Musikalske akademikere – et nyt års føljeton V

I denne femte del af radioføljetonen om: musikere der også er akademikere (og omvendt), fortæller Johan Olsen (Magtens Korridorer), Emilie Møllenbach, Anna Lidell og Henrik Marstal (Marstall:Lidell) om forskelle og ligheder i mellem det akademiske og det musikalske.

Denne gang handler det om store egoer og om at give slip på egoet og det, man møjsommeligt har oparbejdet. Om overkommelse af egoet og at underlægge af sagen. Hør også om ikke at vælge, men at lade ’forsynet’, dvs. mulighederne råde. Og om ego og ydmyghed og det selvfærd det kræver at stå på en scene…muligvis i modsætning til forskningen. Samt om Johans største ambition i livet: ”at ha’ det sjovt…”.

Baggrunden for interviewet er for øvrigt en koncert med det amerikanske skater punk band Bad Religion, hvis forsanger Greg Graffin også er ph.d. i biologi; noget der jo nok sjældent forbindes med en punk sanger… Koncerten med Bad Religion på Copenhell inspirerede mig til at interviewe Anna, Emilie, Johan & Henrik, der alle er universitetsuddannede og musikere.

Hvis du vil vide mere om Anne, Emilie, Henrik & Johans uddannelsesbaggrund, kan du lytte til denne introduktion:

Første del kan du høre her, du kan lytte til anden del her, den tredje podcast her og den fjerde podcast her.
Har du ikke tålmodighed til at vente på resten indslagene, kan du altså også bare høre hele udsendelsen her på Den2Radios MusikZoom. Fortsættelse følger…

Kritisk journalistik er målet med denne blog. Det har i lang tid været håbet at ku’ etablere et Center for Demokrati & Journalistik, der skal være med til at sikre en betydelig mere kritisk journalistik i Danmark; der er ved gud brug for det…

Reklamer

4. januar 2015 at 10:13 am Skriv en kommentar

Musikalske akademikere – et nyt års føljeton IV

I denne fjerde del af radioføljetonen om: musikere der også er akademikere (og omvendt), fortæller Johan Olsen (Magtens Korridorer), Emilie Møllenbach, Anna Lidell og Henrik Marstal (Marstall:Lidell) om forskelle og ligheder i mellem det akademiske og det musikalske.

Fokus er på de største forskelle ml. det akademiske og det musikalske. Og om hvordan rock ikke må være for perfekt & om at give slip på det, man møjsommeligt har oparbejdet. Du kan også høre om den allernyeste it-forskning, der forsøger at (gen)indtænke kroppen i brug af IT. Samt hvordan normerne for den akademiske formidling har ændret sig betydeligt i de sidste ca. 100 år.

I dagens podcast kan du desuden høre om (musik)filosoffen Theodor W. Adorno, som ikke gad argumentere for de sammenhænge han så; hvilket betyder, at en del af hans forskning ikke regnes for rigtig videnskab. Og om kinesiske embedsmænd der engang skulle skrive digte for at bestå deres embedseksamen…

Baggrunden for interviewet er for øvrigt en koncert med det amerikanske skater punk band Bad Religion, hvis forsanger Greg Graffin også er ph.d. i biologi; noget der jo nok sjældent forbindes med en punk sanger… Koncerten med Bad Religion på Copenhell inspirerede mig til at interviewe Anna, Emilie, Johan & Henrik, der alle er universitetsuddannede og musikere.

Hvis du vil vide mere om Anne, Emilie, Henrik & Johans uddannelsesbaggrund, kan du lytte til denne introduktion:

Første del kan du høre her, mens du kan lytte del anden til her samt den tredje podcast her.
Har du ikke tålmodighed til at vente på resten indslagene, kan du altså også bare høre hele udsendelsen her på Den2Radios MusikZoom. Fortsættelse følger…

Kritisk journalistik er målet med denne blog. Det har i lang tid været håbet at ku’ etablere et Center for Demokrati & Journalistik, der skal være med til at sikre en betydelig mere kritisk journalistik i Danmark; der er ved gud brug for det…

3. januar 2015 at 9:48 am Skriv en kommentar

Musikalske akademikere – et nyt års føljeton III

I denne tredje del af min radioføljeton om: musikere der også er akademikere (og omvendt), fortæller Johan Olsen (Magtens Korridorer), Emilie Møllenbach, Anna Lidell og Henrik Marstal (Marstall:Lidell) om forskelle og ligheder i mellem det akademiske og det musikalske.
Denne gang handler det især om forskelle samt om umusikalske men anerkendte musikforskere og om at tænke vs. at udtrykke i nuet, dvs. nutidigt vs. retrospektion. Du kan også høre om, hvordan “thinking kills“…altså musik og lyric, samt om dét romantiske øjeblik hvor det føles rigtigt, når musikken klikker; det stik modsatte af god og redelig forskning. Plus om hvordan det at skabe lydlandskaber handler om både at give slip og om, alligevel ikke at tænke for lidt.

Baggrunden for interviewet var for øvrigt en koncert med det amerikanske skater punk band Bad Religion, hvis forsanger Greg Graffin også er ph.d. i biologi; noget der jo nok sjældent forbindes med en punk sanger… Koncerten med Bad Religion på Copenhell inspirerede mig til at interviewe Anna, Emilie, Johan & Henrik, der alle er universitetsuddannede og musikere.

Hvis du vil vide mere om Anne, Emilie, Henrik & Johans uddannelsesbaggrund, kan du lytte til denne introduktion:

Første del kan du høre her, mens du kan lytte del anden til her. Og har du ikke tålmodighed til at vente på resten indslagene, kan du altså også bare høre hele udsendelsen her på Den2Radios MusikZoom. Fortsættelse følger…

Kritisk journalistik er målet med denne blog. Det har i lang tid været håbet at ku’ etablere et Center for Demokrati & Journalistik, der skal være med til at sikre en betydelig mere kritisk journalistik i Danmark; der er ved gud brug for det…

2. januar 2015 at 10:12 am Skriv en kommentar

Musikalske akademikere – et nyt års føljeton II

I denne anden del af min radioføljeton om: musikere der også er akademikere (og omvendt), fortæller Johan Olsen (Magtens Korridorer), Emilie Møllenbach, Anna Lidell og Henrik Marstal (Marstall:Lidell) om, ligheder der er ml. det akademiske og det musikalske.
For Johan er det bl.a. begejstringen ved at forske sig til ny viden, der minder om en helt ny sang eller musik. For Henrik gælder det euforien ved nye sammenhænge – både i det musikalske og forskningen. For Emilie minder begge dele hende om improvisation; hvis man skal noget nyt, forskning og musik, skal man bryde ud af det kendte, så det nye klan træde frem. Mens Anna påpeger intuitionen som fælles; noget der forudsætter en form for dobbeltmod.

Der er for øvrigt tale om den dejlig kort nytårsdags tømmermænds version…på blot fire minutter. Men glæd dig bare allerede nu til de kommende dage, hvor det bl.a. omhandler at give slip på det, man møjsommeligt har oparbejdet samt om (musik)filosoffen Theodor W. Adorno, der fx ikke rigtig lige gad argumentere for de sammenhænge han så i hans forskning.

Baggrunden for interviewet var for øvrigt en koncert med det amerikanske skater punk band Bad Religion, hvis forsanger Greg Graffin også er ph.d. i biologi; noget der jo nok sjældent forbindes med en punk sanger… Koncerten med Bad Religion på Copenhell inspirerede mig til at interviewe Anna, Emilie, Johan & Henrik, der alle er universitetsuddannede og musikere.

Hvis du vil vide mere om Anne, Emilie, Henrik & Johans uddannelsesbaggrund, kan du lytte til denne introduktion:

Første del af føljetonen kan du høre her. Har du ikke tålmodighed til at vente på resten indslagene, kan du også bare høre hele udsendelsen her på Den2Radios MusikZoom. Fortsættelse følger…

Kritisk journalistik er målet med denne blog. Det har i lang tid været håbet at ku’ etablere et Center for Demokrati & Journalistik, der skal være med til at sikre en betydelig mere kritisk journalistik i Danmark; der er ved gud brug for det…

1. januar 2015 at 11:15 am Skriv en kommentar

Musikalske akademikere – en nytårs føljeton

I 2014 interviewede jeg Johan Olsen (Magtens Korridorer), Emilie Møllenbach, Anna Lidell og Henrik Marstal (Marstall:Lidell). Alle for at snakke om, hvordan det er både at være akademikere og musikere. Jeg har nu redigeret udsendelsen, så den er opdelt i temaer. Således har du mulighed for at høre netop dét, som har din særlige interesse…eller måske bare det, du lige gik glip af.

Første del handler bl.a. om, hvorfor de fire valgte sang og musik, samtidig med at de uddannede sig som akademikere. Johan kan bl.a. hverken undvære musik eller forskning. Anna er både uddannet musiker i London, men skriver på Københavns Universitet nu speciale om “lydidentitet som en pendant til visuel identitet“. For Emilie er der et stort overlap ml. resonans og rationelle idéer; mens en akademisk uddannelse for Henrik i starten også legitimerede den musikalske karriere. I øvrigt startede alle fire deres vej ind i musikken med at spille violin…

Anden del: ligheder der ml. det akademiske & det musikalske følger i morgen, dvs. torsdag d. 1. januar. Måske en måde at pleje hjernen, mens tømrermændene lægger sig oven på (en forhåbentlig god) nytårsaften? Og resten af de i alt syv afsnit følger dagene efter…

Baggrunden for interviewet var for øvrigt en koncert med det amerikanske skater punk band Bad Religion, hvis forsanger Greg Graffin også er ph.d. i biologi; noget der jo nok sjældent forbindes med en punk sanger… Koncerten med Bad Religion på Copenhell inspirerede mig til at interviewe Anna, Emilie, Johan & Henrik, der alle er universitetsuddannede og musikere.

Hvis du vil vide mere om Anne, Emilie, Henrik & Johans uddannelsesbaggrund, kan du lytte til denne introduktion:


Og har du ikke tålmodighed til at vente på resten indslagene,
kan du høre hele udsendelsen her på Den2Radios MusikZoom.

Kritisk journalistik er målet med denne blog. Det har i lang tid været håbet at ku’ etablere et Center for Demokrati & Journalistik, der skal være med til at sikre en betydelig mere kritisk journalistik i Danmark; der er ved gud brug for det…

PS.
Anna Lidell har som studerende fulgt dette mentor-program – på Københavns Universitets: Center for Anvendt Kunstnerisk Innovation. Så, hvis du er studerende, er det måske også noget for dig?

31. december 2014 at 2:28 pm Skriv en kommentar

Aktualitet med løfter om perspektivering på P1

Det er jo ingen hemmelighed, at vi er en del, der med en vis bekymring følger P1s udvikling. I efteråret 2014 er man i gang med en større omlægning af hele fladen. For den skal nemlig være live og ikke mindst aktuelt. Så på dr.dk kan man fx læse, at “Orientering og P1 Morgen de seneste år [har] opprioriteret perspektiveringen af dagens vigtigste, aktuelle historier (…). P1 vil i højere grad levere selvstændige nyhedshistorier og nye vinkler, og det vil også blive afspejlet i radioaviserne“. I følge Anders Kinch-Jensen, P1s kanalchef er målet at “frigøre nogle af radioavisernes sendeminutter og bruge flere af nyhedskræfterne på at opdyrke mere selvstændige og originale journalistiske historier”.

Men når aktuelt knytter sig til tid, skaber dét flere mulige problemer. Hermed bliver det, der lige er sket, vigtigst og dét, der prioriteres. Samtidig af-aktualiseres alt det, der skete for noget tid siden; også selv om det jo stadig kan være aldeles aktuelt og relevant. Så det er altså ikke det, at P1 ændrer sig, der udfordrer; dét er fint nok.
Men de ændringer vi kan se frem, giver i et historisk lys grund til en vis bekymring, eller i hvert fald uro. Der er en betydelig risiko for, at man går i ‘Deadline-fælden‘. Deadline på DR2 startede jo også med at skulle perspektivere dagens vigtigste historier, men er endt som et reservat for snakkehoveder, politiske kommentatorer og betydelig mere aktualitet end det perspektiverende.

Deadlines udvikling fik daværende vært Kurt Strand til at tage sit gode tøj og gå. Han troede nemlig ikke på, at DR fremover “for alvor efterspørger de kompetencer, jeg har, og jeg er ikke blevet modsagt af dem, der havde mulighed for at gøre det“, som han sagde til DRs nu lukkede interne medie DRåben. Måske Kurt Strand også var kritisk overfor den allestedsnærværende brug af politiske kommentatorer, som man er så glade for på Deadline.
Med disse i livenyheder allestedsnærværende politiske kommentatorer er kritisk journalistik blevet afløst af ”fortolkningens kunst, og her er der langt større spil for fantasien, end man finder i rugbrødsjournalistikken, der må basere sig på noget så kedeligt som fakta“, som Stig Hjarvard, professor på Film- & MedievidenskabKøbenhavns Universitet skrev allerede i 2007 (i hans artikel: “Medie-spin tildeler journalister helteroller“).

At liveinterview kan være kritisk, høres fx i Sproglaboratoriet på P1. D. 25.9 var Steen Nepper Larsen, lektor ved DPU på besøg live i studiet. Her oplyste han bl.a. om, hvorfor uddannelse af humanister er vigtigt, på trods af Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen vil lukke 4.000 studiepladser på Humaniora, fordi disse i flg. hende og regeringen er uddannelser, som formentlig aldrig fører til et arbejde. Man kunne også høre om “personalenedjustering” (et ægte Orwellsk ord!) hvor man jo ikke kalder det, hvad det er: en fyring. Nepper Larsen fortalte desuden om “sindet” og neurovidenskab, filosofi, humanister plus samfundsvidenskabers relevans i et moderne samfund.  I flg. Nepper Larsen er netop humanisme oplagt til at supplere naturvidenskab og den manglende langsigtede politik, der på sigt fx kan overskride konkurrencestatens kortsigtede totale fokus på arbejdsmarkedets her-og-nu-krav. Og vidste du fx, at det er være taxichauffør trækker andre neurale spor i hjernen, end hvis man er musiker? Også det blev lytteren live oplyst om i Sproglaboratoriet.

Et andet eksempel på aktualitet og kritisk journalistik fungerer live er Orientering på P1. Her har der været aktuelt fokus på FNs klimatopmøde, hvor Karen Hjulmand og Kirsten Larsen rapporterede live fra New York, fx om kreative klimaløsninger, hvor Bjarke Ingels fra arkitektfirmaet BIG fortalte om hvordan bl.a. parker fungerer som klimasikring, samtidig med de er rekreative områder.
Også Københavns Overborgmester Frank Jensen var med og fortalte om, hvordan København arbejder med klimasikring, bl.a. på Islands Brygge med dets rekreative og klima-sikrede arealer. Begge er eksempler på, at liveinterview/radio kan fungere glimrende. Altså hvis der afsættes researchtid, samt dem der deltager, faktisk ved noget om emnet. Dette gælder også journalister! Men DRs fyring af Niels Lindvig antyder desværre, at fagjournalistik i hvert fald ikke skal sikre: “perspektiveringen af dagens vigtigste, aktuelle historier“.

En helt stor ændring/satsning er det nye P1 Eftermiddag (hverdage ml. kl. 14-16). Her er målet, at de “kendte og stærke værter Karen Secher og Tore Leifer hver dag formidler de vigtigste historier fra kulturens verden og fra krydsfeltet mellem kultur og samfund“. Allerede her begynder alarmklokkerne at ringe… For på DR kan man jo ikke få taletid, med mindre man allerede er kendt; en betydelig afdemokratisering af public service, der mindsker almindelige menneskers og især de udgrænsedes adgang til medierne.

Om P1 Eftermiddag lever op til egne krav om at “dække vigtige begivenheder og emner“, må tiden vise. Men som minimum bør det jo komme an på en prøve. Selv har jeg stor respekt for de to (radio)værter. Karen Secher havde jeg fornøjelsen af at arbejde sammen med, da hun var en af flere værter på forløberen til P1 Morgen. Også Tore Leifer, er et prøvet og sikkert kort. Han har bl.a. været tilrettelægger af Kunstquizzen på DR K, vært på det nedlagte Kulturnyt på P1, ligesom han er noget så spændende som uddannet kordirigent fra Musikkonservatoriet samt cand. mag. i film og musik fra Københavns Universitet.

På P1s flade skal alle programmer være live ml. kl. 6-18med kanalens stærke og profilerede værter ved roret“. Tydeligvis er det et kvalitetstegn at være profileret. I følge DR er “målet med ændringerne er at styrke formidlingen og give kanalens mange oplysende programmer et mere levende fundament“.
dr.dk citeres kanalchef Anders Kinch-Jensen bl.a. for, at P1 nu ”vil være endnu bedre til at dække vigtige begivenheder og emner, mens de er allermest aktuelle. Men samtidig vil vi fastholde det grundlæggende løfte til lytterne om at være kanalen, der kan levere den viden og det perspektiv, som ingen andre kan. Så P1 vil fortsat være kanalen med det store perspektiv og de mere tidløse emner – fordi de gør os klogere på vores samtid. Alt i alt er jeg sikker på, at lytterne vil opleve P1 som en mere levende og sammenhængende radiokanal”.

Forudsætningen for P1 kan “fastholde det grundlæggende løfte til lytterne om at være kanalen, der kan levere den viden og det perspektiv, som ingen andre kan“, er det kritiske! For live journalistik og aktualitet er der altså ingen mangel på i dette land, tværtimod. Her er det lige værd at påpege, at kritisk ikke betyder at være imod eller = at kritisere. Det er heller ikke lig med at være venstreorienteret, sådan som nogle mener, det er tilfældet.  Well, ikke med mindre man er kronisk ukritisk som netop borgerlig, hvad jeg langt fra oplever, er tilfældet.

Kritisk betyder bl.a., at en redaktion beslutter, hvorfor en historie skal dækkes; altså ud over at denne er aktuel. Her det vigtigt at minde om, at nyheder jo ikke er noget, der lige plukkes ud af den blå luft! Nyheder er derimod begivenheder, der tillægges en særlig betydning, hvorfor de bringes i et medie (tv, radio, print). Dette til forskel for de millioner af andre begivenheder samme dag…der ikke tillægges denne betydning, hvorfor disse ikke bringes i et medie.

Kritisk betyder også, at nyheder sikrer og øger borgernes viden. Dette er nemlig forudsætningen for en helt grundlæggende demokratisk mulighed → så frit som muligt at kunne handle og agere i hverdagen. Idealet er, at nyhedsmedierne er med til sikre dette. Men forudsætningen herfor, foruden økonomisk formåen, er adgang til viden og indsigt, så man kan tage aktivt stilling og beslutte begavet herefter. Og det er den viden og indsigt, der skal leveres, hvis P1 fortsat vil indfri løftet “til lytterne om at være kanalen, der kan levere den viden og det perspektiv, som ingen andre kan“.

Kritisk betyder som nævnt også, at man har fagjournalister, der ved, hvad de så snakker om. Og her lover fyringen af Niels Lindvig altså ikke godt. For han var jo en af DRs bedste fagjournalister, med bl.a. fagområder som Irland, USA samt Nord- & Sydamerika. Hvor DR vil finde erstatningen for så vidende en journalist, står helt og aldeles hen i det uvisse!?

Fagjournalistikkens vigtighed skyldes især, at fx politikere i liveudsendelser bare skal holde den kørende i 5 (max 10) minutter, indtil den næste gæst skal på live. Dét gælder ikke kun politikere, men alle typer elitekilder – fx de bankøkonomer der optræder utrolig tit og helt uudfordret, overalt i nyhedsmedierne hvor fokus er på aktualitet. Og hvis der ikke er en fagjournalist, der fx som Niels Lindvig ved, hvad han/hun snakker om, så kan man jo bare sige alt muligt, uden dét efterprøves. Det viser sig også at gælde eksperter, der tit lufter egne holdninger, som er det den pure faglige sandhed. Og netop det kan fagjournalister gennemskue samt spørge ind til. Men dette forudsætter jo, at der er fagjournalister, at disse ikke fyres til fordel for generalister!

Hvordan det kommer til at gå med P1 og den profilerede P1 Eftermiddag, vil tiden jo vise. Men som nævnt tyder flere eksempler, at der er grund til en vis skepsis. Det kan også vise sig, at denne bloggers kritiske og til tider automatiske pessimisme, viser sig forkert. Dét håber jeg; det vil være skønt at tage fejl her og pragtfuldt, hvis P1 formår at forny sig, uden at dette går ud over kvaliteten, sådan som det har været tilfældet på DR2! Og mener P1, Anders Kinch-Jensen og alle mulige andre i DR seriøst alt det, de stiller i udsigt, ja så har jeg flere ideer til, hvordan I kan sikre, at I netop gør det, I siger, I vil…og ikke det modsatte. I så tilfælde ringer i bare!

Kritisk journalistik er målet med denne blog. Det har i lang tid været håbet at ku’ etablere et Center for Demokrati & Journalistik, der skal være med til at sikre en betydelig mere kritisk journalistik i Danmark; der ved gud brug for dét…

26. september 2014 at 5:13 pm Skriv en kommentar

Om konkurrencestaten

Ordet konkurrencestat var næppe kendt endsige udbredt for blot få år siden. Dét har dog ændret sig radikalt, siden den “røde regering” trådte til. Med finansminister Bjarne Corydons indtræden på den politiske arena, kom også konkurrencestat på dagsorden – som del af socialdemokratiets økonomiske politik. Det indebærer i flg. Corydon, at “hvis man skal sikre opbakning til velfærdsstaten, må man fokusere på kvaliteten af de offentlige serviceydelser frem for på overførselsindkomster“, som det fremgik af Information d. 7.6.14.”

Til Politiken d. 23.8.13 sagde Corydon bl.a., at “sandheden er, at vi er i fuld gang med en voldsomt positiv dagsorden, der handler om at styrke og modernisere velfærdsstaten og at resultatet af den forandring, vil være et langt bedre samfund end det, vi har i dag“. Et udsagn der af mange er blevet udlagt som: at for at bevare velfærdsstaten, må vi altså afskaffe velfærdsstaten. Men hvordan kan dét nu være?

Der findes 2 typer velfærdsstater: 1. den (nu tidligere) solidariske velfærdsstat & 2. (konkurrence)velfærdsstaten. Den første byggede på idealet om, at dem der ikke har velstand, sikres adgang netop hertil. Kan de arbejde, skal de selvfølgelig det (= stå til rådighed for arb.markedet). Men kan de ikke bidrage fx gennem arbejde, blev man sikret nogle basale rettigheder; bl.a. en indkomst man reelt kunne leve af, dvs. ikke blot overleve på.
Dette gøres der op med allerede under SR-regeringen i 1998, hvor man afskaffede Bistandshjælpen til fordel for Kontanthjælp. Hvor den første var rettighedsbaseret, er kontanthjælpen primært pligtbaseret; selv om man da har ret til at klage (men dog sjældent, får medhold!).

Hvem gavner det at piske de syge, de halte, krøblingerne, de langsomme, de småtbegavede?” Dét spørger Verner Møller, Institut for Folkesundhed, (Aarhus Universitet) polemisk om i forb. med hans undren over det Socialdemokratiske forsvar for konkurrencestaten. Og han fortsætter: “måske opper de sig; humper lidt hurtigere, bruger stavepladen en smule mere gesvindt. Men vil de nogensinde lære at sætte pris på piskens snert og synes, at samfundet er blevet bedre for dem?
Forhåbentlig ikke, for så vil de jo holde op med at anstrenge sig og nyde blodets svalende løb over ryggen
” (Kilde: Information d. 9.7.14)

Verner Møller undrer sig også over, hvem det i konkurrencestatens navn gavner, når man pisker “dem, der er ansat til at hjælpe de syge, de halte, krøblingerne, de langsomme og dem med indlæringsvanskeligheder? Måske rubber de neglene og yder en smule mere, fordi de med deres specialiserede uddannelser jo ikke har noget sted at flygte hen og frygter fyresedlen. Men ingen tror vel oprigtigt på, at de ved fyraften dejser om i sofaen med følelsen af, at samfundet er blevet bedre for dem?” Om man er enig i det, er selvfølgelig et holdningsspørgsmål; men…

Én ting er dog sikkert, der kan ikke være vindere uden tabere; disse forudsætter hinanden! Og så er spørgsmålet jo, hvem (og hvor mange) der skal vinde og ikke mindst hvem, der skal tabe i dette spil om fremtiden? Ind til videre er taberne især dem, der er sat på de laveste ydelser – fx unge kontanthjælpsmodtagere; det er ydelser, der producerer øget fattigdom. I flg. Økonomi- og Indenrigsministeriets rapport: Familiernes økonomi – fordeling, fattigdom og incitamenter 2014), er der i dag 39.200 økonomisk fattige danskere.
I flg. Information svarer det til 0,7 % af befolkningen, hvoraf børn under 18 år udgør de 7.900. Men det er også ufaglærte, hvis job er outsourcet til Kina/Indien. Det er de håndværkere, der, ikke helt uden grund, er ved at blive udkonkurreret af fx polske håndværkere. Og så er det ikke mindst faglærte, der mister deres job pga. social dumpning & de lave lønninger, dét ofte medfører – fx Metrobyggeriet i København, der vælter sig i politisager” – bl.a. pga. elendige arbejdsforhold, som ikke ville blive accepteret med en dansk overenskomst!

Hvem mon bliver den næste gruppe, der taber i konkurrencevelfærdsstatens krav om konstant højere arbejdstempo til gavn for produktiviteten i samfundet?
Bliver det de vellønnede, fx akademikerne, eller måske journalisterne der står for tur næste gang? Som Verner Møller påpeger, gælder et konstant øget arbejdstempo & krav til produktivitet ligeså dem, der har vænnet sig til tempoet. Også af dem “må man forlange mere. For konkurrencestaten tåler ikke stagnation. Den er bygget til præstationsoptimering. Enhver skal drives til at yde sit ypperste. Hele tiden“…

Sammen med Foreningen PolykromFonden er jeg ved at igangsætte et projekt om de udgrænsede. Her er målet bl.(meget!)a. at undersøge virkningerne af den massive omlægning af Danmarks velfærdsstat. Fx kan et fokus være, hvem der er vindere og hvem, der er/bliver tabere, samt prisen herfor. Det er en ret så ny ide til et (forsknings)projekt, hvorfor der endnu er ikke så meget at skrive herom. Men indtil videre er arbejdstitlen: Man skal have en stemme for at blive hørt. Mere herom snarest…

Kritisk journalistik er målet med denne blog. Det har i lang tid været håbet at ku’ etablere et Center for Demokrati & Journalistik, der skal være med til at sikre en betydelig mere kritisk journalistik i Danmark…og for den sags skyld også gerne ude i den ganske verden. Men måske dét nu er ved at ændrer sig til ovennævnte forskningsprojekt: “Man skal have en stemme for at blive hørt“. Well, det vil tiden vise, men mere herom…om snart.

31. juli 2014 at 7:14 pm Skriv en kommentar

Ældre indlæg Nyere indlæg


Nalle Kirkvåg

Nalle Kirkvåg

Journalist, cand.comm. Og BA i pædagogik + BA i psykologi.

Ekstern lektor på Københavns Universitet, projektudvikler og kommentator. Er ekspert i kritisk journalistik, medier og presse.

Har som journalist bl.a. arbejdet for DR (P1 & P4), Nat & Dag, Jyllands-Posten, XFM og Tjeck Magasine.

december 2017
M T O T F L S
« aug    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031

Blogs I Follow


Bom & Bjerkes blog

- på opdagelse uden autopilot