Avisen + De røde Lejesvende + Vinn & Skæv

Desværre tillader en (løs)ansættelse som ekstern lektor ikke den luksus at holde avis. Hvilket er super trist. For jeg elsker at læse dagens avis, et ritual som jeg er opvokset med og bekommer mig meget vel! Men trods glæden ved at undervise bl.a. morgendagens elite ændre det ikke ved, at det er for dyrt for mig at holde avis. Så desværre må jeg undvære dagens mindst ringe, som Information også kaldes.

Heldigvis har en god ven råd, så han abonnerer, samt indsamler alle sine aviser til mig…som en slags genbrug. Dem får jeg så sådan ca. hver 3. måned. Men det er også ret interessant at læse avis på den måde, for pludselig bliver det altså meget tydeligt, hvor dag til dag fikseret journalistikken er.
Heldigvis er det også gode ting, der overskrider dag til dag aktualiteten. F.eks. faldt jeg over den klumme, som den polemiske bonderøv og forfatter Bent Vinn Nielsen fast skriver i Information.

Vinn og Skæv hedder klummen, der kan læses hver fredag. I skrivende stund er den klumme adskillige uger gammel…men altså stadig relevant. Grunden til at jeg faldt over den, var, at den simpelthen er super ironisk samt ikke mindst knyttede an til Jagten på de Røde Lejesvende, der blev sendt på DR2 i 2010.

Og sikke en fiasko udsendelsen om klapjagten på de røde var. Journalistik var der tale om noget makværk, idet man jo ikke forholdt sig kritisk til sin tese, men i stedet for var mikrofonholdere for en række aktører, der har dyrket en klapjagt på de røde i 30-40 år. Bent Jensen da ikke mindst, der, ud over at han er dømt for injurier imod journalisten Jørgen Dragsdahl, heller ikke magter at overholde sin tavshedspligt.

Men allerværst var, at man aldrig sagligt efterprøvede påstanden om, DR (i hvert fald) engang vrimlede med de der røde lejesvende. Som seere fik man blot at vide, at der var mange, der var røde. Men hvad betyder mange? Er dét ti, tyve, 500 eller er det 10.000? Hvor mange % ud af DRs samtlige medarbejdere gennem +40 år, var og er egentlig røde? Dét fik vi heller intet svar på. Så hvordan kan man hævde, at der er tale om et seriøst dokumentarisk program, når vi end ikke oplyses konkret om, hvad mange er? Og det står stadig hen i det uvisse. Ligeledes gør hvorfor det egentlig var så skrækkeligt med de påståede mange røde…

Men måske Vinn Nielsen i sin skæve klumme har svaret på, hvad problemet med de røde i virkeligheden var. Vinn skriver, at:
“Det udtrykkes vel bedst af Frederiksenministeren, der ikke kan holde op med – absolut livskraftigt, det må man indrømme – at fnise af henrykkelse over, at den seriøse journalistik og den såkaldte finkultur er blevet tværet helt og aldeles ud af X Factor og andre folkelige og fornøjelige løjer. Man forstår, at det i virkeligheden var det, Kulturkampen gik ud på. At pille hjernen ud af offentlige ytringer og at reducere journalistik og kunst til små hobbyer, beslægtet med husflid, og til livsstil for perifere minoriteter – lidt i stil med transseksualitet”

Her rammes lige på kornet i forhold til den udsendelse, der var så skarpt vinklet, at man kunne skære sig…bare af at kikke med på skærmen. Det må så være det der med at være kritisk, altså gøre det, som journalister hævder, de er sat i verden for, nemlig at være kritiske overfor magthaverne…også kaldet den 4. statsmagt. Ja, det er faktisk det, som den idealistiske journalist i Borgen, sætter sin stilling ind på at sikre. Noget der dog mestendels foregår i fiktionens verden! Men det må jo være det, der er rødt, altså journalister der sikrer hjernen i offentlige ytringer, som Vinn Nielsen skriver.