Positive aspekter ved negativ tænkning

8. april 2010 at 1:04 am Skriv en kommentar

Eksempler på kritisk journalistik kommer fra de mest uventede kanter. F.eks. fra en kommentator af Rune Lykkebjerg, der undrer sig over også pressens evige trang til alt for ofte at påpege det negative.

For mange er det der kritisk lig med at kritisere og være imod. Men kritisk handler netop ikke om at være imod. Kritisk journalistik er derimod en position hvorfra man kan undersøge, afdække, udfordre, analysere og perspektivere. Et eksempel herpå er definitionsmagt – altså en hævdvunden ret til at definere, hvordan verden skal udlægges, f.eks. hvorvidt denne er flad, som bl.a. den katolske kirke i århundrede, viste det sig, fejlagtigt hævdede.

Filosoffen Herbert Macuse kalder dette for realitetsmagt – altså en indiskutabel ret til at udlægge verdens indretning og om, hvad der er op eller ned. Denne ret til at gennemtrumfe ens perspektiv på virkeligheden fremføres f.eks. ret så ofte af tidens medie-ypperstepræster – de allestedsnærværende politiske kommentatorer og meningsmagere, de såkaldte pondits.

Oftest underlagt realitetsmagten er fællesskabets samlede økonomiske og sociale indretning. Realitetsmagten gælder ikke mindst det allestedsnærværende krav om et ‘frit marked’. En anden klassiker er ”den nødvendige økonomiske politik” samt selvfølgelig ”globaliseringen”. Men selv om dette blot er begreber, der siger noget(!) om den fælles indretning, står disse alligevel alt for ofte uimodsagt hen, som var der tale om indiskutable sandheder.

Tilbage til Lykkebjerg, der gør sig klog på det negative kontra det positive. Han undrer sig over, hvordan politikere ikke synes at kunne træde i karakter i kraft af ros og komplimenter. Ifølge Lykkebjerg træder politikere primært i karakter ”gennem de konflikter, de skaber”. Dette har, synes Lykkebjerg at mene, den bi-effekt, at ”det demokratiske engagement [kun] virker, hvis det ser fronter i den sociale virkelighed mellem rigtig og forkert”. Altså et eksempel på realitetsmagt. Men det er jo langt fra holdbart. For hvordan skal de folkevalgte finde varige fælles løsninger, hvis disse hele tiden fastholdes i konflikter?

Lykkebjerg påpeger, at dette ikke er et nyt dilemma. Også den gl. tyske filosof Hegel betegnede fornuftens engagement i verden som ”negativiteten på arbejde”. Hegel påpegede, at det negative er et grundlæggende problem. For ”når man er optaget af den sociale virkelighed, er man bekymret. Det er det bekymrende, som taler til én”, som Lykkebjerg formulerer det.

Pressens logik er, at der ingen grund er til at beskæftige sig med det positive, f.eks. at togene kører til tiden, hvad de ofte gør, eller hospitaler der ret så ofte virker upåklageligt, hvad jeg for øvrigt selv fornylig oplevede på Bispebjerg Hospital i København. Også klimaet er alene interessant i en presselogik, når det er på vej til ødelæggelse pga. menneskehedens grådige overforbrug af bl.a. fosilt brandstof.

Ofte bliver denne klagen over det negative i sig selv en negativ position, hvilket ikke er ideen med kritisk journalistik! Igen påpeger Lykkebjerg en interessant pointe, idet ”også efterlysningen af det positive er en bekymring over noget negativt, (…) man forholder sig negativt til det negative”.

Her ligger udfordringen for pressen. For hvordan sikre en kritisk debat og presse, uden at denne ender i konstant vinkling mod det negative samt konflikt. For om noget er den negative vinkling, altså konflikten, et af de allervigtigste nyhedskriterier hos mainstreampressen.

Desværre peger Lykkebjerg ikke på nogen konkret løsning af dette dilemma. Måske heller ikke han kan se ud over den gængse presselogik? Han skriver dog meget rigtigt, at vi skal sikre ikke at vedblive at være sure eller bare brokke os.
I stedet skal vi omsætte negativitet og utilfredshed i kritik ”der peger opad mod dem, der bestemmer, og det, der er galt”, så dette kan ”forbindes med fornuftige løsninger og forandringer”. Målet er, siger Lykkebjerg, ikke at sparke nedad og ikke sparke til dem, der allerede ligger ned.

Det er her, kritisk journalistik tilbyder sig med sin insisteren på bl.a. analyse og refleksion samt udfordring af realitetsmagt.
Målet er deltagelse som kritik, dvs. en refleksionsform knyttet til etableringen af en slags opfordringsstruktur, så man gennem kritik og utopisk tænkning kan udfolde social fantasi. For når f.eks. pressen tager denne opfordring til sig, “konstitueres der et midlertidigt socialt rum, hvor kritik og ønsketænkning i et indbyrdes samspil ser ud til at skabe en bevægelsesfrihed i forhold til de fikserede positioner (…). Dermed kan realitetsmagten relativeres1.

Hermed skabes et frirum ud fra negativ kritik. På den måde udfoldes en potentiel befriende virkning, fordi denne forbereder utopisk tænkning, samt relaterer til en konkret mulighedshorisont i betydningen: hvad der kunne blive muligt. For ”det er i det kritiserede, at det mulige, men endnu ikke virkeliggjorte ligger2.

At det faktisk kan virke at arbejde for positive løsninger, kan man forvisse sig om hos Avaaz.org, en schweizisk-amerikansk ngo, der arbejder for demontering af religiøse konflikter samt menneskerettigheder. De har over årene iværksat en hel række kampagner, der faktisk, til tider i hvert fald, virker.

En af kampagnerne omhandler forsøget på at forhindre homofobisk lovgivning i Uganda. På kort tid samlede organisationen hele 450.000 underskrifter mod den pågældende lov. I et andet projekt har de været med til at  øge sikkerheden for de afrikanske elefanter, der er tæt på udryddelse.
For tiden arbejder Avaaz på at indsamle en million underskrifter, der skal sætte dyrkning af gen-modificerede afgrøder til debat i EU. Målet er at indsamle en million underskifter – som et slags forsøg ud i direkte demokrati. Ifølge Avaaz har man allerede nået de knapt 400.000 underskifter…

Ovenstående er blot et af mange eksempler på, at det er vigtigt at tænke i utopiske muligheder, dvs. ikke at lade sig styre alene af negativ tænkning.
For som det fremgår, er der mange positive aspekter ved negativ tænkning…så længe denne er deltagelse som kritik. Hermed får kritikken et utopisk perspektiv, der gør det negative positivt. For som allerede nævnt…”det er i det kritiserede, at det mulige, men endnu ikke virkeliggjorte ligger”!

Alt dette og mere til er målet med et Center for Demokrati & Journalistik, så der kan sikres kritisk journalistik.

Er du interesseret i at følge med i denne blog, tryk her for abonnement. Når du har aktiveret linket, skal du blot skrive din email adresse. Kort herefter modtager du en mail, hvor du skal bekræfte, at du vil modtage de nye indlæg på din mail. Hvilket så fremover vil ske helt automatisk…

Kilder:
1.
Lykkebjergs kommentar kan læses her.
2. Birger Steen Nielsen, Kurt Aagaard Nielsen & Peter Olsén: Social fantasi og samfundsmæssig rigdomsproduktion (Roskilde Universitetsforlag, 2003).

1. Nielsen et. al 2006, s. 227.

2. Nielsen et. al 2006, s. 225.

Reklamer

Entry filed under: Uncategorized.

Politi, propaganda og skrøner… Kongelig røgelse og propaganda

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Trackback this post  |  Subscribe to the comments via RSS Feed


Nalle Kirkvåg

Nalle Kirkvåg

Journalist, cand.comm. Og BA i pædagogik + BA i psykologi.

Ekstern lektor på Københavns Universitet, projektudvikler og kommentator. Er ekspert i kritisk journalistik, medier og presse.

Har som journalist bl.a. arbejdet for DR (P1 & P4), Nat & Dag, Jyllands-Posten, XFM og Tjeck Magasine.

april 2010
M T O T F L S
« mar   maj »
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
2627282930  

Blogs I Follow


Bom & Bjerkes blog

- på opdagelse uden autopilot

%d bloggers like this: