Hvordan kritisk journalistik kan og bør bedrives III

23. maj 2009 at 4:28 pm Skriv en kommentar

For tiden giver jeg en række bud på, hvordan kritisk journalistik kan og bør bedrives. Ind til videre har det handlet om, hvad der sker, inden det besluttes, om en historie skal dækkes eller ej, samt om om fremstilling – nærmere bestemt research og dokumentation .
I morgen, søndag kan du læse om sprogkrav og begejstring. Mens det på mandag omhandler overvejelser om det færdige produkt samt det samfundsmæssige niveau.

I dag handler det om krav om svar på det stillede spørgsmål, samt om at overdrivelse ikke fremmer forståelsen.
Som så mange andre er også jeg træt at, at professionelle partskilder (politikere, bank-økonomer m.fl.) i pressen ikke svarer på det stillede spørgsmål. For faktisk bør praksis være, at med mindre kilden reelt svarer på spørgsmålet, så bringes dennes udtalelser ikke. Hermed er det reelt journalisten/nyhedsmediet – og ikke kilden, der bestemmer, hvad der bringes. Altså en form for tilbageerobring af udtaleretten, om jeg så må sige…

Men alt dette stiller store dog krav til praksis. Med et Center for Demokrati og Journalistik kan en sådan forhåbentlig etableres, så alle journalister faktisk lærer at fastholde den interviewede, indtil denne svarer, eller indtil kilden eksplicit nægter at svare, hvilket selvfølgelig er dennes ret. Her ville man også kunne lære, at hvis kilden eksplicit nægter at svare, f.eks. ”det ønsker jeg ikke at udtale mig om”, kan dette svar såmænd fint bringes, samt udfordres med bl.a. et spørgsmål som, ”hvorfor ønsker du ikke at udtale dig om…” osv.

Efter at have genlæst ovenstående, tænker jeg, at det her er da fuldstændig logisk og indlysende, det lærer alle journalister da allerede på uddannelsen. Så hvorfor overhelehovedet skrive den slags, vil den kvikke læser måske med rette spørge? Desværre er svaret, at selv om ovenstående er aldeles logisk og indlysende, er det ikke gængs praksis at fastholde kilden på, at denne rent faktisk skal svare, ellers bringes svaret ikke. Lyt f.eks. blot til et par af dagens radioaviser, så vil du høre, hvad jeg mener. Den samme kritik kan desuden rettes mod TV2 Nyhederne og TV-Avisen samt en lang række dagblade mv.

Desværre kniber det med forståelsen for nødvendigheden af at ændre praksis. Det viser bl.a. en artikel i Journalisten, hvor man kan læse, at det ”[aldrig] har været nemmere for kilderne at sno sig uden om de kritiske spørgsmål på radio og i tv. Radioavisens journalister researcher for åben mikrofon, og på TV-avisen magter værterne ikke at udfordre gæsterne i studiet” .Ifølge artiklen skyldes det, at man ”for at spare på redigeringstid og for at øge autenciteten sætter værterne til at interviewe live”.

Kritikken afvises dog af TV-avisens chef, Susanne Hegelund – med en automatik typisk for journaliststanden og for chefredaktører. Susanne Hegelund ”ser det ikke som noget akut problem”, idet hun hævder, at ”TV-avisens seere i dag har større forventninger til, at et interview glider”. Hvor hun ved det fra, fremgår dog ikke af artiklen.

Egentlig kan det undre, at især det 100 % public service funderede mediehus DR ikke overgår til en kritisk journalistisk praksis, hvor man f.eks. sikrer svar på stillede spørgsmål. For i DR er man jo ikke afhængig af indtjening, hvorfor man netop har muligheden for at gå i front.

Og der er måske en mulighed for (om ikke andet en åbning overfor) et radikalt kursskift, altså at kræve reelle svar på stillede spørgsmål.

Denne optimisme bygger jeg på DR’s programproduktionsdirektør Mette Bocks nylige læserbrev, hvori hun bl.a. skrev, at det vil ”være en stor lykke, hvis vi turde lade det kritiske søgelys oplyse vore egne redaktionsgange og direktionslokaler”. Så nu er det bare om at komme på banen, Mette Bock/DR!
Og du/I mailer (nallekirk@gmail.com) bare, hvis der er brug for støtte og hjælp i den ofte sværre omstillingsproces.

Det andet fokuspunkt for dagens blogindlæg er en klassiker, nemlig brugen af overdrivelser.
Såvel i egentlig spidsvinklede historier som i overskrifter og på spisesedler, er det gængs praksis at overdrive…for at tydeliggøre pointen, hævdes det ofte.
Men overdrivelse fremmer ikke forståelsen! Et af mange mulige eksempler herpå er fra et år siden (d. 20/5-08), hvor BT på dagens spiseseddel annoncerede, at ”Topcheferne har fået nok – stress er klynk”. Inde i bladet viste det sig dog hurtigt, at ”Topcheferne” var reduceret til ”en af landets mest succesrige erhvervs-bosser, forhenværende TV2-chef Per Mikael Jensen”, der ”uden omsvøb” omtaler stress som et ”modefænomen”.

At der var tale om overdrivelse, viste sig i selve artiklen, idet der her ikke var belæg for, at stress er klynk. Samtidig undrede det mig såre, at en person, der som chef for TV2 skabte et trecifret millionunderskud, kan være ”en af landets mest succesrige erhvervs-bosser”?
Desuden sås der i artiklen bort fra det på arbejdsmarkedets stigende arbejdspres, hvor der er fortløbende fokus på øget produktivitet. Dette pres har følgelig ført til bl.a. stress, også pga. betydelige omlægninger i organisationskulturen, som det selvfølgelig tager tid at omstille sig til. Hvilket er svært for mange, når der samtidig hele tiden er krav om produktivitetsforbedringer.

Alt dette kom artiklen dog ikke ind på. Måske fordi den mestendels var en omtale af samt indirekte reklame for en bog skrevet af Per Mikael Jensen? OK, herregud tænker man måske…og hvad så? Men ovenstående er blot ét eksempel på, hvordan overdrivelser fordummer debatten. Problemet med overdrivelse, der også er en konsekvens af den stigende kommercialisering af pressen, er, at det bidrager til yderligere konflikt og modsætninger de involverede parter imellem.

Dette er grundlæggende et demokratisk problem, idet denne type journalistik underbygger modsætninger og afstande mennesker imellem.

Samtidig skader overdrivelser såvel journalister som pressens i forvejen ringe agtelse i befolkningen, samt medvirker til at fastholde en del mediers ligeledes ringe troværdighed.
Frem for overdrivelser bør vi som journalister tværtimod sikre en så præcis som mulig fremstilling af verden, hvilket bl.a. fører til en række krav til sproget. Hvilket der kan læses mere om i morgen, søndag.

Reklamer

Entry filed under: Uncategorized.

Hvordan kritisk journalistik kan og bør bedrives II Hvordan kritisk journalistik kan og bør bedrives IV

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Trackback this post  |  Subscribe to the comments via RSS Feed


Nalle Kirkvåg

Nalle Kirkvåg

Journalist, cand.comm. Og BA i pædagogik + BA i psykologi.

Ekstern lektor på Københavns Universitet, projektudvikler og kommentator. Er ekspert i kritisk journalistik, medier og presse.

Har som journalist bl.a. arbejdet for DR (P1 & P4), Nat & Dag, Jyllands-Posten, XFM og Tjeck Magasine.

maj 2009
M T O T F L S
« apr   jun »
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031

Blogs I Follow


Bom & Bjerkes blog

- på opdagelse uden autopilot

%d bloggers like this: