Markedspartierne

29. juli 2009 at 12:01 am Skriv en kommentar

I en artikelserie i Information beskriver Tim Knudsen, professor i statskundskab på Københavns Universitet, hvordan danske partier har udviklet sig fra at være brede folkelige bevægelser, til efterhånden at være en slags ”små professionelle virksomheder”.

Markedspartierne kendes på hierarkisk ledelse, ofte fyldt til renden af såkaldte DJØF’ere. F.eks. er seks ud af otte dagens partiledere DJØF’ere. Under ledelsen sidder desuden andre højtuddannede, som analyserer partiets politiske udspil og vælgermarkedet, samt forsøger at designe en salgbar politik.

Danske partier var tidligere finansieret af medlemmer og sympatisører, dvs. div. interesseorganisationer, virksomheder og privatpersoner. Men i dag er partierne ”overvejende statsfinansierede efter antal stemmer”. Ifølge Tim Knudsen betyder det, at markedspartiernes ”bundlinje er dikrete afhængige af deres succes på vælgermarkedet, mens medlemmer er blevet uvæsentlige”. Denne udvikling ses ikke mindst i det mest succesfulde markedsparti af dem alle – Dansk Folkeparti, hvilket jeg kommer ind på i morgen.

Det er et væsentligt demokratisk problem, at partierne fra at være bredt folkelig forankret nu tilhører den lille elite af danskerne, der gør karriere i markedspartierne. Det er derfor en konkret udfordring for os som borgere, hvordan den demokratiske udvikling sikres, når nu så få reelt er politisk aktive. Med et Center for Demokrati & Journalistik kan en progressiv udvikling i hvert fald forsøges sikret. Og det er vigtigt at sikre fortsat demokratisk udvikling. For et demokrati kan næppe overleve på sigt, hvis det alene overlades til en lille elite at styre landet!

Det vigtigste for markedspartiet er derfor heller ikke mere politik, men at vælgerne påvirkes til at stemme på netop det pågældende parti. Fremgang kommer dermed hurtigere end før, da man hele tiden forsøger at ramme tidens trends, så man får stor opbakning og mange stemmer.

Men også tilbagegang kommer hurtigt, da vælgermarkedet svinger – ofte ganske uforudsigeligt. Ved tilbagegang rammes partiets økonomi, ligesom alle de ”der som politikere eller professionelle ansatte har investeret deres karriere i det, trues af vanære og på brødet”. Ved tilbagegang forlader mange derfor også hurtigt partiet – for at søge nye græsgange. Eksemplerne herpå er mange, så her er blot nogle stykker: Frank Jensen (S), der nu forsøger comeback i København, Jens Rohde (V), der allerede har opnået comeback, Martin Geertsen (V), Rikke Hvilshøj (V), Lotte Bundsgaard (S) og Anders Fogh Rasmussen (V) m.fl. Det er altså et vilkår for alle markedspartier, at deres ansatte (politikere og professionelle) kommer og går – som i enhver anden virksomhed.

Markedspartierne har desuden simple og et nemt identificerbart brand. Samtidig fører man evige kampagner ”med få temaer, der gentages som reklameslogans. Og for at undgå at der skabes uklarhed om partiets brand, må interne debatter og uenigheder lukkes for offentligheden og holdes i de snævreste cirkler”. Det betyder, at landsmøder i markedspartiet ikke mere er til for at diskutere politik eller træffe beslutninger. Landsmøder fungerer dermed mest af alt som kraftig markedsføring i nyhedsmedierne – og branding overfor køberne/vælgerne.

Hermed er partierne blevet til ikke-demokratiske organisationer, der frem for at være sat i verden for at debattere og sikre en fortløbende demokratisk udvikling, i dag mere fungerer som enhver anden virksomhed, der skal generere omsætning. Partiprogrammer såvel som ideologi bliver dermed ligegyldig, idet ”politik skal kunne reduceres til maksimalt fem mærkesager”. Det er denne udvikling, et Center for Demokrati & Journalistik bl.a. skal være med til at udfordre, så vores demokrati ikke sander til i spin og kortsigtede interesser.

Udviklingen betyder, at hvor 27 % af befolkningen i 1947 var medlem af et parti, er det i dag alene ca. fire %, der er medlem. Der finder samtidig en hel del udskiftning sted mellem de forskellige partier, alt efter hvem der lige er in eller yt for tiden. Dette sås bl.a., da Det Radikale Venstre i 2005 opnåede betydelig popularitet og ifølge danske Wikipedia, gik fra ni til hele 17 mandater. Ved valget i 2007 var de Radikale igen tilbage på ni mandater. Siden har SF under Villy Søvndals ledelse opsamlet bl.a. en hel del af de vandrende vælgere.

Der er især fire forhold, der ifølge Tim Knudsen forklarer ændringerne henimod markedspartierne:

1. Ændringer i samfundets klassestrukturer
Dette har opløst det gamle match mellem partierne og de sociale klasser. Tidligere gav det stort set sig selv, hvem man stemte på. Virksomhedsejerene stemte oftest på de Konservative, storbønderne på Venstre, småbønder stemte på de Radikale, mens arbejdere stemte på Socialdemokratiet (evt. DKP og siden SF) osv.

2. Forholdet ml. parti og vælgerne
Dette har ændret sig – jf. bl.a. det massive fald i medlemmer.

3. Medieudviklingen
Denne har ændret kommunikationen mellem partier og borgere. I tidligere tider formidlede partipressen direkte til sine egne medlemmer. I dag har udviklingen ”bragt medierne tæt på toppolitikerne som personer, men har også gjort indtrykket af en stadig mere kompliceret politik mere flygtig og uoverskuelig”. Vælgerne er derfor blevet ”mere mobile og orienteret mod personlige kvalifikationer og budskaber, der gør det uoverskuelige overskueligt”.

4. Europæiseringen
Som har betydet et betydeligt formindsket råderum for nationale politikere, hvorfor politik mere og mere udspiller sig ”som en teknokratisk diskussion om forvaltning end om helt forskellige visioner for samfundet”.

Ifølge Tim Knudsen har alle partier mere eller mindre bevæget sig hen imod en markedsgørelse og mod partiet som virksomhed – med især Enhedslisten og til dels Det Radikale Venstre som eneste undtagelse, vil jeg mene.

Især Dansk Folkeparti har fundet det lettest ”at etablere sig som et moderne markedsparti”, hvilket de andre partier er begyndt at tage til efterretning. Og netop Dansk Folkeparti som markedsparti, kan du læse meget mere om på fredag.
Læs også om dilemmaet om partiets krav på at være den lille mands forkæmper, samtidig med at DF er det mest hierarkiske parti med en betydelig begrænset ytringsfrihed blandt medlemmerne.

Tim Knudsens artikelserie om markedspartierne kan desuden læses samlet her.

Advertisements

Entry filed under: Uncategorized.

De nye præster… Markedspartiet bestemmer – spørg blot DF

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Trackback this post  |  Subscribe to the comments via RSS Feed


Nalle Kirkvåg

Nalle Kirkvåg

Journalist, cand.comm. Og BA i pædagogik + BA i psykologi.

Ekstern lektor på Københavns Universitet, projektudvikler og kommentator. Er ekspert i kritisk journalistik, medier og presse.

Har som journalist bl.a. arbejdet for DR (P1 & P4), Nat & Dag, Jyllands-Posten, XFM og Tjeck Magasine.

juli 2009
M T O T F L S
« jun   aug »
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
2728293031  

Blogs I Follow


Bom & Bjerkes blog

- på opdagelse uden autopilot

%d bloggers like this: