Mere nej tak…til krigEN mod terror

24. august 2009 at 12:01 am 3 kommentarer

Som jeg tidligere har beskrevet her på bloggen, er der grøde i den amerikanske konflikt retorik. I februar udskiftede Obamas regering den misvisende betegnelse global war on terror (på dansk krigen mod terror) med den noget mindre mundrette overseas contingency operation.

Herhjemme kalder pressen stadig konflikten for krigen mod terror. Hvilket er både kritisabelt og risikabelt. Der er nemlig mange gode grunde til at overveje, hvad man kalder den omsiggribende og uens konflikt mellem forskellige religiøse, kulturelle, territoriale samt økonomiske interesser, der løbende finder sted. Men at der skulle være tale om en global krig – altså krigen mod terror, er decideret ukorrekt, som det vil fremgå af dagens tekst.

Her tæt på otte års dagen for 11. september, er der ikke mindst god grund til at genoverveje den danske betegnelse: krigen mod terror, der jo ligger i direkte forlængelse af den amerikanske betegnelse global war on terror, der i USA nu viseligt er udskiftet med den lidet mundrette betegnelse overseas contingency operation.

For den dansk presse kniber det desværre gevaldigt med at tage dette seriøst. Her fastholder man stædigt, at det altså hedder krigen mod terror – i bestemt form. Dette dilemma kommer jeg tilbage til, men først en tur rundt om historien samt nogle faktuelle tal om den nok så tragiske begivenhed for knapt 8 år siden…

I historikeren Søren Mørchs anbefalelsesværdige bog Store forandringer, slår han fast, at attentatet mod tvillingetårnene i New York, er blandt ”verdens hidtil største og mest vellykkede mediestunt”.
Ifølge Mørch var virkningen formidabel – såvel som uhåndterlig og grotesk. Dette skyldes, at USA’s offentlighed samt regering disponerede deres reaktion ud fra det mediebillede, det lykkedes attentatmændene at konstruere – og ikke ud fra en opgørelse over eller analyse af, hvad der rent faktisk var sket.

Mediebilledet efter attentatet d. 11. september gav, for en periode i hvert fald, de fleste amerikanere mindelser om angrebet på Pearl Harbor i 1941. Samtidig var mediedækningen så massiv, at det producerede en forestilling om, at angrebet var alle vegne, idet de følelsesmæssige stærke tv-billeder blev bragt igen og igen og igen… Dette var selvfølgelig ikke tilfældet, overfaldet var allerede overstået selv samme morgen. Men med den massive og allestedsnærværende mediedækning føltes det som om, at det bare blev ved og ved.

Selve attentat mod tvillingetårnene i New York var den helt afgørende bestanddel i begivenhederne d. 11. september. For mens angrebet mod Pentagon samt det fjerde flys mislykkede mission samlet set(!) var af liden betydning, fandt attentatet i New York sted på et enkelt og geografisk afgrænset sted. Også på den måde var attentatet, som Mørch noterer sig, ”eminent godt tilrettelagt, hvad enten det skyldtes held, dygtighed eller et sammenfald af omstændigheder”.

World Trade Center var allerede forinden etableret som ikon på den globalisering, neoimperialisme, materialisme samt vestlig kapitalisme, som den reaktionære og antimodernistiske Bin Laden hævder at bekæmpe. Desuden havde tvillingetårnene i sig selv en nærmest mytisk status, idet en islamistisk gruppe i 1993 havde forsøgt at sprænge disse i luften. Dengang kostede det 5 mennesker livet, men altså ingen nævneværdig skade på bygningen. Ironisk nok, hvis det må være tilladt med lidt ironi i en så alvorlig sag som 11. september, ja så øgedes sikkerheden faktisk pga. dette attentat. Dengang konstaterede man nemlig, at nødbelysningen i tårnene var alt for dårlig, hvorfor det tog hele to timer alene at evakuere Nordtårnet. Denne fejl blev nemlig siden rettet, hvilket reddede mange menneskeliv otte år efter i 2001.

Ved attentatet 11. september døde i alt 2.603 personer i og ved tårnene – heraf 341 brandmænd, 60 politier samt 10 ambulancefolk. Disse katastrofens mange bekæmpere var nærmest en ekstra bonus for bagmændene. Desværre var deres død helt unødig. Grunden til, at så mange redningsfolk m.fl. døde, var bl.a. fordi, at deres kommunikationsudstyr ikke virkede pga. offentlige budgetbesparelser – ikke mindst grundet Bush regeringens nedskæringer i de offentlige budgetter, så der blev råd til skattelettelser til landets rigeste 10%.

Ud de mange mennesker, der opholdt sig i tårnene ved attentatet, døde ca. 15 % – i alt 2.192 personer, mens hele 16.000 mennesker blev reddet ud af tårnene, ikke mindst pga. den forbedret nødbelysning. Det var selvfølgelig alt, alt for mange menneskeliv, der dér gik tabt. Men sammenlignet med, hvad der f.eks. årligt dør i trafikken på USA’s ofte usikre veje, var det ikke voldsomt mange menneskeliv, der ‘røg i svinget’ den dag.

Følgerne af 11. september har altså været langt større, end de tab der var direkte forbundet med de, selvfølgelig, modbydelige politiske handlinger, der fandt sted den pågældende dag. Tusind gange flere mennesker har siden måtte flygte fra deres hjem – inkl. til Danmark, hvor de jo ikke ligefrem synes velkomne. Millioner af mennesker er siden blevet voldsomt traumatiserede, samt har fået plantet hadet i sig pga. krigen mod terror. Og betydeligt flere mennesker har siden mistet livet, end dem der dengang blev dræbt på den skæbnesvangre efterårsdag i New York – ikke mindst grundet den efterfølgende invasion af det Irak, der intet havde med 11. september at gøre.

At sammenligne attentatet mod tvillingetårnene i USA d. 11. september med et militært angreb – endsige krig – er selvfølgelig helt ude i hampen.
Men med Bush regeringens retorik om angreb, fjende og krig mod terror – frem for overfald, forbrydelse og mordere blev det skete bragt aldeles ud af proportion, samt vanskeliggjorde en klar og gennemskuelig målsætning for, hvad der videre skulle ske. Med betegnelsen krig gjorde man altså forbrydere til fjender.

Når det ikke konkret er muligt at angive hvem, der er fjenden, er det nemlig heller ikke muligt at konstatere, hvornår man har besejret modstanderen – såvel som vundet krigen. Kampen bliver dermed en krig mod vindmøller… Den amerikanske regering lod dermed sin politik definere af en bande forbrydere, der hævede at ville bekæmpe den amerikanske regering.

Uanset om det var Bin Laden og hans selvudnævnte organisation Al-Qaida, der stod bag attentatet, eller det bare var et slags reklametrick, anføreren selv havde fundet på, så forærede amerikanerne ham og hans støtter mere, end han selv i hans vådeste drømme nogensinde kunne have ønsket sig. Hermed blev Bin Laden og Al-Qaida gjort til den store vinder! Specialt i den såkaldte muslimske verden er Bin Laden og hans ubestemmelige og ubestemte netværk i dag heltene, der, som Mørch formulerer det, ”sved selve den imperialistiske tigers knurhår”.

Dette er gået hårdt ud over ikke mindst befolkningerne i Afghanistan og i Irak, hvor millioner af mennesker siden har mistet livet samt deres livsgrundlag og deres bolig. Ligeledes er ca. 15 millioner mennesker i dag flygtninge fra den grusomhed, også denne krig har skabt…især for civilbefolkningen. Også USA og dets allierede er blevet ramt – herunder Danmark. Herhjemme har krigen kostet i hvert fald et dusin soldater m.fl. livet, ligesom konflikten har invalideret endnu flere psykisk og fysisk. I USA er tallet mange gange højere. Og de økonomiske omkostninger tør jeg slet ikke tænke på. Hvad dét beløb ikke kunne have finansieret af sygesikring i USA – samt af sikkerhed i hele resten af verden, tør jeg næsten ikke forestille mig.

Samtidig er verdens sikkerhed blevet betydeligt ringere, ligesom retssikkerheden i de berørte lande er indskrænket og forringet – alt sammen i krigens hellige navn. Om det var gået anderledes, havde den daværende amerikanske regering ikke overreageret, er selvfølgelig svært at vide. Men mon ikke?

Indiskutabelt har det efterladt konfliktens parter med den besværlige opgave, at komme ud af og væk fra krigsretorikken samt at få rangeret den fundamentalistiske islamiske terror ind på den plads, hvor den hører hjemme – nemlig på linie med bandekriminalitet.

Alligevel fastholder dansk presse den antikverede og farlige betegnelse krigen mod terror. F.eks. kan man i Horisont på P1 stadig høre om krigen mod terror – her brugt i forbindelse med konflikten i Pakistan. Dette på trods af Horisont på P1’s påstand om, at man med programmet ønsker at ”gå et spadestik dybere” samt opnå ”yderligere nuancering”.

Jeg kontaktede derfor redaktionen på Horisont på P1 for at høre, hvorfor denne fastholder en betegnelse, der er såvel ideologisk inficeret samt potentielt farligt og i hvert fald dybt unuanceret. Desværre kom der ikke meget ud heraf. Svaret var, at fordi man ”politisk vælger at skifte en betegnelse ud med en ny er (…) ikke i sig selv et argument for, at vi som journalister skal gøre det samme. For os er det vigtigt, at alle ved, hvad vi taler om i vore programmer. Og derfor kan det være en fordel at holde fast i en tidligere betegnelse, som vi har gjort i dette tilfælde”. Sådan ser Horisont på P1’s redaktør, Charlotte Harder altså på den sag.

Dette svar stillede mig ikke helt tilfreds, hvorfor jeg igen kontaktede redaktionen. Svaret var nu, at ”vi [skal ] selvfølgelig altid gøre os umage for at præcisere, hvad vi taler om i det konkrete interview eller indslag. Når vi bruger dette udtryk handler det på ingen måde om særlige politiske sympatier eller andet”.

Men som allerede beskrevet, tager Horisont på P1’s redaktør Charlotte Harder fejl. Og nej, jeg beskylder selvfølgelig ikke hende eller resten af redaktionen for at være specialt anti-islamiske. Men det er selvfølgelig ikke ligegyldigt, hvad man kalder en konflikt – slet ikke, hvis italesættelsen er med til at øge konflikten, sådan som det er tilfældet i denne sag!

F.eks. er Hamas og Al-Qaidas politiske kamp vidt forskellig, også selv om begge parter er hengivne krigere for Allah – i hvert fald i deres egen forståelse. Ifølge Reza Aslan, assistant professor på University of California samt mellemøst-analytiker, kæmper Hamas for et konkret mål (en Palæstinensisk stat). Al-Qaida kæmper derimod for kalifatet – en i deres forståelse slags himmel på jord.

Dette forklarede Aslan, af alle steder, i The Daily Show i april, hvor han var forbi for at reklamere for sin nye bog (How to win a cosmic war). Samt altså forklare hvorfor det er tåbeligt at putte Al-Qaida i samme kategori som f.eks. Hamas, hvilket skete med betegnelsen global war on terror. Samt stadig sker med krigen mod terror.

Heldigvis har den nuværende amerikanske regeringens forstået dette. Dennes toprådgiver ud i kontraterrorisme, John Brennan, understregede da også pointen, da han d. 6. august holdt sin første offentlige tale. Ifølge ham var det en betydelig fejl, da Bush’ regering valgte at kalde kampen mod bl.a. Al-Qaida for netop the war on terror.

Terrorisme er blot en taktik anvendt til at opnå et mål, som i tilfældet Al-Qaida handler om at opnå global dominans gennem et islamisk kalifat”, fortæller Brennan til Information. Ifølge Brennan er ”terrorismen derfor ikke en strategi, så hvorfor skulle en stor og magtfuld nation som USA lade sit forhold til en milliard muslimer verden rundt defineres af en lille gruppe muslimers snæversynet had og nihilistiske aktioner”?

Det samme kan vi i Danmark spørge om. I dansk presse bør vi selvfølgelig også overveje, hvordan vi italesætter en kompliceret og omfattende konflikt mellem en række forskellige holdninger til og interesser overfor verdens mulige fremtid. I dansk presse kaldes konflikten stadig konstant for krigen mod terror. Hermed lægger man sig – bevidst eller ubevidst, på linie med den afgåede Bush’ regerings ideologiske tænkning om en global krig mod religiøse interesser.

For John Brennans pointe er netop, at ved at fastholde en særlig italesættelse af konflikten, giver man indtryk af, at vi ”er i konflikt med resten af verden. Til sidst blæser det Al-Qaida op til at være en ekstremt velorganiseret enhed, der kan erstatte suveræne nationer med det globale kalifat – og intet kunne være mere usandt”. Hvilket jo også er historikerens Søren Mørchs pointe.

Brennan var tidligere næstkommanderende i CIA – under George W. Bush. Den gang talte han dog ikke det fjerneste imod den globale krig mod terror. Forhåbentlig betyder det ikke, at hans udtalelser er lig med ren opportunisme og karrieresikring. Men det rejser dog spørgsmålet, sådan som Martin Burchart er inde på i artiklen i Information d. 8. august, om der med ændringen i sprogbruget alene er tale om en taktisk og retorisk politisk manøvre, eller om der vitterlig er tale om en ny politik. Dét må tiden vise. Men alene det at gå væk fra den tåbelige betegnelse global war on terror, er i det mindste et fremskridt i sig selv.

Nu mangler vi blot, at dansk presse – Horisont på P1 inklusiv – også finder ud af, at dette skift allerede har fundet sted…i USA i hvert fald.
Også før nævnte Reza Aslan, finder, at betegnelsen global war on terror er direkte kontraproduktiv i forhold til bekæmpelse af den terror, de fleste af os selvfølgelig tager afstand fra. Dette forklarede Aslan som nævnt i The Daily Show. Og hvor er det dog beskæmmende, at det er i et satireprogram som The Daily Show, man skal opleve et i dette tilfælde bedre og mere kritisk informationsniveau, end det oftest er muligt på public service stationerne DR og TV2.

Hvorfor er det mon tilfældet?

Ovenstående understreger blot, at der er god brug for et Center for Demokrati & Journalistik, der kan sikre en kritisk journalistik. Så kan vi nemlig også diskutere, hvordan vi løbende (selv)kritisk forholder os til vores egen rolle som journalister og formidlere, når vi er med til at sætte dagsorden i dette vores fælles demokrati.

Er du interesseret i at følge med i denne blog,tryk her for abonnement. Når du har aktiveret linket, skal du blot skrive din email adresse. Kort herefter modtager du en mail, hvor du skal bekræfte, at du vil modtage de nye indlæg på din mail. Hvilket så fremover vil ske helt automatisk…

Reklamer

Entry filed under: Uncategorized.

Hvorfor særlig støtte til Radio 100FM? En undersøgelse viser…

3 kommentarer Add your own

  • 1. Rune  |  24. august 2009 kl. 6:27 pm

    Ironisk at New Speak Centret, Kritisk Journalistik, selv er så åbenlys urigtig og politiserende i sine indlæg. Læg mærke til nedenstående indlæg hvor skattelettelser angives som direkte årsag til døde brandmænd:”Grunden til, at så mange redningsfolk m.fl. døde, var bl.a. fordi, at deres kommunikationsudstyr ikke virkede pga. offentlige budgetbesparelser – ikke mindst grundet Bush regeringens nedskæringer i de offentlige budgetter, så der blev råd til skattelettelser til landets rigeste 10%.”

    Angrebet fandt sted 11/9 2001. Bush indtog sit embede d. 20 Januar 2001. Er Centret venligst at angive 1) hvilke skattelettelser der blev indført mellem 20. januar og 10. september 2001 og 2) angive at brandvæsenets budgetter blev skåret samt 3) angive kilde til at nyere radio-udstyr ikke fungerede grundet førnævnte budgetbesparelser?

    Svar
    • 2. Nalle  |  25. august 2009 kl. 12:02 pm

      Hej Rune

      Det er selvfølgelig ok. at være uenig. Men ideen med denne blog er, ud over at arbejde for et Center for Demokrati & Journalistik, at sikre en god debat – inkl. med dem, der mener noget andet, end jeg gør.

      Hvilket du jo tydeligvis gør.
      Og det er selvfølgelig ok. Men hvis dine meninger skal have relevans her, bedes du venligst respektere uenighed.

      Kilden til nedskæringerne er historikeren Søren Mørch.

      Jeg vil desuden nævne den republikanske borgmester Giuliani, der var ved magten i New York fra 1994-2002. Han var en betydelig tilhænger af lavere skatter. Så jeg vil antage, at nedskæringerne også kom herfra fra.

      Jeg kan desuden henvise til Naomi Kleins bog “The Shock Doctrine”, der indgående dokumenterer, hvordan Bush regeringen umiddelbart efter denne var indsat, straks gik i gang med en lang række besparelser på en lang række offentlige budgetter, samt etablerede en omsiggribende privatisering.
      Dette skete bl.a. for at sikre, at skatten for de rigeste 10% af USA’s befolkning blev reduceret.

      Svar
  • 3. Rune  |  25. august 2009 kl. 6:48 pm

    Jeg protesterede bare mod dit stærkt polemiske og usaglige indspark hvor du sammenkædede skattelettelser med døde brandmænd.

    Dit argument kan man så føre videre ud i det absurde og argumentere for at alt dårligt skyldes at der er fjernet så meget som en krone fra de offentlige kasser.

    En pædofil misbruger en pige? Tja, hvis vi ikke havde skattelettelser så ville politiets budgetter være uendeligt store og så ville han være stoppet i tide.

    Et offentligt IT projekt forsinket? Tja, uden skattelettelser kunne milliarder eksterne konsulenter marchere ind.

    En dårlig dag? Hvis det ikke var for skattelettelser ville vi have paradis på jord!

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Trackback this post  |  Subscribe to the comments via RSS Feed


Nalle Kirkvåg

Nalle Kirkvåg

Journalist, cand.comm. Og BA i pædagogik + BA i psykologi.

Ekstern lektor på Københavns Universitet, projektudvikler og kommentator. Er ekspert i kritisk journalistik, medier og presse.

Har som journalist bl.a. arbejdet for DR (P1 & P4), Nat & Dag, Jyllands-Posten, XFM og Tjeck Magasine.

august 2009
M T O T F L S
« jul   sep »
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
31  

Blogs I Follow


Bom & Bjerkes blog

- på opdagelse uden autopilot

%d bloggers like this: