Må journalister være personlige??

7. juni 2018 at 5:05 pm Skriv en kommentar

Kender du også du til dilemmaet, om journalister bør stå udenfor, eller selv være en del af historien? Det er i hvert fald noget, der deler vandene mellem dem, jeg kalder old school journalister og så dem, der bare ikke forstår spørgsmålet.

Selv var jeg i mange år sådan en old school journalist. Med mindre jeg anmeldte, måtte jeg være neutral og stå udenfor historien; sådan var min standardindstilling. Også fordi, det lærte jeg på journalistuddannelsen på RUC såvel i min praktiktid på Københavns RadioP4.

Men er det overhelehovedet muligt for journalisten at stå uden for? Hvad f.eks. når jeg eller redaktionen vinkler; er det ikke at tage stilling og dermed selv være en del af historien? Selvfølgelig er vi det; som minimum er journalisten altid implicit til stede i historien.

Også derfor har jeg eksperimenteret med ikke at være 100 % neutral. Det har jeg bl.a. i min podcastserie Velfærdsland TALK. Og nu også med en meget (meget!!) personlig podcast, jeg har produceret for DJs fagblad Journalisten. De, er nemlig også er kommet med på podcastbølgen.


Podcasten starter med en voldsom trafikulykke en junimorgen i 1990. Pludselig
rammes jeg af en bil med et impact, som svarer til at falde ned fra 3. sal. Den dag afspores mit liv for altid. For i årene efter ulykken konkluderer lægerne varige mén og et omfattende, kronisk smertehandikap.

Den næste katastrofe kommer, da jeg i 1996 banker på kommunens dør for at få hjælp til at komme videre med mit liv. Jeg tænker helt lavpraktisk; hvis jeg får hjælp til uddannelse, kan jeg efter den klare mig selv. Men sådan går det ikke; den eneste hjælp kommunen tilbyder, er passiv forsørgelse = kontanthjælp.

I podcasten tager jeg på en auditiv rejse for at undersøge, hvad der gik galt. Jeg opsøger både dem, der hjalp og kommunen for at finde svar på, hvorfor der går 5½ år, før det lykkedes at få aktiv hjælp til uddannelse og opkvalificering? Da jeg banker på kommunens dør, er jeg ellers sikker på, at selvfølgelig vil de hjælpe en borger i nød. Det er vel derfor, vi har det der velfærd!? Men nej; i stedet møder jeg et system, der bestemt ikke er for de syge eller handikappede.

Faktisk skal man være ret stærkt – helst rask – for at klare sig i dette system. Og først efter års tovtrækkeri, et ton af klager over kommunes lovbrud og især fordi en kommunalpolitiker og socialrådgiver, vælger at gå ind i sagen, ja så bevilger kommunen endelig den revalidering, jeg i flg. gældende lov længe var berettiget til.

Podcasten fortæller dermed en kompleks historie gennem flere år. Noget, der er lidt bøvlet at formidle på skrift. Her virker det talte ord bedre. F.eks. når de forskellige kilder fortæller om, hvor nemt det faktisk er at komme i klemme i velfærdssystemet. Men hvad har alt det at gøre med det indledende dilemma; spørger du nu? Altså om journalister bør stå udenfor, eller selv være en del af historien? Og sikke et godt spørgsmål! Jo, ser du…

Journalist- og fortællerollen ændres og udvikles kraftigt for tiden. F.eks. vrimler det i P1-programmer med tydeligt personlige værter – bl.a. i Jeg er mobilafhængig med Thomas Skov, Hjernekassen4. division og Selvmordstanker med Mikkel Frey Damgaard.
At den personlige vært er in, var også tydeligt på den årlige Producenternes dag på DR (2018), hvor eksterne radio- og podcastproducenter mødes. Her blev ”modige og mærkbare værter” utallige gange efterspurgt til de podcast- & radioproduktioner, DR forventer at købe fra eksterne producenter i 2019.

Ønsket om ”modige og mærkbare værter” skyldes jo både podcastudviklingen i USA og Radio 24Syv, der nok selv henter inspiration i USA. De, var blandt de første nationale medier, der insisterede på de personlige værter. Og i flg. 24Syvs mission, vil de sikre ”nyskabende og involverende radio med fokus på at give substans [og] skarp kant”. Ligesom de har en ambition ”om at redefinere oplevelsen af taleradio”. Hvilket jo mildest talt, er dejligt ambitiøst!

Samtidig er 24Syv også drevet af opgøret med ’fjenden’; dvs. DR og P1. Det lå fra start klart i medieforliget fra 2010; som Lasse Jensen bl.a. forklarer her.
Også derfor hyrede man Mikael Bertelsen & Mads Brügger, der kender DR indefra, netop til at ’bekæmpe’ P1. For nu skulle David vise Goliat, at radio kan være meget mere og andet end såkaldt objektiv journalistik. For som 24Syv også skriver i deres mission, vil de, sådan helt ubeskedent, skabe et ”helt nyt, demokratisk forum for udvikling af samtalen i det offentlige rum”.

Lone Frank har som videnskabsjournalist, forfatter & radiovært på 24Syv aldrig været bange for at bruge af sig selv… Foto: Das Büro

Eksempler på markante og personlige 24Syv-værter er der nærmest tonsvis af. Bl.a. 24 Spørgsmål til Professoren med videnskabsjournalist Lone Frank. Og Det Røde Felt hvor meningsmaskinen Lars Trier Mogensen kommentarer + diskuterer politik med gæsterne. Samt Nattevagten, der i flg. programbeskrivelsen har fokus på ”den personlige samtale” samt ”mennesker med noget på hjerte – nærvær, mod og sårbarhed”.
Noget mindre modig er man i det SE & Hør-agtige sladderprogram Det vi taler om. Åbenbart er det mere sikkert at sladre om “de kendte“, end sådan selv at turde tage del i ”den personlige samtale”…

I mange danske podcast er det personlige tydeligvis også normen. Lyt f.eks. til Fries before guys, hvor “veninderne Nanna og Josephine giver et intimt indblik i at være ung kvinde i 20’erne med dertilhørende kvartlivskrise“. Podcasten har opnået æren af at gå mainstream. Kulturmagasinet Gejst på DR1 har nemlig opdaget, at “vi [i stigende grad] lytter til (…) alt fra kongerækker til krimimysterier og kærestesorger…“. Gejst portrætterer bl.a. Josephine og Nanna fra Fries… Men de fokuserer også på, hvor svært det er at leve af at podcaste!
I Madøret Podcast, kokkererer madentusiasterne Susanna Sommer og Hanne Holm på livet løs foran mikrofonen. For mad er tydeligvis noget, de begge har klare personlige holdninger til. Susanna Sommer bruger også delvist sig selv i serien Sangenes Blå Bog, som hun har produceret sammen med Karen Secher.

I min podcastserie Velfærdsland TALK, bruger jeg også det personlige som et fortællegreb og virkemiddel. Ved netop at turde være personlig, kan jeg så spørge til det, der ellers sjældent er muligt. F.eks. tør jeg spørge nærmere til sorg vedr. min egen niece i Velfærdsland TALK #13 Sorgen er kærlighedens pris. Mere også om det lidt senere…
Foruden de meget personlige danske podcast, kan du også vælge ‘bare’ at nørde løs. F.eks. findes der noget nær et truckload af fodboldpodcast. Det kan bl.a. være BrøndbyLyd, en podcast der henvender sig specifikt til fans af Brøndby IF. Og her nørdes der totalt igennem – bogstavelig talt i timevis.

I USA er dansk-amerikanske Lea Thau og hendes mesterlige podcast Strangers eksempel på, hvordan det personlige samt almene smukt kan forenes. Men Thau producerede også i 2017 serien Lea in Trumpland. Her undersøger hun oprigtigt og med en dyb, personlig forundring, hvorfor så mange amerikanere stemte på den storskrydende Trump? Jeg har ikke selv hørt hele serien; men ud fra det, jeg har hørt, er den voldsomt anbefalelsesværdig! Både hvis du er nysgerrig, eller ’bare’ vil høre, hvordan det personlige og almene mesterligt kan forenes.

 

Lea Thua (th) & Alicia fra Lea in Trumpland. Selfie: Lea Thua fra Story Central


I Nalle blev kørt over – to gange har Journalisten nu også eksperimenteret med
det at podcaste. Noget, der er helt nyt for DJs fagblad. Og som nævnt fortæller jeg en meget (meget!!) personlig men forhåbentlig også almengyldig historie om det at komme i klemme i et fuldstændig uoverskueligt og Kafkask system.

Podcasten er dog også en vinderhistorie! Overfor min kommune, insisterede jeg nemlig på, at også jeg har betydning samt værdi som menneske. Jeg ville (og vil) simpelthen ikke finde mig i at blive reduceret til andenrangsborger, fordi en idiot i 1990 hamrede sin bil ind i mig – efter at have kørt over for smaskhamrende rødt lys!
Og det er mig stadig en gåde efter alle disse år, hvorfor i alverden det skal være så svært at få hjælp i netop et velfærdsland som Danmark; ovenikøbet efter en ulykke?!

Siden jeg kom i klemme i velfærdssystemet, er kommunerne til gengæld gået i den modsatte grøft. Da jeg i 1996 bad om (velfærds)hjælp, var svaret at pacificere mig. I dag er det helt omvendt. Nu skal alle ud ad døren og arbejdsprøves i f.eks. ressourceforløb. Og det uanset, om man bare har få timers arbejdsevne om ugen, som ikke mindst de mange sager om sengepraktik viser. Noget, som også Dansk Socialrådgiverforening er kritisk overfor. Måske fordi blot 3 % kommer i job efter et ressourceforløb??

Allerede i 2015 forsøgte jeg at fortælle de personlige historier om mit møde med velfærdslandet Danmark. Her tog jeg sammen med Sandra Mia Susgaard på den udviklings- og læringsrejse, der indtil videre er kulmineret med Nalle blev kørt over – to gange. Sammen med Sandra Mia blev det til 3 Velfærdslandspodcast: Første del, Med hatten i hånden samt Kassetænkning.

Disse 3 podcast handler bl.a. om, hvordan det personligt opleves, ikke 100 % at kunne klare sig selv. Og om at skulle bede om hjælp, noget jeg selv ved, kan være voldsomt pinligt!! I Kassetænkning interviewer jeg dog også socialrådgiveren Puk Sabber; bl.a. kendt fra DR2 tv-serien Magtesløs i systemet samt fra den Sociale Brevkasse i Ekstra Bladet.

Når jeg lytter til de tre podcast i dag, er det tydeligt, at vi ikke kom i mål med det personlige. Vi fik sat os lige midt imellem to stole; dvs. det personlige og old school journalistikken. For Sandra Mia forsøgte, desværre pænt forgæves, at udvikle min personlige fortællestil. Mens jeg ofte insisterede på den old school journalistik, jeg havde lært på uddannelsen. Altså med at holde historien ud i strakt arm og fortælle (tilstræbt) objektivt.

Det lykkedes dog til dels at få mig med på at være personlig. F.eks. i Med hatten i hånden hvor jeg, efter old school indledningen (lyt fra 2:45), fortæller, hvor svært jeg har det med at fortælle om mit handikap. Og hvor pinligt det er, at være tvunget til at bede om hjælp…
Tja, sådan ændrer tingene sig altså over tid. For hvad der i 2015 var mig voldsomt personligt, har jeg ikke det mindste problem med at fortælle om nu! Desværre blev det samlet lidt noget rod; både at være personlig og old school duer sgu’ bare ikke rigtigt!

Men som eksperiment fungerede det fint! Og jeg kan bruge de 3 podcast i min egen podcast-undervisning om at vælge en klar fortællestil. Også på den måde var det en meget lærerig oplevelse. Men netop som jeg blev ‘omvendt’ til at være den personlige fortæller, blev Sandra Mia headhuntet til DR. Her har hun bl.a. arbejdet som producer på Mads & Monopolet og sammen med Karen Straarup produceret den intense, monterede fortælling om Sagnfolket. Heldigvis blev ‘bruddet’ så en mulighed for mig til at tone rent flag.

I 2016 besluttede jeg også derfor at finde min egen formel for den personlige fortælling. Resultatet var (meta)podcasten Velfærdsland #4 Verdens største idiot. Den producerede jeg sammen med Emil Fritzemeier; der bl.a. også har produceret podcasten Flaskeposten til Kristelig Dagblad. Og her trådte jeg helt frem på banen som 100 % del af min egen historie.

Verdens største idiot handler om, hvordan jeg fortæller om det der velfærd på en måde, så nogen rent faktisk gider at lytte til min fortælling. For jeg tænker, at velfærd er super relevant! Alle kan jo komme ud for en trafik- eller arbejdsulykke osv. Men sker dét for dig, risikerer også du stå dernede på kommunen; uden at få den hjælp du faktisk har ret til. Og det, samtidig med den tragedie en trafik- eller arbejdsulykke jo er…

Desværre var det temmelig begrænset, hvor mange (well, få) der lyttede med på de tre første podcast. Så for at finde en løsning på det, drog jeg i Verdens største idiot ud i verden for at snakke med Susanna Sommer og Lisbeth Zornig Andersen. Om nogen må de to kunne hjælpe mig med at få min meget personlige historie ud til flere. Derfor spurgte jeg dem om, hvordan jeg gør mine historier relevante men forhåbentlig også almengyldige?

Susanna Sommers råd var at beslutte mig for at være fortæller og fortælle fra et meget personligt sted. Og så gav hun mig et super godt råd; du skal ikke bekymre dig om, hvorvidt andre tænker, at ham der Nalle er sgu’ da nok verdens største idiot. Noget, jeg ved gud ellers flere gange har tænk, mens jeg producerede Nalle blev kørt over – to gange. Der var også andre gode råd. Men dem må du altså selv høre her i Verdens største idiot.

At træde frem som personlige fortæller, er nok det bedste råd, jeg nogensinde har fået i min karriere som journalist, underviser og formidler. Som journalist fik det mig til at indse, at det med at være objektiv, oftest er en illusion. Der er ikke noget sted udefra, hvorfra verden kan formidles. Vi er alle del af den verden, vi formidler – også journalister!! Og når jeg underviser på KommunikationRUC, bruger jeg ofte mig selv. Også som underviser, er jeg blevet lidt af en historiefortæller…

Når jeg underviser i podcast, er Velfærdsland #4 Verdens største idiot en blandt mange podcast på de studerendes pensum, i løbet af de 3 meget intensive uger podcastworkshoppen varer. Her bruger jeg for øvrigt ikke begreberne objektiv eller subjektiv. I stedet snakker jeg om en deskriptiv vs. normativ beskrivelse af verden. Det er nemlig både mere præcist og ditto akademisk…
Men den vigtigste læring for mig er, at vil jeg nå andre, er den personlige fortælling et ofte meget effektivt virkemiddel. Hvilket de mange programmer på P1, 24Syv og vrimlen af personlige podcast jo også vidner om…

Desværre – men også heldigvis blev det til blot én podcast med Emil Fritzemeier. Han skulle nemlig også videre med karrieren – som kommunikationsmedarbejder i Vor Frue Kirke (København). Det betød, at jeg skulle beslutte, hvad vil jeg så? Skal jeg finde endnu en at producere sammen med; eller…? Svaret blev den monterede (samtale)podcastserie Velfærdsland TALK på i alt 21 afsnit.

I serien samtaler jeg med en række spændende mennesker om det der velfærd. I Velfærdsland TALK #19 At leve med smerter er det med Lasse Spang Olsen.
I TALK #2 Voksenmobning og symbolsk vold… er det Emma Holten. Og i TALK #16 Hitler, hønseavl & mønsterbrud snakker jeg m. min kollega Paul Metelmann om uddannelse og mønsterbrud. Han fortæller også en fuldstændig vild historie om hans far, der helt ufrivilligt kæmpede på nazisternes side i 2. verdenskrig. Og som mod nærmest alle ods overlevede slagterierne – for siden at blive hønseavler på Falster…

Grunden til en monteret TALK-serie var, helt og aldeles lavpraktisk, at det havde jeg ressourcerne til selv at producere. De blev for det meste optaget på et loftlokale i den andelsforening, hvor jeg bor. Og de er alle redigeret halvt liggende i min sofa; hvor jeg netop nu skriver dette blogindlæg. På den måde kan jeg nemlig arbejde i lidt længere tid ad gangen…

Og ellers brugte jeg løs af det personlige. F.eks. i TALK #7 Når rødt og blåt er ens, hvor jeg starter med at fortælle, at jeg, for at gennemføre podcasten, er nødt til tage (syntetisk) morfin pga. smerterne fra trafikulykken i ’90. Og for mig er det sgu’ ret personligt at fortælle om!! Et andet eksempel er TALK #13 Sorgen er kærlighedens pris, hvor jeg må indrømme, at jeg langt fra altid er verdens bedste onkel; øv ☹

Om journalister bør stå udenfor eller selv være en del af historien, er ikke et nyt dilemma. Det ses tydeligt hos f.eks. gonzojournalisterne og i new journalism. Her var de aldrig i tvivl om, at det er umuligt at være 100 % neutral eller stå helt uden for historien. Og måske dette er blevet det nye mainstream? Det er nemlig ikke ’kun’ P1, 24Syv og i podcast, vi bruger det personlige som et greb. Bl.a. skriver flere og flere nyhedsjournalister nu ”jeg” i deres artikler. Noget, der ellers havde givet en ret seriøs reprimande, da jeg i 0’erne læste journalistik på RUC!

At dilemmaet stadig er aktuelt, er meget tydeligt, når meningsmaskinen Anders Morgenthaler f.eks. i Klimatestamentet på P1 spørger sin medvært, journalist Dan Grønbech, om han er for eller imod det der atomkraft? Morgenthalers spørgsmål falder til allersidst i udsendelsen: Atomkraft Ne.. Måske? (tid: 30:37), hvorfor Grønbech i mellemtiden jo kan være blevet klogere? Samtidig er det jo et relevant spørgsmål i et program med ofte meget personlige værter.
Men næ nej tak, Grønbech vælger, at han jo ”bare er journalist og helt vildt objektiv”.

Et andet eksempel er Jens Otto Kjær Hansen, rektor på DMJX, der advarer mod aktivistiske journalister. I en artikel i Journalisten siger han f.eks., at ”det er ikke en individualistisk ret, man har som journalist. Man må ikke være filter og bestemme, hvad læserne skal oplyses eller ikke oplyses om”. Og nej, det siger jo sig selv. Men altså; medierne agerer da filter hver evig eneste dag! Så, grundlæggende er det jo noget sludder, Kjær Hansen der siger.

Hans standpunkt er dog nok totally repræsentativt for old school journalistikken. Artiklen, han er citeret i, handler bl.a. om ”at tage aktivt stilling til klimabelastning i deres anmeldelser”. Emnet er bl.a. aktuelt pga. Martin Kongstad, madanmelder på 24Syvs Bearnaise er dyrenes konge. Han vil nemlig nu ikke længere anmelde oksekødaf hensyn til miljø og klima”; hvilket jo er temmelig aktivistisk – men dermed også i fin tråd med den personlige vært.

Tilbage til podcast der nu er mainstream. Men det er nyt. I 2011 var jeg redaktørKulturmøder på Roskilde Festival. Her producerede 12 unge på 36 timer 6 podcast om forskellige emner fra nordens største kultur- og musikfestival. Målet var bl.a. at ”rive en flænge virkeligheden” og ”komme bag (…) overfladen”. Mit håb var at også dengang at formidle på en ny, spændende og især anderledes måde – men også gerne relevant og lærerigt.

I podcasten Katrine og duften undersøger Anna Thaulow og Katrine Hornstrup Yde lugte fra bl.a. ”urinstøv, mennesker og sved”. For Katrine er nemlig ikke som de fleste; hun er født helt uden lugtesans. Noget, der jo til hverdag nok er lidt bøvlet; men fantastisk på f.eks. en Roskilde Festival! Og Muhamed Vejzovic undersøger forskellige ”kvinderoller, seksualitet, hygiejne og kødfløjter” i Kvinder, kusse og køn. Den podcast er også ganske personlig; men ikke lummer!!

Anna Thaulow har tidligere produceret den aldeles anbefalelsesværdige Farfars to liv for Thirdear – før også de kom med på podcastbølgen.
Og meget apropos; i 2011 måtte vi hele tiden forklare nærmest alle på Roskilde Festival, hvad det der podcast lige er for noget. Det, er så ikke nødvendigt mere. I 2017 lyttede f.eks. 25 % af de 25-39-årige ugentligt til podcast; dog især DR samt 24syv. Hvis du vide mere om podcastlytning, kan du læse meget mere herom i DRs grundige rapport. Du kan også finde alle 6 podcast fra Roskilde Festival 2011 via dette link.

Kulturmøder på Roskilde Festival fandt sted længe fra før, jeg trådte frem som den personlige fortæller. Jeg havde som journalist dækket festivalen i flere år. Og Kulturmøder var faktisk et opgør med klicheerne samt den vanetænkning, der oftest gælder mediedækningen af Roskilde Festival. Gang på gang skal vi høre om bl.a. leverpostej- & makrelmadder i varme telte, smat og mudder. Samt ikke mindst om div. musikere, der for sekshundredeogsyvogtyvende gang skal fortælle om deres nervøsitet, lige inden de går på scenen. Noget, der næppe lægger en dæmper på evt. nerver!

Især én af de 6 podcast er dog ret personlig. Det er Maja Nyvang Christensens; i dag vært på Radio24syv. Hun fortæller om den Ensomhed på Roskilde Festival, samtlige festivalgæster på et eller andet tidspunkt oplever – der midt i det bølgende menneskehav af umiddelbart festglade mennesker.
Alligevel er ensomhed på festivaler ofte et tabu; så tak til Maja for det tabubrud!! Hun kom for øvrigt flere år efter ud i noget af en shitstorm, da hun og Sine Cecilie Laub skrev Gennemblødt om det der menstruation. Hvordan noget så naturligt som det, fik så mange op i det røde felt (yes, pond intended), er mig helt uforståeligt!? Men; det er jo en helt anden historie…

Til sidst vil jeg lige vende tilbage til Nalle blev kørt over – to gange. Nu vil jeg jo selvfølgelig anbefale, at du lytter til podcasten! Alligevel kan jeg godt afsløre, at det endte godt. For efter 5½ år slåskamp med kommunen fik jeg økonomisk støtte til at gennemføre journalistuddannelsen. Og 1. februar 2002 kunne jeg så endelig træde ind ad døren til den eftertragtede journalistuddannelse på RUC.
At det endte godt, var dog alene fordi, jeg insisterede og kæmpede for min ret til at få hjælp. Og i særdeleshed fordi en politiker og socialrådgiver som nævnt gik ind i sagen. Uden hendes hjælp tør jeg slet ikke tænke på, hvor det så var endt????

På denne blog har jeg on/off skrevet en masse om journalistik. Det er blevet til en lang række indlæg om et tonsvis af emner, der alle kredser om emnet kritisk journalistik. Der er masser af blogindlæg at vælge ml. – bl.a. disse:

Siden 2015 har mit fokus dog primært været på podcast og projektet: Man skal have en stemme for at blive hørt. Nå ja og arbejde; huslejen skal jo også betales!
Projektet er udviklet sammen med Foreningen Polykromfonden. Og når jeg i de 21 TALK podcast har formidlet personligt såvel sammen med alle mine gæster om velfærdslandet Danmark og deres tanker om ‘systemet’; ja så er det ikke mindst med inspiration fra  Man skal have en stemme…
Udgangspunktet er den samtalende podcast, der især er opbygget med Hal Kochs smukke tanker om det samtalende demokrati – aka det deliberativt demokrati.

Grundlæggende er idéen, at uden en stemme, bliver man bare ikke hørt. Derfor har jeg eksperimenteret med netop at give stemme til mindretalssynspunkter. Det har jeg i f.eks. TALK #8 Politisk Mobning – når mennesker og ideer udskammes sammen med Mathias Herup Nielsen.

Og i TALK #6 Ovre hos araberne… fortæller Anika Liversage fra Det nationale forskningscenter for velfærd om de gæstearbejdere, der bl.a. af dansk industri blev inviteret herop i 60’erne. De fik det hårde og beskidte arbejde, som meget få danskere gad, eller orkede at påtage sig. I dag er mange af dem så nedslidte, at de er gået på pension; oftest med folkepension som eneste økonomiske livsgrundlag.

I TALK #4 Barndom i Astrid Lindgrenland – med hovedet fyldt af Kafka fortæller 12-talspigen Caroline Livingstone om den perfektionistiske angst for at fejle; noget mange unge i dag lider under. Og en dag går det galt; dér ligger hun, med ét sidste ønske om at blive et smukt lig; neddykket i det blodrøde badekar hvor lillebroren da heldigvis finder hende i sidste øjeblik.
Livingstone læser i podcasten desuden fra sin fabelagtige bog Nat i april – bl.a. fra tiden på den lukkede; efter det mislykkede selvmordsforsøg.

Nalle blev kørt over – to gange er en podcast, som Journalisten har bestilt af mig. Derfor er den ikke en del af Man skal have en stemme for at blive hørt. Men alligevel passer den så fint ind i det mindset, vi gerne vil fremme med projektet. For uden en stemme har de færreste en reel chance…

Ja, det blev et temmelig langt blogindlæg. At fatte mig i korthed, har aldrig været en af mine spidskompetencer! Men hvis du er nået så langt, siger jeg mange tak for indsatsen!! Og du er også meget velkommen til at kommentere, like.
Og du er meget velkommen til at kontakte mig på: nalle@polykrom.media, hvis du vil høre mere om den personlige podcast eller om Man skal have en stemme for at blive hørt mv.!!

 

 

Reklamer

Entry filed under: Uncategorized.

Når nogle kriminelle er mere etniske end andre

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Trackback this post  |  Subscribe to the comments via RSS Feed


Nalle Kirkvåg

Nalle Kirkvåg

Journalist, cand.comm. Og BA i pædagogik + BA i psykologi.

Ekstern lektor på Københavns Universitet, projektudvikler og kommentator. Er ekspert i kritisk journalistik, medier og presse.

Har som journalist bl.a. arbejdet for DR (P1 & P4), Nat & Dag, Jyllands-Posten, XFM og Tjeck Magasine.

juni 2018
M T O T F L S
« aug    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  

Blogs I Follow


Bom & Bjerkes blog

- på opdagelse uden autopilot

%d bloggers like this: