Hvordan kritisk journalistik kan og bør bedrives II

22. maj 2009 at 12:26 pm Skriv en kommentar

For tiden giver jeg en række bud på, hvordan kritisk journalistik kan og bør bedrives. Ind til videre har det handlet om, hvad der sker, inden beslutter, om en historie skal dækkes eller ej, samt hvorfor den evt. skal dækkes.
I morgen, lørdag står den på krav om svar på det stillede spørgsmål samt opgør med at overdrivelse fremmer forståelsen. Søndag kan du læse om sprogkrav og begejstring. Mens det på mandag omhandler overvejelser om det færdige produkt samt det samfundsmæssige niveau.

I dag handler det om fremstilling – nærmere bestemt research og dokumentation. For at der kan produceres kritisk journalistik, skal en række præmisser opfyldes. Disse er:

  • Research
  • Krav om dokumentation
  • Krav om svar på det stillede spørgsmål
  • Opgør med at overdrivelse fremmer forståelsen
  • Sprogkrav
  • Begejstring

Research er helt afgørende. Forudsætningen for kritisk journalistik er nemlig, at journalisten har nødvendig viden om historien, samt at man har styr på data. Alt sammen forudsætter det adgang til velfunderet, grundig research. Det bør derfor være et krav, at ethvert seriøst nyhedsmedie har adgang til en veludbygget researchafdeling.
Hertil kan knyttes forskningsbibliotekarer, statistikere, akademikere og andre fagfolk. Deres opgave er dels at have tilbundsgående viden om og erfaring med research. Men disse skal desuden være eksperter/specialister inden for deres felt, således at den nødvendige viden om politik, jura, statistik, økonomi, historie, psykologi, pædagogik mv. er samlet under et tag. Researchafdelingens konkrete opgave er dels hurtigt at skaffe faktuel viden om, optimalt set, enhver historie, der arbejdes med for tiden.

Researchafdelingens opgave er desuden at validere parts- og ekspertkilders udsagn. Dette dels i forhold til aktuelle udsagn og standpunkter, dvs. at tjekke om oplysningerne er korrekte, om der er overensstemmelse mellem tidligere og nuværende udtalelser samt forudsigelser mv.
Dette ikke mindst fordi journalister og nyhedsmedier udfordres af virksomheder, pr-bureauer, ministerier og partier, div. interesseorganisationer m.fl. Alle har de et apparat til produktion af viden og undersøgelser, til produktion af påstande om verdens indretning samt ikke mindst at understøtte lige netop deres interesser. Alt for ofte tager journalister disse oplysninger eller påstande for pålydende. Dette kan selvfølgelig (bort)forklares med, at på de fleste redaktioner er der sjældent tid til egentlig research. Dette kan dagligt opleves på DR’s TV- og Radioavisen samt TV2 Nyhederne, hvor det nærmest er standard at researche for åben skærm.

En anden trend er de mange solo historier, som nyhedsmedier synes så glade for. Her hyres oftest et såkaldt analyseinstitut til at ringe rundt og stille spørgsmål. Seneste dårlige eksempel er DR’s såkaldte forsøg på at undersøge og debattere, hvorvidt ”debatten om det største mindretal i Danmark [bygger] på myter og fordomme”. Denne debat, lovede DR, skulle ”tilføre debatten flere fakta” samt ”inspirere til løsninger”. Desværre valgte DR igen den billige model og hyrede et såkaldt analyseinstitut til at undersøge danske muslimers holdninger til bl.a. ytringsfrihed, demokrati og korporlig afstraffelse af børn.
Desværre ringede ‘analyseinstituttet’ kun til 523 personer, hvilket er dybt useriøst, idet en sådan ‘undersøgelse’ ikke er repræsentativ. Havde DR nu haft sin egen velfungerende researchafdeling, ville man næppe have lavet en så, statistisk set, tåbelig fejl.

På sigt er det håbet, at et Center for Demokrati og Journalistik kan oprette et videnskabeligt velfunderet researchcenter, som andre dele af pressen kan købe research fra. Hermed kan det sikres, at man rent faktisk får valide data, samt ikke får udført useriøse ‘undersøgelser’ om dette og hint.

Krav om dokumentation, som det også er researchafdelingens opgave at sikre, omhandler som nævnt om kravet at sikre, at der er overensstemmelse mellem kilders udtalelser og så fakta. Disse krav skal dog stilles såvel til kilden som til journalisten og selve mediet.

I forhold til kilder må der (i forlængelse af research) som minimum skelnes mellem deskriptive og normative fremstillinger. Det er journalistens opgave at sikre, at kilden kan skelne mellem disse to afgørende forskellige niveauer. For skelnes der ikke, mudres debatten, hvorved det for modtageren kan være svært at gennemskue, om der tales ud fra et deskriptivt standpunkt (jeg/vi ved…) eller et normativt standpunkt (jeg/vi mener…).
Det er her at kravet om, at kilden skal kunne dokumentere sine påstande, kommer ind. Og det skal research altså være med til at sikre.

Et klassisk eksempel på en udokumenteret påstand er det fortløbende krav om strengere straffe med henvisning til det udefinerbare begreb ”retsfølelsen”. Som eksempel herpå kan Peter Skaarup (O), der er formand for Folketingets retsudvalg, nævnes. Stillet overfor omfattende forskning som dokumenterer, at straf netop ikke virker kriminalitetsbekæmpende, fastholder Skaarup alligevel målet om mere straf. For Skaarup ”tror ikke på den forskning. Konsekvens har altså en effekt, det tror jeg på” (Information d. 13/8-08).
Ifølge professor i retssociologi Flemming Balvig er området dog ”nok den del af samfundsvidenskaben, vi ved mest om”. Og det vil altså sige, at fagkundskaben tror ikke, nej de ved, at straf ikke giver mindre kriminalitet. Hvilket et blik på bl.a. Nørrebros gader tydeligt dokumenterer. I den forbindelse kan jeg for øvrigt henvise til, at når såkaldte almindelige mennesker fungerer som lægdommere, ja så dømmer disse ofte mildere end de professionelle dommere. Spørgsmålet er derfor, hvordan stemmer det lige overens med de så ofte påståede krav om mere straf?

Desværre er Skaarups påstand eksemplarisk for tidens politiske debatniveau, hvor det ikke findes nødvendigt at argumentere for sin sag endsige debattere med udgangspunkt i fakta. Men hvor det er selvfølgeligt, at en politiker blot insisterer på sine synspunkter, er det derimod nyhedsmediernes opgave at sikre demokratisk funderet debat. For kun ved at ”yde (selv)kritiske bidrag til vedligeholdelse af en offentlig fornuft, kan medierne legitimere deres udøvelse af redigerende magt” (1). Hvilket en velfungerende researchafdeling bl.a. kan sikre.
Og dét er kritisk journalistik!

På den måde kan der konsekvent stilles dokumentationskrav til kilderne. Til både ekspert- og partskilden bør selvfølgelig gælde, at journalisten automatisk spørger: Hvor ved du det fra, eller hvordan kan du dokumentere det.

Det bør desuden være et krav, at kilder dokumenterer/udfordres på, om der i det hele taget foreligger et problem.
Et eksempel herpå var debatten i 2008 om burkaklædte dommere, som regeringen og Dansk Folkeparti, med en lang række mediers hjælp, spandt til, at dommere nu kunne dømme iklædt et tørklæde som religiøst symbol.
Og det på trods af, at Domstolsstyrelsen netop havde konkluderet, at der ikke var noget problem. Eksemplet tjener derfor som krav til, at partskilder udfordres, også når de fremfører f.eks. symbolpolitik. For hvorfor lovgive, når der ikke er et problem? Men den form for journalistik kræver selvfølgelig velfunderet research!

Også til journalisten og nyhedsmediet er der krav om dokumentation.
Dette for at journalister og nyhedsmedier sikrer, at der benyttes kilder, der evner at dokumentere deres påstande. Samt at man ikke benytter kilder, der blot udtrykker holdninger, der er på linje med den pågældende nyhedsmedie, med mindre der altså foreligger dokumentation for udsagnet.
Ligeledes bør man have for øje, om der benyttes kilder, der (nu som tidligere) ikke har deres dokumentation i orden. Det er følgelig journalisters opgave at være kritisk overfor alle ekspertudtalelser, idet det ikke nødvendigvis kan forventes, at disse har deres dokumentation i orden. Sådanne såkaldte eksperter bør som udgangspunkt ikke få adgang til nyhedsmedier, med mindre de interviewes om deres udtalelsers manglende dokumentation.

Og sådan faldt ordene i dag.
I morgen, lørdag står den på krav om svar på det stillede spørgsmål samt opgør med at overdrivelse fremmer forståelsen. Søndag kan du læse om sprogkrav og begejstring. Mens det på mandag omhandler overvejelser om det færdige produkt samt det samfundsmæssige niveau.

Kilder:
1: Anker Brink Lund: Mediedebat som politisk mantra – fra Henrik Kaare Nielsen & Finn Horn: Kritik som deltagelse.

Reklamer

Entry filed under: Uncategorized.

Nyt link Hvordan kritisk journalistik kan og bør bedrives III

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Trackback this post  |  Subscribe to the comments via RSS Feed


Nalle Kirkvåg

Nalle Kirkvåg

Journalist, cand.comm. Og BA i pædagogik + BA i psykologi.

Ekstern lektor på Københavns Universitet, projektudvikler og kommentator. Er ekspert i kritisk journalistik, medier og presse.

Har som journalist bl.a. arbejdet for DR (P1 & P4), Nat & Dag, Jyllands-Posten, XFM og Tjeck Magasine.

maj 2009
M T O T F L S
« apr   jun »
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031

Blogs I Follow


Bom & Bjerkes blog

- på opdagelse uden autopilot

%d bloggers like this: