Archive for 7. juni 2018

Må journalister være personlige??

Kender du også du til dilemmaet, om journalister bør stå udenfor, eller selv være en del af historien? Det er i hvert fald noget, der deler vandene mellem dem, jeg kalder old school journalister og så dem, der bare ikke forstår spørgsmålet.

Selv var jeg i mange år sådan en old school journalist. Med mindre jeg anmeldte, måtte jeg være neutral og stå udenfor historien; sådan var min standardindstilling. Også fordi, det lærte jeg på journalistuddannelsen på RUC såvel i min praktiktid på Københavns RadioP4.

Men er det overhelehovedet muligt for journalisten at stå uden for? Hvad f.eks. når jeg eller redaktionen vinkler; er det ikke at tage stilling og dermed selv være en del af historien? Selvfølgelig er vi det; som minimum er journalisten altid implicit til stede i historien.

Også derfor har jeg eksperimenteret med ikke at være 100 % neutral. Det har jeg bl.a. i min podcastserie Velfærdsland TALK. Og nu også med en meget (meget!!) personlig podcast, jeg har produceret for DJs fagblad Journalisten. De, er nemlig også er kommet med på podcastbølgen.


Podcasten starter med en voldsom trafikulykke en junimorgen i 1990. Pludselig
rammes jeg af en bil med et impact, som svarer til at falde ned fra 3. sal. Den dag afspores mit liv for altid. For i årene efter ulykken konkluderer lægerne varige mén og et omfattende, kronisk smertehandikap.

Den næste katastrofe kommer, da jeg i 1996 banker på kommunens dør for at få hjælp til at komme videre med mit liv. Jeg tænker helt lavpraktisk; hvis jeg får hjælp til uddannelse, kan jeg efter den klare mig selv. Men sådan går det ikke; den eneste hjælp kommunen tilbyder, er passiv forsørgelse = kontanthjælp.

I podcasten tager jeg på en auditiv rejse for at undersøge, hvad der gik galt. Jeg opsøger både dem, der hjalp og kommunen for at finde svar på, hvorfor der går 5½ år, før det lykkedes at få aktiv hjælp til uddannelse og opkvalificering? Da jeg banker på kommunens dør, er jeg ellers sikker på, at selvfølgelig vil de hjælpe en borger i nød. Det er vel derfor, vi har det der velfærd!? Men nej; i stedet møder jeg et system, der bestemt ikke er for de syge eller handikappede.

Faktisk skal man være ret stærkt – helst rask – for at klare sig i dette system. Og først efter års tovtrækkeri, et ton af klager over kommunes lovbrud og især fordi en kommunalpolitiker og socialrådgiver, vælger at gå ind i sagen, ja så bevilger kommunen endelig den revalidering, jeg i flg. gældende lov længe var berettiget til.

Podcasten fortæller dermed en kompleks historie gennem flere år. Noget, der er lidt bøvlet at formidle på skrift. Her virker det talte ord bedre. F.eks. når de forskellige kilder fortæller om, hvor nemt det faktisk er at komme i klemme i velfærdssystemet. Men hvad har alt det at gøre med det indledende dilemma; spørger du nu? Altså om journalister bør stå udenfor, eller selv være en del af historien? Og sikke et godt spørgsmål! Jo, ser du…

Journalist- og fortællerollen ændres og udvikles kraftigt for tiden. F.eks. vrimler det i P1-programmer med tydeligt personlige værter – bl.a. i Jeg er mobilafhængig med Thomas Skov, Hjernekassen4. division og Selvmordstanker med Mikkel Frey Damgaard.
At den personlige vært er in, var også tydeligt på den årlige Producenternes dag på DR (2018), hvor eksterne radio- og podcastproducenter mødes. Her blev ”modige og mærkbare værter” utallige gange efterspurgt til de podcast- & radioproduktioner, DR forventer at købe fra eksterne producenter i 2019.

Ønsket om ”modige og mærkbare værter” skyldes jo både podcastudviklingen i USA og Radio 24Syv, der nok selv henter inspiration i USA. De, var blandt de første nationale medier, der insisterede på de personlige værter. Og i flg. 24Syvs mission, vil de sikre ”nyskabende og involverende radio med fokus på at give substans [og] skarp kant”. Ligesom de har en ambition ”om at redefinere oplevelsen af taleradio”. Hvilket jo mildest talt, er dejligt ambitiøst!

Samtidig er 24Syv også drevet af opgøret med ’fjenden’; dvs. DR og P1. Det lå fra start klart i medieforliget fra 2010; som Lasse Jensen bl.a. forklarer her.
Også derfor hyrede man Mikael Bertelsen & Mads Brügger, der kender DR indefra, netop til at ’bekæmpe’ P1. For nu skulle David vise Goliat, at radio kan være meget mere og andet end såkaldt objektiv journalistik. For som 24Syv også skriver i deres mission, vil de, sådan helt ubeskedent, skabe et ”helt nyt, demokratisk forum for udvikling af samtalen i det offentlige rum”.

Lone Frank har som videnskabsjournalist, forfatter & radiovært på 24Syv aldrig været bange for at bruge af sig selv… Foto: Das Büro

(mere…)

Reklamer

7. juni 2018 at 5:05 pm Skriv en kommentar


Nalle Kirkvåg

Nalle Kirkvåg

Journalist, cand.comm. Og BA i pædagogik + BA i psykologi.

Ekstern lektor på Københavns Universitet, projektudvikler og kommentator. Er ekspert i kritisk journalistik, medier og presse.

Har som journalist bl.a. arbejdet for DR (P1 & P4), Nat & Dag, Jyllands-Posten, XFM og Tjeck Magasine.

juni 2018
M T O T F L S
« aug    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  

Blogs I Follow


Bom & Bjerkes blog

- på opdagelse uden autopilot