Archive for juni, 2014

Er Simon Andersen et godt valg for Radio24syv?

Simon Andersen skal være nyhedschef for Radio24syvs ca. 35 nyhedsjournalister. Men er det så lige en god ide? For om noget deler Simon vandene. I Politiken d. 22. maj kaldes han fx “farverig“, hvilket for de kritiske er noget af det meste positive, der er at sige om ham.
Men mens mange ikke har meget godt at sige, har atter andre en enorm respekt for Simon Andersen. Det gælder ikke mindst hans faste klakør David Trads, der på et opslag på Facebook bl.a. skriver, at Simon er “fremragende – for der findes INGEN dansk journalist, som er dygtigere til at lede en nyhedsredaktion end Simon. Nu blir der fyret op under kedlerne i dansk radio“.

Men er Simon Andersen en god journalist? Et er at være en god redaktionsleder, hvilket jeg ikke selv har nogen viden om, eller holdning til. Jeg kender alene Simon fra RUC, hvorfra jeg er uddannet som journalist. Simon underviste dengang…bl.a. som fortaler for en høj journalistisk etik; noget der efterfølgende til tider har været mere end svært at få øje på i Simon Andersens virke. Også på RUC var der meget blandende holdninger til ham. Men at Simon Andersen deler vandene, er ikke det, der er centralt; hvis det var det, der var på spil, ville vi være mange, der ikke kunne besidde et job…nogen som helst steder!

To sager viser, hvorfor Simon Andersens journalistiske virke er problematisk.
Det ene er den voldsomme og usaglige kampagne han (med Lars Fogt, der har fået flere påtaler i Pressenævnet) stod bag i det hedengangne Nyhedsavisen mod Christoffer Guldbrandsens dokumentarfilm Den hemmelige krig. Den anden er en mere principiel sag, hvor Simon Andersen, sammen med B.T.s redaktionsledelse, lod en række magthavere slippe for påtale – som en central part i lækagesagen mod statsminister Helle Thorning-Schmidt og hendes mand Stephen Kinnock.

I et interview i Ekko, foretaget af min kollega Peter Schepelern, påpeger netop Christoffer Guldbrandsen, at “I forløbet om Den hemmelige krig var det især Nyhedsavisens Simon Andersen, der førte an i kampagnen mod filmen, en kampagne, der i slående grad var i overensstemmelse med Forsvarsministeriets spin. Selvsamme Simon Andersen, som Forsvaret valgte at lække den arabiske oversættelse af Jægerbogen til. Og som blev ved med at hævde, at han havde set den på internettet – også efter, at Forsvaret havde indrømmet, at de selv havde fabrikeret den“. Nu skal det selvfølgelig påpeges, at Guldbrandsen jo var part i den konflikt, så selvfølgelig var han kritisk overfor Simon Andersen og Nyhedsavisens nærmest brutale kampagne. Men alligevel har Guldbrandsen en helt klar pointe; for også her tog Simon Andersen magthavernes, dvs. de stærkes parti.

Sagen hvor bl.a. Simon Andersen dækkede over, hvem der lækkede de fortrolige papirer i lækagesagen om statsminister Helle Thorning-Schmidts skattepapirer, er også dybt problematisk. Skattesagskommissionens formanden Lars E. Andersen bekendtgjorde i nov. 2013, at bl.a. Simon Andersen, “[ikke] pålægges vidnepligt om kilden eller kilderne til BTs artikel om skatteafgørelsen den 8. september 2011 eller BTs øvrige oplysninger om skattesagen“.

Men hvorfor skal magtkilder gemme sig bag den kildebeskyttelse, der er tiltænkt den svage part – fx en whistle-blower? Dét har vi aldrig fået Simon Andersens svar på; til gengæld har han netop gemt sig bag en mur af tavshed – i selskab m. resten af B.T.s ledelse. Spørgsmålet er derfor, om dét ikke undergraver kildebeskyttelsen – på lang sigt?

Og hvorfor er det så ikke af samfundsmæssig betydning, hvem der lækkede de fortrolige skattepapirer om den daværende oppositionsleder? Dét fatter jeg ikke! Men uanset hvad, så ændrer det ikke, at Simon Andersen (og resten af BT) gik i flyverskjul, da det var deres tur til at udvise samfundssind. Kildebeskyttelsen er jo netop ikke beregnet på, at magthavere kan gemme sig bag denne ellers rigtig fine journalistiske og demokrati-sikrende tradition. Tværtimod er den (eller bør da i hvert fald være) til for at sikre ikke-magthaveres frie adgang til pressen – fx i forbindelse med magtmisbrug. Og fx ulovligt at lække fortrolige papirer, lever da aldeles op til definitionen af magtmisbrug…

Dette understreges fx også af bl.a. Bo Lidegaard fra Politiken, der til Berlingske d. 30.10.12 understreger “at man aldrig må stille kildebeskyttelse til rådighed for magtmisbrug; vi kan endnu ikke vide, hvad der er sket i denne sag. Men hvis BT har lovet kildebeskyttelse til en minister eller dennes spindoktor i tilfælde af magtmisbrug, så har BT et kæmpe problem“. Jeg kunne ikke være mere enig!

Det er påfaldende, at Radio24syv, med netop Mads Brügger og Mikael Berthelsen i spidsen, lige vælger Simon Andersen som kanalens nyhedschef. Ok. nu går det jo ikke voldsomt godt for Radio24syv, der kæmper med deres lyttertal; fx “har kanalen endnu ikke indfriet ambitionen om 500.000 ugentlige lyttere. Måske det er disse, Simon Andersens konfrontatoriske, kontroversielle og tabloide journalistik nu skal være med til at løfte?

Men især Brügger står for en afslørende journalistik/dokumentarisme, der gør op med især hemmelighedskræmmeri (jf. fx Ambasadøren), samt i et vist omfang ønsker at tale de svages sag. Men i Simon Andersens virke er det jo netop ikke de svage, der lige tilgodeses. For som BT-journalist var han de facto med til at dække over de stærke, da heller ikke han ville oplyse, hvem der ulovligt lækkede de nok så omtalte skattepapirer. At han så havde Skattekommissionens afgørelse at gemme sig bag, gør det ikke mere rimeligt. Skattekomissionens formand Lars E. Andersen begrundelse for, at BT altså ikke blev pålagt at afsløre deres kilder var, at “det må antages, at kilden eller kilderne til BTs artikel har villet afdække forhold, hvis offentliggørelse var af samfundsmæssig betydning“.
Men hvilken samfundsmæssig betydning havde dét så lige…anyone???

Det er også en modsætning ml. Simon Andersens tabloide journalistik og Radio 24syvs mission. Heraf fremgår det jo bl.a., at “Radio24syv er en nyskabende og involverende radio med fokus på at give substans, skarp kant og perspektiv til nyhedsbilledet og til debat- og kulturstoffet og en moderne, dynamisk og mangfoldig public service-station“.

I flg. Mark Blach-Ørstens kritik af B.T.s dækning af Thorning-Schmidt & Kinnocks ulovligt lækkede skattepapirer, hvor Simon Andersen spillede en afgørende rolle, blev det påpeget, at B.T. bl.a. producerede journalistik med “manglende kildekritik og en ringe dokumenteret dækning af sagen“. Ørsten kalder også B.T.s dækning for en “meget klassisk skandalejournalistik. Den får efter alle kunstens regler, (…) B.T. glemmer det journalistiske princip om, at der skal være sammenhæng mellem citater, overskrift og indledning. Man kan ikke bare skrive noget i overskrift, der ikke har belæg i artiklen“.
Og så er det altså lige, at jeg må spørge, hvordan hænger den form for journalistik sammen med Radio 24syvs mission om at give “substans“, samt at ville “besnære med viden, vid og vitaminer til hjernen“?

Christoffer Guldbrandsen har i Ekko for øvrigt en række interessante pointer, der stadig gælder her fire år efter den artikel gik i trykken. Bl.a. påpeger han, hvordan “de fleste danskere er ytringsfrihedsfundamentalister. Men det paradoksale ved den debat er, at vi ikke har haft nogen debat om informationsfrihed, sådan som i USA, hvor ytringsfrihed og retten til aktindsigt hænger sammen“.

Præcist den kontrast mødte også Guldbrandsen, da han og hans hold søgte om netop aktindsigt i Forsvarsministeriet. Det var nemlig ikke helt nemt, på trods af at lovgivningen giver ret alle til, “at du skal have svar på din aktindsigtsbegæring efter ti dage. Der går præcis ti dage, nogle gange elleve eller tolv, så får du svar. Det svar er så: ’Vi beklager, at vi ikke har kunnet besvare din aktindsigt inden for tidsfristen. Vi vil vende tilbage senere. Og så går der en måned, halve år, hele år“.
Desværre er dette et kendt fænomen hos journalister, der søger om aktindsigt i kontroversielle sager.

Alt sammen førte det til, at Guldbranden forsøgte at dokumentere, “at danskerne udleverede fanger, selv om de vidste, at fangerne risikerede dødsstraf og tortur. De gjorde det i lodret modstrid med den beslutning, som Folketinget havde truffet”. En pointe VK-regeringen bare ikke ville acceptere. Samtidig oplevede Guldbrandsen, hvordan “en række journalister var påfaldende lydhøre over for [forsvarsminister Søren] Gade og hans [personlige rådgiver Jacob] Winthers synspunkter” – altså fx Simon Andersen og Lars Fogt på Nyhedsavisen.

Kritisk journalistik er målet med denne blog. Det er håbet over tid at er etablere et Center for Demokrati & Journalistik, der skal være med til at sikre en betydelig mere kritisk journalistik i Danmark…og for den sags skyld også gerne ude i den ganske verden.

Reklamer

1. juni 2014 at 3:06 pm 2 kommentarer


Nalle Kirkvåg

Nalle Kirkvåg

Journalist, cand.comm. Og BA i pædagogik + BA i psykologi.

Ekstern lektor på Københavns Universitet, projektudvikler og kommentator. Er ekspert i kritisk journalistik, medier og presse.

Har som journalist bl.a. arbejdet for DR (P1 & P4), Nat & Dag, Jyllands-Posten, XFM og Tjeck Magasine.

juni 2014
M T O T F L S
« maj   jul »
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
30  

Blogs I Follow


Bom & Bjerkes blog

- på opdagelse uden autopilot