Journalister tager selvfølgelig aldrig fejl…

24. november 2011 at 1:07 pm 1 kommentar

Jeg har aldrig forstået hvorfor så mange journalister, har svært ved at indrømme, når de tager fejl. Men sådan er det desværre, for journalister tager åbenbart aldrig fejl. Jeg har før udtrykt denne undren, bl.a. ved Ulrik Haagerup, chef for Nyhederne i DR. Han tager åbenbart heller aldrig fejl, men gemmer sig bag påstanden om, at ”vi rapporterer jo bare det, der sker”. Men alle medierede fortællinger (bl.a. nyheder og journalistik) er udtryk for valg. Når der vælges til, hvad der bringes af nyheder, så fravælges der jo også, hvad der ikke bringes, dvs. noget helt andet end påstanden om, at ”vi rapporterer jo bare det, der sker”.

Spidsvinkling er et andet eksempel. Her strammes præmissen, så der skæres så hårdt til, at selv dem på bagerste række er helt med. I denne optik er man enten god eller ond, mens nuancer for enhver pris må undgås. Man tror nemlig ikke på, at dem foran skærmen, kan følge med, hvis alt ikke er sort/hvidt. Desværre er der alt for mange ‘gode’ eksempler på spidsvinkling, noget der bl.a. har medørt kritik fra DRs seerredaktør Jacob Mollerup.

F.eks. DR1 dokumentaren Når lægen ved bedst fra 2008, der fremførte en række usande beskyldninger mod Rigshospitalet samt en navngiven overlæge, som det fremgår af en dom fra Østre Landsret i en injuriesag, anlagt af Rigshospitalet mod DR. Dommen fik DRs seerredaktør Jacob Mollerup til at påtale den kedelige kultur om ikke at ville indrømme fejl, som gælder blandt alt for mange journalister samt deres redaktører, ligesom han kritiserer den udbredte tendens til at spidsvinkle.

I sin klumme fra november 2011 skriver Mollerup bl.a., at han allerede i 2008 var meget kritisk overfor dokumentaren. ”Jeg anbefalede i oktober 2008 DRs ledelse, at man beklagede udsendelsen og at DR erkendte, at den byggede på “… en række stramninger og overdrivelser”.”, som Mollerup skriver. Mens denne kritik i DR internt heftigt blev debatteret, anlagde Rigshospitalet injuriesag mod folkene bag dokumentaren. De mente, at det var injurier og påpegede bl.a., at programmet uretmæssigt beskyldte dem for at have givet en række patienter en fejlbehandling og dermed forårsaget unødvendige dødsfald. Fra Rigshospitalet mente man også, at programmet beskyldte en navngivet overlæge for at have fremmet egen prestige og privatøkonomi på patienternes bekostning.

Østre Landsret fandt frem til, “at programmet fremkommer med beskyldninger, som bygger på et faktuelt forkert grundlag og dermed fremsætter injurier mod Rigshospitalet og den pågældende overlæge”. En klar dom, må det vel siges.
Men så skete det, der så ofte sker, når journalister, redaktører og medier kritiseres: man afviser det helt og aldeles. DRs dokumentarchef Steen Jensen er ikke mindst “overrasket over dommen, (…) formålet med udsendelsen – at foretage en kritisk vurdering af Rigshospitalet og den ansvarlige overlæges behandling af patienter med lungehindekræft – er en berettiget varetagelse af pressens opgave som public watchdog”. Derfor vil han “nærlæse dommens præmisser og tage stilling til, om vi vil forsøge at få sagen prøvet ved en højere instans”, siger han til DR Presse. Så ikke noget med at: ups, vi gik for langt, det er vi altså kede af, undskyld. For nej, journalister (og redaktører) undskylder aldrig, hvilket der jo så heller ikke er nogen grund til, når man altid har ret, dvs. aldrig tager fejl…

Dommen bekræfter meget tydeligt, “at det i praksis ofte er svært for en ledelse at beklage noget, man lige har udsendt med piber og trommer. Problemet er bare, at det er nødvendigt, hvis man selv vil administrere sin ytringsfrihed – og ikke vil gøre vurderingen af kritisk journalistik til noget, der flytter fra medierne og Pressenævnet og i stedet gang på gang ender i retssalene”, skriver seerredaktør Jacob Mollerup i sin klumme. Her har han fat i noget helt afgørende. For pressen gælder jo særlige vilkår: man er en redigerende magt, der, siger man selv, skal holde magthaverne i ørerne, dvs. kontrollere magten.

Men præmisserne for pressens legitima­tion som redigerende magt, er, at man kan yde (selv)kritiske bidrag til vedligeholdel­se af en offentlig kritik, dvs. ikke bare, som i dette tilfælde, udsender spidsvinklede påstande, men derimod fordrer kritisk journalistik. En sådan kritisk journalistik må stille krav om, at indholdet er baseret på væsentlighedskriterier, er interessevæk­kende og almen tilgængelig. Dette er jo helt afgørende, fordi “informationsadgang og kritisk journalistik er afgø­rende for debattens kvalitet”, som Stig Hjarvard, professor på Film- & Medievidenskab, KU, allerede i 1995 påpegede. For ingen massemedier er ”neutrale transportveje for kommunika­tion. I kraft af de enkelte mediers karakteristika formes budskabet og meningen på bestemte måder”, som Stig Hjarvard påpeger. Og det var netop det, DR slet ikke ville stå på mål for, da der blev rejst kritik af Når lægen ved bedst, en dokumentar som for øvrigt over en halv million kikkede med på, da den blev sendt.

Kritisk journalistik “kræver ledelser, der forstår, at man ikke gør sine aktive og udfarende reportere nogen tjeneste ved at bakke dem op i noget, der ikke holder vand. Man skal bestemt ikke hænge sine medarbejdere ud – men derimod som ledelse selv tage ansvaret og få ryddet op i de sager, hvor mediet er gået for langt”. Det skriver seerredaktør Jacob Mollerup i sin klumme. Og ja, det har en ved gud ret i! For gør man ikke det, kan man ikke opleve den anden af Mollerups pointer, “at der faktisk var afgørende styrker ved dokumentaren”. Disse druknede desværre bare i den larmende tavshed fra redaktion og journalister, der ikke ville stå på mål for de spidsvinklinger, man havde foretaget i dokumentaren. Hvilket jo er dybt ærgerligt, for der var vel en god grund til, at historien skulle fortælles, eller hvad…?

Ikke mindst påviste den (og her var dokumentationen ikke til at skyde igennem) meget overbevisende, at en lang række patienter var blevet dårligt informeret af Rigshospitalet. Det var tilsyneladende denne dårlige information, der gav det klima af mistillid, som dokumentarens patienter taler ud fra. Men det paradoksale er selv sagt, at dokumentaren selv endte med at sprede unødvendig frygt blandt store patientgrupper”, skriver Mollerup i sin klumme.

Også Rigshospitalet får på puklen af Mollerup. De havde også en betydelig del af ansvaret for, at sagen kørte af sporet – og kom til at vare så længe. I følge Mollerup havde Rigshospitalet ikke blot informeret sårbare patienter dårligt. Man man afviste også konsekvent at medvirke i udsendelsen, ligesom man valgte ikke at bruge DRs klagesystem eller Pressenævnet. I stedet for gik Rigshospitalet direkte til et sagsanlæg, hvilket Mollerup med rette påpeger, “selvsagt ikke gjorde det nemmere at forlige sagen”. Tilbage står en dom, der understreger, at nyhedsmedie ikke må komme med alvorlige anklager, som man ikke kan dokumentere. Trist dog, at der skal en dommer til at påpege det ellers indlysende.

Måske journalisters meget lille popularitet skyldes, at man aldrig (eller i hvert fald meget sjældent) vil indrømme fejl? Skyldes det en form for ‘systemfejl’, hvor man jo ofte går ud “med piber og trommer”, som Mollerup skriver. Måske det er her, det er nødvendigt at starte? Altså at gå væk fra idealet om at stramme og spidsvinkle og i stedet for fremlægge åbent og ærligt, at disse synspunkter er der, dem undersøger vi, men vi lægger os ikke allerede på forhånd fast på én vinkel, som vi så bare skal underbygge, uanset hvor meget det ellers kræver af “stramninger og overdrivelser”, som det åbenbart var tilfældet med Når lægen ved bedst? Her er en seerredaktør for øvrigt et godt sted af starte.

At DR har en seerredaktør er super sej! Her er DR laaangt foran de fleste medier, der sjældent (eller aldrig) vil give så gennemgribende en kritik af deres eget medie eller manglende kritisk journalistisk. Kan man forestille sig det samme ske på TV2, f.eks. dengang Mikkel Hertz, der er chef for TV2 News, lige slettede et interview med en voldsomt ophidset statsminister Lars Lykke Rasmussen, fordi TV2 journalisten Anders Langballe uopfordret interviewede ham om overbetaling af privathospitaler? Disse optagelser var selvfølgelig, mente en lang række TV2 journalister, relevante, hvorfor interviewet skulle bringes i TV2. Men nej, optagelserne blev ikke anvendt, men blev derimod slettet (inklusiv fra TV2s mediearkiv, hvorfor vi aldrig får at se, hvad den daværende statsminister efter sigende råbte af Anders Langballe, der som journalist vel blot forsøgte at udføre sit arbejde). Eller kunne man forestille sig en Ekstra Blads læserredaktør, der udtalte kritik af Ekstra Bladet, avisen der aldrig tager fejl? Næppe… Så trods berettiget kritik af DR skal der herfra lyde et: godt gået med den der seerredaktør!

Du kan læse mange flere indlæg af DRs Seerredaktør Jacob Mollerup her. Og for dem med interesse for området kan Mollerups ½ årlige rapport om DR læses her, mens klager over DR indbragt for Pressenævnet bl.a. kan læses her.

Kritisk journalistik er jo bl.a. målet med denne blog. Men det er også målet over tid at er etablere et Center for Demokrati & Journalistik, der netop skal være med til at sikre en betydelig mere kritisk journalistik i Danmark…og for den sags skyld også gerne ude i den ganske verden.

Er du interesseret i at følge med i denne blog,tryk her for abonnement. Når du har aktiveret linket, skal du blot skrive din email adresse. Kort herefter modtager du en mail, hvor du skal bekræfte, at du vil modtage de nye indlæg på din mail. Hvilket så fremover vil ske ganske automatisk…

Reklamer

Entry filed under: Uncategorized.

Radiomontager. Flotte priser. Ingen penge Stop forargelsesjournalisike angreb på ledige, tak!

1 kommentar Add your own

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Trackback this post  |  Subscribe to the comments via RSS Feed


Nalle Kirkvåg

Nalle Kirkvåg

Journalist, cand.comm. Og BA i pædagogik + BA i psykologi.

Ekstern lektor på Københavns Universitet, projektudvikler og kommentator. Er ekspert i kritisk journalistik, medier og presse.

Har som journalist bl.a. arbejdet for DR (P1 & P4), Nat & Dag, Jyllands-Posten, XFM og Tjeck Magasine.

november 2011
M T O T F L S
« okt   mar »
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
282930  

Blogs I Follow


Bom & Bjerkes blog

- på opdagelse uden autopilot

%d bloggers like this: