Karaktermordsjournalistik

3. august 2010 at 10:27 am Skriv en kommentar

Den politiske journalistik har fundet sit helt eget svar på ugebladenes tåbelige interesse for Prins Henriks gravhunde: De såkaldte sager om Thorning-Schmidts skat, Espersens ferier, Mette Frederiksen og hendes datters privatskole. Disse mange sager har fået en mediedækning, der i omfang og karakter er gået over gevind. Karaktermords-journalistikken repræsenterer et forældet nyhedsbegreb, der vil formidle politik ved at granske de politiske lederes fortid og personlige levned. Sådan skriver Christian Kock, professor på Københavns Universitet på sin blog.

Og som han dog rammer plet, den gode Christian Kock. For, som han skriver, så repræsenterer den dominerende satsning på karaktermordsjournalistik et forældet begreb om, hvad nyhedsmedier kan og skal, nemlig at de overvejende skal bryde døgnets hotte nyheder og formidle politik ved at granske de politiske lederes fortid og personlige levned.

Ifølge Kock har den politiske journalistik i dette tilfælde tre grundlæggende fejl:

1. Gravhund-fejlen
Politik forstås i den politiske journalistik overvejende som de ledende politiske personers gerninger, og især deres personlige handel og vandel uden for selve det politiske arbejde med love og beslutninger – derunder deres ægtefællers og børns og andre pårørendes forhold (og for prins Henriks vedkommende, gravhundes).

Frem for alt er det interessant, hvis ledende politikere kan anklages for et eller andet. Ikke for deres nuværende eller planlagte politik, og endnu mindre for deres argumentation for denne politik, men derimod for deres påståede fortidige forsyndelser i privatsfæren.

2. Vælger-generaliseringen
Dette fokus på påståede fortidige private forsyndelser skyldes en formodning i den politiske journalistik om, at dét er, hvad vælgerne (læserne/seerne) interesserer sig for og forstår. Vælgerne (sådan lyder den underforståede teori) bedømmer alene politik ud fra personerne; og bedømmer alene ud fra deres mediefremtræden (dvs. korte glimt af sekunder eller få minutters varighed), samt ud fra personlige levned og forsyndelser.

3. Kommentatorernes overflade-fejl
Politiske kommentatorer mener at vide, at det er sådan som beskrevet under (2), og de mener også at vide, hvad for en dom vælgerne til enhver tid fælder over politikerne på det beskrevne, spinkle grundlag. Det er en del af teorien, at vælgerne ikke er tilstrækkelig interesserede eller tænksomme til at bedømme politikerne og dermed politik, ud fra andet end hurtigt opståede indtryk af politikernes medie-fremtræden og det, man kan få at ‘vide’ fra medierne om deres personlige levned.

Deraf følger igen, at faktorer som politikernes politik i forhold til verdens og landets problemer, samt deres argumenter for denne politik, betragtes som relativt ligegyldige for vælgerne – og dermed for medierne.
Vælgerne er bare ikke interesserede i politiske problemer, planer og argumenter, og for så vidt angår politikerne som personer og deres personlige gerninger er de heller ikke interesserede i præcis faktuel udredning af, hvad der er tilfældet, men går alene efter det umiddelbare, overfladiske indtryk, der bliver hængende efter korte performances i medierne. Det er i hvert fald, hvad vi har hørt flere af de sædvanlige kommenterende eksperter, f.eks. Troels Mylenberg, forklare inden for den seneste uges tid.

Christian Kock rammer fuldstændig plet, når han på denne måde kritiserer de politiske kommentatorer, eller pundits, som disse kaldes i USA og Frankrig, hvor man har kendt til denne svøbe meget længere end herhjemme.

Ifølge Stig Hjarvard er den politiske kommentators rolle at afsløre spin, som det Hjarvard kalder “den moderne politiks svar på Film Noir“.
I essayet Mediespin beskriver han, hvordan journalistikkens overdrevne fokus på spin forvandler moderne politik til et dunkelt, lokkende og dæmonisk landskab, hvor magtens mænd og kvinder evig og altid skal vogte sig for en kniv i ryggen, og hvor venner og fjender indgår og bryder alliancer på kortere tid, end det tager at ryge en smøg. Alt handler om at komme til at smage magtens sødme, men som i den hårdkogte detektivgenre foregår magtkampene i spin-politikken dog primært på det verbale plan med korte, velturnerede udsagn, der rikochetterer mellem deltagerne.

I tråd med Raymond Chandler og Dashiell Hammet duelleres der på wisecracks, soundbites og designerpolitikkens mundrette slogans, og den politiker, der ikke kan give sit svar det rette spin, falder i den verbale kugleregn. Så det er intet under, at moderne politik så let har ladet sig omsætte til kriminalfilm og tv-serier som f.eks. ”Kongekabale” og ”Forbrydelsen”.

Helten i Politik Noir er imidlertid hverken politikeren eller privatdetektiven, men den politiske kommentator, der i sin slidte trenchcoat vandrer op og ned ad gangene på Christiansborg og kender hver en lurvet backbencher, der vil sælge et politisk rygte for en drink i Snapstinget. Med sit illusionsløse blik fører den politiske kommentator os rundt i den moderne politiks jungle, og med sin insiderviden signalerer han, at der ikke er nogen vej ud af dette morads. Deraf den kynisme, der præger megen politisk journalistik: Her findes ikke helte, men alene politisk spil for galleriet. Eller jo, én helt er der, nemlig journalisten, der gang på gang kan afsløre for os, at politik i mediernes virkelighed kun handler om spin.

Hermed er det ikke politik, der er i centrum. Det er altså heller ikke politikkerne, der spiller nogen central rolle, når de politiske kommentatorer er på banen. Nej, det er ene og alene kommentatoren, der er i centrum, når de mange af slagsen igen og igen udlægger dagens tekst, hvori de forklarer os andre, der åbenbart ikke selv kan tænke, hvordan f.eks. Thorning-Schmidt og Lene Espersen nu har klaret sig i dagens drama.

Men hvordan det har noget med journalistik at gøre, skylder redaktørerne på de også såkaldte seriøse medier os en forklaring på! Du kan for øvrigt her læse hele Christian Kocks blogindlæg samt Stig Hjarvard essay…blot ved at trykke på de respektive links.

Er du interesseret i at følge med i denne blog,tryk her for abonnement. Når du har aktiveret linket, skal du blot skrive din email adresse. Kort herefter modtager du en mail, hvor du skal bekræfte, at du vil modtage de nye indlæg på din mail. Hvilket så fremover vil ske ganske automatisk…

Advertisements

Entry filed under: Uncategorized.

Danskernes Akademi Forargelsesjournalistik

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Trackback this post  |  Subscribe to the comments via RSS Feed


Nalle Kirkvåg

Nalle Kirkvåg

Journalist, cand.comm. Og BA i pædagogik + BA i psykologi.

Ekstern lektor på Københavns Universitet, projektudvikler og kommentator. Er ekspert i kritisk journalistik, medier og presse.

Har som journalist bl.a. arbejdet for DR (P1 & P4), Nat & Dag, Jyllands-Posten, XFM og Tjeck Magasine.

august 2010
M T O T F L S
« jul   sep »
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  

Blogs I Follow


Bom & Bjerkes blog

- på opdagelse uden autopilot

%d bloggers like this: