Hvorfor et Center for Demokrati & Journalistik?

20. juli 2009 at 12:02 am 1 kommentar

Ovenstående spørgsmål er desværre et af slagsen med alt for mange dårlige svarmuligheder. Dårligt forstået på den måde, at undersøgende, perspektiverende, vidensgenererende og magtkritisk journalistik er betydeligt presset i disse år. Ikke mindst af et allestedsnærværende krav om primært at overlade drift af journalistik til markedet.
Det er konsekvenserne af denne udvikling, et Center for Demokrati & Journalistik skal udfordre. Der er rigeligt at tage fat på, sådan som jeg kommer ind på nedenfor, inden jeg endelig svarer på, præcist hvordan en udvikling hen imod mere kritisk journalistik kan skabes

Presset på kritisk journalistik er ikke mindst tydeligt i DR. For på trods af, at DR ikke er afhængige af markedets krav om konstant stigende indtjening eller krav om markedsforøgelse, kryber markedstanken også her ind på alle niveauer af det tidligere så public service orienterede mediehus.

F.eks. var DR’s Børne og Ungdomsafdeling engang berømt i det meste af verden for deres markante og ofte kritiske børne-tv. Langt op i 90’erne producerede man her tv, der bl.a. ”prøvede at opfordre børn til at stå fast på deres ret – fortælle dem, at de har rettigheder, og at deres meninger også tæller”(1). Men i dag synes børne-tv på DR mere at være en marketingplatform for div. kommercielle produkter, der sæles via DR’s eget salgssted.

Også den kritiske kulturjournalistik har trange kår. I DR, der burde kunne løfte denne opgave, spises vi af med f.eks. Smagsdommerne og Kulturguiden.
I Smagsdommernes medvirker bl.a. reklamebranchen, fallerede chefredaktører på såkaldte gratisaviser (der har spildt hundrede millioner af sponsor kr. på ligegyldig journalistik) samt allestedsnærværende Ole Birk Olesen fra det neoliberalistiske reklamebureau 180 grader.
Her opfordres de til at dele deres absolutte private smag om kultur. Og selv om det, indrømmet, til tider er ganske underholdende, har det jo intet med seriøs og kritisk kulturjournalistik. For som mediebrugere (og borgere i et demokratisk samfund) får vi meget sjældent analyse, perspektivering endsige formidling af konkret viden om de anmeldte emner.

Heller ikke Kulturguiden glimrer med kritisk journalistik. Her er der tale om et program, der end ikke har ressourcer til at tage ud i den virkelighed, programmet hævder at dække.
Som Johanne Mygind i Information konstaterer, er der altså ”grænser for, hvor længe man kan høre kunstnere, kokke og studerende på moderne kultur fortælle om deres passion uden at komme til at savne en reportage, en analyse eller i det mindste bare en lille mening eller to”.
Information kører for øvrigt for tiden en serie om DR til syn. En artikelserie der også selv synes præget af begrænsede ressourcer såvel som visioner på DR’s vegne.

Også på nyhedssiden halter det gevaldigt for DR. Der sendes godt nok konstant nyheder på alle tilgængelige flader og fronter. Problemet er blot, at når DR, oftest ud fra en markedslogik, insisterer på at være tilstede på alle platforme på en og samme tid, bliver ressourcerne smurt ud så tyndt, at der sjældent er råd til at gå i dybden.
Hvilket kulturdækningen på DR – med bl.a. Smagsdommerne og Kulturguiden – ‘fint’ illustrerer.

Samtidig har DR udviklet en imponerende tonedøvhed overfor kritik.
Dette var bl.a. tydeligt, da idéhistorikeren Rune Engelbreth Larsen debatterede en såkaldt undersøgelse om danske muslimers holdninger til f.eks. ytringsfrihed, demokrati og korporlig afstraffelse af børn, som DR havde bestilt. Her viste det sig, at DR Nyheders chef, Ulrik Haagerup, mestrer kunsten at afvise enhver kritik.

Af andre eksempler på nødvendigheden af mere kritisk journalistik kan nævnes manglende dækning af den racistisk motiveret vold, der finder sted i Danmark.
For på trods af at hvert syvende voldsoffer i Danmark, ifølge Justitsministeriet, føler sig udsat for en had-forbrydelse (2), dækkes dette ikke i nyhedsmedierne.
Her fremstilles (den trods alt begrænsede) hjemlige vold på en helt anden måde. I mainstreammedierne ser vi oftere, at vold begået af synlige etniske minoriteter gøres til en særlig slem form for vold.

Her dominerer fortællingen om ‘de fremmede’ der overfalder (hvide) danskere f.eks. i form af (gruppe)voldtægt af (hvide) kvinder. Denne udvikling understreger Stig Hjarvard, professor og medieforsker på Københavns Universitet til Information. Ifølge ham er der ”ikke nogen tvivl om, at racisme i Danmark ikke er noget, som medierne har højt på agendaen. Ifølge Hjarvard betyder det, at vi ”i stedet for at diskutere om folk forskelsbehandles på grund af deres hudfarve, eller hvad vi skal mene om deres tilstedeværelse i Danmark, så diskuterer man for eller imod islam”.

Er det mon derfor, at den racistiske og etnisk motiverede vold ikke finder vej til vores mainstreammedier? Passer denne type vold ikke ind i tidens islamofobiske ideer om, at nogens vold er værre end andres, at nogens etnicitet spiller en større rolle end andres, når det kommer til vold?

Her kan Rikke Andreasen, der i 2007 udgav Der er et yndigt land, der bygger på hendes ph.d., fint tages i anvendelse.
Hun påviser, hvordan danske medier fremstiller vold begået af synlige etniske minoriteter, som særlig slemt. I danske nyhedsmedier er det altså værre at blive gruppevoldtaget af sorte end af hvide danskere. Men trods det faktum, at langt de fleste gruppevoldtægter, som ethvert ordentlig menneske selvfølgelig må tage afstand fra, begås af hvide danskere, fremstilles det oftere lige modsat i de fleste nyhedsmedier.

Dette går også igen i bandekrigen – altså den til tider meget voldelige konflikt ml. forskellige grupperinger i den kriminelle underverden. Selv om denne mestendels handler om territorier og positioneringer internt i de forskellige grupperinger, ja så fremstilles konflikten alligevel primært som en etnisk konflikt mellem hvide (dvs. rockere) og de farvede (såkaldte indvandrebander). Hermed forøges konflikten, gør det sværre at opnå fred parterne imellem, samt øger rekrutteringen til banderne betydeligt.

Den etnicistiske vinkling på konflikten gør blot konflikten konflikten værre. Det understreger Siris Hartkorn, der studerer Freds- og Konfliktvidenskab på Lund Universitet. Her har hun bl.a. undersøgt de skrevne nyhedsmediers dækning af bandekonflikten fra august 2008 til januar 2009. Det kan man høre i et kritisk journalistisk indslag på Orientering.

Her bliver lytteren rent faktisk klogere. Bl.a. får vi oplyst, at ”for det første udgør gruppen af indvandrere ikke en homogen gruppe og for det andet består de såkaldte indvandrergrupper også af danskere”!
Dvs. at banderne er multikulturelle. Samtidig er disse geografisk strukturerede, hvilket har betydning for, hvem der er med i gruppen, altså om der er sorte, hvide eller både/og danskere som medlemmer.

For øvrigt er det en myte, at synlige etniske minoriteter i højere grad er med i bander, end det er tilfældet for majoritetsbefolkning. Det viser flere videnskabelige undersøgelser fra både USA og Holland, fortæller Finn-Aage Esbensen, der er professor i krimonologi ved University of Missouri-St. Louis, USA.

I det hele taget er er besynderligt, hvordan vold fremstilles nyhedsmedierne. Som eksempel herpå kan nævnes, hvordan en sangtekst, produceret af en 11 årig, udlægges som en dødstrussel, mens det samme hos Konservativ Ungdom ingen betydning har.
Som Kristelig Dagblad fortæller, har en 11 årig rapper skrevet en tekst, der bl.a. lyder: ”jeg har en enkelt patron for Messerschmidt, for han snakker masser shit”. Dette fik Morten Messerschmidt (DF) såvel som Trykkefrihedsselskabet til at fare i flint og forlange handling. For teksten var, mente man, en dødstrussel rettet mod den nævnte politiker.

Og pludselig førte en rap-tekst til, at Århus Kommune lukkede en rap-skole, der var oprettet til unge fra nogle af byens mest belastede kvarterer, så disse havde noget at give sig til i sommerferien.

At udlægge ”jeg har en enkelt patron for Messerschmidtsom en dødstrussel, er selvfølgelig helt ude af proportion.
Det understreger bl.a. musikanmelderen Rune Skyum-Nielsen i førnævnte artikel. Ifølge ham er påstanden om dødstrussel en misforståelse af ”genrens spilleregler. Det handler om en lille knægt, som vil være sej. Han vil ikke dræbe nogen, men vil udtrykke, at han ikke kan lide det, Morten Messerschmidt står for. Han skal bare lære, at det er bedre hiphop at sige det på en anden måde”.

Overraskende nok var det Trykkefrihedsselskabets blad Sappho, der satte hele historien i gang. Her er man ellers, ifølge egen hjemmeside, de ”kompromisløse forkæmpere for ytringsfriheden“, samt “Danmarks største organisation til forsvar for retten til at ytre sig frit”. Alligevel kæmpede man her for at begrænse en 11 årigs ytringsfrihed.
For Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard, finder, at teksten er ”dårlig smag. Det er derfor, vi har opdragelse. Hvis voksne ansporer børn til den slags udskejelser, så tror de da, at alt er acceptabelt. Og så er vi da på herrens mark…”.

Her ser vi, hvordan ytringsfrihed gælder nogle…men ikke andre.
For åbenbart er det ikke i orden at ytre sig, hvis man har dårlig smag, eller blot er politisk uenig med Dansk Folkeparti og Morten Messerschmidt. Spørgsmålet jo bare lige, hvem det er, der skal beslutte, om en rap-tekst fra en 11 årig eller f.eks. en tegning med en bombe i turbanen, bragt af et af landets største dagblade, er god eller dårlig smag?

Konservativ Ungdom har f.eks. sunget “Skyd Poul Nyrup. Pløk knoppen af det svin” samt “En socialist er sød, ja han er sød, men allerførst når han er død“. Interessant nok har hverken Trykkefrihedsselskabets, Lars Hedegaard eller Morten Messerschmidt taget afstand for disse dødstrusler. Er det måske fordi, at disse sange af Hedegaard ligefrem anses for at være udtryk for god smag?

Igen er det tydeligt, at nogens etnicitet er ensbetydende med, at deres handlinger udlægges som værre end andre etniciteters handlinger. Hov, glemte jeg at nævne, at den 11 årige rapper tilhører gruppen af synlige etniske minoriteter, dvs. ikke er en hvid dansker? Måske det er derfor, at netop denne tekst er dårlig smag?

Dette og mere til er begrundelsen for et Center for Demokrati & Journalistik.
Med et sådan kan vi forhåbentlig på sigt sikre en hjemmelig kritisk journalistik såvel som tilbundsgående debat bl.a. om, hvorfor nogens etnicitet altid skal italesættes, mens andres ikke.
Med et Center for Demokrati & Journalistik og en deraf følgende kritisk journalistik kan der, i stedet for at knytte an til diskussioner som magtkampe, etableres en reel debat. Desuden kan vi sikre en reel kritisk kulturjournalistik, der ikke bare spiser borgerne af med utilstrækkelige kulturprogrammer som Smagsdommerne og Kulturguiden.

Idealet er at skabe et mulighedsrum, hvor vi som borgere kan blive klogere på forskellige opfattelser, holdninger og idealer om verden. På den måde kan vi som borgere i et demokrati blive klogere på livet, samt selv få mulighed for selv at tage stilling…kort sagt et sokratisk ideal.
Dette mm. skal finde sted gennem den såkaldte herredømmefrie samtale. Her er argumenter idealet. For gennem argumentation og ved gensidig anerkendelse af gyldige argumenter kan vi sikre en god og fortløbende udvikling af vores demokrati.

Et Center for Demokrati & Journalistik kan desuden forstærke og udvikle de trods alt stadig eksisterende reservater af kritisk journalistik. Som eksempel på kritisk journalistik kan igen Orientering på P1 nævnes. For DR kan sagtens, når de vil, producere kritisk journalstik.

Hør bl.a. en række indslag om bandekonflikterne, som gjorde denne blogger betydeligt klogere.
F.eks. om hvordan hvordan 2 muslimer blev til 20. Tjek evt. hvordan også mænd er til salg, eller Lasse Ellegaards velresearchet, vidensgenerende og perspektiverende artikel om, at ”Det neokonservative projekt er ikke en ren fiasko”. Eller hvordan den amerikanske regering beviseligt løj hele 532 gange, da man hævede, at Saddam både havde masseødelæggelsesvåben og forbindelser til Al-Qaeda.
Samt om Gammel vin på gamle flasker – der omhandler regeringens økonomiske manipulation i forbindelse med aftalen om kommunernes budget for 2010.

Kilder
1. Helle Strandgaard Jensen, ph.d.-studerende på European University Institute, San Domenico di Fiesole, Italien.
2. Eksperter: Medierne er dårlige til at dække racistisk motiveret voldfra Information d. 11/7-09.

Reklamer

Entry filed under: Uncategorized.

Da to muslimer blev til 20 høns Kongehuset undtaget for kritisk journalistik

1 kommentar Add your own

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Trackback this post  |  Subscribe to the comments via RSS Feed


Nalle Kirkvåg

Nalle Kirkvåg

Journalist, cand.comm. Og BA i pædagogik + BA i psykologi.

Ekstern lektor på Københavns Universitet, projektudvikler og kommentator. Er ekspert i kritisk journalistik, medier og presse.

Har som journalist bl.a. arbejdet for DR (P1 & P4), Nat & Dag, Jyllands-Posten, XFM og Tjeck Magasine.

juli 2009
M T O T F L S
« jun   aug »
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
2728293031  

Blogs I Follow


Bom & Bjerkes blog

- på opdagelse uden autopilot

%d bloggers like this: