Realitetsmagten

5. juni 2009 at 9:41 am 2 kommentarer

En af kritisk journalistiks hovedopgaver er at udfordre den herskende dagsorden. Hvilket ikke mindst sker ved at etablere mulige alternative dagsordener. Og den bedste måde dét kan ske på, er ved at udfordre den realitetsmagt, du kan læse om i denne vidunderligt udfordrende kommentar.

Begrebet realitetsmagt stammer fra den tyske filosof Herbert Marcuse, men er herhjemme introduceret af Kurt Aagaard Nielsen, Birger Steen Nielsen og Peter Olsén gennem deres aktionsforskning med bl.a.: forskning for bæredygtighed og politisk kultur samt Industri og Lykke-projektet.

Forudsætningen for overhelehovedet at kunne udfordre gældende dagsordener, er at agere som en fjerde statsmagt. Dette stiller en lang række krav til, hvordan kritisk journalistik kan og bør bedrives.

Pressen må herigennem løbende påpege, afsløre og udfordre de magtpositioner, der ønsker at fremstå som objektive og dermed indiskutable. Dette kræver dog en konsekvent magtkritisk vinkling, hvor realitetsmagten altså udfordres.
Eller sagt mere enkelt, frem for at blot tage div. udtalelser og påstande for gode varer, skal de interviewede altid kunne argumentere for samt dokumentere, hvad de siger og mener – jf. krav om svar på det stillede spørgsmål.

Kort sagt er realitetsmagt lig med en indiskutabel ret til at udlægge verdens indretning. Denne ret til at gennemtrumfe ens eget perspektiv vedr. virkeligheden fremføres løbende af tidens ypperstepræster overalt i nyhedsmedierne – især af regeringspolitikere samt de allestedsnærværende politiske kommentatorer og bankøkonomer. Også såkaldte eksperter, som bl.a. førnævnte bankøkonomer tit kaldes, er klasisske gengangere i mainstreamnyhedsmedierne.

Et emne der ofte underlægges realitetsmagten, er fællesskabets økonomiske og sociale indretning. Det gælder ikke mindst det allestedsnærværende krav om et ‘frit marked’. Her er en klassiker f.eks. ”den nødvendige økonomiske politik” samt selvfølgelig ”globaliseringen”. Men selv om dette blot er begreber, der siger noget(!) om den fælles indretning, står disse alligevel alt for ofte uimodsagt hen, som var der tale indiskutable sandheder.
Sådan er det altså bare, er desuden den mest benyttede påstand (kamufleret som et argument), når realitetsmagt udfordres. Dette knytter an til tidens brug af kynisk pragmatisme.

Med den kyniske pragmatisme har aktører med politisk og/eller økonomisk magt pr. definition altid ret. Man hævder en de facto legitimitet, som ikke er begrundet i, eller behøver at stå til regnskab overfor almene værdier og principper. Dvs. at man ikke behøver at argumentere for ens standpunkter og holdninger, da man jo altid(!) alligevel har ret. I denne logik følger retten altså magten: Har man magt, har man ret. Men mere om det senere på ugen…

Ligeledes italesættes udviklingen oftest som helt uden alternativer og dermed som uundgåeligt. Og det på trods af, at fællesskabets indretning selvfølgelig er udtryk for en lang række politiske valg samt kompromiser, dvs. hvor den for tiden fælles samfundsmæssige indretning, jo blot er en af flere mulige.

Realitetsmagten findes desuden indlejret i strukturer, der afviser kritik som en modstand mod omstillingsparathed samt subjektivt ”i form af resignation og blokeringer af forestillinger om mulige alternativer, såvel i den individuelle som i den offentlige tænkning”(2). Hermed er realitetsmagt ”en objektiv realitet, der ’virker’, er magtfuld – tilsyneladende ikke til at komme uden om”(2). På den måde er realitetsmagt også en magt, der ikke i traditionel forstand er knyttet til personer og magthavere. Det er en tingsliggjort/strukturel magt.

Begrebet realitetsmagt knytter an til den del af filosofien, der kaldes kritisk teori. Her er man meget opmærksomme på problemet med, hvordan man udfordre den gældende dagsorden, som jeg er inde på i begyndelsen af bloggen. Problemet er, at alternativer ikke vilkårligt kan etableres, da disse altid på forhånd er indskrevet i allerede eksisterende magtfulde og til tider fremmedgjorte helheder.

Kritisk journalistik bygger bl.a. på kritisk teori med dets oplysningsidealer om bl.a.:

  • dannelse som menneskers udtræden af umyndighed
  • demokrati som frigørelse af ufri og autoritære forvaltninger af fælles anliggender
  • fred som forhindringen og umuliggørelsen af krig

Hermed er kritisk journalistik en helt særlig praksisform, der indefra bearbejder samfundsmæssige modsigelser i form af en immanent kritik. Denne immanente kritik er dog mere end blot praktisk kritik, den er nemlig “kritik i bevægelse“(2). Dermed bliver kritik (indenfor kritisk journalistik) en eksperimenterende kritik. Eller, som professor i æstetik Rudolf zur Lippes vil sige det, ”refleksion over forandrende praksis”(2).

Problemet er, at så længe det er standard, at mainstreamnyhedsmedier ukritisk giver magtfulde partskilder talerum – uden reelt at efterprøve deres påstande om f.eks. ‘frit marked’, vil realitetsmagten bestå.
Også derfor er der brug for nyhedsmedier, der vinkler kritisk, dvs. anderledes end mainstreamnyhedsmedier, altså konsekvent magtkritisk og ikke med fokus for eller imod bestemte politiske og ideologiske positioner. Det er et sådan nyhedsmedie, et Center for Demokrati og Journalistik bl.a. vil forsøge sig med.

Det er et demokratisk problem, at det i mainstreamnyhedsmedierne er standard stort set ukritisk at give (især parts)kilder talerum – uden kritisk at efterprøve kildens standpunkter. For så længe det sker, bliver det aldrig muligt at producere nyheder, der lever op til blot de mindste krav om fjerde-statsmagt-journalistik.

Skal realitetsmagten udfordres, må partskilder konsekvent og konstant afkræves argumentation samt dokumentation for enhver medieret udtalelse om verden. Dette stiller dog en række sproglige krav til journalister. Samt forudsætter nyhedsmedier, der vinkler magtkritisk, herunder ikke favoriserer bestemte politiske og ideologiske holdninger. Det er et sådan nyhedsmedie, et Center for Demokrati og Journalistik vil forsøge sig med.

Som beskrevet på gårsdagens blog, er realitetsmagt lig med en indiskutabel ret til at udlægge verdens indretning. Denne ret til at gennemtrumfe eget perspektiv ang. virkeligheden fremføres overalt i nyhedsmedierne af tidens ypperstepræster (regeringspolitikere samt de allestedsnærværende politiske kommentatorer og bankøkonomer).

Det er de tre RUC-forskere Nielsen, Olsén og Nielsen, der med kritisk-utopisk aktionsforskning herhjemme har udbredt kendskabet til realitetsmagt.
Målet for deres forskning er bl.a., hvordan ”det æstetiske kan gøres til et medium, der forbinder kritik og alternative, utopiske livsudkast, og dermed bidrager til at konstituere relative frirum og dermed bevægelsesmuligheder i forhold til realitetsmagten”(2).

Ideen er, at borgerne, f.eks. journalister, gennem en kritisk tilgang samt utopiske tanker kan udfolde social fantasi ud fra hverdagserfaringer. Hermed ”konstitueres der et midlertidigt socialt rum, hvor kritik og ønsketænkning i et indbyrdes samspil ser ud til at skabe en bevægelsesfrihed i forhold til de fikserede positioner (…). Dermed kan realitetsmagten relativeres”(2).

På den måde skabes et frirum ud fra ’negativ kritik’. Herigennem udfoldes så en potentiel befriende virkning, fordi denne forbereder utopisk tænkning, samt relaterer til en konkret mulighedshorisont i betydningen: hvad der kunne blive muligt. For ”det er i det kritiserede, at det mulige, men endnu ikke virkeliggjorte ligger”(2).

Hvis journalister skal gøre sig håb om at udfordre realitetsmagten, så det kritiske projekt ikke blot fordrejes eller vendes mod en selv, må de kritiske fremtidsudkast dog først videreudvikles og konsolideres i kooperative dannelsesprocesser.

Hermed knyttes an til deltagelse som en ’villen noget’ med den fælles verden.
For kritisk journalistik betyder det, at med mindre kommunikationen mellem bruger og journalistikken/medier, finder sted som ”opfordring til en fælles aktion eller forandring af verden, er den en ’ikke-kommunikation’ og dermed også uden tilstrækkelig skarp sandhedsmulighed”(2).

Det er netop her kritisk journalistiks insisteren på, at nyhedsmediebrugeren skal have mulighed for at blive klogere, viser sit potentiale. For det at handle og agere optimalt i det demokratiske samfund forudsætter jo netop grundlæggende viden herom. Idealet med kritisk journalistik er derfor at skabe en hverdagspolitisk dagsorden, der ikke kan (eller skal) adskilles fra det politisk og idealistiske projekt om demokratisering. Begge dele er relateret til en i almen forstand bæredygtig forvaltning af fælles anliggender, hvor kundskabsdannelsen ideelt set gøres til et demokratisk projekt.

Med kritisk journalistik forpligtes der på livssammenhænge, som kan udvikle et samspil mellem ensidig kritik (negativitet) og skabelsen af en utopisk horisont (virkeligheden sættes ’ud af kraft’). ”Det er en negativ dialektik i praksis, der udover længere tidsforløb begynder at relativere realitetsmagten og lade konturer af en menneskelig socialitet træde frem” (2).

Det er kritisk journalistiks opgave også at stille sig kritisk an overfor populistiske og/eller ideologiske positioner – og det uanset ’partifarve’. Formålet er bl.a. opgør med modstanden mod retten til at bekæmpe menneskers umyndiggørelse. Med denne metode hævdes retten til ikke-autoritær forvaltning, ret til fred og herigennem umuliggørelse af krig gennem refleksion over forandrende praksis.

Men hvordan så gøre det? Ja, svaret er bl.a. udfordring af realitetsmagt. Hvilket også skal ske gennem en videns/ressourcemæssig styrkelse af journalistikken samt sikring af journalistisk uafhængighed af kommercielle interesser. Og det er ikke mindst det, et Center for Demokrati og Journalistik ønsker at eksperimentere med.
Samtidig skal det ske ved at opstille en række helt konkrete krav til daglig kritisk journalistik praksis. Desuden bør en selvkritisk stillingtagen kontinuerligt finde sted blandt journalister og medier, hvilket alt denne blog bl.a. er et konkret forsøg på.

Hermed er der altså tale om noget så ’gammeldags’ som et solidarisk projekt. Deltagerne bliver her medproducenter af en fælles samfundsmæssig produktion(2). Dette ud fra idealet om forandringsinitiativer, hvor kritisk journalistik konkret har til opgave at skabe mere bevægelsesfrihed i forhold til fikserede positioner. Samt at skabe forandrende praksisser i den hverdagspolitiske dagsorden med en dertil hørende relativering af realitetsmagten.

Da kritisk journalistik har til formål at styrke borgernes muligheder for aktivt at tage del i demokratiet, vil dette også finde sted gennem den før nævnte konstante udfordring af realitetsmagt i form af de udvidede journalistiske handlemuligheder, der opstår i kraft af realiseringen af idealer såvel som nyopstået viden i forbindelse med forsøget. Og måske det ikke mindst er realitetsmagten om, at ” det ikke kan lade sig gøre”, der er den kritiske journalistiks største udfordring.

Hvis kritisk journalistik skal lykkedes, kræver det nemlig en ’historiens ændring’. Realiseringen afhænger nemlig af ”de arkimediske punkter, dvs. de punkter i den individuelle eller kollektive historie, der er åbne, dvs. hvor udfaldet ikke er givet på forhånd, selv om det er svært at afgøre, hvornår det rette tidspunkt er inde, da der ikke findes kriterier for dette uden for erfaringens smertefulde situation” (3).

Dette forudsætter en løbende dialogisk håndgemæng med herskende offentlige drøftelser. For kritisk journalistik betyder det ikke mindst redeligt at informere om stridende synspunkter i det offentlige liv samt påtale uoverensstemmelser mellem tale og gerning.

Der er ingen tvivl om, at udfordring af realitetsmagt er noget af det sværeste, en journalist kan kaste sig over.
Dels er det en grundlæggende anderledes måde at bedrive journalistik på, end den der praktiseres for tiden i mainstreamnyhedsmedierne. Så med et Adorno-citat kan man vel rolig sig, at: ”al begyndelse er forkert” (2).

Jeg plæderer derfor for, at begyndelser ikke bør vurderes absolutte. For enhver begyndelse er forkert, hvis denne fikseres. Begyndelse er jo netop starten på noget andet og nyt, som endnu ikke kendes eller findes, hvorfor det heller ikke på forhånd kan vurderes som muligt eller ej. For ”samtidig er begyndelser til noget andet kun virkelige begyndelser, hvis de også livspraktisk forgriber det, de endnu ikke er og kan være” (2).

For øvrigt italesættes realitetsmagt forskelligt hos andre forskere end hos Nielsen, Nielsen og Olsén. Bourdieu(4) bruger begrebet doxa, mens Ekecrantz(5) bruger beskrivningsmagt. Jørndrup(6) samt Lund(7) bruger betegnelsen definitionsmagt.

Sådan lød dagens ‘lekture’. Og ellers kan du allerede nu glæde dig til kommende indlæg om bl.a. kynisk pragmatisme…

Kilder:
1. Henrik Kaare Nielsen: Kultur- og samfundskritikkens aktualitet – fra Henrik Kaare Nielsen & Finn Horn: Kritik som deltagelse, (Klim – 2006).

2. Birger Steen Nielsen & Kurt Aagaard Nielsen: Deltagelse som kritik – fra Henrik Kaare Nielsen & Finn Horn: Kritik som deltagelse, (Klim – 2006).

3. John Mortensen: En kritisk teori om offentlighed og medier – fra Henning Salling Olsen: Modet til fremtiden – inspirationen fra Oskar Negt, (Roskilde Universitetsforlag – 1997).

4. Margaretha Järvinen & Nana Mik-Meyer: At skabe en klient – Institutionelle identiteter i socialt arbejde (Hans Reitzels Forlag – 2003).

5. Ekecrantz & Olsson: Det redigerade samhället. Om journalistikens, beskrivningsmaktens och det informerade förnuftets historia (Carlssons – 1994).

6. Hanne Jørndrup: Journalistik – midt i en krigstid. En analyse af journalistikkens forhold til det nationale set gennem danske avisers dækning af Irak-krigens udbrud i marts 2003. (Ph.d. afhandling, Syddansk Universitet – 2005).

7. Anker Brink Lund: Den redigerende magt – nyhedsinstitutionens politiske indflydelse (Aarhus Universitetsforlag – 2002).

Desuden anbefales:
Herbert Marcuse: Some Social Implications of Modern Technology (Studies in Philosophy and Social Science 9 – 1941).

Reklamer

Entry filed under: Uncategorized.

Hvordan kritisk journalistik kan og bør bedrives V Starbucks og den klamme hånd

2 kommentarer Add your own

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Trackback this post  |  Subscribe to the comments via RSS Feed


Nalle Kirkvåg

Nalle Kirkvåg

Journalist, cand.comm. Og BA i pædagogik + BA i psykologi.

Ekstern lektor på Københavns Universitet, projektudvikler og kommentator. Er ekspert i kritisk journalistik, medier og presse.

Har som journalist bl.a. arbejdet for DR (P1 & P4), Nat & Dag, Jyllands-Posten, XFM og Tjeck Magasine.

juni 2009
M T O T F L S
« maj   jul »
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
2930  

Blogs I Follow


Bom & Bjerkes blog

- på opdagelse uden autopilot

%d bloggers like this: