Er Simon Andersen et godt valg for Radio24syv?

1. juni 2014 at 3:06 pm 2 kommentarer

Simon Andersen skal være nyhedschef for Radio24syvs ca. 35 nyhedsjournalister. Men er det så lige en god ide? For om noget deler Simon vandene. I Politiken d. 22. maj kaldes han fx “farverig“, hvilket for de kritiske er noget af det meste positive, der er at sige om ham.
Men mens mange ikke har meget godt at sige, har atter andre en enorm respekt for Simon Andersen. Det gælder ikke mindst hans faste klakør David Trads, der på et opslag på Facebook bl.a. skriver, at Simon er “fremragende – for der findes INGEN dansk journalist, som er dygtigere til at lede en nyhedsredaktion end Simon. Nu blir der fyret op under kedlerne i dansk radio“.

Men er Simon Andersen en god journalist? Et er at være en god redaktionsleder, hvilket jeg ikke selv har nogen viden om, eller holdning til. Jeg kender alene Simon fra RUC, hvorfra jeg er uddannet som journalist. Simon underviste dengang…bl.a. som fortaler for en høj journalistisk etik; noget der efterfølgende til tider har været mere end svært at få øje på i Simon Andersens virke. Også på RUC var der meget blandende holdninger til ham. Men at Simon Andersen deler vandene, er ikke det, der er centralt; hvis det var det, der var på spil, ville vi være mange, der ikke kunne besidde et job…nogen som helst steder!

To sager viser, hvorfor Simon Andersens journalistiske virke er problematisk.
Det ene er den voldsomme og usaglige kampagne han (med Lars Fogt, der har fået flere påtaler i Pressenævnet) stod bag i det hedengangne Nyhedsavisen mod Christoffer Guldbrandsens dokumentarfilm Den hemmelige krig. Den anden er en mere principiel sag, hvor Simon Andersen, sammen med B.T.s redaktionsledelse, lod en række magthavere slippe for påtale – som en central part i lækagesagen mod statsminister Helle Thorning-Schmidt og hendes mand Stephen Kinnock.

I et interview i Ekko, foretaget af min kollega Peter Schepelern, påpeger netop Christoffer Guldbrandsen, at “I forløbet om Den hemmelige krig var det især Nyhedsavisens Simon Andersen, der førte an i kampagnen mod filmen, en kampagne, der i slående grad var i overensstemmelse med Forsvarsministeriets spin. Selvsamme Simon Andersen, som Forsvaret valgte at lække den arabiske oversættelse af Jægerbogen til. Og som blev ved med at hævde, at han havde set den på internettet – også efter, at Forsvaret havde indrømmet, at de selv havde fabrikeret den“. Nu skal det selvfølgelig påpeges, at Guldbrandsen jo var part i den konflikt, så selvfølgelig var han kritisk overfor Simon Andersen og Nyhedsavisens nærmest brutale kampagne. Men alligevel har Guldbrandsen en helt klar pointe; for også her tog Simon Andersen magthavernes, dvs. de stærkes parti.

Sagen hvor bl.a. Simon Andersen dækkede over, hvem der lækkede de fortrolige papirer i lækagesagen om statsminister Helle Thorning-Schmidts skattepapirer, er også dybt problematisk. Skattesagskommissionens formanden Lars E. Andersen bekendtgjorde i nov. 2013, at bl.a. Simon Andersen, “[ikke] pålægges vidnepligt om kilden eller kilderne til BTs artikel om skatteafgørelsen den 8. september 2011 eller BTs øvrige oplysninger om skattesagen“.

Men hvorfor skal magtkilder gemme sig bag den kildebeskyttelse, der er tiltænkt den svage part – fx en whistle-blower? Dét har vi aldrig fået Simon Andersens svar på; til gengæld har han netop gemt sig bag en mur af tavshed – i selskab m. resten af B.T.s ledelse. Spørgsmålet er derfor, om dét ikke undergraver kildebeskyttelsen – på lang sigt?

Og hvorfor er det så ikke af samfundsmæssig betydning, hvem der lækkede de fortrolige skattepapirer om den daværende oppositionsleder? Dét fatter jeg ikke! Men uanset hvad, så ændrer det ikke, at Simon Andersen (og resten af BT) gik i flyverskjul, da det var deres tur til at udvise samfundssind. Kildebeskyttelsen er jo netop ikke beregnet på, at magthavere kan gemme sig bag denne ellers rigtig fine journalistiske og demokrati-sikrende tradition. Tværtimod er den (eller bør da i hvert fald være) til for at sikre ikke-magthaveres frie adgang til pressen – fx i forbindelse med magtmisbrug. Og fx ulovligt at lække fortrolige papirer, lever da aldeles op til definitionen af magtmisbrug…

Dette understreges fx også af bl.a. Bo Lidegaard fra Politiken, der til Berlingske d. 30.10.12 understreger “at man aldrig må stille kildebeskyttelse til rådighed for magtmisbrug; vi kan endnu ikke vide, hvad der er sket i denne sag. Men hvis BT har lovet kildebeskyttelse til en minister eller dennes spindoktor i tilfælde af magtmisbrug, så har BT et kæmpe problem“. Jeg kunne ikke være mere enig!

Det er påfaldende, at Radio24syv, med netop Mads Brügger og Mikael Berthelsen i spidsen, lige vælger Simon Andersen som kanalens nyhedschef. Ok. nu går det jo ikke voldsomt godt for Radio24syv, der kæmper med deres lyttertal; fx “har kanalen endnu ikke indfriet ambitionen om 500.000 ugentlige lyttere. Måske det er disse, Simon Andersens konfrontatoriske, kontroversielle og tabloide journalistik nu skal være med til at løfte?

Men især Brügger står for en afslørende journalistik/dokumentarisme, der gør op med især hemmelighedskræmmeri (jf. fx Ambasadøren), samt i et vist omfang ønsker at tale de svages sag. Men i Simon Andersens virke er det jo netop ikke de svage, der lige tilgodeses. For som BT-journalist var han de facto med til at dække over de stærke, da heller ikke han ville oplyse, hvem der ulovligt lækkede de nok så omtalte skattepapirer. At han så havde Skattekommissionens afgørelse at gemme sig bag, gør det ikke mere rimeligt. Skattekomissionens formand Lars E. Andersen begrundelse for, at BT altså ikke blev pålagt at afsløre deres kilder var, at “det må antages, at kilden eller kilderne til BTs artikel har villet afdække forhold, hvis offentliggørelse var af samfundsmæssig betydning“.
Men hvilken samfundsmæssig betydning havde dét så lige…anyone???

Det er også en modsætning ml. Simon Andersens tabloide journalistik og Radio 24syvs mission. Heraf fremgår det jo bl.a., at “Radio24syv er en nyskabende og involverende radio med fokus på at give substans, skarp kant og perspektiv til nyhedsbilledet og til debat- og kulturstoffet og en moderne, dynamisk og mangfoldig public service-station“.

I flg. Mark Blach-Ørstens kritik af B.T.s dækning af Thorning-Schmidt & Kinnocks ulovligt lækkede skattepapirer, hvor Simon Andersen spillede en afgørende rolle, blev det påpeget, at B.T. bl.a. producerede journalistik med “manglende kildekritik og en ringe dokumenteret dækning af sagen“. Ørsten kalder også B.T.s dækning for en “meget klassisk skandalejournalistik. Den får efter alle kunstens regler, (…) B.T. glemmer det journalistiske princip om, at der skal være sammenhæng mellem citater, overskrift og indledning. Man kan ikke bare skrive noget i overskrift, der ikke har belæg i artiklen“.
Og så er det altså lige, at jeg må spørge, hvordan hænger den form for journalistik sammen med Radio 24syvs mission om at give “substans“, samt at ville “besnære med viden, vid og vitaminer til hjernen“?

Christoffer Guldbrandsen har i Ekko for øvrigt en række interessante pointer, der stadig gælder her fire år efter den artikel gik i trykken. Bl.a. påpeger han, hvordan “de fleste danskere er ytringsfrihedsfundamentalister. Men det paradoksale ved den debat er, at vi ikke har haft nogen debat om informationsfrihed, sådan som i USA, hvor ytringsfrihed og retten til aktindsigt hænger sammen“.

Præcist den kontrast mødte også Guldbrandsen, da han og hans hold søgte om netop aktindsigt i Forsvarsministeriet. Det var nemlig ikke helt nemt, på trods af at lovgivningen giver ret alle til, “at du skal have svar på din aktindsigtsbegæring efter ti dage. Der går præcis ti dage, nogle gange elleve eller tolv, så får du svar. Det svar er så: ’Vi beklager, at vi ikke har kunnet besvare din aktindsigt inden for tidsfristen. Vi vil vende tilbage senere. Og så går der en måned, halve år, hele år“.
Desværre er dette et kendt fænomen hos journalister, der søger om aktindsigt i kontroversielle sager.

Alt sammen førte det til, at Guldbranden forsøgte at dokumentere, “at danskerne udleverede fanger, selv om de vidste, at fangerne risikerede dødsstraf og tortur. De gjorde det i lodret modstrid med den beslutning, som Folketinget havde truffet”. En pointe VK-regeringen bare ikke ville acceptere. Samtidig oplevede Guldbrandsen, hvordan “en række journalister var påfaldende lydhøre over for [forsvarsminister Søren] Gade og hans [personlige rådgiver Jacob] Winthers synspunkter” – altså fx Simon Andersen og Lars Fogt på Nyhedsavisen.

Kritisk journalistik er målet med denne blog. Det er håbet over tid at er etablere et Center for Demokrati & Journalistik, der skal være med til at sikre en betydelig mere kritisk journalistik i Danmark…og for den sags skyld også gerne ude i den ganske verden.

Reklamer

Entry filed under: Uncategorized.

Europa-parlamentsvalget 2014 Om konkurrencestaten

2 kommentarer Add your own

  • 1. Nalle Kirkvåg  |  4. juni 2014 kl. 7:14 pm

    Simon Andersen:
    Kære Nalle, tak for opmærksomheden. Helt fair, at du med udgangspunkt i konkrete eksempler rejser de spørgsmål, du rejser. Det kunne dog være interessant at debattere lidt dybere med dig. Du har to eksempler: 1) Den Hemmelige Krig, 2) Skattesagen. Det er gode eksempler. Lad os starte med det første. Den Hemmelige Krig. Hvad har du at udsætte på min/vores dækning af den sag? – jeg antager, at alene det faktum, at jeg/vi satte kritisk fokus på andre mediers journalistik er helt ok; det gør du jo selv, blandt andet ved dette. Så: Jeg må formode, at din kritik ikke handler om det, at Nyhedsavisen satte kritisk fokus på validiteten af DRs måske mest eksplosive dokumentar i nyere tid, men at du har noget at sige på indholdet i vores/min dækning. Og jeg spørger dig: Hvad var der galt med dækningen?

    Svar
  • 2. Nalle Kirkvåg  |  4. juni 2014 kl. 7:15 pm

    Ovenfor er en kommentar fra Simon Andersen fra Facebook, som jeg har lagt på. Dette skyldes, at Facebook, trods adskillelige forsøg, ikke ville acceptere mit svar til Simon. Svaret kommer her:

    Kære Simon
    Jo tak…og selv tak; det er altid skønt med (læser)respons, ikke mindst når det er et oplæg til yderligere debat! Udfordringen er så lige at finde tid til at svare…her midt i eksamenstiden.
    Well, for det første bider jeg mærke i, at du ikke rigtig kommenterer den del, der har at gøre med den ulovlige læk af Thorning-Schmidt og Kinnock parrets skattepapirer; hvor du jo sammen med B.T.s ledelse er gået i flyverskjul i forhold til, hvem der lækkede de papirer. Mon jeg kan udlægge det som om, at du ikke er uenig? For hvis så, ser jeg frem til snarlig information om, hvem det var, der ulovligt lækkede de papirer til B.T. Du kan bare maile det til mig, så skal jeg nok breake den nyhed…

    Så spørger du til Nyhedsavisens dækning, hvad var der galt med dækningen af Guldbrandens film Den skjulte krig?
    Well, først og fremmest er jeg ikke nogen stor tilhænger af kampagnejournalistik, som jeres dækning jo var et tydelig udtryk for. Du kalder selv jeres dækning for ”kritisk fokus på validiteten af DRs måske mest eksplosive dokumentar i nyere tid”; dét må siges at være noget af en sproglig tilsnigelse! For det var bestemt ikke det, jeg oplevede…men derimod netop kampagnejournalistik, hvor I på Nyhedsavisen valgte side, hvor I med tættekam gennemgik Den skjulte krig, samt ledte efter selv de mindste fejl i kunne finde = kampagnejournalistik.
    HVIS det ikke var kampagnejournalistik, men netop kritisk jour., i havde produceret, havde I jo både undersøgt det, der talte for OG det, der talte imod, at Guldbrandsen havde ret i sin antagelse om, at danske soldater havde udleveret fanger med stor risiko, well sandsynlighed for tortur. Men det gjorde I ikke! I valgte derimod side…til fordel for magten. Hermed lå I milevidt fra ethvert ideal om at være Den 4. Statsmagt, dvs. kritisk overfor magten, noget du ellers gjorde meget ud af, dengang jeg havde dig som underviser i Journalistik på RUC. I valgte altså at tale magtens sag. Men hvordan er det udtryk for Den 4. Statsmagt?

    Der var masser af faktuelle problemer mv. i jeres kampagnejournalistiske dækning af Den hemmelige krig. Grundet tidspres vil jeg blot her nævne primært et eks., der forekommer mig eksemplarisk for, hvordan I på Nyhedsavisen valgte side, ved at lægge særlig vægt på det, der i flg. jer underbyggede jeres ’sag’.
    I forbindelse med en omfattende kritik I rejste, producerede Jacob Mollerup, DRs lytter- & seer redaktør, en længere rapport, der gennemgik Nyhedsvisen kritik. Her fremgår fx, at:
    ”Nyhedsavisen den 30. januar hævder, at filmen skulle udspringe af og basere sig på et samarbejde mellem Enhedslisten og Christoffer Guldbrandsen. ”Danmarks Radio har samarbejdet med den yderste venstrefløj i forbindelse med dokumentarfilmen ‘Den hemmelige krig’. Nyhedsavisen kan i dag løfte sløret for et samarbejde mellem Enhedslisten og instruktør Christoffer Guldbrandsen under forarbejdet til filmen, hvori det hævdes, at danske elitesoldater i Afghanistan har udleveret fanger til tortur”, skrev avisen og fortsatte:
    ”En gennemgang af sagen viser, at Enhedslisten har bistået Danmarks Radio med at forsøge at tvinge oplysninger ud af Forsvaret og Forsvarsministeriet. Blev Guldbrandsen nægtet adgang til hemmelige oplysninger, brugte Frank Aaen i flere tilfælde sin ret som medlem af Folketinget til at stille de samme spørgsmål. Og da filmen oprindeligt skulle have premiere i november, var Enhedslisten klar med to forslag i Folketinget – blandt andet at trække danske soldater ud af Afghanistan. Men da filmens premiere blev udskudt, tog Enhedslisten pludseligt sine forslag af bordet”, stod der i Nyhedsavisen artikel.”

    Men i flg. Mollerup er der heller ikke belæg for den påstand. Mollerup skriver i sin redegørelse, at ”Som det er fremgået af den seneste uges debat – og DRs svar – er der ikke noget usædvanligt i at journalister og politikere kommunikerer omkring spørgsmål i Folketinget mv. Det sker hver dag. For at dokumentere, at der her var tale om et usædvanligt samarbejde, har Nyhedsavisen henvist til Enhedslistens timing omkring to beslutningsforslag, som partiet skulle have anmodet om at få flyttet fordi filmens premiere blev udskudt. Påstanden hviler på en misforståelse. Beslutningsforslagene var oprindelig programsat til den 5. december – hvilket viste sig at være dagen efter filmens biograf-premiere. Behandlingen blev imidlertid udsat til foråret af den simple grund, at Folketingets dagsorden den pågældende dag var voldsomt presset.
    Nyhedsavisen har endvidere hævdet, at Enhedslisten fredag den 1. december stillede et spørgsmål om overholdelse af Geneve-konventionen i Afghanistan, som måtte bygge på oplysninger fra Christoffer Guldbrandsen. Den pågældende problematik var imidlertid omtalt i en artikel på forsiden af Politiken samme dag. DEN FREMFØRTE KRITIK BYGGER SÅLEDES PÅ DETTE PUNKT PÅ ET TYNDT OG I HOVEDSAGEN URIGTIGT GRUNDLAG.” (obs: STOR SKRIFT: af mig…for at understrege pointen!).

    Der er flere andre eksempler på, at I på Nyhedsavisen var så optagede af jeres egne kampagnejournalistiske vinkel, at I slet ikke kunne se, hvordan I konsekvent talte de få fejl op, der rettelig var i Den hemmelige krig, mens I helt overså den grundlæggende kritik af et (krigs)samarbejde med flere nationer, der benyttede totur; eller ”Enhanced interrogation techniques” som USA & Bush regeringen på Orwellsk kaldte det. Hvor var kritikken af det? Og hvordan kan det fx være, at det ikke var Fogh Rasmussens påstand om masseødelægelsesvåben i Irak, der fik Nyhedsavsisens fulde opmærksomhed? Fogh Rasmussen udtalte jo, at ”Irak har masseødelæggelsesvåben. Det er ikke noget, vi blot tror, vi ved det”. Hvorfra vidste Fogh Rasmussen med 100 % det, når det viste sig ikke at være sandt? Dét kunne stadig være meget interessant at vide; men det var ikke den historie, I gik efter på Nyhedsavisen – men derimod direkte DR, Guldbrandens og Den hemmelige krig.
    Det er jo også det, jeg nævner med Guldbrandens som kilde, at “I forløbet om Den hemmelige krig var det især Nyhedsavisens Simon Andersen, der førte an i kampagnen mod filmen, en kampagne, der i slående grad var i overensstemmelse med Forsvarsministeriets spin”; altså et eks., på, hvordan du/I på Nyhedsavisen valgte en magthavervinkel.

    Af Jacob Mollerups rapport fremgår en række andre fejl og mangler i Nyhedsavisens dækning af Den hemmelige krig producerede. Fx ”at ledende forhørsleder Chris Hogans udtalelser i filmen var manipulerede og ukorrekt gengivet. Bl.a. har avisen henvist til, at Hogan ”kun” kan huske tre gange, hvor de danske styrker har overleveret fanger til amerikanerne og at han med ordet ”might” tog et generelt forbehold for sit udsagn”. Hertil skrev Mollerup, at ”Hogan udtaler sig i filmen meget klart og omhyggeligt. Med hans seneste bekræftelse fremstår han fortsat som en relevant og troværdig kilde. Det svækkes ikke af, at han ikke konkret beskriver mere end tre tilfælde af fangeoverleveringer” (citat fra rapporten). Og jeg kunne blive ved; men det vil jeg ikke…eksamenstiden in mente.
    Jeg har dog en formodning om, at du ikke anerkender Mollerups rapport, idet han er ansat af DR, hvorfor det vel vil give dig carte blanche til at afvise også min kritik. Men det er nu min klare oplevelse, at netop Mollerup er helt og aldeles uafhængig (af DR), hvorfor konklusionerne i hans rapport er troværdige.

    Det er vigtigt for mig at understrege, at dette ikke er en personlig kritik af dig; den slags er der allerede alt for meget af i dansk journalistik!! Min hensigt var især at udtrykke en unden over, at Radio24syv vælger en tabloidjournalist som kommende nyhedschef, idet dette synes langt fra de idealer, Radio24syv selv opstiller for deres virke – jf. mit blogindlæg.
    Men især undres jeg over, at den Simon Andersen der underviste mig på journalistik, som altid insisterede på en utrolig høj grad af journalistisk etik, ikke er den samme Simon Andersen, der i de sidste ca. 8 år har arbejdet som aktiv journalistik. Siden du forlod RUC, har dit journalistiske virke (især på B.T.) været inden for den tabloide journalistik/presse, hvor det er mere end svært at få øje på den journalistiske etik, du insisterede på…på RUC. Men måske den vil vise sig, når du til efteråret starter på Radio24syv? Dét håber jeg! For dels er der brug for nogle, der kvalitativt kan og vil udfordre DR/P1 på kvalitetsjournalistik, dels er der brug for mere af den kritiske journalistik, der ellers ligger milevidt fra den type af (kampagne)journalistik jeg har kritiseret såvel Nyhedsavisen og B.T. for at producere.
    Så, hvis planen er det, altså at producere kritisk kvalitetsjournalistik, ja så vil jeg være den første til at lykønske dig og hele Danmark med din nye titel! Og skal du have hjælp til at implementere rammerne for en reel kritisk journalistik, siger du såmænd bare til, jeg har en plan for, hvordan det kan gøres…

    Mvh. Nalle

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Trackback this post  |  Subscribe to the comments via RSS Feed


Nalle Kirkvåg

Nalle Kirkvåg

Journalist, cand.comm. Og BA i pædagogik + BA i psykologi.

Ekstern lektor på Københavns Universitet, projektudvikler og kommentator. Er ekspert i kritisk journalistik, medier og presse.

Har som journalist bl.a. arbejdet for DR (P1 & P4), Nat & Dag, Jyllands-Posten, XFM og Tjeck Magasine.

juni 2014
M T O T F L S
« maj   jul »
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
30  

Blogs I Follow


Bom & Bjerkes blog

- på opdagelse uden autopilot

%d bloggers like this: