Lukkede danske medier og manglende væsentlighed

14. august 2011 at 10:57 am 1 kommentar

Medier spørger andre om alt, men de kan selv være ekstremt lukkede“. Dette fortæller Anker Brink Lund til Politiken i forbindelse med et større publicistisk serviceeftersyn, som Brink Lund er i gang med at foretage. At pressen er lukket, når det kommer til egne sager, er der jo intet nyt i for en kritisk journalist. Faktisk er presse og journalister ikke blot lukkede for offentligheden, når det drejer sig om egne sager, men er oftest også meget sarte overfor kritik endsige det kritiske.

Hvordan kan åbenhed afvises, når udhængning af andre, i større eller mindre grad, er normen? Det er noget, der altid har undret denne blogger, der jo selv bl.a. er uddannet som journalist. Lige siden mine studenterdage i starten af forrige årti, har jeg ofte stillet det spørgsmål, men har sjældent fået noget seriøst svar herpå. For dette med krav om åbenhed indenfor pressens egne rækker, er åbenbart noget af et tabu. Hvilket Brink Lund og hans hold åbenbart også har oplevet.

Hvis du tror, at forskere er svære at arbejde sammen med, skulle du se de svar, vi får, når vi beskriver mediernes målgruppe ud fra hjemmesider og interview. De er fyldt med røde streger. Og så er der nogen, som slet ikke vil være med. Medier spørger andre om alt, men de kan selv være ekstremt lukkede“, siger Brink Lund.

Mangel på åbenhed i pressen over for forskere kom (igen) frem i forbindelse med den før nævnte artikel i Politiken. Her kan man læse, at Anker Brink Lund m.fl. i et større pilotprojektet undersøger, “om medierne lever op til målsætningerne for de 6,4 milliarder kroner, de får i mediestøtte. Samtidig – og nok så vigtigt – er det publicistiske serviceeftersyn tænkt som et værktøj, som medierne kan bruge til at blive bedre til at ramme plet med deres journalistik“. Derfor har man foretaget en analyse af 6.328 indslag og artikler (i 2010) fra et bredt udsnit af nyhedsmedier (aviser, netmedier samt radio og tv). Her har man brugt en ny metode, hvor “det publicistiske serviceeftersyn er en eksperimentel metodik, der på længere sigt kan tjene som grundlag for tildeling af offentlig mediestøtte“.

Projektet er som vanligt, når pressen undersøges, kontroversielt. F.eks. har flere mediehuse ligefrem kaldt det for “statsstyring og smagsdommeri at give karakterer for journalistik“. I projektet får hver historie fra et til tre point. Et point uddeles for væsentlighed for samfundet og borgerne, et point for relevans for brugerne samt et point for fascination. Men i følge holdet bag undersøgelsen, så lever blot 1 % af historierne op til alle tre kriterier, dvs. rammer 100 % plet. “Som det fremgår, hører den slags til sjældenhederne i den journalistiske fødekæde anno 2010“, står der i flg. Politiken i rapporten.

Danske Dagblades Forenings adm. dir. Ebbe Dal synes ikke, at det giver mening at måle journalistikken netop på denne måde. ”Mange dagblade har for eksempel pålagt sig selv en slags public serviceforpligtelse til at bringe EU-stof, fordi det er væsentligt, men ifølge metoden kan EU-stof ramme ved siden af skiven, fordi det ikke forekommer relevant for den enkelte borger og ikke er fascinerende. Det kan føre til, at aviserne bliver straffet økonomisk for at bringe EU-stof, der i et større perspektiv er betydningsfuldt, og det hænger jo ikke sammen”. Det siger han til nyhedsbrevet Dansk Presse.

Så måske det er derfor, at flere medier ikke har ønsket at svare på forskernes spørgsmål? Hos Berlingske Medier, der jo også er på støtten, bl.a. modtager de “op mod 100 mio. kr. årligt i en periode på otte år” til deres Radio 24syv, har man ikke deltaget i undersøgelsen. Berlingske Medias koncernchef, Lisbeth Knudsen siger bl.a., at man “ikke på nogen måde” kan bruge metoden som et grundlag for en fremtidig fordeling af støtten. Hun ser det publicistiske serviceeftersyn som en gang “uvidenskabeligt smagsdommeri“, som det “er svært at tage seriøst. De tre kriterier, analysen arbejder med, er rent subjektive, på samme måde som begrebet kvalitet er det. Vi skal ikke have politisk fastsatte kriterier for væsentlighed, relevans og fascination“.

Lisbeth Knudsen siger, at det kan underminere væsentlighedskriteriet, hvis man bortdømmer historier som irrelevante, f.eks. fordi de ikke er en del af læsernes hverdagsliv. “Er en historie om en afsløring af dårligt arbejdsmiljø på en vindmøllefabrik dårligere, fordi den måske ikke er relevant for en kontorchef i Finansministeriets budgetkontor“, spørger hun polemisk i Politiken? Hun mener desuden ikke, at metoden vil kunne bruges til at forbedre journalistikken: “Man kan ikke sætte journalistik på formel. Det bliver dåsemad

Anker Brink Lund afviser kritikken. “Det er ikke subjektivt. I hvert fald ikke hvis der er noget, der hedder professionalisme i journalistik. Vi tester, om medierne lever op til nyhedskriterier, som er bredt anerkendte i branchen, og om de henvender sig til den målgruppe, som de selv udpeger. Og vi sætter folk med jour- nalistfaglige kompetencer til at vurdere det. I de allerfleste tilfælde er de enige i bedømmelsen“, siger Anker Brink Lund til Politiken.

Et andet problem er, at “mediestøtten bliver i virkeligheden kanaliseret til de velbjærgede, de højtlønnede og de veluddannede. De kunne sagtens betale for deres egne aviser“. Det mener Henning Dyremose i anden artikel i Politiken. Den tidligere minister samt Konservative politiker er formand for det Mediestøtteudvalg, som senest d. 1. oktober 2011 skal fremlægge et forslag til en fremtidig fordeling af mediestøtten.

For i flg. Dyremose “giver vi ikke me- diestøtte af er- hvervspolitiske men af demokratiske hensyn. Derfor skal oplysningerne nå ud til så mange som muligt“. Hvilket jo så næppe er 100 % faktuelt korrekt, men det lyder da aldeles fornuftigt.

Mediestøtteudvalget har så åbenbart heller ikke fokus på den betydelige sociale slagside i fordelingen af den omfattende mediestøtte. Det mener i hvert fald Palle Smed, der er redaktør af de ufaglærtes fagblad 3F. For da portostøtten til fagblade på en halv milliard kroner forsvandt i 2004, betød det lukninger og nedskæringer på en lang række fagblade.

Det er et kæmpeproblem. Vi taler i øjenhøjde med almindelige mennesker, som ikke er de store mediebrugere. De er åbenbart ikke værd at støtte, mens Week- endavisen skal have støtte for at sælge en eliteavis, der koster 42 kroner per styk“, siger Palle Smed til Politiken. Siden afskaffelsen af portostøtten har 3F beskåret udgivelsesfrekvensen fra 44 til 12 årlige udgaver.

Matthæus-effekten kaldes det, at mediestøtten primært kommer de velstillede til gode. Men “skævheden handler ikke kun om alder, men også om uddannelse og indkomst. Det er den klassiske Matthæus-effekt, som siger, at støttekroner kommer dem til gode, som har et højt informationsniveau i forvejen. Det samme fænomen kender vi fra kulturstøtte til museer og biblioteker“, fortæller professor, Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet, Stig Hjarvard bl.a. til Berlingske Tidende.

For Anker Brink Lund er selve nyhedsbegrebet under pres.En stadig større del af befolkningen vender ryggen til traditionelle nyheder. Der er tale om en polarisering, hvor mange – især lavt uddannede unge – ikke interesserer sig for nyheder bortset fra de helt store begivenheder“. De såkaldte Gratisaviser (Urban, MetroXpress og 24timer mv.) er den mediegruppe, som henvender sig mest ligeligt til alle danskere uanset uddannelse, løn og alder. Men også kulørte ugeblade og ikke mindst TV3 er populære blandt mange unge. Hvilket dog langt fra får Anker Brink Lund til at kræve mediestøtten til aviserne og DR sløjfet og overført til f.eks. Urban, TV3 og Se og Hør.

Det ville være misbrug af borgernes penge at give dem til rent kommercielle medier, som alligevel kan klare sig på markedsvilkår. Det ville give et mediebillede som i USA, hvor der er langt større kvalitetsforskel mellem elitemedier og brede medier. Mediestøtten skal gives til det, vi forskere kalder korrigering af markedsfejl“, siger Anker Brink Lund.

Stig Hjarvard peger på en positiv nedsivningseffekt fra de støttede medier. “Hvis man ikke gav nogen former for mediestøtte, så ville det stå meget værre til med kvaliteten. De gode historier siver ud i andre medier om end i en svækket udgave. Systemet er gammeldags og langtfra optimalt, men hvis ikke vi kastede pengene ud, så ville vi få et mediebillede med endnu mindre gennemslagskraft til de svageste“, fortæller han.

Ifølge Brink Lund bør man gøre op med, at mediestøtte primært uddeles til ‘gamle’ medieplatforme som tv og dagblade og i stedet indføre et princip om, at støtten skal gå til relevant indhold, som gør os klogere, uanset om det udkommer på papir, tv, radio eller på nettet. Noget jeg er 100 % enig med ham i.
Hermed kan journalistiske netmedier f.eks. støttes. Som eksempel kan Den2Radio nævnes, som kæmper for at overleve. Eller Thirdear, der jo har kastet håndklædet i ringen, efter de i 2011 er løbet tør for penge, hvorfor de lukker og slukker efter få års spændende eksperimenter med montage radio. Og det kan gælde et Center for Demokrati & Journalistik, en ide mange bakker op om, men som det indtil videre har vist sig umuligt at skaffe midler til… På den måde kan mediestøtten bevidst bruges til at satse på alsidighed og kvalitetsjournalistik, som også Henrik Kaufholz foreslår her i en kronik i Politiken.

At mediestøtten over tid bør omlægges, giver jo nærmest sig selv. For selv om nogle interesser kæmper imod dette; især medier der i dag modtager støtte, som de, ved en evt. omlægning, vil miste, er det indlysende, at mediestøtte især bør gå til de medier, der bedriver kritisk, dvs. reelt debatskabende journalistik, der gør os klogere. Og det for øvrigt uanset mediets beskaffenhed (trykte medier, radio, tv eller web). For med netop en sådan mediestøtte, ja så styrkes vores demokrati. For det er alene via adgang til velfunderet (og velresearchet) viden, at vi på sigt kan sikre os demokratiets overlevelse. For med adgang til en sådan viden har vi som borgere i et demokratisk samfund mulighed for at foretage oplyste beslutninger og dermed mulighed for at vælge bl.a. de bedste politikere til at styre vores land ind i fremtiden.
Men den slags journalistik er omkostningstung, dvs. ikke noget der kan overlades til et (medie)marked, hvor hurtig indtjening er afgørende. Altså må der mediestøtte til…

Men tilbage til, at journalister ofte udviser uvilje mod (især universitets)forskere. Desværre må det jo konstateres, at mens journalister finder det meget mere end rimeligt, at de på standens vegne har ret(!) til at undersøge, udspørge og afdække en hvilken som helst konflikt, som man lige finder, bør dækkes, ja så er flertallet af journalister selv endog meget følsomme overfor kritik. Denne oplevelse bygger ikke alene på egne oplevelser, men fremgår f.eks. også af en artikel i Journalisten. Her kan man læse, at journalister kan ikke tåle kritik, lyder det fra flere af landets medieforskere. Den manglende vilje til at lytte kan betyde ringere journalistik”.

I artiklen henvises der bl.a. til forskere fra Syddansk Universitet, der for år siden fremlagde en række forskningsresultater. Men ”så snart de har fremlagt deres resultater, hagler kritikken ned over dem fra fem journalister”. I artiklen udtaler Charlotte Wien, Institut for Journalistik på Syddansk Universitet, at ”jeg får nærmest en modvilje mod at komme frem med ny forskning, når jeg får en på låget hver gang”.
På Journalistik på RUC fandt i 2008 en lignende konflikt sted. Her kritiserede Anders Refnov, redaktør på Ekstra Bladet TV
studieleder Mark Østen for de ”hellige synspunkter om mediernes måde at dække Stein Bagger-sagen på”. På denne baggrund opfordrede Refnov de studerende til at ”spørge jer selv, om Mark er den rette til at stå i spid­sen for” uddannelsen. Og jeg må sige, at det fandt jeg, var totalt usmageligt! Meget mere herom…her.

Kritisk reflektion og dikussion af pressens metoder samt hvordan man bruger de “6,4 milliarder kroner” dansk presse årligt får i mediestøtte, bør være en selvfølge! Dette er endnu en grund til, at der over tid bør etableres et Center for Demokrati & Journalistik, der netop skal sikre betydelig mere kritisk journalistik i Danmark…og for den sags skyld også gerne ude i den ganske verden. Hermed kan der sikres en bred ramme for, hvordan man kan eksperimentere med mange forskellige former for kritisk journalistik. Samt ikke mindst sikre en bred demokratisk forankret debat, som ikke bare kan overlades til markedets økonomiske interesser…

Er du interesseret i at følge med i denne blog,tryk her for abonnement. Når du har aktiveret linket, skal du blot skrive din email adresse. Kort herefter modtager du en mail, hvor du skal bekræfte, at du vil modtage de nye indlæg på din mail. Hvilket så fremover vil ske helt automatisk…

Som eksempel på, hvordan der konkret (og for få midler) kan formidles kritisk journalistik: se bl.a. her.

Reklamer

Entry filed under: Uncategorized.

Om IKKE at slå en ellers god historie ihjel Folketingsvalg

1 kommentar Add your own

  • 1. Michael Bjørnbak Martensen  |  15. august 2011 kl. 9:29 am

    Anker Brink Lund har sin faglighed plantet i en meget fast forestilling, der ligger langt fra en anden fast forestilling hos Mark Ørnsten.
    For ikke at forvirre alt og alle – ville det måske være rart om de to professorer snakkede sammen om de publicistiske kvaliteter anno 2011.
    Spændende at se om de to kan blive enige, eller om der er tale om en kamp mellem SDU og RUC. En kamp der sådan set er udmærket i et samfund, der udvikler sig. Og de publicistiske muligheder skal indpasses.
    Er der tale om en kamp – ville det måske være udmærket, hvis Anker Brink Lund blev lidt mere afdæmpet i sin kritik af journalisterne og mediehusene.
    Det skal i alt fald være min anbefaling.

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Trackback this post  |  Subscribe to the comments via RSS Feed


Nalle Kirkvåg

Nalle Kirkvåg

Journalist, cand.comm. Og BA i pædagogik + BA i psykologi.

Ekstern lektor på Københavns Universitet, projektudvikler og kommentator. Er ekspert i kritisk journalistik, medier og presse.

Har som journalist bl.a. arbejdet for DR (P1 & P4), Nat & Dag, Jyllands-Posten, XFM og Tjeck Magasine.

august 2011
M T O T F L S
« jul   sep »
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
293031  

Blogs I Follow


Bom & Bjerkes blog

- på opdagelse uden autopilot

%d bloggers like this: