Archive for december, 2012

Om konstruktive nyheder

Konstruktive nyheder er i vælten. Det har DRs nyhedsredaktør Ulrik Haagerup redigeret en bog om. Og det skændtes han og Carsten Jensen så om i Deadline (sidst i udsendelsen), uden at gøre seeren videre klogere på, hvad det her præcist går ud på. Det er for øvrigt det, man i journalistik kalder “et godt kryds”, altså to der er gode til at skændes for åben skærm, så man får en eksplicit konflikt. Og det er vel ikke videre konstruktivt?

Konstruktive nyheder er der masser af i DR, altså hvis man bare ved, hvor man skal lede. Besøgstid på P1 er en meget godt eksempel på reel konstruktiv & positiv journalistik.
I den seneste udsendelse var programmets vært, Karen Secher på besøg hos den danske verdensborger og digter, Henrik Nordbrandt. Her kom de to så rundt om fx almene og betydelige emner som: isolation & om at være udenfor. Og om at være så følsom, at tanken om bombardementet af den franske skole, som blev ramt af britiske bomber d. 12. marts 1945, blot få timer inden Nordbrandt blev født, at dette rørte Nordbrandt til tårer. Og det er fx her, det konstruktive viste sig med fuld styrke. For efter adskillige lange sekunders helt tavshed i radioen, går det op for lytteren, at forfatteren er så hårdt ramt, at han intet kan sige, mens han kæmper med tårerne & de voldsomme følelser, der i spil i ham.

Gråd er kroppens normale & biologiske afkoblingsmekanisme. Det er måske ret indlysende, men stadig i dag stoppes børn (især drenge) i deres gråd, så de som voksne ikke mere evner denne helt naturlige mekaniske, der faktisk kan afstresse kroppen, hvis tårerne får frit løb. Og det gjorde de altså (til dels) hos Nordbrandt og i Besøgstid, hvorved vi med enkel handling fik sat gråd, følsomhed og den smerte ved livet, som mange har så svært ved at magte, på dagsordenen. Hvilket jo er ret så konstruktivt!

Jeg blev så grebet af Besøgstid hos Nordbrandt, at jeg helt måtte opgive at være produktiv, mens udsendelsen strømmede ud af højtalerne. Ganske enkelt gjorde Secher og Nordbrandt dette med væren samt gøren tilgængeligt for lytteren. Og de undersøgte, hvordan den samme sensibilitet der skaber muligheder for at digte på det smukke sprog, Nordbrandt om nogen behersker, også har en pris i form af fx depression og om nemt at blive rørt til tårer. Hvilket, altså depression, jo er noget, mange danskere (også for tiden) kæmper med. Meget spændende…og helt uden de store fagter.

Karen Secher, der i 2011 vandt Sprogøreprisen for: “flydende, imødekommende, velartikuleret og korrekt dansk” og Nordbrandt fik også sammen udforsket fordele og forskelle mellem prosa og journalistik, samt hvordan disse kan noget meget forskelligt, når det kommer til at fortælle om vores fælles virkelighed. Igen: meget spændende og relevant. Altså = konstruktiv (og dermed kritisk) journalistik.

Så, måske Haagerup skal lytte mere til P1, der gang på gang demonstrerer, at det her konstruktive altså dagligt er tilgængeligt? Og måske Haagerup, i stedet for “det gode kryds”, mere skal til at insistere på, at konflikt er andet, end to mennesker der på skift småskændes om, hvem der har ret og hvem, der er dum (sjovt nok, er dét altid ‘den anden’)?

Det er for øvrigt ikke første gang, at Haagerup er ude med riven og fortælle, at nu skal der ske noget nyt og andet end det vanlige. Fx i marts 2010 fortalte han bl.a. til Kristelig Dagblad, at han ville “arbejde imod tabloidisering af DR”. Men blot et halvt år efter, kunne man på DRs Nyheders hjemmeside læse, at “Anni græd ikke efter fængselsdom”. Hvordan dette er andet en tabloidisering af nyhederne, fatter jeg ikke en dyt af! Så hvorfor Haagerup, der jo er DRs nyhedsdirektør, ikke blot beslutter, at nu skal nyheder være mere konstruktive og mindre tabloide, fatter jeg ikke… Gør du?

I Mennesker og Medier på P1 m. Lasse Jensen kan du også høre om Haagerups ideer om “‘En konstruktiv nyhed – opgør med pressens negative verdenssyn”. Du kan også læse om Rune Lykkeberg, der i Information har debatteret dette

Kritisk journalistik er jo bl.a. målet med denne blog. Men det er også målet over tid at er etablere et Center for Demokrati & Journalistik, der netop skal være med til at sikre en betydelig mere kritisk journalistik i Danmark…og for den sags skyld også gerne ude i den ganske verden.

Er du interesseret i at følge med i denne blog,tryk her for abonnement. Når du har aktiveret linket, skal du blot skrive din email adresse. Kort herefter modtager du så en mail, hvor du skal bekræfte, at du vil modtage de nye indlæg på din mail. Hvilket så fremover vil ske ganske automatisk…

6. december 2012 at 7:13 pm Skriv en kommentar


Nalle Kirkvåg

Nalle Kirkvåg

Journalist, cand.comm. Og BA i pædagogik + BA i psykologi.

Ekstern lektor på Københavns Universitet, projektudvikler og kommentator. Er ekspert i kritisk journalistik, medier og presse.

Har som journalist bl.a. arbejdet for DR (P1 & P4), Nat & Dag, Jyllands-Posten, XFM og Tjeck Magasine.

december 2012
M T O T F L S
« nov   jun »
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
31  

Blogs I Follow


Bom & Bjerkes blog

- på opdagelse uden autopilot