Den der krig mod terror…igenigen

5. juni 2011 at 9:45 am Skriv en kommentar

Jeg har tidligere her på bloggen været ret kritisk overfor betegnelsen “krigen mod terror”, der som minimum er problematisk, men især er en idiotisk upræcis samt dogmatisk og ideologisk betegnelse, der for længst burde være luet helt ud af det danske sprog…eller i hvert fald i en kritisk presse.

Journalisten har gennem foråret 2011 kørt en kritisk serie i 6 afsnit om “det pure ordspind”. I seriens 5. afsnit undersøger Lasse Højsgaard begrebet “krigen mod terror”. Med udgangspunkt i forhenværende præsident George Bush’ betegnelse: “the war on terror” blev dette i en enige dansk presse altså til ‘krigen mod terror’. Og selvom der oven på chokket over det modbydelige overfald på World Trade Center i 2001 kunne være en vis forståelse for, at man kaldte det for en krig…mod terror, er det altså temmelig tåbeligt næsten 10 år efter at fastholde denne meget upræcise betegnelse.

For Poul Villaume, professor i samtidshistorie på Københavns Universitet, er det “en af de helt fundamentale og skæbnesvangre fejltagelser. På den måde låste man hele sin forestillingsverden fast”, fortæller han til Journalisten.

Allerede i slutningen af 2001 begyndte Villaume, i flg. Journalisten, at kritisere den fejlagtige beslutning om at benytte termen ‘krig mod terror’. Men først inden for de senere år, er han begyndt at spore opbakning i den danske presse. Og det er ret problematisk. For den hyppige brug af “krig’”, dvs. pressens blåstempling heraf, har jo spillet en væsentlig rolle for Danmarks deltagelse i Afghanistankrigen og krigen i Irak, som vi gik ind i bl.a. pga. daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens påstande om masseødelæggelsesvåben, noget der jo senere viste sig at være det rene opspind, eller løgn…som man siger i dagligdagssprog.

Krigene er blevet solgt til offentligheden som krige mod terror. Terror betyder frygt, og det er enormt virksomt at spille på frygt. Lidt polemisk kan man sige, at medierne i praksis har været magtens forlængede arm og videreført den politik, Bush igangsatte”, fortæller Villaume til Journalisten.

Både war on terror og krigen mod terror er i dag synonym med omsiggribende militære operationer i både Afghanistan, Afrika, Filippinerne og i en periode også i Irak, selv om Irak ikke var ‘i seng med’ Al-Qaeda, som Saddam Hussein personligt hadede, samt aktivt og med vanlig brutalitet bekæmpede.

Men kritikken er, som ofte før, da skudt helt ved siden af, hvis man spørger f.eks. Kristian Mouritzen, der er udenlandsredaktør på Berlingske Tidende. Med en vanlig afvisning af kritik, siger han til Journalisten, at “det er en præcis betegnelse, og jeg mener ikke, det er et problem at bruge et begreb, en politiker har opfundet, hvis det er et præcis og dækkende begreb”. Hvordan og hvorfor krigen mod terrorer et præcis og dækkende begreb”, fremgår dog ikke af det korte interview…

Ok. Kristian Mouritzen imødekommer dog kritikken så langt, at man i flg. ham kan “diskutere brugen i dag, men jeg synes ikke, det er voldsomt politiserende. Det er jo et kendt udtryk, der bruges overalt”, siger han til Journalisten.

Men at noget kendt, er da ikke sig selv ensbetydende med, at det er relevant. Jeg er selvfølgelig med på, at det at være kendt, i dag jo udlægges som en kvalitet i sig selv. Skulle man være i tvivl herom, kan man tjekke det omsiggribende reality-tv og den kendtheds diskurs, dét har medført. Men det er sgu’ da ikke et videre brugbart argument for en udenlandsredaktør på en af landets største aviser, at det er “et kendt udtryk, der bruges overalt”!

På Kristelig Dagblad er udenrigsredaktør Henrik Bruun mere imødekommende over for kritikken. Han fortæller til Journalisten, at “det taler imod at bruge det, at man hopper med på en oratorisk vogn. Når man så bruger det alligevel, er det, fordi folk forstår, hvad det betyder. Jeg mener, vi plejer at lade det ledsage af sætninger som: ‘Det amerikanerne betegner som ‘krig mod terror’. Men det er klart, det smutter også en gang imellem”.

Men i USA er der faktisk grøde i den officielle krigsretorik. Det ses tydeligt på det skift, der fandt sted i termen global war on terror, som Obamas regering der tilbage i februar 2010 udskiftede med den noget mindre mundrette term: “Overseas Contingency Operation“.

Der er god grund til at gå væk fra at kalde en konflikt mellem forskellige religiøse, kulturelle og økonomiske interesser for en global krig mod terror – eller på dansk: krigen mod terror. Især når det kommer til pressens italesættelse af konflikten – eller konflikterne. Det er nemlig ikke en og samme konflikt, der udkæmpes, når det gælder terror.

F.eks. er Hamas og Al-Qaidas kamp jo vidt forskellige, selv om begge parter er hengivne krigere for Allah – i hvert fald i deres egen forståelse. Ifølge Reza Aslan, der er assistant professor på University of California samt mellemøst analytiker, kæmper Hamas for et konkret mål (en Palæstinensisk stat). Al-Qaida derimod kæmper for kalifatet – en i deres forståelse slags himmel på jord.

Dette forklarede Aslan, af alle steder, i The Daily Show tilbage i april 2009 (DR2), hvor han var forbi for at reklamere for sin nye bog (How to win a cosmic war). Samt altså forklare hvorfor det er tåbeligt at putte Al-Qaida i samme kategori som f.eks. Hamas, hvilket skete med betegnelsen global war on terror. Og stadig sker med den danske betegnelse: krigen mod terror.

Den amerikanske regeringens toprådgiver ud i kontra terrorisme, John Brennan, understregede da også denne pointe, da han d. 6.8.2010 holdt sin første offentlige tale. Ifølge ham var det en betydelig fejl, da Bush’ regering valgte at kalde kampen mod bl.a. Al-Qaida for netop the war on terror.

Terrorisme er blot en taktik anvendt til at opnå et mål, som i tilfældet Al-Qaida handler om at opnå global dominans gennem et islamisk kalifat”, fortalte Brennan til Information. Og han fortsætter: ”terrorismen er derfor ikke en strategi, så hvorfor skulle en stor og magtfuld nation som USA lade sit forhold til en milliard muslimer verden rundt defineres af en lille gruppe muslimers snæversynet had og nihilistiske aktioner”?

Men i dansk presse kaldes konflikten altså stadig konstant for krigen mod terror. Hermed lægger man sig altså, bevidst eller ubevidst, jo på linie med den afgåede Bush’ regerings ideologiske tænkning om en global krig mod bestemte religiøse interesser, dvs. radikal islam.

Desværre synes det ikke muligt at ændre holdningen hertil. En hurtig søgning på betegnelsen krigen mod terror i en række dansker medier gav følgende resultat, DR brugte denne i “ca. 2.620” indslag, Jyllands-Posten i 500 artikler og Politiken i hele 600 artikler – heraf 25 artikler indtil videre i år (i Politiken).

Sidste år kunne man f.eks. i Horisont på P1 stadig høre om krigen mod terror, her brugt i forbindelse med konflikterne i Pakistan. Dette på trods af Horisont på P1′s påstand om, at man med programmet ønsker at ”gå et spadestik dybere” samt opnå ”yderligere nuancering”. Yes, det skriver de sgu’…

Kontakt til Horisont på P1′s redaktion kom der dog ikke meget ud af. Her spurgte jeg, hvorfor man dog stadig benytter den antikverede betegnelse krigen mod terror? Svaret var, at fordi man ”politisk vælger at skifte en betegnelse ud med en ny er dog ikke i sig selv et argument for, at vi som journalister skal gøre det samme. For os er det vigtigt, at alle ved, hvad vi taler om i vore programmer. Og derfor kan det være en fordel at holde fast i en tidligere betegnelse, som vi har gjort i dette tilfælde”. Sådan ser Horisont på P1′s redaktør, Charlotte Harder altså på den sag.

Dette svar stillede mig ikke helt tilfreds, hvorfor jeg igen kontaktede redaktionen. Svaret var nu, at ”vi [skal ] selvfølgelig altid gøre os umage for at præcisere, hvad vi taler om i det konkrete interview eller indslag. Når vi bruger dette udtryk handler det på ingen måde om særlige politiske sympatier eller andet”.

Men det er netop her, Horisont på P1′s redaktør Charlotte Harder tager fejl.
Og nej, jeg beskylder selvfølgelig ikke hende eller resten af redaktionen for at være specialt anti-islamiske.

Men John Brennans pointe er jo netop, at ved at fastholde en særlig italesættelse af konflikten, giver man indtryk af, at vi konstant ”er i konflikt med resten af verden. Til sidst blæser det Al-Qaida op til at være en ekstremt velorganiseret enhed, der kan erstatte suveræne nationer med det globale kalifat – og intet kunne være mere usandt”.

Stædigt fastholder altså en stort set enig dansk presse den tåbelige betegnelse: krigen mod terror, der er næsten lige så upræcis og ideologisk inficeret som “the war on terror“. Men hvorfor egentlig? Er det fordi, som udenlandsredaktør Mouritzen på Berlingske Tidende siger til Journalisten, at “det er en præcis betegnelse”, fordi det “er et præcis og dækkende begreb”?

Jeg er ikke enig med Kristian Mouritzen. Som det fremgår ovenfor, går man faktisk ekstremisternes ærinde, når man helt ukritisk hævder at være i krig mod noget så upræcist som terror. Som professor Villaume fremfører foroven, bliver man jo netop til “magtens forlængede arm”, når man ukritisk overtager dennes sprogbrug.

Hermed bliver pressen blot klakører og medproducenter af den magt, man ellers altid, dog primært i skåltaler, hævder at være så kritisk overfor, altså det med den 4. statsmagt ogaltdetder. Men en presse, der ikke meget konkret og kritisk forholder sig til magten og dennes sprog, er jo ikke kritisk…men ukritisk!

Men afvisning af enhver kritik, er desværre typisk for store dele af både presse og journalister! Mens man på den ene side ikke afholder sig fra at udsætte andre for kritik, eller lige smaske en eller anden på forsiden af dagens avis og spiseseddel, ja så tåler man meget sjældent selv kritik af nogen slags. Og slet ikke fra andre journalister endsige fra forskere, som bare regnes for at være de allerværste…

Også før nævnte Reza Aslan, finder, at betegnelsen global war on terror er direkte kontraproduktiv i forhold til bekæmpelse af den terror, de fleste af os selvfølgelig tager afstand fra. Dette forklarede Aslan jo som nævnt i The Daily Show. Og hvor er det altså beskæmmende, at det af alle steder er i et satireprogram som The Daily Show, man skal opleve et i dette tilfælde bedre og mere kritisk informationsniveau, end det oftest er muligt i f.eks. public service institutioner som DR og TV2.
Og altså også i de store landsdækkende aviser, der jo ellers hævder at tilslutte sig publicistiske principper.

Hvorfor er det mon tilfældet?

Ovenstående understreger blot, at der er god brug for et Center for Demokrati & Journalistik, der kan sikre en kritisk journalistik. Så kan vi nemlig også diskutere, hvordan vi løbende (selv)kritisk forholder os til vores egen rolle som journalister og formidlere, når vi er med til at sætte dagsorden i dette vores fælles demokrati.

Er du interesseret i at følge med i denne blog,tryk her for abonnement. Når du har aktiveret linket, skal du blot skrive din email adresse. Kort herefter modtager du en mail, hvor du skal bekræfte, at du vil modtage de nye indlæg på din mail. Hvilket så fremover vil ske helt automatisk…

Yderligere (nedtrykkende) læsning…om baggrunden for krigen i Irak og de mange løgne om de nok så omtalte masseødelæggelsesvåben:
Hermed et citat fra Center of Public Integrity, der har undersøgt og afdækket Bush administratio­nen åbenbart konsekvente løgne omkring grundlaget for deltagelsen i Irak krigen:
President George W. Bush and seven of his administration’s top officials, including Vice President Dick Cheney, National Security Adviser Condoleezza Rice, and Defense Secretary Donald Rumsfeld, made at least 935 false statements in the two years following September 11, 2001, about the national security threat posed by Saddam Hus­sein’s Iraq.
Nearly five years after the U.S. invasion of Iraq, an exhaustive examination of the record shows that the statements were part of an orchestrated campaign that effectively galvanized public opinion and, in the process, led the nation to war under decidedly false pretenses. On at least 532 separate occasions (in speeches, briefings, interviews, testimony, and the like), Bush and these three key officials, along with Secretary of State Colin Powell, Deputy Defense Secretary Paul Wolfowitz, and White House press secretaries Ari Fleischer and Scott McClellan, stated unequivocally that Iraq had weapons of mass destruction (or was trying to produce or ob­tain them), links to Al Qaeda, or both.(…)

It is now beyond dispute that Iraq did not possess any weapons of mass destruction or have meaningful ties to Al Qaeda.
This was the conclusion of numerous bipartisan government investigations, including those by the Senate Select Committee on Intelligence (2004 and 2006), the 9/11 Commission, and the multinational Iraq Survey Group, whose “Duelfer Re­port” established that Saddam Hussein had terminated Iraq’s nuclear program in 1991 and made little effort to restart it
” (Kilde: publicinte­grity.org/WarCard/Default.aspx?source=home&context=overview&id=945).

Advertisements

Entry filed under: Uncategorized.

Og jeg rejser mig trodsigt i vrimlen… Podcast og kulturmøder

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Trackback this post  |  Subscribe to the comments via RSS Feed


Nalle Kirkvåg

Nalle Kirkvåg

Journalist, cand.comm. Og BA i pædagogik + BA i psykologi.

Ekstern lektor på Københavns Universitet, projektudvikler og kommentator. Er ekspert i kritisk journalistik, medier og presse.

Har som journalist bl.a. arbejdet for DR (P1 & P4), Nat & Dag, Jyllands-Posten, XFM og Tjeck Magasine.

juni 2011
M T O T F L S
« maj   jul »
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  

Blogs I Follow


Bom & Bjerkes blog

- på opdagelse uden autopilot

%d bloggers like this: