Introduktion til kritisk journalistik

27. februar 2010 at 12:12 pm 5 kommentarer

Hvad er kritisk journalistik? Dette spørgsmål følger ret tit, når betegnelsen kritisk journalistik bringes på banen. For hvad betyder det præcist at være kritisk, hvordan praktiseres dette, samt hvilke krav må stilles, før der kan være tale om kritisk journalistik?

I dette blogindlæg kan du netop læse om og få svar på ovenstående spørgsmål. Her diskuteres research, at overdrivelse ikke fremmer forståelsen, dokumentation, krav om svar på det stillede spørgsmål, krav til sproget samt om journalistisk begejstring og indlevelse.

Første del omhandler, hvad der sker, når man på redaktionen skal beslutte, om en historie skal dækkes eller ej, samt hvorfor den evt. skal dækkes. Samtidig deler jeg her mine overvejelser om de journalistiske metoder og den praksis, der ligger bag tanken om kritisk journalistik.

Den grundlæggende ide med kritisk journalistik er at sikre og øge borgernes demokratiske muligheder for så frit som muligt at handle og agere i hverdagen. Idealet er, at nyhedsmedierne er med til sikre dette. For skal man kunne handle og agere blot nogenlunde frit i et demokratisk samfund, kræver det, ud over en vis økonomisk formåen, adgang til viden og indsigt, så man kan tage aktiv stilling og beslutte begavet herefter. Og den viden og indsigt skal nyhedsmedierne være med til at levere.

Samtidig er kritisk journalistik et koncept, der gerne skal blive præmissættende, sådan at der gennem daglig journalistisk praksis sættes en mulig anderledes dagsorden. Dette sker bl.a. ved at formidle med fornævnte vidensgenerende og indsigtskabende praksis for øje.
Det er f.eks. værd blot at tænke over, hvor anderledes VKO-beslutningen om Irak-krigen kunne være blevet, hvis påstanden om masseødelæggelsesvåben – såvel som eksport af demokrati og fred til det irakiske folk – reelt var blevet efterprøvet af mainstreamnyhedsmedierne, inden et lille parlamentarisk flertal besluttede at gå i krig… Dette havde dog fordret, at pressen reelt agerede som dén fjerde statsmagt, journalister og redaktører ellers elsker at tale om ved enhver festlig stund.

Konkret må det, hvis man vitterlig ønsker at være denne ofte omtalte fjerde statsmagt, føre til en række uundgåelige krav til nyhedsmedier og journalister.
For en journalistik, der har til henblik at øge borgernes aktive handlemuligheder i demokratiet, fordrer nogle grundlæggende kriterier for, hvordan journalistikken skabes, formidles og i det hele taget tænkes.

Dette er bl.a.:

  • krav om dokumentation
  • krav om svar på det stillede spørgsmål
  • valg i forhold til, hvilke interesser journalistikken skal varetage
  • kritisk tilgang overfor magthaverne
  • at udgøre et muligt alternativ til den på bjerget for tiden herskende orden
  • krav til sproget

På ethvert medie er den journalistiske proces desuden opdelt i en række faser:

  1. Beslutning – hvorvidt man vil bringe en historie..eller ej
  2. Fremstilling
  3. Det færdige produkt
  4. Et samfundsmæssigt niveau

På det niveau, hvor man på redaktionen beslutter, hvorvidt en historie skal dækkes eller ej, samt hvorfor og hvordan den evt. dækkes, skal der tages stilling til, om historien er relevant i forhold til det pågældende medies overordnede målsætning. For kritisk journalistik er målet jo øget indflydelsen for borgernes eget liv og levned. Som sagt kræver det adgang til viden og indsigt, så man kan tage aktivt stilling og beslutte begavet herefter. Det vil sige, at for kritisk journalistik er relevans altid styrende for, om en historie skal bringes…eller ej!

Dette fører til et delvist opgør med nyhedskriteriernes krav om sensation og konflikt, der netop ikke er fordrende for borgernes øgede handlemuligheder. Når et sådan opgør er nødvendigt, skyldes det ikke mindst nyhedskriteriernes nærmest konstante fokus på konflikt. Men konflikter bør alene dækkes, hvis der faktisk er tale om en relevant konflikt. Er det tilfældet, skal denne selvfølgelig belyses. Konflikten i sig selv skal dog ikke forstærkes.

Desuden er det målet at tage et opgør med den gængse praksis om konstant jagt på døgnets nye nyheder. Når det forhåbentlig bliver muligt at oprette et Center for Demokrati & Journalistik, hvor målet bl.a. er at eksperimentere med og forske i kritisk journalistik, bliver det her muligt at arbejde med en række temaer og emner, der sættes kontinuerligt til debat.
Som eksempel er demokrati løbende relevant at dække; altså:

  • hvad mener vi egentlig, når vi siger demokrati
  • hvad vil det sige at være demokrat?
  • kan man kalde det demokrati, hvis alene 30 % af borgerne stemmer ved valgene?
  • kan demokrati og krav om et ’frit marked’ på sigt fungere sideløbende?

Opsummerende vil udvælgelsen af, hvad der skal bringes af historier, indenfor kritisk journalistik som nævnt være styret af relevans, relevans og atter relevans. Dette også fordi tanken bag kritisk journalistik er en overordnet målsætning om inkluderende, demokratisk samfundsdeltagelse. Og det er denne målsætning, der er styrende for, om noget er relevant eller ej.

Når beslutningen om, at en bestemt historie bringes, er taget, er der en række nye overvejelser, der skal gøres, nemlig i forhold til, hvordan historien fremstilles.

Andet del omhandler research og dokumentation. For at der kan produceres kritisk journalistik, skal en række præmisser nemlig opfyldes. Disse er:

  • Research
  • Krav om dokumentation
  • Krav om svar på det stillede spørgsmål
  • Opgør med at overdrivelse fremmer forståelsen
  • Sprogkrav
  • Begejstring

Research er helt afgørende. Forudsætningen for kritisk journalistik er nemlig, at journalisten har nødvendig viden om historien, samt at man har styr på data. Alt sammen forudsætter det adgang til velfunderet, grundig research. Det bør derfor være et krav, at ethvert seriøst nyhedsmedie har adgang til en veludbygget researchafdeling.
Hertil kan knyttes forskningsbibliotekarer, statistikere, akademikere og andre fagfolk. Deres opgave er dels at have tilbundsgående viden om og erfaring med research. Men disse skal desuden være eksperter/specialister inden for deres felt, således at den nødvendige viden om politik, jura, statistik, økonomi, historie, psykologi, pædagogik mv. er samlet under et tag. Researchafdelingens konkrete opgave er dels hurtigt at skaffe faktuel viden om, optimalt set, enhver historie, der arbejdes med for tiden.

Researchafdelingens opgave er desuden at validere parts- og ekspertkilders udsagn. Dette dels i forhold til aktuelle udsagn og standpunkter, dvs. at tjekke om oplysningerne er korrekte, om der er overensstemmelse mellem tidligere og nuværende udtalelser samt forudsigelser mv.
Dette ikke mindst fordi journalister og nyhedsmedier udfordres af virksomheder, pr-bureauer, ministerier og partier, div. interesseorganisationer m.fl. Alle har de et apparat til produktion af viden og undersøgelser, til produktion af påstande om verdens indretning samt ikke mindst at understøtte lige netop deres interesser. Alt for ofte tager journalister disse oplysninger eller påstande for pålydende. Dette kan selvfølgelig (bort)forklares med, at på de fleste redaktioner er der sjældent tid til egentlig research. Dette kan dagligt opleves på DR’s TV- og Radioavisen samt TV2 Nyhederne, hvor det nærmest er standard at researche for åben skærm.

En anden trend er de mange solo historier, som nyhedsmedier synes så glade for. Her hyres oftest et såkaldt analyseinstitut til at ringe rundt og stille spørgsmål. Seneste dårlige eksempel er DR’s såkaldte forsøg på at undersøge og debattere, hvorvidt ”debatten om det største mindretal i Danmark [bygger] på myter og fordomme”. Denne debat, lovede DR, skulle ”tilføre debatten flere fakta” samt ”inspirere til løsninger”. Desværre valgte DR igen den billige model og hyrede et såkaldt analyseinstitut til at undersøge danske muslimers holdninger til bl.a. ytringsfrihed, demokrati og korporlig afstraffelse af børn.
Desværre ringede ‘analyseinstituttet’ kun til 523 personer, hvilket er dybt useriøst, idet en sådan ‘undersøgelse’ ikke er repræsentativ. Havde DR nu haft sin egen velfungerende researchafdeling, ville man næppe have lavet en så, statistisk set, tåbelig fejl.

På sigt er det håbet, at et Center for Demokrati og Journalistik kan oprette et videnskabeligt velfunderet researchcenter, som andre dele af pressen kan købe research fra. Hermed kan det sikres, at man rent faktisk får valide data, samt ikke får udført useriøse ‘undersøgelser’ om dette og hint.

Krav om dokumentation, som det også er researchafdelingens opgave at sikre, omhandler som nævnt om kravet at sikre, at der er overensstemmelse mellem kilders udtalelser og så fakta. Disse krav skal dog stilles såvel til kilden som til journalisten og selve mediet.

I forhold til kilder må der (i forlængelse af research) som minimum skelnes mellem deskriptive og normative fremstillinger. Det er journalistens opgave at sikre, at kilden kan skelne mellem disse to afgørende forskellige niveauer. For skelnes der ikke, mudres debatten, hvorved det for modtageren kan være svært at gennemskue, om der tales ud fra et deskriptivt standpunkt (jeg/vi ved…) eller et normativt standpunkt (jeg/vi mener…).
Det er her at kravet om, at kilden skal kunne dokumentere sine påstande, kommer ind. Og det skal research altså være med til at sikre.

Et klassisk eksempel på en udokumenteret påstand er det fortløbende krav om strengere straffe med henvisning til det udefinerbare begreb ”retsfølelsen”. Som eksempel herpå kan Peter Skaarup (O), der er formand for Folketingets retsudvalg, nævnes. Stillet overfor omfattende forskning som dokumenterer, at straf netop ikke virker kriminalitetsbekæmpende, fastholder Skaarup alligevel målet om mere straf. For Skaarup ”tror ikke på den forskning. Konsekvens har altså en effekt, det tror jeg på” (Information d. 13/8-08).

Ifølge professor i retssociologi Flemming Balvig er området dog ”nok den del af samfundsvidenskaben, vi ved mest om”. Og det vil altså sige, at fagkundskaben tror ikke, nej de ved, at straf ikke giver mindre kriminalitet. Hvilket et blik på bl.a. Nørrebros gader tydeligt dokumenterer. I den forbindelse kan jeg for øvrigt henvise til, at når såkaldte almindelige mennesker fungerer som lægdommere, ja så dømmer disse ofte mildere end de professionelle dommere. Spørgsmålet er derfor, hvordan stemmer det lige overens med de så ofte påståede krav om mere straf?

Desværre er Skaarups påstand eksemplarisk for tidens politiske debatniveau, hvor det ikke findes nødvendigt at argumentere for sin sag endsige debattere med udgangspunkt i fakta. Men hvor det er selvfølgeligt, at en politiker blot insisterer på sine synspunkter, er det derimod nyhedsmediernes opgave at sikre demokratisk funderet debat. For kun ved at ”yde (selv)kritiske bidrag til vedligeholdelse af en offentlig fornuft, kan medierne legitimere deres udøvelse af redigerende magt” (1). Hvilket en velfungerende researchafdeling bl.a. kan sikre.
Og dét er kritisk journalistik!

På den måde kan der konsekvent stilles dokumentationskrav til kilderne. Til både ekspert- og partskilden bør selvfølgelig gælde, at journalisten automatisk spørger: Hvor ved du det fra, eller hvordan kan du dokumentere det.

Det bør desuden være et krav, at kilder dokumenterer/udfordres på, om der i det hele taget foreligger et problem. Et eksempel herpå var debatten i 2008 om burkaklædte dommere, som regeringen og Dansk Folkeparti, med en lang række mediers hjælp, spandt til, at dommere nu kunne dømme iklædt et tørklæde som religiøst symbol.
Og det på trods af, at Domstolsstyrelsen netop havde konkluderet, at der ikke var noget problem. Eksemplet tjener derfor som krav til, at partskilder udfordres, også når de fremfører f.eks. symbolpolitik. For hvorfor lovgive, når der ikke er et problem? Men den form for journalistik kræver selvfølgelig velfunderet research!

Også til journalisten og nyhedsmediet er der krav om dokumentation.
Dette for at journalister og nyhedsmedier sikrer, at der benyttes kilder, der evner at dokumentere deres påstande. Samt at man ikke benytter kilder, der blot udtrykker holdninger, der er på linje med det pågældende nyhedsmedie, med mindre der altså foreligger dokumentation for udsagnet.

Ligeledes bør man have for øje, om der benyttes kilder, der (nu som tidligere) ikke har deres dokumentation i orden. Det er følgelig journalisters opgave at være kritisk overfor alle ekspertudtalelser, idet det ikke nødvendigvis kan forventes, at disse har deres dokumentation i orden. Sådanne såkaldte eksperter bør som udgangspunkt ikke få adgang til nyhedsmedier, med mindre de interviewes om deres udtalelsers manglende dokumentation.

Kilder:
1: Anker Brink Lund: Mediedebat som politisk mantra – fra Henrik Kaare Nielsen & Finn Horn: Kritik som deltagelse.

Tredje del omhandler krav om svar på det stillede spørgsmål samt om, at overdrivelse ikke fremmer forståelsen.
Som så mange andre er også jeg træt at, at professionelle partskilder (politikere, bank-økonomer m.fl.) i pressen ikke svarer på det stillede spørgsmål. For faktisk bør praksis være, at med mindre kilden reelt svarer på spørgsmålet, så bringes dennes udtalelser ikke. Hermed er det reelt journalisten/nyhedsmediet – og ikke kilden, der bestemmer, hvad der bringes. Altså en form for tilbageerobring af udtaleretten, om jeg så må sige…

Men alt dette stiller store dog krav til praksis. Med et Center for Demokrati og Journalistik kan en sådan forhåbentlig etableres, så alle journalister faktisk lærer at fastholde den interviewede, indtil denne svarer, eller indtil kilden eksplicit nægter at svare, hvilket selvfølgelig er dennes ret. Her ville man også kunne lære, at hvis kilden eksplicit nægter at svare, f.eks. ”det ønsker jeg ikke at udtale mig om”, kan dette svar såmænd fint bringes, samt udfordres med bl.a. et spørgsmål som, ”hvorfor ønsker du ikke at udtale dig om…” osv.

Efter at have genlæst ovenstående, tænker jeg, at det her er da fuldstændig logisk og indlysende, det lærer alle journalister da allerede på uddannelsen. Så hvorfor overhelehovedet skrive den slags, vil den kvikke læser måske med rette spørge? Desværre er svaret, at selv om ovenstående er aldeles logisk og indlysende, er det ikke gængs praksis at fastholde kilden på, at denne rent faktisk skal svare, ellers bringes svaret ikke. Lyt f.eks. blot til et par af dagens radioaviser, så vil du høre, hvad jeg mener. Den samme kritik kan desuden rettes mod TV2 Nyhederne og TV-Avisen samt en lang række dagblade mv.

Desværre kniber det med forståelsen for nødvendigheden af at ændre praksis. Det viser bl.a. en artikel i Journalisten, hvor man kan læse, at det ”[aldrig] har været nemmere for kilderne at sno sig uden om de kritiske spørgsmål på radio og i tv. Radioavisens journalister researcher for åben mikrofon, og på TV-avisen magter værterne ikke at udfordre gæsterne i studiet”. Ifølge artiklen skyldes det, at man ”for at spare på redigeringstid og for at øge autenciteten sætter værterne til at interviewe live”.

Kritikken afvises dog af TV-avisens chef, Susanne Hegelund – med en automatik typisk for journaliststanden og for chefredaktører. Susanne Hegelund ”ser det ikke som noget akut problem”, idet hun hævder, at ”TV-avisens seere i dag har større forventninger til, at et interview glider”. Hvor hun ved det fra, fremgår dog ikke af artiklen.

Egentlig kan det undre, at især det 100 % public service funderede mediehus DR ikke overgår til en kritisk journalistisk praksis, hvor man f.eks. sikrer svar på stillede spørgsmål. For i DR er man jo ikke afhængig af indtjening, hvorfor man netop har muligheden for at gå i front.

Og der er måske en mulighed for (om ikke andet en åbning overfor) et radikalt kursskift, altså at kræve reelle svar på stillede spørgsmål.

Denne optimisme bygger jeg på DR’s programproduktionsdirektør Mette Bocks nylige læserbrev, hvori hun bl.a. skrev, at det vil ”være en stor lykke, hvis vi turde lade det kritiske søgelys oplyse vore egne redaktionsgange og direktionslokaler”. Så nu er det bare om at komme på banen, Mette Bock/DR!
Og du/I mailer (nallekirk@gmail.com) bare, hvis der er brug for støtte og hjælp i den ofte sværere omstillingsproces.

Det andet fokuspunkt for dagens blogindlæg er en klassiker, nemlig brugen af overdrivelser.

Såvel i egentlig spidsvinklede historier som i overskrifter og på spisesedler, er det gængs praksis at overdrive…for at tydeliggøre pointen, hævdes det ofte.
Men overdrivelse fremmer ikke forståelsen! Et af mange mulige eksempler herpå er fra et år siden (d. 20/5-08), hvor BT på dagens spiseseddel annoncerede, at ”Topcheferne har fået nok – stress er klynk”. Inde i bladet viste det sig dog hurtigt, at ”Topcheferne” var reduceret til ”en af landets mest succesrige erhvervs-bosser, forhenværende TV2-chef Per Mikael Jensen”, der ”uden omsvøb” omtaler stress som et ”modefænomen”.

At der var tale om overdrivelse, viste sig i selve artiklen, idet der her ikke var belæg for, at stress er klynk. Samtidig undrede det mig såre, at en person, der som chef for TV2 skabte et trecifret millionunderskud, kan være ”en af landets mest succesrige erhvervs-bosser”?
Desuden sås der i artiklen bort fra det på arbejdsmarkedets stigende arbejdspres, hvor der er fortløbende fokus på øget produktivitet. Dette pres har følgelig ført til bl.a. stress, også pga. betydelige omlægninger i organisationskulturen, som det selvfølgelig tager tid at omstille sig til. Hvilket er svært for mange, når der samtidig hele tiden er krav om produktivitetsforbedringer.

Alt dette kom artiklen dog ikke ind på. Måske fordi den mestendels var en omtale af samt indirekte reklame for en bog skrevet af Per Mikael Jensen? OK, herregud tænker man måske…og hvad så? Men ovenstående er blot ét eksempel på, hvordan overdrivelser fordummer debatten. Problemet med overdrivelse, der også er en konsekvens af den stigende kommercialisering af pressen, er, at det bidrager til yderligere konflikt og modsætninger de involverede parter imellem.

Dette er grundlæggende et demokratisk problem, idet denne type journalistik underbygger modsætninger og afstande mennesker imellem.

Samtidig skader overdrivelser såvel journalister som pressens i forvejen ringe agtelse i befolkningen, samt medvirker til at fastholde en del mediers ligeledes ringe troværdighed.
Frem for overdrivelser bør vi som journalister tværtimod sikre en så præcis som mulig fremstilling af verden, hvilket bl.a. fører til en række krav til sproget.

Fjerde del omhandler da også om netop krav til sproget – samt glæden over journalistik.
Sproget er journalistens egentlige værktøj. Og det uanset om man producerer til den trykte presse, til radio eller tv. Det er altså ikke ligegyldigt, hvordan vi som journalister formulerer os. Dette og mere til kan du læse om i dag, hvor den også står på politikere, der lover og lover, roe-polakker samt førstegenerationsdanskere.

Med kritisk journalistik er målet at skabe overensstemmelse mellem det, der menes og det, der siges – dvs. præcision i sproget. Dette finder sted på to niveauer:
1. Er det rigtigt, hvad der siges?
2. Hvad er konsekvenserne af det, der siges?

På niveau 1 er en sproglig klassiker f.eks. løftet fra politikeren, der lover handling i en sag. Dette ses især indenfor kampagnejournalistik, hvor en ulykke har ramt et eller andet menneske, hvilket levende og detaljeret beskrives. Herefter kommer en politiker og lover, at nu skal der sandelig også ske noget, og hvor er det dog også for galt.

Et konkret eksempel herpå er DR’s Aftenshowet, der dækkede en historie om en stakkels femårig pige, der var blevet ”skambidt af hunde”. Den første dag blev sagen omtalt i detaljerede vendinger, mens en politiker dagen efter selvfølgelig lovede lovstramninger.

Men selv om alle i den konkrete sag kan blive enige om, at det er en rigtig dårlig ide, at fem årige piger, samt alle andre for den sags skyld, bliver bidt af bl.a. hunde, er den slags journalistik ‘en gratis omgang’ til den interviewede politiker. For vi ved faktisk ikke, om politikeren rent faktisk handlede på sit løfte. Det behøves nemlig ofte ikke, for de færreste journalister tjekker alligevel sjældent, om løfterne også indfries.

Dette er grundlæggende et demokratisk problem.
For med mindre kommunikationen mellem pressen og brugerne/borgerne, finder sted som ”opfordring til en fælles aktion eller forandring af verden, er den en ’ikke-kommunikation’ og dermed også uden tilstrækkelig skarp sandhedsmulighed” (1). Det er netop her kritisk journalistiks insisteren på, at lytteren skal have mulighed for at blive klogere, viser sit potentiale. For det at kunne handle og agere optimalt i det demokratiske samfund forudsætter grundlæggende viden herom.
Krav om præcision i sproget er med kritisk journalistik altså også et forsøg på at sikre, at der er overensstemmelse mellem det, der loves og det, der sker.

Målet med en sådan journalistik er jo, at frem for at uddybe kløfter og forstærke modstandssynspunkter, er målet at skabe et potentielt møde mellem holdninger, ideer og positioner, således at nyhedsmediebrugeren reelt oplyses.
Dette kaldes også controversiaprincippet, der fordrer, at ”problemstillingen bliver set fra forskellige vinkler i et forsøg på at mønstre de bedste argumenter” (2). En sådan journalistisk praksis skaber blik på – samt mulighed for løsninger frem for optrapning af konflikter! Med kritisk journalistik skabes altså debat og dermed mulighedsrum, hvor mediebrugeren kan blive klogere på forskellige opfattelser, samt får mulighed for selv at tage stilling

På niveau 2, dvs. hvad konsekvenserne af det der siges, er, handler sprog om de konsekvenser, bestemte italesættelser kan få for fællesskabet. Et illustrativt eksempel er brugen af den i mange medier benyttede bestemte form, f.eks. danskerne, de fremmede, politikerne osv.
Problemet med disse absolutte sprogkategorier er, at man, sprogligt i hvert fald, reducerer alle indenfor den pågældende kategori til én ens masse. Dette skaber en lang række problemer i forhold til nuancering, der netop er målet med kritisk journalistik. For alene med nuancer kan der skabes mulighed for videnstilegnelse, skift i holdning/position og dermed potentielt øgede handlemuligheder i det demokratiske samfund.
Ovennævnte lukkede kategorier stiller derimod ekstra krav til mediebrugerne, idet disse yderligere skal overskride en sproglig barriere, hvorved fokus risikeres fjernet fra indholdet.

Dette problem videreføres allertydeligst, når de fleste nyhedsmedier konsekvent italesætter ikke-hvide mennesker i Danmark som ’de fremmede’. Men netop denne term fastholder hundredetusinder (se note 1) især ikke hvide danskere i en ’dem & os’ forståelse – og det samme, gør sig gældende for hvide danskere. Denne konsekvente italesættelse af mennesker som ‘de fremmede’, eller indvandrerne, en anden ofte benyttet kategori, er med til at fastholde en stor uhomogen gruppe som nogle, der til stadighed vandrer ind i landet og ikke som værende del af det danske samfund. Og dette på trods af, at der ikke har været fri indvandring til landet i ca. 40 år. Med denne upræcise italesættelse af ikke-hvide danskere, gives der let spil for nationalistiske og populistiske kræfter, der ser enhver indvandring og konkurrerende religioner (især islam) som en trussel mod alt dansk.

Nu er det selvfølgelig en holdningssag, om man som journalist og/eller medie støtter synspunktet om, at indvandring er en trussel mod alt dansk – jf. tidligere tiders trusselsbilleder, hvor det var jøder, roe-polakker, sigøjnere, kommunister og bøsser, der blev opfattet som en trussel. Men som minimum bør det da være standard, at journalister/nyhedsmedier tager stilling til, hvorvidt man ønsker at understøtte forestillingen om fortsat indvandring (fra ’de fremmede’).

Jeg foreslår, at der ikke skelnes mellem hvide og ikke-hvide/sorte danskere. Hvis man har dansk statsborgerskab, er man dansk – uanset, om man hedder Muhammed eller Pia.
Samtidig luges der ud i betegnelsen førstegenerationsindvandrere. Dermed kan termen førstegenerationsdanskere indføres. Det samme bør gælde indvandrene. Dette kan så ændres til ’indvandrede’, idet indvandringen jo allerede har fundet sted. Hermed nuanceres sproget, så der ikke skabes billeder af en lang kø fra hullahullastand til det stærke sårbare danske land.

Lavpraktisk betyder sproglig nøjagtighed desuden, at citatbrug tydeliggøres, der stilles klare krav til grammatisk korrekt formidling, samt krav om (i radio og på tv) at speake præcist – inkl. brug af meningsfremmende pauser mv. Desuden kan man overveje at invitere mediebrugerne til aktiv, kreativ og konstruktiv debat om sproglige udfordringer. F.eks. en debat om, hvordan ’dem & os’ opdelingen kan overskrides, samt hjælpe journalister/medier med sproglige nuancer der gør, at der kan diskuteres inkluderende frem for ekskluderende. Herved inddrages mediebrugerne aktivt, hvilket også er i overensstemmelse med kritisk journalistiks deliberative demokratiske idealer.

Nu har jeg klaget min nød og stillet krav om præcision. Men der skal altså også være plads til begejstring. For det er glæden over journalistikken samt viljen til debat, der gør, at mange af os valgte dette nok så udskældte fag.
I kritisk journalistik er utilfredshed med den journalistiske og den mediemæssige udvikling central. Men fokus er en stor lyst til at påvirke praksis i en mere kritisk og konstruktiv retning. Og det fører mig frem til, at kritisk journalistik også skal være spændende, udfordrende og gerne sjovt at arbejde med. Derfor bør målet også være at arbejde ud fra glæde, begejstring, indlevelse og interesse for den journalistiske proces og produktion.

Her kan man fint lade sig inspirere af journalisten Erik Valeur, der i hans bog Stop pressen viser, at når førnævnte elementer indgår i den journalistiske produktion, er det også til gavn for mediebrugerne. Dette fordi disse vil fornemme stoltheden bag den produktion, der bygger på journalistens glæde, begejstring, indlevelse og interesse for den journalistiske proces. Hvilket giver god mening – for hvordan er det ellers muligt at formidle på et begavet og inkluderende journalistisk niveau?

I den forbindelse kan man jo løbende evaluere, om den journalistiske produktion faktisk er båret af netop glæde, begejstring, indlevelse og interesse, samt om de (medie)strukturelle rammer har givet mulighed herfor. På den måde kan man fortløbende udvikle nyhedsmedier, hvor der bidrages til en journalistisk produktion, alle kan være stolte af. Hvilket langt fra er normen blandt især kritiske journalister. Denne mangel på stolthed og faglig værdighed er der altså også mulighed for at gøre op med via netop kritisk journalistik.

Noter:
1.
I 2006 udgjorde indvandrede og efterkommer heraf fra Asien, Afrika, Mellemøsten og Sydamerika i alt 327.503 personer, svarende til 6 % af den samlede befolkning. Mens indvandrede og efterkommer heraf fra USA, Canada, Australien, New Zealand og Europa udgjorde i alt 135.732, svarende til 2,5 % af den samlede befolkning (3.).

Kilder:
1. Henrik Kaare Nielsen: Kultur- og samfundskritikkens aktualitet – fra Henrik Kaare Nielsen & Finn Horn (2006): Kritik som deltagelse, (Klim).

2. Julie Marie Isager: Mads, Monopolet og masser af værdier (Retorik Magasinet nr. 67, 17. årgang, marts 2008).

3. Rikke Andreasen: Der er et yndigt land – medier, minoriteter og danskhed (Tiderne Skifter 2007).

Den afsluttende femte del omhandler bl.a., hvorfor du også har krav på viden om, hvorvidt politikerne indfrier deres løfter. Du kan læse om modsatrettede interesser, der ikke samtidigt kan tilgodeses, samt om hvordan nyhedsjournalistik fragmenterer frem for at perspektivere. Læs endvidere om, hvorfor alt dette er et demokratisk problem.

Når det færdige nyhedsprodukt er sendt til nyhedsbrugerne, er der efterfølgende en række krav, der må indfries. Nemlig løbende krav om validering af partskilders udtalelser.

Typisk kommer pressens påstand om dennes fjerde statsmagtsrolle til udtryk ved, at der bringes en historie, hvor f.eks. en person er kommet i klemme i systemet, eksempelvis pga. ventetider i sygehusvæsenet. Herefter interviewes en politiker, der ’stilles til regnskab’. Denne udtaler typisk, at ’det skal der sandelig også gøres noget ved’, hvorfor vedkommende ’straks vil rejse det i f.eks. folketinget. Dette finder ikke mindst sted indenfor kampagnejournalistik.

Det er også typisk, at politikere aldrig fastholdes på endsige konfronteres med deres tidligere udtalelser og løfter. Men som borgere i et demokrati har vi krav på og ret til at vide, om tidligere udstukne løfter også er indfriet. Ellers er udtalelser om at ’gøre noget’ jo en gratis omgang for enhver politiker, der bare kan love og love, uden nogensinde at blive stillet til ansvar for sine løfter.

Med et Center for Demokrati og Journalistik bliver det bl.a. muligt at udforme en praksis, hvor politikere m.fl. konsekvent konfronteres med tidligere udtalelser. Og det vil være gængs praksis at undersøge, om tidligere løfter nogensinde er blevet indfriet. Eller kort sagt, det tjekkes altså, om der er overensstemmelse mellem udtalelser og handlinger – mellem intention og realisation. Disse krav stilles ligeledes til andre partskilder, f.eks. erhvervsledere, politiske kommentatorer og finanssektoransatte økonomer, der udtaler sig om samfundets fremtidige mulige udvikling.

Udover efterfølgende at tjekke partskilder udtalelser samt tjekke, om de gjorde, hvad de lovede, eller om de havde ret i deres forudsigelser, giver kritisk journalistik også mulighed for at sætte nyhedsproduktionen ind i en større sammenhæng. Det er her, et samfundsmæssigt niveau kommer ind.
Ok, dét lyder måske nok langhåret, men altså…såvel den enkelte journalist som det pågældende medie må til enhver tid overveje, hvilke interesser man ønsker at tjene. Der er nemlig en række modsatrettede interesser, der ikke samtidigt kan tilgodeses. Dette kan f.eks. være modernitet og tradition, eller markedskrav om betragtelig forøget indtjening overfor krav om produktion af betydelig magtkritisk journalistik.

Endnu en skillelinje er mellem de kræfter, der ser de såkaldte fremmede som et altoverskyggende, grundlæggende og for danskheden undergravende problem og så os, der ser flerkulturelle påvirkninger som et generelt gode. Også her må der vælges.
Det må altså klargøres, hvilke interesser medier/journalister varetager. Samtidig bør de myter, der legitimerer bestemte interesser, men postuleres som objektive (realitetsmagt), konstant udfordres. Dette er præcist, hvad en fjerde statsmagt bør gøre!

Til enhver tid at være kritisk overfor magthaverne, også når disse er lig med journalistens og/eller mediets egne holdninger, dét er kritisk journalistik. Denne grundlæggende kritiske tilgang er en forudsætning for, at pressen reelt kan agere som den fjerde statsmagt.

Disse pointer fører til opgør med den konstante jagt på den næste nye nyhed.
I stedet for denne konstante jagt på nyt, nyt bør vi overveje, om vejen frem ikke er at eksperimentere med journalistiske tematikker? Problemet er, at når man hele tiden jagter den næste nye nyhed, er der netop ikke tid til bl.a. at tjekke, om partskilder havde ret i deres forudsigelser, eller om politikeren holdt sit løfte til borgerne.
Dette grundlæggende problem for mainstreamnyhedsjournalistikken skyldes et konstant markedskrav om hele tiden at være der, hvor der sker. Eller i hvert fald forestillingen om at være der, hvor det sker.
Dette fører bl.a. til, at en typisk morgen på en radio/tv-nyhedsredaktion består af gennemlæsning af dagens aviser, dagens Ritzau telegrammer samt div. fag, uge og månedsblade, for derigennem at finde nye vinkler og ideer til den pågældende dags historier.

Hermed er en stor del af de elektroniske nyhedshistorier ikke de pågældende mediers egne, men er i stor stil (over)taget fra den trykte presse. Dermed sætter de elektroniske nyhedsmedier sjældent selv dagsordnen. Denne, altså dagsordnen, er jo derimod oftest den, man jagter hele dagen igennem.
Men selv om det selvfølgelig hænder, at Radio/TV-Avisen og TV2 Nyhederne etablerer en egen, selvstændig dagsordnen med helt egne historier, udgør disse altså ikke en betragtelig del af dagens nyhedsproduktion.

Denne konstante jagt på den næste historie, gælder også for den trykte presse, der ligeledes er underlagt dogmet om konstant at producere nye nyhedshistorier. Hermed bliver de økonomiske ressourcer primært brugt på dagens nyheder, hvorved forudsætningerne for tilbundsgående at researche og opspore andet end døgnets umiddelbare historier ofte forsvinder.
I sidste ende er også dette et demokratisk problem, fordi verden, set igennem nyhedsjournalistikken, fragmenteres i stedet for at perspektiveres. På den måde kommer nyhedsdækningen til at stritte i alle retninger og generelt mangle analyse, baggrund og sammenhæng.

Dermed bliver det nemmere for politiske aktører, div. interesseorganisationer, kommercielle interesser og andre professionelle aktører, via pr-bureauer samt kommunikationsafdelinger, at sætte den daglige (medie)dagsorden. Også dette er et betydeligt demokratisk problem. Nyhedsmedierne bruges (endnu) af store dele af befolkningen. Men når der er så relativt let spil for interessegrupper til at sætte netop deres dagsorden, opstår altså et demokratisk underskud.

I et forsøg på at tilbageerobre det dagsordensættende, journalistiske initiativ, ønsker jeg, at pressen eksperimenterer med tematisk journalistik. Dette kan f.eks. være temaer om mellemmenneskelighed, økonomi, arbejdsmarked, forbrug, politik, uddannelse og kultur. Også andre emner er relevante. Ideen er blot, at der arbejdes tematisk, så man kommer ud over denne enerverende konstante jagt på nye nyheder. Dette tema om tematisk journalistik vil jeg vende tilbage til i en senere blog.

Ovenstående understreger blot, at der er god brug for et Center for Demokrati & Journalistik, der kan sikre en kritisk journalistik.

Er du interesseret i at følge med i denne blog,tryk her for abonnement. Når du har aktiveret linket, skal du blot skrive din email adresse. Kort herefter modtager du en mail, hvor du skal bekræfte, at du vil modtage de nye indlæg på din mail. Hvilket så fremover vil ske helt automatisk…

Reklamer

Entry filed under: Uncategorized.

Systembevarende kritisk journalistik DR, kritisk journalistik og de indvandreDE

5 kommentarer Add your own

  • 1. Realitetsmagten « Kritisk Journalistik  |  28. februar 2010 kl. 4:17 pm

    […] Forudsætningen for overhelehovedet at kunne udfordre gældende dagsordener, er at agere som en fjerde statsmagt. Dette stiller en lang række krav til, hvordan kritisk journalistik kan og bør bedrives. […]

    Svar
  • 2. Danskernes Akademi « Kritisk Journalistik  |  16. juli 2010 kl. 2:40 pm

    […] juli 2010 Kritisk journalistik har til formål at oplyse og generere viden, så vi som borgere i et demokratisk samfund kan tage […]

    Svar
  • 3. Forargelsesjournalistik « Kritisk Journalistik  |  19. september 2010 kl. 5:39 pm

    […] Uanset om man nu er for eller imod begrænsninger i tildeling af fleksjob, er det jo påfaldende, hvordan noget regnes for at være helt normalt (landbrugsstøtte), mens andet regnes for unormalt eller ikke ønskeligt. I den sidste ende er det selvfølgelig en politisk vurdering, om man er for eller imod henholdsvis det ene eller det andet. Men det må da være journalister og pressens opgave at sikre en kritisk debat heraf. Og dét er netop ideen med kritisk journalistik! […]

    Svar
  • 4. Bo Bergstrøm  |  10. marts 2012 kl. 6:14 pm

    Hvis du er optaget af en mere kritisk tilgang til – det du læser og hører samt ser på tv – ville denne web-site – måske være en god hjælp til, at blive bedre til at kunne gennemskue, hvad du bliver bombarderet med fra mediernes side mm.

    Svar
  • 5. Kkritisk OG positivt | Kritisk Journalistik  |  2. september 2013 kl. 6:16 pm

    […] bliver tit opfattet som noget, der imod. Det er det ikke, i hvert fald ikke i min definition, hvor kritisk journalistik bl.a. handler grundlæggende om at sikre og øge borgernes demokratiske muligheder for så frit som […]

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Trackback this post  |  Subscribe to the comments via RSS Feed


Nalle Kirkvåg

Nalle Kirkvåg

Journalist, cand.comm. Og BA i pædagogik + BA i psykologi.

Ekstern lektor på Københavns Universitet, projektudvikler og kommentator. Er ekspert i kritisk journalistik, medier og presse.

Har som journalist bl.a. arbejdet for DR (P1 & P4), Nat & Dag, Jyllands-Posten, XFM og Tjeck Magasine.

februar 2010
M T O T F L S
« sep   mar »
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728

Blogs I Follow


Bom & Bjerkes blog

- på opdagelse uden autopilot

%d bloggers like this: