister selv endog meget følsomme overfor kritik. Denne oplevelse bygger ikke alene på egne oplevelser, men fremgår f.eks. også af en artikel i Journalisten. Her kan man læse, at ”journalister kan ikke tåle kritik, lyder det fra flere af landets medieforskere. Den manglende vilje til at lytte kan betyde ringere journalistik”.

I artiklen henvises der bl.a. til forskere fra Syddansk Universitet, der for år siden fremlagde en række forskningsresultater. Men ”så snart de har fremlagt deres resultater, hagler kritikken ned over dem fra fem journalister”. I artiklen udtaler Charlotte Wien, Institut for Journalistik på Syddansk Universitet, at ”jeg får nærmest en modvilje mod at komme frem med ny forskning, når jeg får en på låget hver gang”.
På Journalistik på RUC fandt i 2008 en lignende konflikt sted. Her kritiserede Anders Refnov, redaktør på Ekstra Bladet TV studieleder Mark Østen for de ”hellige synspunkter om mediernes måde at dække Stein Bagger-sagen på”. På denne baggrund opfordrede Refnov de studerende til at ”spørge jer selv, om Mark er den rette til at stå i spid­sen for” uddannelsen. Og jeg må sige, at det fandt jeg, var totalt usmageligt! Meget mere herom…her.

Kritisk reflektion og dikussion af pressens metoder samt hvordan man bruger de “6,4 milliarder kroner” dansk presse årligt får i mediestøtte, bør være en selvfølge! Dette er endnu en grund til, at der over tid bør etableres et Center for Demokrati & Journalistik, der netop skal sikre betydelig mere kritisk journalistik i Danmark…og for den sags skyld også gerne ude i den ganske verden. Hermed kan der sikres en bred ramme for, hvordan man kan eksperimentere med mange forskellige former for kritisk journalistik. Samt ikke mindst sikre en bred demokratisk forankret debat, som ikke bare kan overlades til markedets økonomiske interesser…

Er du interesseret i at følge med i denne blog, så tryk her for abonnement. Når du har aktiveret linket, skal du blot skrive din email adresse. Kort herefter modtager du en mail, hvor du skal bekræfte, at du vil modtage de nye indlæg på din mail. Hvilket så fremover vil ske helt automatisk…

Som eksempel på, hvordan der konkret (og for få midler) kan formidles kritisk journalistik: se bl.a. her.

Journalister bør derfor kende disse tricks og redskaber, som kommunikatører benytter, når de ønsker at lægge en historie ned. Inspirationen kommer bl.a. fra Timme Bisgaard Munk, redaktør af kforum.dk, der for nogle år siden opstillede en top 7 liste over muligheder for, hvordan man netop slår en historie ihjel. Listen bygger på CBS-journalisten Sharyl Attkissons top 10 liste fra 2005, den såkaldte Top Ten Tactics to Influence Negative News: The PR Playbook.

Hvordan sikrer man, at en historie ikke kan slås ihjel? Opskriften er at modgå de nedenfor nævnte syv tricks, som meget ofte benyttes mod dårlig omtale/PR og kritiske spørgsmål. For kendere af de syv tricks kan sikre, at PR konsulenter og spindoktorer ikke slipper af sted med at slå en væsentlig historie ihjel. Strategien går bl.a. på at sælge ikke-nyheder, så virksomheder, ministerier og politikeres versioner af ‘virkeligheden’ kan fremstå helt uforstyrret. Nedenfor er listen, der er tilpasset danske forhold. Denne kan forhåbentlig være en opgradering til kritisk journalistisk og dermed modvirke manipulation og kamuflering af nyheder, som bestemte interesser ikke ønsker offentligheden og pressens opmærksomhed på.

1. “It’s Old News“:
Dette er et klassisk trick, idet journalister hader at høre, at en potentiel historie er Old News. Man kan derfor være ret sikker på, at gentages dette med, at historien er old old news, har det tit til henblik at vifte nærgående journalister væk.
For når journalist tror, at disse står med old news, ja så løber de fluks deres vej. Hermed kan PR konsulenter og spindoktorer m.fl. i al stilhed dræbe den lille ubehagelige breaking news sandhed. Så hvis du hører, at det er en gammel historie, bør alarmklokkerne som minimum ringe. Og påstande om, konkurrerende aviser allerede har skrevet om det for lang tid siden, er endnu en grund til at få mistanke om, at noget er galt! For journalister har travlt og sjældent fuldt overblik over, hvad der har stået i andre aviser og medier. Og de har i hvert fald altid for travlt til at skrive noget, som et konkurrerende medie har skrevet om før.

Typiske vendinger og indikationer:

• “Det er der intet nyt i“.
• “Vi vil gerne hjælpe, men det er lidt svært for os at se, hvad nyhedsværdien er“.
• “Mange (JP, Berlingske, Politiken, DR m. fl) har allerede skrevet/bragt en del om det for et halvt år mv. siden“.

2. Brug journalisten som kilde og til at slå historien ihjel:
Målet for PR medarbejderen er jo at sikre den allermest mulige positive omtale af deres virksomhed mv. Så et ofte benyttet trick er, uden at selv afgive det mindste information, at finde ud af, hvad journalisten ved, så PR medarbejderen kan finde ud af, præcist hvor damage controllen skal sættes ind. Dette gøres helt konkret ved at sige, at man kun vil medvirke i et interview, hvis man bl.a. får flg. at vide:

• “Hvem medvirker evt. ellers i historien“?
• “Hvad er navnet på de kilder, der vil blive brugt i historien“?
• “Hvad, har hvilke kilder sagt“?
• “Hvilke billeder/optagelser vil blive brugt i historien“?
• “Hvem fik ideen til historien og hvorfor“?

Desuden vil PR medarbejderen afkræve at få alle spørgsmål på skrift. Samt, hvis historien kan skade virksomheden, politikeren eller hvem man end repræsenterer, naturligvis i sidste øjeblik afslå at medvirke i interviewet.
Strategien er at få så meget som muligt, for så lidt som muligt. På den måde bliver PR medarbejderen ikke journalistens kilde, men journalisten er derimod kilden til, at PR medarbejderen kan sælge sin version af ‘sandheden’. Journalisten er på den måde aktivt medvirkende til at slå historien ihjel, hvilket dog alene virker, hvis journalisten selv er helt uvidende herom. Men dette kræver altså blot, at PR medarbejderen lige stiller de rigtige spørgsmål, samt giver færrest muligt svar.

3. Brud på ellers indgåede interviewaftaler:
Tiden er på PR konsulentens side, ligesom tid aktivt bruges til at fjerne afslørende spor. Derfor er et ofte brugt trick at forsinke historien ved at indgå en interviewaftale, som så ændres lige i sidste øjeblik. Plat og klassisk, men særdeles virksomt! Den slags brud på interviewaftaler kan man oftest slippe af sted med op til tre gange, hvilket kan give en uge eller to, afhængig af mediets deadline. Enhver forsinkelse er nemlig en god mulighed for at slå historien ihjel. Ligeledes kan tiden bruges til at klage til journalistens ofte mere realpolitiske chef. Tiden dræber endog meget let alle slags historier, idet tid øger chancen for, at nye, større og mere tilgængelige historier kommer på banen, som journalisten i stedet for kaster sig over. Alt sammen noget, som øger sandsynligheden for, at en kritisk historie bliver skrottet.

Typiske vendinger og indikationer:

• “desværre er X syg”.
• “et vigtig møde er kommet i vejen“.
• “han/hun vil meget gerne i næste uge“.

4. Spil hasard med videnskabskortet
Taktikken er specielt velegnet til at slå historier ihjel, som har en naturvidenskabelig vinkel eller præmis. Den er med stor succes blevet brugt at tobaksindustrien i årtier og betød, at den videnskabelige sammenkædning mellem rygning og lungekræft – helt uhørt – blev 20 år forsinket. Hvis taktikken skal virke, kræver det naturligvis, at journalisten ikke har en naturvidenskabelig uddannelse, hvilket jo oftest er tilfældet. Dette er vigtigt, for ellers vil journalisten gennemskue de pseudo-videnskabelige påstande om, at der ikke er noget at komme efter…

Strategi A:
“Det er blot en anekdote/røverhistorie“. Med denne strategi hævdes de kritiske data at være af ren anekdotisk karakter, samt at journalistens data/undersøgelse mv. er usandt, ukorrekt eller noget værre sludder. Journalister glemmer nemlig tit, at langt de fleste videnskabelige hypoteser står og lever med, om de kan modbevises eller ej, eller om de bliver til evidensbaserede ‘sandheder’. Men anekdoter er jo tit den form, som ‘sandheden’ ofte har, når den venter på at blive samlet op af kritiske journalister. PR medarbejderen vil derfor i denne strategi gøre alt for, at journalisten glemmer netop dette.

Strategi B:
“Det er jo ikke videnskab“. Naturligvis er der ingen eksakt og indiskutabel definition for, præcist hvornår noget er videnskabeligt ‘sandt’; men ved at så tvivl herom, kan svagt påklædte journalister gøres vildt usikre. For det er nemlig meget sjældent, at journalister lige f.eks. har styr på alt det her med epistemologi. Denne påstand om uvidenskabelighed er derfor noget af håndvåben, der kan anvendes mod alle typer af rapporter, artikler og indslag. For alt kan jo (inden for denne logik) kaldes ikke-videnskabeligt, medmindre det er publiceret i The Lancet eller Nature (gælder dog alene naturvidenskab!)…

Strategi C:
“Det er kun én undersøgelse“. Denne strategi bruges ofte, hvis journalisten har en rapport eller en undersøgelse, som ikke kan tilbagevises. Her bliver ‘sandheden’ sat i flertal, ligesom det gang på gang understregs, at det kun er én undersøgelse. På den måde nedvurderes den i journalistens øjne. Det skaber tvivl om, der måske er andre undersøgelser, som peger på noget andet, eller om flere undersøgelser er nødvendige, for at historien kan holde vand.

Strategi D:
“Dette er ikke den definitive undersøgelse“. Hvad der kendetegner den definitive undersøgelse, er jo et subjektivt skøn, men det kan skabe tvivl hos dem, som ikke er så godt inde i sagerne. Videnskabelige forbehold kan man fordre svin med, og de findes i hyldemeter. Ja, oftest er disse noteret i selve undersøgelsen (i dennes metodeafsnit).

Strategi E:
“Risikoen er ikke bevist, men er blot debatteret og måske sandsynlig“. Her spilles på en videnskabelig forskel mellem beviselig risiko overfor en mulig og sandsynlig risiko. Hvis en journalist har fundet en dokumenteret risiko, kan den stilles over for en undersøgelse, som fremhæver, at det ikke kan bevises endeligt. En journalist, som ikke ved, at meget få ting er 100 % videnskabeligt bevist, mens mange ting er videnskabelig sandsynlige, vil måske gå med på dette spin. Igen er det en klassisk strategi, der er blevet brugt af tobaksindustrien og medicinalindustrien med stor succes til at skjule ufordelagtige videnskabelig dokumentation om netop deres produkter.

5. Sæt tingene ind i et større perspektiv & brug uigennemskuelig procentsatser:
Ubehagelige tal kan let forsvinde i absurde sammenligninger og omregninger. En klassisk strategi er, gang med 100, sammenlign med alle, der har brugt produktet siden Adam og Eva og pludselig, er de uheldige skadevirkninger og f.eks. sure kunder reduceret til promiller og halve procenter. Målet er, at den travle journalist vil glemme, at procenter og tal netop er relative, dvs. de står i forhold til noget andet. Hvad dette andet er, er helt afgørende for de oplyste procenter og tal!
Virkeligheden kamufleres her ved, at der f.eks. fokuseres på et stort flertal, som ikke har haft problemer, ud fra den absurde præmis, at det er okay, at nogen overhovedet har problemer med virksomheden og produktet.
Igen er tobaksindustrien det klassiske eksempel: “most people who smoke will never get lung cancer, so how can you really be sure that cigarettes cause lung cancer?”

6. Astroturf løgnen som sandhed:
Brug af betalte ‘uafhængige’ eksperter og astroturf NGO-organisationer til salg af på forhånd afstemte versioner af ‘sandheden’. Netop dette trick bruges til at sikre citater fra ‘uafhængige’ eksperter med påstande om det stik modsatte af, hvad den videnskabelige baserede forskning ellers viser. Et dansk eksempel herpå er den frivillige interesseorganisation af hensynsfulde rygere (HENRY), der gennem tiden har fået betydelige midler fra tobaksindustrien.

Dette er et meget effektiv trick, hvorfor det også bruges til lobby-arbejde…men altså også overfor journalister, der benyttes til at formidle den påståede ‘anden side af sagen’, der jo er et dogme indenfor journalistik.

Et andet godt eksempel herpå kan ses i klimadebatten, hvor modstandere af global opvarmning og klimaforandringer, meget ofte benytter den slags metoder. Her får modstanderne ikke skrevet eller godkendt mange videnskabelige artikler, hvorfor de i forskningen heller ikke citeres. Men selv om klimaskeptikere i stedet for forskning oftere benytter sig af  astroturfing, nu deres påstande ikke videnskabeligt kan påvises, hvorfor man ikke kan publiceres i f.eks. The Lancet eller Nature, ja så citeres de uvidenskabelig påstande alligevel rask væk, ukritisk af visse journalister. Dette knytter an til fornævnte journalist-dogme om lade den ‘anden side af sagen’ komme frem, dvs. at der altid skal være ligelige fordeling at synspunkter. Dette meget udbredte dogme, kaldes bl.a. for fairness princippet, samt: “lidt til jøderne og lidt til Hitler“.

7. Klag altid over sandheden
Ingen sandhed kan overleve klager, blot der er nok af dem. I denne strategi sendes klagebreve til journalisten og dennes redaktør, før historien bliver trykt eller sendt. Dette kan for øvrigt sagtens gøres, lige meget hvem der har medvirket i historien. Oftest gemmes den mest komplekse (og den i juridisk forstand) farligste klage til få timer før, en artikel går i trykken, eller en udsendelse skal sendes. Det vil tit skabe så meget ballade, at historien bliver udsat og nogen gange, ligefrem droppet.

Dette skete f.eks. i forbindelse med DSB First, hvor DSBs kommunikationsafdeling brugte (i Danmark) hidtil “uhørte metoder over for kritiske medier“. Det blev siden afsløret af Journalisten, “at DSB plantede et rygte i DRs ledelse om, at en journalist på TV Avisen i virkeligheden arbejdede for DSB’s konkurrent Arriva. Metoden virkede, selv om påstanden var løgn“. Dette blev dog først afsløret, fordi DBS First siden faldt sammen som en anden mislykket soufflé!

Når først historien kommet ud, er strategien ofte bare at forsætte med at klage. Det kan nemlig på den ene eller den anden måde tit betale sig at klage. Ofte prøves en strategi med at få uafhængige bloggere eller eksperter til at videreføre klagen. En journalist eller et medie kan nemlig godt blive træt af balladen og vælger måske næste gang at fortælle en positiv historie, blot for at virke fair. Desuden bruges ofte at få journalistens redaktionschef i tale, da denne sjældent er inde i historien på samme måde som journalisten; men er optaget af at reducere evt. ballade, hvorfor denne kan være lettere til at påvirke.

Når journalister falder for alle disse tricks, har spindoktorer og PR konsulenter mv. frit slag for at spinne virkeligheden. Ligesom disse trygt kan slappe af uden irriterende, larmende og ubehagelige negative fortællinger og uden den sandhed, der vel bør være enhver (i hvert fald kritisk) journalists mål at formidle… Men gøres der op med den betydelige manipulation, er der håb om, at også de for demokratiet relevante historier kommer frem, hvilket er en styrkelse af det demokrati, alle siger, at de hylder.

Er du interesseret i at følge med i denne blog, så tryk her for abonnement. Når du har aktiveret linket, skal du blot skrive din email adresse. Kort herefter modtager du en mail, hvor du skal bekræfte, at du vil modtage de nye indlæg på din mail. Hvilket så fremover vil ske helt automatisk…

Som eksempel på, hvordan der konkret (og for få midler) kan formidles kritisk journalistik: se bl.a. her.

Programmet tilhører noget af det absolut bedste journalistik produceret i dette land. Og det er oftest en fornøjelse at lytte med for en kritisk journalist som undertegnede, selv om jeg til tider ikke underlader småvrissene at konstatere, at der er blevet lidt for orienteret mod aktualitet, dvs. har bevæget sig væk fra, at det er relevanskriterier, der styrer, hvad der kommer med i dagens udsendelse. Trods dette er programmet dog stadig i en klasse for sig!

For helt ærligt, hvor pokker kan du f.eks. ellers høre og nyde en historie om, hvordan Økologi hiver Uganda ud af fattigdom?

Eller Rupert Murdoch-temaet, om ondskabens fyrste, som han kaldes, manden som Mr. Burns i The Simpsons simpelthen bare må være bygget på? Hør om den britiske tabloidavis News of the World der lukkede efter en stribe afsløringer af avisens kriminelle metoder – bl.a. aflytning af mordofres telefonsvarere.
Seneste nyt i sagen kan høres her, hvoraf det bl.a. fremgår, at Murdoch pludselig er venneløs, mens han risikerer at komme for den undersøgelsesdomstol, som premierminister Cameron nedsatte d. 13. juli 2011.

Med disse afsløringer stækkes for første gang Murdochs ellers så berømmede og berygtede magt over ikke mindst engelsk politik. Man kan næsten høre et stort lettelsens suk i Underhuset over, at angsten for Murdochs fangarme nu synes væk. For premierminister David Cameron er aflytningsskandalen dog mere ubehagelig. Han har nemlig plejet omgang med flere ansvarlige for aflytningerne. Camerons tidligere kommunikationsdirektør har desuden været anholdt i sagen, hvorfor han måttet udvise handlekraft og nedsætte en uvildig undersøgelse. Orientering har fulgt sagen siden marts i år…

At Danmark lige scorer bundkarakter i menneskerettighedseksamen finder jeg til gengæld ikke spor morsom, heller ikke selv om indslaget både er tankevækkende og lærerigt!
Danmark har været til sin første eksamen nogensinde i menneskerettigheder. Men hvor regeringen er tilfreds med resultatet, har Institut for Menneskerettigheder og NGOer landet rundt det rigtig skidt. Her går kritikken på, at Danmark var for dårligt forberedt, at regeringen om landets menneskerettighedssituation forsøgte at tegne et skønmaleri, ligesom svaret på de anbefalinger der kom fra FN, var useriøse og sløset.

Også historien om fodbold-VM er rystende, men dog af andre grunde… VM har fået store konsekvenser for en af Irans få kvindelige sportsfotografer, Maryam Majd. Hun er optaget af fodbold samt af de særlige regler, der gælder for kvindelige sportsudøvere og tilskuere i Iran.
I Iran er Maryam Majds arbejde som sportsjournalist så kontroversielt, at hun nu er udelukket fra at arbejde for iranske statsmedier. Måske fordi Majd har dækket det iranske kvindelandshold, da de blev diskvalificeret fra deltagelse i OL pga. af de iranske krav til kvindernes spilledragt, som altid inkluderer hijab. Denne sommer ville Majd til Tyskland for at dokumentere kvinde-VM, men inden afrejsen blev hun arresteret og fængslet. I indslaget fortæller Nahid Riazi, en dansk-iransk debattør, foredragsholder og kvindesagsforkæmper, hvordan en sportsjournalists arbejde dog kan være så kontroversielt, at hun havner i fængsel for sine fotoreportager?

I Forfatningens fædre får det sidste ord, handler det om om et sprogligt magttrick, der ofte benyttes i USA. Her bliver den 223 år gamle forfatning i tide og utide trukket frem og brugt nærmest som boldtræ i en stadig mere polariseret politisk kamp. For hvad ville forfatningens fædre f.eks. have sagt til krigen i Libyen, eller om præsident Obamas sundhedsreform og USAs enorme gæld? Nu kendte nationens fædre jo intet til flyvning, atomer, DNA, moderne økonomiske teorier, tv mv. Alligevel bruger fløjene i USA flittigt forfatningen til at søge vejledning i, ligesom denne bruges som et skjold mod udvikling, man ikke lige ønsker.

Signallovgivning bag halvdelen af straffelovsændringerne er en historie om, at ca. halvdelen af samtlige ændringer af straffeloven gennemført siden 1999, er lig med signal-lovgivning. Dette viser en analyse af straffelovsændringerne, som professor i strafferet ved Syddansk Universitet, Thomas Elholm, har foretaget. Mens det før var et skældsord at kalde noget for ‘signal-lovgivning’, er det nu for politikere fra højre til venstre blevet en værdi i sig selv at sende signaler. Og det uanset om lovgivningen reelt løser et problem eller ej.
Juraprofessor Thomas Elholm påpeger dog både fordele og ulemper ved denne samt den tidligere SR-regerings stigende brug af signal-lovgivning.

Og sådan kan jeg blive ved, men skal nu nok styre mig. Her er derfor et link til alle de seneste historier, der kan høres på P1s Orientering…

Lige en sidste, kritisk ting på falderebet: ikke mere popularisering af Orientering, tak! Husk at P1 har tabt lyttereandele, så skru’ venligst ned for kravet om aktualitet. For mere relevans er meget vel det, der igen skaffer flere lyttere til Orientering.

Er du interesseret i at følge med i denne blog, så tryk her for abonnement. Når du har aktiveret linket, skal du blot skrive din email adresse. Kort herefter modtager du en mail, hvor du skal bekræfte, at du vil modtage de nye indlæg på din mail. Hvilket så fremover vil ske helt automatisk…

TV forbruget er i gennemsnit faldet fra 3 timer og 23 min. i 2010 til gennemsnitligt 3 timer og 20 min. her i 2011.  Men det er stadig en stigning på hele 42 min. siden 2005, hvor vi i gennemsnit så tv i 2 timer og 38 min. om dagen.
”Noget af stigningen de foregående år har vi forklaret med, at danskerne har fået adgang til flere kanaler eller har opgraderet deres tv-udstyr med store fladskærme og andet isenkram. Måske er nyhedsværdien aftagende ved det nu”. Det vurderer medieforsker Niels Marslev.

Det er ikke på radio, den mindre tid foran tossekassen bliver brugt. For også her synes forbruget faldende. Hvor der i første halvår af 2010 var 4.485.000 danskere over 12 år, som hørte radio hver uge, ja så er tallet nu på 4.479.000 lyttere ugentlig her i 2011. Dvs. 6.000 lyttere frafaldt. Det betyder, at vi i gennemsnit lytter til to min. mindre radio hver dag pr. dansker. “Trenden med dalende lyttetid fortsætter altså, men ikke på den måde, at danskerne dropper radioen helt som medie. Slet ikke“, forklarer Dennis Christensen, der også er medieforsker hos DR Medieforskning.

9 ud af de 15 mest hørte radiokanaler er en af DRs mange radiokanaler i æteren og på DAB. P4 er det helt store trækplaster, hvor nu ‘kun’ 42,7 % af lytterne er forbi på en uge (mod 44,8 i 1. halvår i 2010). P3 har lidt mere beskedne 20,4 %, hvilket faktisk er en stigning fra 19,4 %, mens P1, denne bloggers foretrukne radiokanal, ligger på 6,6 %, hvilket er et fald på 0,2 procentpoint. Er det så populariseringen af P1, der nu slår igennem…med færre P1 lyttere til følge?

Måske det er P4s svimlende tal på 42,7 % af lytterne, der får dele af det politiske landskab, til at snakke om privatisering af P4, idet konkurrence jo i dette perspektiv altid er af det gode. For det har længe været en torn i øjet på de mange, der finder, at markedsløsninger oftest, hvis ikke altid, er bedst, at DR er så dominerende.
I flg. DR Medieforskning er styrkeforholdet mellem DR og de kommercielle radioer nu “stort set uændret (…). Dog er de kommercielles lytterandel steget en smule – fra 19,9 til 20,3 procent“. Om så denne stigning i fordeling mellem offentlig og privat er nok til at stille markedstilbederne tilfredse, er nu nok næppe sikkert.

For de glade radiolyttere kan en række radiomontager varmt anbefales. F.eks. den om drengen, der endte med en måneds hæftestraf for at stjæle to juicebrikker i et køleskab. Eller hvad med en radiomontage om konferencier-rollen på Roskilde Festival.

Og hvis du stadig er i stødet til god radio, så tjek også disse monterede radioreportager om Ensomhed på Roskilde Festival, Kvinderoller på Roskilde Festival, Om at være født uden lugtesans, Urmennesket på festival og om Kulturmøder og festivaldebut.

Også Mennesker og Mediers sommerprogram skal lige anbefales. Her har Lasse Jensen i fem programmer inviteret en række udenrigskorrespondenter: DRs Mette Fugl samt Puk Damsgård, Informations Charlotte Aagaard, TV2s Ulla Terkelsen og Simi Jan i studiet til samtaler bl.a. om, hvorfor de lige blev journalister og udenrigs-reportere. Mennesker og Medier kan høres fredage på P1 kl. 13.03-14.00, men det genudsendes desuden på lørdage ml. kl. 11.03 – 12.00. Og så kan det jo også lige podcastes her.

For øvrigt ser omkring 87 % af alle danskere én af DRs tv-kanaler hver uge. Men hvad de sidste 13 % så ser, nu de aldrig ser DR, ved jeg ikke. Men hvorfor er der så mange(?), der aldrig ser DR? Er det fordi, de ikke har tv, eller er der andre årsager hertil? Dét kunne det faktisk være spændende at høre mere om!

Er du interesseret i at følge med i denne blog, så tryk her for abonnement. Når du har aktiveret linket, skal du blot skrive din email adresse. Kort herefter modtager du en mail, hvor du skal bekræfte, at du vil modtage de nye indlæg på din mail. Hvilket så fremover vil ske helt automatisk…