Markedspartiet bestemmer – spørg blot DF

31. juli 2009 at 12:01 am Skriv en kommentar

I dag handler det Dansk Folkeparti (DF) – det ifølge professor Tim Knudsen mest succesfulde af alle markedspartierne. Dette er inspireret af en række artikler, som Tim Knudsen har skrevet til Information. Læs mere om den særlige udvikling inden for demokratiet – nemlig fremkomsten af markedspartierne i her.

DF er uden tvivl, det mest succesfulde markedsparti af dem alle. Partier har bl.a. formået at ændre retspolitikken, sat etnicitet på dagsordnen samt etableret en såkaldt stram og fair udlændingepolitik som Socialdemokraterne, Venstre og Konservative samt til dels SF kæmper om at kopiere og overgå i stramhed. Alt i alt en kæmpe succes for at parti, der d. 6. oktober blot fylder 13 år!

DF har konsekvent slået sig op på bl.a. at være ”den lille mands fortidsvendte og nationale værn mod eliten og globaliseringen”. Alligevel er Dansk Folkeparti ifølge Tim Knudsen ”det mest moderne markedsparti”. Som det fremgår af gårsdagens blog, består markedspartiets vare, dvs. det der i gamle dage blev kaldt politik, af ”maksimalt fem mærkesager”.

For Dansk Folkeparti gælder det:

  • Stram udlændingepolitik
  • Svage og især ældre skal hjælpes
  • Hårdere straffe
  • Nej til EU
  • Dyrevelfærd

Især den såkaldte udlændingepolitik, der i DF’s optik gælder dem, der ikke er født og opvokset i Danmark, samt muslimer og ganske bestemte typer af indvandrede, har partiet haft enorm succes med. Dansk Folkeparti har desuden med stor succes forenklet sin politik ”til simple dualiteter mellem dem og os, mellem det danske og det fremmede, det kendte og nære mod det nye og utrygge og den lille mand mod ‘systemet’ ”.

Dansk Folkeparti har samtidig en uden sammenligning topstyret partistruktur. Og det i et omfang ”så partidemokratiet er nærmest fraværende”. Partiet sanktionerer konsekvent ethvert brud på de interne regler og normer.
Desuden er finder en tæt sammenkobling af politisk og kommunikativ ledelse sted. Dette kan man bl.a. forvisse sig om i et interview i Weekendavisen med partiets journalistiske chef, Søren Søndergaard. Søndergaard beskriver sit job som en, der bl.a. forsøger at sikre, at fejlene ikke opdages af pressen. Hvilket sker, ”hvis én i partiet har udtrykt en holdning, som ikke er partiets”. Desværre kan jeg ikke linke til interviewet her på bloggen, da Weekendavisen, til forskel fra f.eks. Information, kræver, at man køber sig adgang til deres ”mere end 66.000 artikler”, hvis man vil læse dem på nettet. Heldigvis kan avisen læses på biblioteket, skulle nogen have interesse i journalist Ina Kjøgx Pedersens interessante artikel med sin tidligere studiekammerat.

I Dansk Folkeparti er pressechefen, som i enhver anden moderne virksomhed, ”tæt på ledelsen. Derved kan beslutningsindhold og kommunikation integreres i design-politik. Der kan med tilpasning til mediernes nyhedskriterier kommunikeres entydigt”.

At Dansk Folkeparti er det mest topstyrede (markeds)parti i Danmark, fremgår af ledelsesformen. Denne består af Pia Kjærsgaard, Peter Skaarup, Kristen Thulesen Dahl og Søren Espersen, som stramt styrer enhver væsentlig udvikling i partiet. Dette ses bl.a. ved, at ledelsen konsekvent ”kontrollerer kampagner, politiske udspil, opstillingen af folketingskandidater”. Ledelsen besætter alle ordførerposter. Ligesom ”nyvalgte folketingsmedlemmer skoles af veteraner som Espersen og Thulesen Dahl i at omgås medierne. Desuden modtager partiets medlemmer i div. kommunalbestyrelser og regioner nyhedsbreve om, hvad de bør fremlægge af forslag.

Der findes ingen andre partier herhjemme, hvor nogen lignende topstyring af et parti finder sted. Denne topstyring hævdes at skyldes de kaotiske tilstande, der var gældende i hele Fremskridtspartiets historie, hvor såkaldte landsbytosser m.fl. ødelagde vejen til indflydelse og politisk magt.

I folketingsgruppen, hvor medlemmerne ellers ifølge grundloven er fritstillet til at stemme efter egen overbevisning, er styringen også nærmest total. Her afholdes f.eks. ingen afstemninger, idet disse ifølge Pia Kjærsgaard blot fører til ”konflikter og studehandler”.

Partiets hovedbestyrelse er ligeledes underlagt partiledelsens kontrol. Ideen er ifølge Tim Knudsen, at man ”forebygger, at partiorganisationen åbent kritiserer ledelsen”. Hovedbestyrelsen kan dog ekskludere ethvert medlem – menige såvel som medlemmer af folketinget. Dette kan ske, ”uden at de anklagede kan forsvare sig”.
Dette er faktisk ret interessant. For hvad vil der ske, hvis Pia Kjærsgaard, aldeles mod forventning, engang mister magten over partiet? Ja, med denne ordning kan også hun ekskluderes. Dette vil sandsynligvis medføre politisk selvmord, men muligheden er faktisk til stede…

Præmissen for markedspartiet er, at man konstant reklamerer for sin politik – i form af div. kampagner. Også dette mestrer DF til fulde!
Kampagnerne mellem valgkampene knyttes til div. emner, der er oppe i tiden. Men hele tiden sikrer man, at disse mest muligt og selvfølgeligt forbindes med DF’s navn, logo – samt helst også med Dannebrog.

Kampagnerne føres i form af massive annoncekampagner – ofte af provokerende karakter, så man får maksimal omtale i pressen og dermed gevinst i form af billig, ja ofte gratis reklame. Et eksempel på en provokerende annoncekampagne er fra 2008, hvor DF massivt annoncerede sin modstand mod burka klædte dommere.

At der ikke var noget konkret problem, var fuldstændig ligegyldigt. For med den kampagne lykkedes det faktisk at sprede skræk og advarsel om, hvad man påstod, der ventede de hvide, kristne danskere. Og det “ud fra princippet om at overdrivelse fremmer forståelsen blev tørklæde til burka, selv om der næppe var nogen jura studerende i Danmark med burka”. Annoncerne var for øvrigt produceret af firmaet Apple Farm, der er ejet af Yvette Espersen. Og hvem er hun lige?Jo, hun er gift med Søren Espersen – medlem af partiets ledelse. Men på den måde holder man selvfølgelig arbejdet inden for familien…

Kampagnen mod de imaginære burka-klædte dommere er et typisk eksempel på Dansk Folkepartis imponerende brug af markedsføring. ”For mindre end 500.000 kr. havde DF fået foræret en omtale, der af reklamefolk blev vurderet til ellers at koste omkring 15 millioner kroner, mens Socialdemokraterne udsendte febrile og usammenhængende meldinger om tørklæder under indbyrdes skænderi”.

Til trods for kritik fra integrationsminister Birthe Rønn Hornbæk af de ”fanatiske antimuslimer”, valgte regeringen dels at sætte Rønn Hornbæk på plads – dels vedtage et forbud mod tørklædepåklædte dommere. Således blev et problem, der ikke eksisterede, løst, mens Dansk Folkeparti fik maser af reklame og spalteplads i pressen, samt vist kunderne, dvs. potentielle vælgere, hvor handlekraftige netop dette markedsparti er.

Partiet taler først og fremmest til følelserne. Før nævnte Søren Espersen siger da også, at “politik er følelser og ikke en skid andet”. Måske det er derfor, at partiet henvender henvender sig specielt til de frygtsomme, dem der er bange, samt dem der faktisk har noget at miste ved den nok så omtalte globalisering.

Partiets vælgere, der oftere er kortuddannede, ertrætte af at blive belært af den uddannelsesmæssige og kulturelle overklasse”. Desværre giver dette frit løb for at afvise bl.a. forskning. Peter Skaarup, der ud over at være medlem af ledelsen, også er formand for Folketingets retsudvalg, har, stillet overfor omfattende forskning som dokumenterer, at straf netop ikke virker kriminalitetsbekæmpende, fastholder ikke desto mindre målet om endnu mere straf.

For Skaarup ”tror ikke på den forskning. Konsekvens har altså en effekt, det tror jeg på”, som han sagde til Information i august 2008. Og det oven i købet selv om professor i retssociologi Flemming Balvig fortæller, at området ellers er ”den del af samfundsvidenskaben, vi ved mest om”.

Den slags er DF’s vælgere nu ligeglade med. Når det siges, at forskningen ikke rigtig viser, at straf hjælper, så gider de ikke høre på det. Peter Skaarup (…) udtrykker en vælgergruppes mistillid til akademikerne, når han siger, at han ikke tror på forskningen. For den retorisk underlegne nytter dialog ikke, dialog er kun naivitet og tossegodhed”.

Tim Knudsen har bestemt en pointe her! For ”den underlegne kan kun vinde ved at stå fast og undgå dialog. Eventuelt kaldes en dialogsøgende pladderhumanist og tossegod. Man er træt af at blive belært, også kulturelt og ernæringsmæssigt. Det rammer DF lige ind i med et kolonihavehus eller en pølsevogn på et årsmøde”. På den måde formår partiet endnu engang at gøre sin politik imponerende salgbar.

Endnu mere interessant er dog, hvordan Dansk Folkeparti på den ene side kan hævde, at de er den lille mands parti, dem der er imod eliten – samtidig med, at man selv tilhører eliten i dansk politik! Det er i hvert fald påfaldende, hvordan det er lykkedes DF at fastholde en position som værende imod eliten og imod systemet.

Faktum er jo, at siden 2001 har DF været en fast del af den elite, de lever af at kritisere. Ligeledes er de, pga. deres unikke position som regeringsbærende, en væsentlig del af det system, de konstant stiller sig i opposition til. For siden Venstre og de Konservative overtog regeringsmagten på Dansk Folkepartis nåde, har DF haft en enestående magtposition i dansk politik. Hvilket slet ikke er muligt, uden at tilhøre eliten!
Dansk Folkeparti kan dog ikke klandres for, at de udnytter en for dem usædvanlig frugtbar position i dansk politik.

Dansk presse kan derimod klandres for, ikke konsekvent at udfordre et af dansk politiks mest magtfulde partier. Og pressen kan også klandres for ikke at udfordre påstanden om, at DF kæmper imod en elite, de selv tilhører. Det er også derfor, at Danmark har brug for en reelt kritisk presse, der tør ‘gå til’ enhver tids magthavere.

Uanset om man tilslutter sig, er modstander af, eller ligeglad med den førte politik og Dansk Folkepartis position, er det et demokratisk problem, hvis pressen ikke fortløbende udfordrer magten. Og det må være enhver kritisk presses ansvar, at stille den herskende politiske klasse til ansvar overfor den magt, som er dem givet af folket.

Desværre er kritisk journalistik i dag udgrænset til ganske få reservater langt fra mainstreampressens revir. Ikke mindst DR er ‘godt’ eksempel på dette. Som det fremgår af et tidligere blogindlæg, er DR i dag så bange for sin egen skygge – og Dansk Folkeparti, at selv en fodfejl kan få DR’s generaldirektør Kenneth Plummer til at give Pia Kjærsgaard en skriftligt og uforbeholden undskyldning…

Men DR er selvfølgelig også afhængig af Dansk Folkeparti og regeringens støtte til sin videre overlevelse. Måske det er derfor, at DR ofte er ukritisk i sin dækning af magten, samt så bange for sin egen skygge at man hele tiden undskylder sig selv – i hvert fald overfor Dansk Folkeparti?

Denne kritik er blot endnu en grund til, at det er så presserende at få oprettet et Center for Demokrati og Journalistik. For gennem et sådan kan vi sikre, at vores demokrati konstant udvikler sig, samt sikre, at dette også generationer frem over overlever – til fælles glæde.

For hvor vil vi være, hvis bestemte magthavere sikres mod kritik, hvad vil der så ske? Well, en ting er sikkert, nemlig at den situation er udemokratisk såvel som på sigt endog meget farlig. Dette fører nemlig til en ufejlbarlighedskultur, hvor man selv begynder at tro på, at man aldrig tager fejl. En udvikling regeringen og Dansk Folkeparti, som det fremgår, allerede har taget fat på med deres ofte konsekvente afvisning af enhver kritik.
Derfor: mere kritisk journalistik, tak – også overfor de siddende magthavere.

Afslutningsvis er det svært at undsige Dansk Folkepartis enorme succes – og det uanset, om man er imod den førte politik, eller om man sympatiserer hermed. Men uanset politisk standpunkt, er det uholdbart, når pressen ikke ‘går til’ dette for øvrigt ofte kritik-overfølsomme parti. F.eks. er det påfaldende, at et parti der ofte og gerne hylder ytringsfriheden, samtidig kvæler uenighed internt i partiet. Ligeså er det som nævnt påfaldende, at man hævder den lille mands interesser mod eliten, samtidig med at man selv tilhører denne elite.

Men det er svært at klandre Dansk Folkeparti for at slippe af sted med dette. Den kritik tilhører primært en ukritisk presse! Polemisk kan man nemlig spørge, om ikke Dansk Folkepartis opgave er at sikre mest muligt magt, som så kan omsættes til politisk indflydelse – med henblik på at gennemføre (åbenbart) ledelsens ideer? Også selv om prisen er, at markedspartiets ”bundlinje er dikrete afhængige af deres succes på vælgermarkedet, mens medlemmer er blevet uvæsentlige”…?

Derimod kan pressen klandres for ikke at ‘gå til’ partiet, der om nogen har vist vejen frem for markedspartierne!

Tim Knudsens artikel om Dansk Folkeparti som førende markedsparti kan for øvrigt læses i sin helhed her.

Reklamer

Entry filed under: Uncategorized.

Markedspartierne Nej tak til krigen mod terror!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Trackback this post  |  Subscribe to the comments via RSS Feed


Nalle Kirkvåg

Nalle Kirkvåg

Journalist, cand.comm. Og BA i pædagogik + BA i psykologi.

Ekstern lektor på Københavns Universitet, projektudvikler og kommentator. Er ekspert i kritisk journalistik, medier og presse.

Har som journalist bl.a. arbejdet for DR (P1 & P4), Nat & Dag, Jyllands-Posten, XFM og Tjeck Magasine.

juli 2009
M T O T F L S
« jun   aug »
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
2728293031  

Blogs I Follow


Bom & Bjerkes blog

- på opdagelse uden autopilot

%d bloggers like this: