Hvordan kritisk journalistik kan og bør bedrives IV

24. maj 2009 at 3:05 pm Skriv en kommentar

Sproget er journalistens egentlige værktøj. Og det uanset om man producerer til den trykte presse, til radio eller tv. Det er altså ikke ligegyldigt, hvordan vi som journalister formulerer os. Dette og mere til kan du læse om i dag, hvor den også står på politikere, der lover og lover, roe-polakker samt førstegenerationsdanskere.

Med kritisk journalistik er målet at skabe overensstemmelse mellem det, der menes og det, der siges – dvs. præcision i sproget. Dette finder sted på to niveauer:
1. Er det rigtigt, hvad der siges?
2. Hvad er konsekvenserne af det, der siges?

På niveau 1 er en sproglig klassiker f.eks. løftet fra politikeren, der lover handling i en sag. Dette ses især indenfor kampagnejournalistik, hvor en ulykke har ramt et eller andet menneske, hvilket levende og detaljeret beskrives. Herefter kommer en politiker og lover, at nu skal der sandelig også ske noget, og hvor er det dog også for galt.

Et konkret eksempel herpå er DR’s Aftenshowet, der dækkede en historie om en stakkels femårig pige, der var blevet ”skambidt af hunde”. Den første dag blev sagen omtalt i detaljerede vendinger, mens en politiker dagen efter selvfølgelig lovede lovstramninger.

Men selv om alle i den konkrete sag kan blive enige om, at det er en rigtig dårlig ide, at fem årige piger, samt alle andre for den sags skyld, bliver bidt af bl.a. hunde, er den slags journalistik ‘en gratis omgang’ til den interviewede politiker. For vi ved faktisk ikke, om politikeren rent faktisk handlede på sit løfte. Det behøves nemlig ofte ikke, for de færreste journalister tjekker alligevel sjældent, om løfterne også indfries.

Dette er grundlæggende et demokratisk problem.
For med mindre kommunikationen mellem pressen og brugerne/borgerne, finder sted som ”opfordring til en fælles aktion eller forandring af verden, er den en ’ikke-kommunikation’ og dermed også uden tilstrækkelig skarp sandhedsmulighed” (1). Det er netop her kritisk journalistiks insisteren på, at lytteren skal have mulighed for at blive klogere, viser sit potentiale. For det at kunne handle og agere optimalt i det demokratiske samfund forudsætter grundlæggende viden herom.
Krav om præcision i sproget er med kritisk journalistik altså også et forsøg på at sikre, at der er overensstemmelse mellem det, der loves og det, der sker.

Målet med en en sådan journalistik er jo, at frem for at uddybe kløfter og forstærke modstandssynspunkter, er målet et skabe et potentielt møde mellem holdninger, ideer og positioner, således at nyhedsmediebrugeren reelt oplyses.
Dette kaldes også controversiaprincippet, der fordrer, at ”problemstillingen bliver set fra forskellige vinkler i et forsøg på at mønstre de bedste argumenter” (2). En sådan journalistisk praksis skaber blik på – samt mulighed for løsninger frem for optrapning af konflikter! Med kritisk journalistik skabes altså debat og dermed mulighedsrum, hvor mediebrugeren kan blive klogere på forskellige opfattelser, samt får mulighed for selv at tage stilling

På niveau 2, dvs. hvad konsekvenserne af det der siges, er, handler sprog om de konsekvenser, bestemte italesættelser kan få for fællesskabet. Et illustrativt eksempel er brugen af den i mange medier benyttede bestemte form, f.eks. danskerne, de fremmede, politikerne osv.
Problemet med disse absolutte sprogkategorier er, at man, sprogligt i hvert fald, reducerer alle indenfor den pågældende kategori til én ens masse. Dette skaber en lang række problemer i forhold til nuancering, der netop er målet med kritisk journalistik. For alene med nuancer kan der skabes mulighed for videnstilegnelse, skift i holdning/position og dermed potentielt øgede handlemuligheder i det demokratiske samfund.
Ovennævnte lukkede kategorier stiller derimod ekstra krav til mediebrugerne, idet disse yderligere skal overskride en sproglig barriere, hvorved fokus risikeres fjernet fra indholdet.

Dette problem videreføres aller tydeligst, når de fleste nyhedsmedier konsekvent italesætter ikke-hvide mennesker i Danmark som ’de fremmede’. Men netop denne term fastholder hundredetusinder (se note 1) især ikke hvide danskere i en ’dem & os’ forståelse – og det samme, gør sig gældende for hvide danskere. Denne konsekvente italesættelse af mennesker som ‘de fremmede’, eller indvandrerne, en anden ofte benyttet kategori, er med til at fastholde en stor uhomogen gruppe som nogle, der til stadighed vandrer ind i landet og ikke som værende del af det danske samfund. Og dette på trods af, at der ikke har været fri indvandring til landet i ca. 40 år. Med denne upræcise italesættelse af ikke-hvide danskere, gives der let spil for nationalistiske og populistiske kræfter, der ser enhver indvandring og konkurrerende religioner (især islam) som en trussel mod alt dansk.

Nu er det selvfølgelig en holdningssag, om man som journalist og/eller medie støtter synspunktet om, at indvandring er en trussel mod alt dansk – jf. tidligere tiders trusselsbilleder, hvor det var jøder, roe-polakker, sigøjnere, kommunister og bøsser, der blev opfattet som en trussel. Men som minimum bør det da være standard, at journalister/nyhedsmedier tager stilling til, hvorvidt man ønsker at understøtte forestillingen om fortsat indvandring (fra ’de fremmede’).

Jeg foreslår, at der ikke skelnes mellem hvide og ikke-hvide/sorte danskere. Hvis man har dansk statsborgerskab, er man dansk – uanset, om man hedder Muhammed eller Pia.
Samtidig luges der ud i betegnelsen førstegenerationsindvandrere. Dermed kan termen førstegenerationsdanskere indføres. Det samme bør gælde indvandrene. Dette kan så ændres til ’indvandrede’, idet indvandringen jo allerede har fundet sted. Hermed nuanceres sproget, så der ikke skabes billeder af en lang kø fra hullahullastand til det stærke sårbare danske land.

Lavpraktisk betyder sproglig nøjagtighed desuden, at citatbrug tydeliggøres, der stilles klare krav til grammatisk korrekt formidling, samt krav om (i radio og på tv) at speake præcist – inkl. brug af meningsfremmende pauser mv. Desuden kan man oveveje at invitere mediebrugerne til aktiv, kreativ og konstruktiv debat om sproglige udfordringer. F.eks. en debat om, hvordan ’dem & os’ opdelingen kan overskrides, samt hjælpe journalister/medier med sproglige nuancer der gør, at der kan diskuteres inkluderende frem for ekskluderende. Herved inddrages mediebrugerne aktivt, hvilket også er i overensstemmelse med kritisk journalistiks deliberative demokratiske idealer.

Nu har jeg klaget min nød og stillet krav om præcision. Men der skal altså også være plads til begejstring. For det er glæden over journalistikken samt viljen til debat, der gør, at mange af os valgte dette nok så udskældte fag.
I kritisk journalistik er utilfredshed med den journalistiske og den mediemæssige udvikling central. Men fokus er en stor lyst til at påvirke praksis i en mere kritisk og konstruktiv retning. Og det fører mig frem til, at kritisk journalistik også skal være spændende, udfordrende og gerne sjovt at arbejde med. Derfor bør målet også være at arbejde ud fra glæde, begejstring, indlevelse og interesse for den journalistiske proces og produktion.

Her kan man fint lade sig inspirere af journalisten Erik Valeur, der i hans bog Stop pressen viser, at når førnævnte elementer indgår i den journalistiske produktion, er det også til gavn for mediebrugerne. Dette fordi disse vil fornemme stoltheden bag den produktion, der bygger på journalistens glæde, begejstring, indlevelse og interesse for den journalistiske proces. Hvilket giver god mening – for hvordan er det ellers muligt at formidle på et begavet og inkluderende journalistisk niveau?

I den forbindelse kan man jo løbende evaluere, om den journalistiske produktion faktisk er båret af netop glæde, begejstring, indlevelse og interesse, samt om de (medie)strukturelle rammer har givet mulighed herfor. På den måde kan man fortløbende udvikle nyhedsmedier, hvor der bidrages til en journalistisk produktion, alle kan være stolte af. Hvilket langt fra er normen blandt især kritiske journalister. Denne mangel på stolthed og faglig værdighed er der altså også mulighed for at gøre op med med via netop kritisk journalistik.

Og sådan faldt ordene på denne (i skrivende stund) solbeskinnede søndag. I morgen handler det om det færdige produkt samt det samfundsmæssige niveau.

Noter:
1.
I 2006 udgjorde indvandrede og efterkommer heraf fra Asien, Afrika, Mellemøsten og Sydamerika i alt 327.503 personer, svarende til 6 % af den samlede befolkning. Mens indvandrede og efterkommer heraf fra USA, Canada, Australien, New Zealand og Europa udgjorde i alt 135.732, svarende til 2,5 % af den samlede befolkning (3.).

Kilder:
1. Henrik Kaare Nielsen: Kultur- og samfundskritikkens aktualitet – fra Henrik Kaare Nielsen & Finn Horn (2006): Kritik som deltagelse, (Klim).

2. Julie Marie Isager: Mads, Monopolet og masser af værdier (Retorik Magasinet nr. 67, 17. årgang, marts 2008).

3. Rikke Andreasen: Der er et yndigt land – medier, minoriteter og danskhed (Tiderne Skifter 2007) .

Reklamer

Entry filed under: Uncategorized.

Hvordan kritisk journalistik kan og bør bedrives III Hvordan kritisk journalistik kan og bør bedrives V

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Trackback this post  |  Subscribe to the comments via RSS Feed


Nalle Kirkvåg

Nalle Kirkvåg

Journalist, cand.comm. Og BA i pædagogik + BA i psykologi.

Ekstern lektor på Københavns Universitet, projektudvikler og kommentator. Er ekspert i kritisk journalistik, medier og presse.

Har som journalist bl.a. arbejdet for DR (P1 & P4), Nat & Dag, Jyllands-Posten, XFM og Tjeck Magasine.

maj 2009
M T O T F L S
« apr   jun »
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031

Blogs I Follow


Bom & Bjerkes blog

- på opdagelse uden autopilot

%d bloggers like this: