Den der krig…

4. maj 2010 at 3:30 pm Skriv en kommentar

I forbindelse med dagens 65 års jubilum for Danmarks befrielse dukker igen-igen historier op om en fej elite, som overgav Danmark til besættelsesmagten. Sådan var det for øvrigt også i forbindelse med 70 års jubilæet for Danmarks besættelse…

Dette er synspunkt har ikke mindst den nu forhenværende Fogh Rasmussen gjort sig til talsmand for. Han mente jo bl.a. at ”selv bedømt på datidens præmisser forekommer den danske politik naiv, og det er stærkt forkasteligt, at den politiske elite i Danmark i den grad førte ikke blot neutralitets- men aktiv tilpasningspolitik”, som han sagde i en tale i 2003 anledning af 60-året for august oprøret i 1943.

Bid lige mærke i ordet elite, som Fogh Rasmussen har gjort sig til verdensmester i at benytte. For selv om han var statsminister i årevis, fastholdt han, at hans politik var et opgør med eliten. Samtidig glemte han lige, at netop hans parti, altså det Venstre han var leder af, var blandt dem, der fik størst glæde af besættelsen, idet landbruget scorede kassen på at eksportere korn til den nazistiske krigsmaskine. Senere forsøgte man at lægge afstand til denne pinlige realitet, idet den slags jo ser rigtig skidt ud. Det er nok også derfor, Fogh Rasmussen har forsøgt sig med en frisk lille omskrivning af historien.

Det skriger selvfølgelig til himlen at en nu forhenværende formand for Venstre, der om nogen er parti for det landbrug, der scorede kassen på den samarbejdspolitik, der gjorde Danmark til Nazi Tysklands kornkammer, kommer med historieløs kritik af besættelsen. Men det er selvfølgelig ikke første gang, at Fogh Rasmussen har haft let omgang med fakta – f.eks. kan jeg lige nævne den indiskutable påstand om, at ”Irak har masseødelæggelsesvåben. Det er ikke noget, vi blot tror, vi ved det”, som Fogh Rasmusen flere gange hævdede.

Skrønen om den feje overgivelse bygger, ligesom påstanden om de så mange gange omtalte masseødelæggelsesvåben, på en usandhed. Og selv om den nu er fortalt så mange gange, at den nærmest har fået sandhedsstatus, er det stadig en skrøne. Det kan man f.eks. erfare i en rodet men eksemplarisk kritisk journalistisk artikel i Dagbladet Information fra d. 9. april, som det bl.a. fremgår af nedstående citater.

Ifølge militærhistoriker og forhenværende brigadegeneral Michael Clemmesen skyldes denne konspiratoriske skrøne om overgivelsen…historieløshed. Grunden til overgivelsen skyldtes bred politisk konsensus i mellemkrigstiden, hvor en række danske regeringer flere gange blev genvalgt på en pacifistisk politik. ”Grundlæggende er de vilkår, der rammer os under Anden Verdenskrig, blevet skabt under den strategiske udvikling i Første Verdenskrig”, fortæller Clemmesen desuden.

I jagten på syndebukke og skyldige har mange, herunder Fogh Rasmussen, ifølge Clemmesen fuldstændig ignoreret, at et ”flertal gennem hele mellemkrigstiden valgte politikere, der ikke vil kæmpe, og hvoraf mange søgte sikkerhed gennem afrustning”. På den måde har mange siden ignoreret eget ansvar, både da det gik galt samt her så mange år efter besættelsen.

Beslutningen om ikke at gå i krig eller kæmpe imod en tysk besættelse, ”var helt i overensstemmelse med den politik, regeringen var gået til valg på”, understreger også Niels A. Sørensen, lektor i historie v. Syddansk Universitet i endnu en artikel i Information. Et synspunkt der er meget bred opbakning til blandt historikere. Ifølge Sørensen havde Socialdemokratiet og De Radikale ”med mandat for befolkningen i løbet af 1930’erne [lagt] sig fast på en afrustnings- og neutralitetspolitik, fordi samme politik havde bragt Danmark uskadt igennem Første Verdenskrig”.

Det var en udbredt holdning i store dele af befolkningen, at det var alt for farligt at provokere den store nabo mod syd. Det ville, mente man, være ”et farligt signal at sende til Tyskland, hvis man opbyggede et stærkt forsvar. Så man havde ikke noget eksistensforsvar. Det var klart for alle”, som Claus Bundgaard Christensen, lektor i historie på RUC, forklarer.

Beslutningen om ikke at kæmpe mod nazisterne kan i dag som nævnt synes fejt. Men dels er det upassende bare at revurdere historien m. tilbagevirkende kraft. Det jo ret nemt at sidde i en meget sikker verden og beslutte, hvordan andre lige burde have handlet, længe før de fleste af os blev født. Men uanset hvad man i dag måtte mene herom, sparede det ret manges liv ”både blandt soldater og danske jøder ved at kapitulere og få tingene til at glide”, som Joachim Lund, lektor i historie ved Copenhagen School forklarer. ”Der er heller ingen tvivl om, at Danmark alligevel ikke [kunne] bidraget væsentligt til at svække Tyskerne”, som Lund uddyber. Det kan man konstatere ved at se f.eks. mod Norge, Belgien og Holland, der kæmpede imod overmagten, men som alle tabte…med store tab af menneskeliv til følge.

Men hvorfor datidens konsensus om at føre en neutralitetspolitik over for Tyskland samt ikke at opruste militært?
Ifølge militærhistoriker Michael Clemmesen skal forklaringen ikke mindst findes i Danmarks succesrige politik under 1. verdenskrig. Her lykkedes det nemlig helt at holde Danmark ude af krigen, hvilket landet tjente styrtende med penge på – jf. bl.a. begrebet gullaschbaroner.

At Danmark ikke blev besat endsige kom i krig under 1. verdenskrig skyldtes for øvrigt noget af en tilfældighed, har Clemmesen nu påvist. For såvel Englænderne som Tyskerne havde planer om invasion. Dette er dog ny viden, hvorfor heller ikke mellemkrigstidens politikere var klar over dette. Det var for øvrigt stort set samme plan for Danmarks besættelse under 1. verdenskrig, som tyskerne pudsede af, da vi blev besat under 2. verdenskrig. Altså en slags genbrug af tidligere tiders ubrugte krigsplaner. Men; det er en helt anden historie…

I perioden efter 1. verdenskrig nedprioriterede man militært, dvs. man nedrustede samt fastholdt den succesrige politik fra tidligere tider. Der var nemlig konsensus om, at ”med en ligesidet neutralitetspolitik, der viser et lille hensyn til den stormagt, der ligger syd for grænsen, så (…) slipper vi nok igennem igen. Det var så langt, den normale vælger havde overvejet situationen”, siger militærhistoriker Michael Clemmesen.

Men den gik jo ikke, og vi blev besat. Efter krigen, hvor det for de bevidste var klart, at Danmark havde været de facto allieret med aggressoren syd fra, måtte der findes syndebukke. Og ud over tyskerpingerne, der også lige blev straffet for at have fraterniseret med de væmmelige tyske mænd, måtte nogen jo være skyld i dette moras. Men som Clemmesen påpeger, så var ”de vilkår der rammer os under Anden Verdenskrig, [grundlæggende] blevet skabt under den strategiske udvikling i Første Verdenskrig”.

Nu har det jo aldrig rigtig været nogen nationalsport at forholde os kritisk til egne handlinger eller den førte politik, en politik der oven i købet var stor opbakning til, i hvert fald ind til det gik galt. Og da langt de fleste virksomheder,  som f.eks. Dansk Rekyl Riffel Syndikat A/S, der under besættelsen eksporterede masser af våben til Nazityskland, stort set gik fri af retsopgøret efter krigen, måtte andre jo have skylden herfor.

I en søgen efter skyldige, som den forhenværende Fogh Rasmussen har været bannerfører for, har mange ”ignoreret det faktum, at [et] flertal gennem hele mellemkrigstiden valgte politikere, der ikke vil kæmpe, og hvoraf mange søgte sikkerhed gennem afrustning. Danskerne ignorerede deres eget ansvar, både da det gik galt og i årene efter Besættelsen”. Det konkluderer militærhistorikeren Michael Clemmesen.

Denne beklagelige jagt på syndebukke er der intet nyt i. I Tyskland var det efter 1. Verdenskrig, f.eks. en udbredt myte på højrefløjen, at jøderne var skyld i, at Tyskland tabte krigen. Denne dolkestøds myte var siden med til at bane vej for nazisternes magtovertagelse i januar 1933, for endelig var løgnen blevet til sandhed…
Nu gentages så myten om Det Store Forræderi, mens mytens afsendere belejligt ser bort fra eget ansvar og, for Fogh Rasmussens vedkommende, bøndernes profit på at sælge landbrugsvarer til nazityskland. Og det er jo ikke ligefrem klædeligt!

Denne politik ligger i direkte forlængelse af Fogh Rasmussens kulturkamp, der netop byggede på at ændre bred konsensus – herunder ikke mindst opbakningen til den solidariske velfærdsstat. Som Fogh Rasmussen udtalte til Weekendavisen d. 17. januar 2003, er det ”udfaldet af kulturkampen, der afgør Danmarks fremtid. (…) Det afgørende er, hvem der får held til at sætte dagsordnen i værdidebatten”.

Måske beslutningen om at gå ind i Irak er den virkelige grund for den omfattende revisionistiske historieskrivning? For efter statsminister Fogh Rasmussens løgn om de indiskutable masseødelæggelsesvåben, var der pludselig brug for andre argumenter for denne krig. For da der jo netop ikke var masseødelæggelsesvåben, ligesom krigen sandsynligvis var ulovlig og i strid med folkeretten, måtte der altså nye boller på suppen. Og så er en fiks lille omskrivning af historien jo ikke af vejen.

Var det så rigtigt ikke at kæmpe imod nazitysklands besættelse af Danmark? Well, det er jo et godt spørgsmål. Men til forskel fra i dag, hvor vi ved, hvor afstumpet brutalt og menneskefjendsk den nazistiske dødekult var, ville det jo have været rart ærligt at kunne sige, at vi var imod…og ikke, som det endte med, de facto allierede med nazityskland. Men det er i den forbindelse vigtigt at påpege, at det kan vi jo sagtens sige i dag!

De færreste af os var jo end ikke født dengang, det var ikke vores eget liv, der var i spil, hvorfor det er så fandens nemt at være bagklog på datidens ret så komplekse problemer. Og så skal det jo med i ligningen, at havde vi kæmpet imod, var det ikke endt med de fleste danske jøders redning. Så ville disse meget sikkert, ligesom de hollandske, belgiske, franske, polske, ukrainske og ungarske (og mange flere) jøder, være endt i gaskamrerne. Havde modstanden være denne pris værd?

Det er også værd at huske, at neutralitetspolitikken op til 2. Verdenskrig byggede på den smertefulde erfaring fra 1864. Her blev Danmark pga. en håbløs tåbelig udenrigspolitik, banket noget så læsterligt af det Preussen, der i 1871 blev en del af Tyskland. Denne lektie er desværre glemt og smidt på den historieske mødding.

Alt dette minder mig om Orwells 1984, hvor en af pointerne er, at den der skriver historien, også bestemmer over fortiden. For det er i forståelsen af fortiden – dvs. historien, at fremtiden bygges. Det er denne prisme, der giver os enten perspektiv på en mere positiv fremtiden, eller som kan bruges i den evige magtkamp om den fremtid, som f.eks. forhenværende Fogh Rasmussens historieløshed er et godt eksempel på.

Well, dette og meget mere er blot endnu et eksempel på, hvorfor der er brug for et Center for Demokrati & Journalistik, der netop har til opgave at sikre reelt kritisk journalistik. En sådan er nemlig forudsætningen for demokrati. For uden adgang til kritisk funderet viden kan vi som borgere ikke tage de nødvendige beslutninger, samt vælge de politikere, der tager beslutninger bygget på fakta og ikke på, hvordan de lige synes, at historien burde have været…for 70 år siden!

Er du interesseret i at følge med i denne blog,tryk her for abonnement. Når du har aktiveret linket, skal du blot skrive din email adresse. Kort herefter modtager du en mail, hvor du skal bekræfte, at du vil modtage de nye indlæg på din mail. Hvilket så fremover vil ske helt automatisk…

Advertisements

Entry filed under: Uncategorized.

Kongelig røgelse og propaganda Til kamp mod DR…eller Google?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Trackback this post  |  Subscribe to the comments via RSS Feed


Nalle Kirkvåg

Nalle Kirkvåg

Journalist, cand.comm. Og BA i pædagogik + BA i psykologi.

Ekstern lektor på Københavns Universitet, projektudvikler og kommentator. Er ekspert i kritisk journalistik, medier og presse.

Har som journalist bl.a. arbejdet for DR (P1 & P4), Nat & Dag, Jyllands-Posten, XFM og Tjeck Magasine.

maj 2010
M T O T F L S
« apr   jun »
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
31  

Blogs I Follow


Bom & Bjerkes blog

- på opdagelse uden autopilot

%d bloggers like this: