Og jeg rejser mig trodsigt i vrimlen…

1. maj 2011 at 5:17 pm 2 kommentarer

Her på bagsiden af 1. maj, den såkaldte  internationale kampdag for arbejdere i alle verdens lande, er det måske nok lige på sin plads at undersøge, om den der venstrefløj er død, eller om den bare lugter lidt…

På spørgsmålet om, hvad venstrefløjen er for en størrelse, svarer Frank R. Olsen, en 54 årige gartner, til Politiken, at “det forbinder jeg med noget fortid”. Hvilket han gjorde i Politiken allerede d. 17. april, hvorfor det næppe er Socialdemokraternes og SFs nye forslag om at skabe et jobmarked alene for kontanhjælpsmodtagere, , han her lige tænkte på. Eller måske alligevel, for dette synes jo at være noget af et opgør med alt det, venstrefløjen hævdes at stå for, f.eks. solidaritet og omfordeling.

Venstrefløjen er blevet kapitaliseret og den reelle magt er for længst erobret af de borgerligere debattører”, fremgår det af førnævnte artikel i Politiken. Faktisk i et så stort omfang, at det for Per Stig Møller og Søren Pind ligefrem er et problem. De to savner altså, hævdes det i Politiken, “indignerede, begavede, provokerende røde modstandere”. Og det er de ikke ene om!

Hvor er så dem, der tør sige magten midt imod; dem der tør andet og mere end at holde svulstige taler, mens tilhørerne mere er optaget af fadøl og det gode vejr? For uanset hvor på skalaen (højre eller venstre) man befinder sig, er debat nødvendigt. Debat er nemlig hele forudsætningen for vores demokrati. For uden løbende debat forstener verden, hvorved forandringer der kommer flest til gavn, ikke mere vil være muligt.

Med dagens udspil fra Socialdemokraterne og SF, hvor kontanthjælpsmodtagere udsættes for ægte protestantisk tankegang og tugt (du skal yde, før du må nyde), er det egentlig også svært at se, hvor venstrefløjen er blevet af. Oskar Hansen, ham med sangen: Når jeg ser et rødt flag smælde, frygtede f.eks., at venstrefløjens mål på sigt ville ende med at gælde “større bøffer og mere vat i skulderpuderne”.

Mattias Tesfaye er en af de nye stjerner på venstrefløjen. Han er ansat i 3F, der primært organiserer ufaglærte på arbejdsmarkedet. I følge ham er en ret kedelig udvikling i gang, hvor velfærdsstaten nedbrydes indefra… Er det måske det, SF og Socialdemokraterne er i gang med, nu de vil skabe en lang række underbetalte job for kontanthjælpsmodtagerene?

For Tesfaye er opgøret med Europas lange lidelseshistorie med krige, fattigdom, sygdom, børnedødelighed i århundreder ved at gå fløjten. Resultaterne er “ved at blive rullet tilbage i det, man kalder working poor i England eller arme trotz Arbeit i Tyskland. Det at man, på trods af at man har et arbejde, har svært ved at leve det, man forstår ved en anstændig tilværelse”, siger Tesfaye til Politiken. Flere og flere har faktisk ikke mere råd til ordentlig mad, tøj, sko eller til at lade ungerne deltage i sport og andre sunde aktiviteter…

Den udvikling sker over hele Europa. Det eneste sted, den ikke er en realitet, er i Skandinavien, men den er på vej”, fortæller Tesfaye til Politiken. Og det må dagens nyhed om, at kontanthjælpsmodtagere nu skal tvangsmasseaktiveres, hvis altså SF og Socialdemokraterne vinder valget, vel være et meget tydeligt udtryk for. Her er især de omtalte kontanthjælpsmodtagere særlig hårdt ramt, hvor man jo f.eks. end ikke kan sende sit barn til andre børns fødselsdage, fordi der er ikke råd til gaver.

Hvordan det skal sikre de udgrænsede på kontanthjælp arbejde, at de nu endnu tidligere skal tvangsaktiveres, står tydeligvis hen i det uvisse. Og hvordan kan det at arbejde for 9.505 kr. om måneden, eller 6.124 kr. hvis man er under 25 år (før skat!) andet end at undergrave lønnen for ufaglærte og dem på mindsteløn, ved jeg ikke. Men at skabe nye ordentligt lønnede job for de i forvejen udstødte, vil det jo næppe sikre.

I USA ser vi, hvordan et massivt stigende antal mennesker må ha’ flere job samt arbejde 50 timer om ugen, for at få råd til det mest basale (husleje, mad på bordet og den slags luksus). Men ve dem, der bliver syge, for flertallet af denne voksende underklasse har ingen sygesikring, hvorfor de må gå fra hus og hjem, hvis de f.eks. brækker benet, eller på anden vis bliver syge. Mange af disse tilhørte en før rimelig vellønnet arbejder- og middelklasse. Men de har mistet deres arbejde, fordi f.eks. bilindustrien, der tidligere sikrede rimelig vellønnede job, nu er flyttet ud af landet.

At efterlønnen er for dyr, er en af de mange sandheder, der herhjemme bare ikke står til debat. Heller ikke selv om, det faktisk er meget dyrere med de store fradrag til vellønnedes arbejdsmarkedspensioner. På Informations hjemmeside har Nils Enrum (cand. polit. og lektor på Professionshøjskolen Metropol) bl.a. regnet på den førnævnte påstand om, at efterlønnen bare er så dyr, at den er ved at ruinere landet.

Faktisk er arbejdsmarkedspensionernes skatteregler så favorable, at det betyder, at “en enkelt pensionsopsparing for en højtlønnet koster staten dobbelt så meget som en efterløn”. Som et eksempel har han regnet på to personer: Den første er en ufaglært lønmodtager, der går på efterløn som 60 årig. Vedkommende bruger sine 5 års efterlønsudbetalinger på 906.000 (nutids)kroner, og koster i alt statskassen 445.000 kr., når div. fradrag er fratrukket.

Den anden person, f.eks. en Djøf’er, der betaler topskat, samt løbende indbetaler til sin arbejdsmarkedspension (AM-pension) i 35 år for så at gå på pension, ja en sådan person koster statskassen ca. 1 million (nutids)kroner.
Million-gevinsten for pensionisten og den lige så store udskrivning for statskassen fremkommer ved, at indskud til AM-pension kan trækkes fra i skat, at fradraget kan ske i topskatten, at AM-pensionsformuens rentetilskrivning beskattes lempeligere end anden kapitalindkomst. Altså en merudgift til arbejdsmarkedspensionisten på 555.000 kr.

At velstillede medlemmer af Djøf, der jo ofte støtter afskaffelsen af efterlønnen, får dobbelt så meget i statstilskud, som dem der går på efterløn, har vi, som Enrum meget rigtigt konstaterer, endnu ikke set stor debat om i pressen, når det handler om de nok så uholdbare statsfinanser. Men hvorfor indgår dét ikke i overvejelserne, nu landet er presset rent økonomisk? Dette er endnu et eksempel på, at vi (også) i Danmark mangler en reelt kritisk mainstreampresse. Altså en presse der sætter til debat, hvad de siddende magthavere hævder er sandhed. F.eks. at afskaffelsen af efterlønnen nærmest vil redde dansk økonomi, samt at det er uretfærdigt, at der er nogen, der kan gå på efterløn (eller blive bevilget fleksjob mv.).

At debatten mere bygger på ideologi + egeninteresser, er der jo talrige eksempler på. Det er for omfattende at komme ind på dem alle. Men et meget godt eksempel kommer fra Cambridge-økonomen Ha-Joon Chang, som bl.a. har undersøgt, om de økonomiske argumenter som økonomer optræder med, holder eller ej. I følge en artikel i Information, er de fleste økonomers råd om økonomisk politik i bedste fald uduelige…og i værste fald direkte skadelige.

Ha-Joon Changs gør op med flere mainstream-økonomiske myter, der ifølge ham fuldstændig har domineret debatten om samfundsøkonomi siden 80’erne. Chang gør f.eks. op m. myten om, at private virksomheder bare er bedst til at skabe vækst, hvorfor regeringer skal blande sig så lidt som muligt, samt i stedet for bør reducere den offentlige sektor.

Der masser af eksempler på succesrige regeringsindgreb i økonomien – nogle gange i form af statsdrevne virksomheder, andre gange i form af industripolitik”, siger Chang til Information. Bl.a. nævner han bilfabrikken Hyundai, og den meget succesfulde elektronikgigant LG, der begge blev “skabt på billige lån fra statslige banker og efterfølgende mere eller mindre tvunget ind i de brancher, politikerne havde udset sig. Succesen var så stor, at Sydkorea kunne bevæge sig fra at være et ludfattigt udviklingsland til i dag at give bistand til andre

Faktisk er den statslige indblanding massiv verden over, fremfører Chang. F.eks. skylder Japan, Singapore og Taiwan alle deres økonomiske mirakler en betydelig statslig indblanding. Det samme gælder frimarkedskapitalismens moderland USA, hvor enorme offentlige investeringer i især militær forskning har været altafgørende for at bringe dem i front inden for computer-, elektronik-, internet- og flyteknologi.

Chang opfordrer også alle statsledere til at lytte meget mindre til de mainstream-økonomer, der prædiker mindre statslig indblanding og mere frihed til markedet. I stedet for bør de ledende politikere sætte sig ind i, hvad der faktisk virker/ikke virker, frem for at lade ideologi og fordomme styre landets økonomi.

Måske fremtiden for venstrefløjen ligger i, at kræve dokumentation for hvad det er, der virker, samt hvorfor? Måske der er mere succes her at hente, når det f.eks. kan dokumenteres, at de vellønnede arbejdsmarkedspensioner er meget dyrere end den ellers nok så forkætrede og udskældte efterløn?

Målet med kritisk journalistik er at sikre, at det ikke er f.eks. ideologiske hensyn, der bestemmer, hvad der kan sættes til debat. Derfor bør nyhedsmediers opgave være at sikre, at politik i alle dets mange former sættes frit til debat. Hvor det altså handler om ikke blot at kunne argumentere men også dokumentere sin påstande om den førte økonomiske politiks gyldighed. Et standardspørgsmål fra journalister bør altid være, når de interviewer en politiker (eller anden magtkilde): hvor ved du det fra? Altså, hvordan dokumenterer du det, du her hævder er sandt?

Hermed bliver det ikke mere muligt bare at påstå, at f.eks. efterløn er alt for dyrt for det danske samfund. I hvert fald ikke uden først at sætte det til debat, hvad andre velfærdsordninger, f.eks. arbejdsmarkedspensioner, eller landbruget for den sags skyld koster. Samt hvilke interesser det tjener, at sikre nogle velfærdsydelse frem for andre velfærdsydelser.

Kritisk journalistik er bl.a. målet med denne blog. Men det er også målet over tid at er etablere et Center for Demokrati & Journalistik, der netop kan sikre betydelig mere kritisk journalistik i Danmark…og for den sags skyld også meget gerne ude i den ganske verden!

Er du interesseret i at følge med i denne blog,tryk her for abonnement. Når du har aktiveret linket, skal du blot skrive din email adresse. Kort herefter modtager du en mail, hvor du skal bekræfte, at du vil modtage de nye indlæg på din mail. Hvilket så fremover vil ske ganske automatisk…

Om kritisk journalistik kan du for øvrigt læse meget mere om, ved at trykke på dette her link.

Teksten til Når jeg ser et rødt flag smælde kan læses ved at trykke på dette link, hvor du også kan lytte til melodien, skulle ånden komme over dig…

Advertisements

Entry filed under: Uncategorized.

Marked og journalistik Den der krig mod terror…igenigen

2 kommentarer Add your own

  • 1. Eric  |  1. maj 2011 kl. 5:31 pm

    Tak for endnu et godt indlæg – bl.a. det med arbejdsmarkedspensionen var jeg ikke opmærksom på. Godt med noget perspektiv.

    Svar
    • 2. Nalle Kirkvåg  |  2. maj 2011 kl. 8:41 pm

      @Eric: Jeg takker!

      Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Trackback this post  |  Subscribe to the comments via RSS Feed


Nalle Kirkvåg

Nalle Kirkvåg

Journalist, cand.comm. Og BA i pædagogik + BA i psykologi.

Ekstern lektor på Københavns Universitet, projektudvikler og kommentator. Er ekspert i kritisk journalistik, medier og presse.

Har som journalist bl.a. arbejdet for DR (P1 & P4), Nat & Dag, Jyllands-Posten, XFM og Tjeck Magasine.

maj 2011
M T O T F L S
« mar   jun »
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  

Blogs I Follow


Bom & Bjerkes blog

- på opdagelse uden autopilot

%d bloggers like this: