Musikfestivalers potentiale for vækst & Orientering

Der er ikke mange reelt kritisk, journalistiske medier i Danmark, som det jo med alt tydelighed fremgår af denne blog. Men af dem der rent faktisk er kritiske, er DR/P1s Orientering, som jeg tit & ofte roser her. Nu har jeg så haft den udsøgte fornøjelse at producere mit første indslag til Orientering. Dette omhandler musikfestivalers potentiale for vækst i det, der bl.a. kaldes for udkants-Danmark – eller, endnu mere nedladende, for “den rådne banan”.

60 % af danskerne har besøgt en af de ca. 100 musikfestivaler, der er herhjemme. Dvs. at det nærmest er en særlig dansk tradition. Det samme gælder for de mange små, lokale musikfestivaler, især dem, der over tid har udviklet sig fra en havne- og byfest til en egentlig musikfestival. Så her ligger et betydelig uudnyttet potentiale for vækst – også i ‘udkants-Danmark’. Dette skyldes bl.a., at de lokale musikfestivaler er en unik mulighed for at sikre interesse & opmærksomhed fra unge/børnefamilier (dvs. fremtiden). Musikfestivaler er nemlig typisk etableret af netop unge, initiativrige borgere, dvs. dem som et lokalområde skal bruge, hvis de skal blomstre, så fx den nedadgående spiral kan stoppes og vendes. Formålet, er her at skabe konkret (og økonomisk) værdi gennem en øget oplevelse af, at netop her er et godt sted at leve og bo.

De tendenser, som ses tydeligt blandt musikfestivaler, passer også godt ind i den udvikling, jeg plæderer for. Dels finder der en professionalisering sted, hvor mange frivillige kommer på bl.a. lederkurser. Samtidig er der mange, især unge, der gør fx karriere, dvs. de er frivillige nogle år, hvorefter de får arbejde/karriere med baggrund i deres frivillige arbejde. Og dette er blot en af mange ‘afkast’, en musikfestival kan føre med sig: at man efter et stykke tid med frivilligt arbejde, omsætter sin viden og erfaring i et lønarbejde. Det er jo mange erfaringer, man kan trække på, når man fx har haft ansvar for en gruppe med flere hundrede frivillige, der skal afvikle en meget kompleks opgave, som at få tusinder festglade festivalgæster igennem et tjek in så hurtigt som muligt, så der ikke opstår kø og frustration over, ikke at kunne komme ind til de andre…og festen.

Også rykket fra havne/byfest til en egentlig musikfestival er et af de tydelige tegn på den professionalisering, der finder sted indenfor bl.a. det frivillige arbejde med at skabe & afholde en musikfestival. Dette knytter sig til mere sammenhængende profil og brands, som mange musikfestivaler knytter an til i disse år. Jo tydeligere en profil er, desto nemmere er det for publikum at tilvælge…frem for fravælge! Alt dette kan du læse om, i den rapport, som Dansk Live (tidligere FestivalDanmark) fik udarbejdet af Rambøll i marts 2011. Rapporten er, for de entreprenante læsere, en ren guldgruppe af viden og ideer til, hvordan vækst kan(!) finde sted i ‘udkants-Danmark’.

Musikfestivalers potentiale især for udkants-Danmark, skyldes fx, at ”særligt de mindste musikfestivaler er stærkt kulturelt og socialt forankret i lokalområdet”. Så de ”tilfører området værdi og identitet, ikke mindst gennem de mange frivillige, der støtter op om begivenheden”. Her er altså mulighed for det lokale liv kan blomstre, så fraflytning mindskes og gerne helt stoppes. Samtidig er der konkret en række ”betydelige uudnyttede potentialer for (…) lokale interessenter. De positive synergi-effekter, der kan skabes i lokalområderne, findes i strategiske samarbejder ml. musikfestivalerne og det lokale erhvervs- og foreningsliv, brancheorganisationer, kommuner mv. inden for områder som indkøb, markedsføring, uddannelse og velgørenhed” (citater fra rapporten: “ De danske musikfestivaler – Den kulturelle og økonomiske betydning”).

Potentialet ligger ikke mindst i at kunne brande sin by (eller regionen) som lokalt og kulturelt fyrtårn. Horsens er et rigtig godt eksempel på dette Om noget har byen over tid skabt et brand som en spændende by at bo i. Igen med øget potentiale for tilflytning osv. I flg. P4 Østjylland svarer 2/3 af de adspurgte danskere enten ‘kultur og koncerter’ eller ‘sportsaktiviteter’ til spørgsmålet om, hvad de tænker på, når de hører ordet ‘Horsens’. Horsens borgmester, nu afdøde Jan Trøjborg, bliver citeret for bl.a. at sige, at ”Sagt lidt sarkastisk; Det er svært at bevare pessimismen”.
Jeg formoder også, at det betydelige arbejde med at brande Horsens netop som et kulturelt fyrtårn, er grunden til, at det fx lykkedes Horsens at få Giro d’Italia til byen…

Samtidig er det en relativ tilgængelig opgave at etablere en egentlig musikfestival. Og det især hvis der allerede er en by- eller havnefest, der kan tages udgangspunkt i. I en mere oplevelsesøkonomisk kontekst kan fx musikfestivalernes udvikling og værdiskabelse (kulturelt, socialt og økonomisk) beskrives med udgangspunkt i en (i rapporten opstillet) firetrins model, som er: Det tomme rum: I den første fase har arrangørerne af musikfestivalen udset sig en lokalitet for musikfestivalen. Dette kan være en bar mark, en tom plads eller forladte bygninger. Som udgangspunkt er der altså ingen oplevelser forbundet med det område, hvor festivalen afholdes.
Det programmerede rum: I forbindelse med musikfestivalen etableres der også en række oplevelser på en tidligere uudnyttede lokalitet, hvor der kommer mennesker og liv på stedet. Brugere: I takt med musikfestivalens årlige tilbagevenden tilfører fx festivalgæster, optrædende og handlende en identitet til området. Festivalen tilfører altså således området værdi. Det samlede system: Foruden de kulturelle & sociale værdier genererer festivalens tilstedeværelse på lokaliteten desuden (potentiel) økonomisk værdi for en række af forskellige interessenter. Dette fx i form af meromsætning til de lokale handlende og branding af kommunen, hvor festivalen afholdes.

”Nøglen til musikfestivalernes succes og den medfølgende værdiskabelse skal findes i festivalernes evne til at knytte en identitet til området, hvor festivalerne er lokaliseret gennem tilbagevenden til og udnyttelse af stedet. En velfungerende musikfestival udvikles hurtigt til et lille samfund i sig selv, og således kan musik-festivalerne betegnes som identitetsbærere.
Dels for gæsterne, hvor musikfestivalen for mange er en årligt tilbagevendende begivenhed og en del af deres selvforståelse. Dels for borgere, frivillige/foreninger i lokalområdet, for hvem musikfestivalen udgør det kulturelle og musikalske samlingspunkt. Mens særligt Roskilde Festival og Danmarks Smukkeste Festival har formået at være identitetsbærere for deres gæster, har de mindre musikfestivaler i højere grad betydning for det kulturelle fællesskab i lokalområdet” (jf. rapporten, s. 11).

Det måske allermest spændende er mulighederne for at samtænke uddannelse, potentielle arbejdspladser og genrel vækst. Dette gennem ”strategisk samarbejde mellem musikfestivalerne og uddannelsesinstitutioner, hvor begge parter kan bidrage med viden, erfaring og know how. På den ene side kan samarbejdet gøre musikfestivalarrangørerne endnu dygtigere til at drive musikfestival, og på den anden side kan samarbejdet bidrage med nyttig viden til forskningen inden for oplevelsesøkonomi” (jf. rapporten, s. 32).

Det er oplagt for yderområder at søge midler til forskning bl.a. i, hvordan der, med udgangspunkt i fx frivillighed, lokale aktiviteter og det lokale liv, bl.a. kan tiltrækkes uddannelsesinstitutioner. Det kan fx være samarbejde med universiteter, hvor Syd Dansk Universitet jo er oplagt, for de har allerede afdelinger rundt omkring i landet. Også produktionsskoler er oplagt. For her er et ekstra stort potentiale for ‘udkants-Danmark’. Dette fordi en betydelig del af især de unge mænd, der bliver tilbage i lokalområdet, ikke i samme omfang som især unge kvinder, uddanner sig. Så hvor kvinder fraflytter/søger mod byerne for at uddanne sig, bliver mange unge mænd tilbage i ‘udkants-Danmark’, hvorved en yderligere udgrænsning forstærkes. For hvordan skal man lige sikre fremgang, når en ikke ubetydelig del af ens befolkning ikke uddannes? Og med en voldsomm nedgang i ufaglærte job, er det næppe her, den store fremtid ligger…altså som ufaglært!

Hvis der kan indtænkes en samlet strategi lokalsamfundet m. produktionsskoler og uddannelse, kan der tilføres en betydelig merværdi til et pågældende lokalområ­de. I forlængelse heraf kan dette være en (ny) lokal strategi, hvor man vælger en tilgang, der tilsiger, at her er der fokus på at støtte lokale aktiviteter, dvs. tiltag der både styrker det frivillige, det lokale liv og det lokale engagement. Hermed styrkes den mangfoldighed, der forudsætter en levende landsby og et lokalområde, hvor fx børnefamilier trives, så der også tænkes på de næste generationer, hvor også de vil elske at bo. Dette vil være et betydeligt modtræk til negativitet og dårlig image, som præger ‘udkants Danmark’. I stedet skabes en ramme for det levende/levede liv, hvor det folkelige og det lokale Danmark trives og blomstrer → altså ‘Det Gode Sted At Bo’!

Hermed kan en lokal musikfestival fungere som laboratorium for udvikling af de nytiltag i lokalområdet, der skal sikre, at de lokale kræfter kan øve sig i at gøre en forskel for lokalområdet…med vækst til følge. Et sådan laboratorium kan, ud over førnævnte strategi med uddannelse, tænkes som en ramme for ‘det andet’, dvs. de nye ideer, der kan skabe arbejdspladser lokalt. Her er det nærliggende at tænke på de hippier, som tilbage i 70’erne begyndte at opsætte vindmøller – til ret mange lokales store moro, undren og hovedrøsten. Noget mere vanvittigt og tåbeligt skulle man da lede længe efter! Her er det desuden lige værd at huske på, at samtlige: fra SocialDemokraterne, Venstre, De Radikale, Fremskridtspartiet (også siden Dansk FolkeParti) og De Konservative alle syntes, at dette var tåbeligt utopisk. Men i dag er dette altså endt som en milliardforretning og eksporteventyr!

Ideen med at eksperimentere med ‘det andet’, dvs. alt det vi ikke i forvejen kender, hvorfor vi endnu ikke ved, hvad dette er; netop dette kan være vejen frem, nu hvor vi ikke blot skal konkurrere mellem land og by, men med hele verden, fra Indien, Kina, Brasilien osv. For ved at give plads til eksperimentet med ‘det andet’, hvilket ikke mindst musikfestivaler, som ‘umuligt humlebi-agtigt projekt’ og ditto målsætning er; dét tænker jeg da, netop er vejen frem…og ikke alene for ‘udkants-Danmark’, men måske for hele Danmark?!

Der er altså mange udfordringer forbundet ved at leve i et udgrænset område, dér hvor man kæmper med ned- og tilbagegang. Men der er også mange muligheder, især hvis der skabes rammer for at eksperimentere, hvilket en lokal musikfestival nærmest er som skabt til. For ud over at man sammen og i fællesskab løfter i flok, for at løse den ‘umulige’ opgave, det er at ud/afvikle en musikfestival, ja så er disse også, som jeg er inde på i mit indslag i Orientering på P1/DR, et sted, hvor sociale skel nedbrydes, idet en ufaglært sagtens kan være projektleder for en gruppe, der består af fx en læge, pædagog, en skolelærer, købmanden osv. Hermed skabes den perfekte ramme for netop at arbejde sammen om et kritisk utopisk og fælles projekt, der kan sikre en anden og meget mere spændende historie og udvikling en den om “’Den rådne banan”!

Kritisk journalistik er jo bl.a. målet med denne blog. Men det er også målet over tid at er etablere et Center for Demokrati & Journalistik, der netop skal være med til at sikre en betydelig mere kritisk journalistik i Danmark…og for den sags skyld også gerne ude i den ganske verden.

Er du interesseret i at følge med i denne blog, så tryk her for abonnement. Når du har aktiveret linket, skal du blot skrive din email adresse. Kort herefter modtager du så en mail, hvor du skal bekræfte, at du vil modtage de nye indlæg på din mail. Hvilket så fremover vil ske ganske automatisk…

En lille faktaboks: om definitionen af en musik-festival:
En ramme for koncerter/aktiviteter, der foregår over flere dage på samme lokalitet. Det er en årlig tilbagevendende begivenhed, hvor tit camperes på et nærliggende areal. Ofte kommer gæsterne flere dage i forvejen. Hermed er en by- og havnefest ikke en musikfestival. Musikfestivaler er typisk uafhængige af økonomisk støtte fra det offentlige, ligesom man primært benytter (overvejende) frivillig arbejdskraft, ofte fra lokale almennyttige foreninger. På den måde er musikfestivaler typisk med til at understøtte et betydelig lokalt og frivilligt arbejde.

Om det der klassekamp

“Det tærer på moralen, når man oplever, at samfundet ser på en som en døgenigt, som hellere vil drikke kaffe og være på dagpenge end finde sig et ordentligt arbejde”. Sådan sagde skuespileren Ole Boisen til Politiken. Boisen, kendt fra DR2s satireserie A-Klassen, kender på egen krop til arbejdsløshed og til den ydmygende oplevelse, det er, at møde et system, der ofte synes gennemsyret af en mistro til de arbejdsløse, som systemet ellers hævdes at være sat i verden for at hjælpe.

Denne frustration og det på moralen tærende, kender også Julia Hunt til. Hun har, i forbindelse med 1. maj i år, skrevet om, hvordan hun opfatter (magt)kampen ml. dem indenfor og dem udenfor arbejdsmarkedet, altså en ny klassekamp. En kamp der står ml. en jobprivilligeret (middel)klasse, som allerede har skabt sig en plads på arbejdsmarkedet og så mellem dem, der, som fx Julia og Ole, slås får at opnå et mere permanent ophold på arbejdsmarkedet… Denne betydelige udgrænsning fra arbejdsmarkedet, hvor det ellers hævdes, at vi om føje tid mangler arbejdskraft, var grunden til, at Julia spurgte om/fik mulighed for at (gæste)skrive et blogindlæg om 1. maj og den klassekamp, som hun ikke er den eneste, der ser mellem de mere priviligerede, dvs. dem indenfor og så de upriviligerede, dvs. alle dem, der er mere eller mindre udenfor arbejdsmarkedet. Men, meget mere om Julia samt hendes indlæg senere…

“Gennem tyve år har jeg været vant til, at jeg selv har genereret de muligheder og job, jeg har fået. Og når dét så ikke bliver anerkendt, så gør det mig da ked af det. Jeg synes, mine kompetencer og fleksibilitet bliver brugt som forhindringer, snarere end styrker, som systemet fungerer nu”. Også det fortæller Ole Boisen til Politiken. Og selv om han lige understreger, at det personale, som han jo måske allerede nu står overfor på det lokale Jobcenter, næsten altid virker kompetente og forstående, ja så er disse ikke desto mindre underlagt nogle regler, som tvinger dem til at se bort fra hans branches vilkår.

“Det er jo kunstneres vilkår, at der aldrig er nogen stillinger slået op og at job, sjældent giver mere end et par måneders ansættelse, så derfor er vi konstant i berøring med dagpengesystemet. Men systemet vedkender sig slet ikke den måde, vi arbejder på”, fortæller Ole Boisen. For selv om han bruger ca. fem daglige timer på bl.a. andet at ansøge uopfordret, deltage i relevante kurser samt pleje det for en skuespiller altafgørende netværk, ja så tæller alt dette ikke som jobsøgning. Og hermed er der risiko for, at Ole Boisen regnes som ikke værende til rådighed for arbejdsmarkedet, hvorfor han kan(!) miste sin ret til dagpenge.

Også denne ufleksible tilgang til ledige, der hele tiden skal indordne sig under et meget ufleksibelt system, der på ingen måde synes gearet til at møde det moderne arbejdsmarkeds krav om fleksible og selvstændigt handlende medarbejdere, har fået Boisens fagforening, Dansk Skuespillerforbund til at handle. “Det handler ikke om, at vi skal have særbehandling. Det handler om, at et dagpengesystem skal være gearet til forskellige former for arbejdsmarkeder. Vi er slet ikke ene om at have nogle særlige arbejdsforhold. Det er der andre kunstnere og fag, der også har”, fortæller Katja Holm, forkvinde for Dansk Skuespillerforbund.

En opfordring til at ændre i dagpengesystemet er, hvad Dansk Skuespillerforbund nu har sendt af forslag til beskæftigelsesminister Mette Frederiksen. Hun opfordres som ansvarlig minister til, i forbindelse med de kommende trepartsforhandlinger, at arbejde for ændringer i dagpengesystemet, så dette bliver mere fleksibelt – og dét forhåbentlig ikke alene i forhold til scenekunstbranchens særlige arbejdsvilkår. Om det så har gang på jord, med den netop offentliggjorte 2020 plan, er nok mere end tvivlsomt. For i flg. Dagbladet Information skal der godt nok bruges “3,5 mia. kroner mere på at få flere unge i uddannelse, men pengene skal primært hentes hjem på, at de studerende bliver hurtigere færdige”. Og hvordan dette med, at de studerende bare skal løbe endnu hurtigere, så de kan skynde sig at komme ud til arbejdsløshed, lige skal skabe vækst og fremgang, har i hvert fald jeg svært meget ved at se logikken i…

Vær flittig og bliv hurtig færdig med din uddannelse. Denne udbredte diskurs var præcist den, Julia Hunt abonnerede på, da hun som nyuddannet for nogle år siden endte i arbejdsløshedskøen. Men trods det, at hun netop havde gjort, som hun fik besked på → skynd dig, guldet venter for enden af regnbuen, var det sidste altså ikke tilfældet. Så nu kæmper Julia Hunt for at komme mere permanent ind på det arbejdsmarked, som hævdes at mangle kvalificeret arbejdskraft. I mellemtiden har hun på egen krop oplevet det ufleksible dagpengesystem, som Ole Boisen altså snakker om. Og jeg kan hilse og sige, at også min erfaring er, at det system ikke er nogen dans på roser…

“Klassekamp mod en privilegeret overklasses overflod, overtag og overlegenhed” er nok hårde ord her i 2012. Men når man, som Julia, Ole B. og denne blogger, selv på egen krop har erfaring med en udgrænset position i forhold til arbejdsmarkedet, bliver man altså meget, meget træt af at høre på, hvor dovne og kaffedrikkende man er, frem for at være aktive arbejdssøgende. Men ud over slet ikke at bryde mig om kaffe, er jeg heldigvis for tiden indenfor på arbejdsmarkedet, selv om en gammel trafikskade, med omfattende rygsmerter, sætter nogle betydelige grænser for min arbejdsrelaterede aktivitet. For jeg er så priviligeret at undervise dele af blomsten af Danmarks ungdom på Film- & Medievidenskab på Købehavns Universitet…

En dag vil det dog være dejligt at kunne se sig selv, antager jeg Julia og Ole inkl., i en mere permanent/fast stilling på det arbejdsmarked, hvor vi jo alle bare gerne vil bidrage til fællesskabet og til at virke for en positiv og inkluderende udvikling.

”Det er vildt provokerende, at så mange kvinder ikke gider at arbejde”… Dette er altså en socialdemokratisk beskæftigelsesminister/Mette Frederiksens holdning til dem udenfor arbejdsmarkedet. Også statsminister Thorning Schmidt synes at ha’ en noget afstandtagende holdning til disse ”stærkt provokerende” kvinder, der i flg. hende ikke gider at arbejde. Det var, sagde landets statsminister, ”en hån mod de arbejdende”, med alt denne dovenskab. Men endnu en gang viste det sig altså at være løgn for ende til anden, eller i hvert fald usandt… med de der nok så dovne kontanthjælpsmodtagere, som det fremgår her.

Med nedladende udtalelser fra Socialdemokratiske ministre som førnævnte, så er det desværre mere end tvivlsomt, om det ufleksible dagpengesystem indenfor en kort årrække bliver gjort mere fleksibelt og imødekommende overfor de lediges ønsker og interesser. Tværtimod tyder alt på, at også S-R-SF regeringen helt har overtaget den negative diskurs omkring ‘de dovne ledige’, der “som en døgenigt, hellere vil drikke kaffe og være på dagpenge end finde sig et ordentligt arbejde”…
Og det er den frygt og mistro til vores politiske systemt, der gjorde, at Julia Hunt fik adgang til samt skrev et blogindlæg om 1. maj, hvor hun brugte de ellers outdatede termer som: “klassekamp”, “privilegeret overklasse” og “kapitalistisk stat”. Må det så bare vise sig, at alt denne pessimisme viser sig ubegrundet, tvivlsomt som dét er.

”Jeg kan slet ikke genkende det billede, der er blevet tegnet i medierne på det seneste. De kontanthjælpsmodtagere, der sidder over for mig, er næsten uden undtagelse ekstremt ivrige for at komme i arbejde. Jeg ser ganske enkelt ikke den der tendens til at nasse på samfundet, tværtimod. De vil så gerne være en del af et fællesskab, og de vil gerne bidrage”. Dette forklarer jobkonsulent i Københavns Kommune, Henriette Cornet Sørensen til Information. Også hun undrer sig over myten om de kaffedrikkende ledige, der ikke rigtig gider det der arbejde.

De mange uden for arbejdsmarkedet er ikke nyt. Ifølge professor & dr.scient.soc. Kjeld Schmidt, er det ganske almindeligt, at mindre end halvdelen af befolkningen er erhvervsaktiv (dvs. i job eller aktivt jobsøgende). Den ikke-erhvervsaktive del af befolkningen, dvs. børn, studerende, pensionister, syge og andre uarbejdsdygtige, udgør normalt godt halvdelen af befolkningen.
Den gennemsnitlige erhvervsfrekvens for de højtudviklede lande i OECD var i 2009 på 48 %. Heraf tegnede USA sig for en rate på knap 51 % , mens Danmarks var på knap 53 %. Danmark er ”ét af de lande, der har den højeste erhvervsfrekvens. Ikke nok med det, erhvervsfrekvensen har været jævnt stigende de sidste 100 år, fra omkring 43 % i begyndelsen af 1900-tallet til omtrent 50 % de senere år. Hvis vi tager erhvervsfrekvensen for mennesker i den såkaldt ‘arbejdsduelige alder’ fra 15 til 64 år, ligger Danmark i top med omkring 75 % erhvervsaktive, 5-10 procentpoint over USA”. Det fortæller Kjeld Schmidt til Information. Men det er jo ikke lige den fortælling, der fylder de fleste nyhedsmediers dagsorden…

Kritisk journalistik er jo bl.a. målet med denne blog. Men det er også målet over tid at er etablere et Center for Demokrati & Journalistik, der netop skal være med til at sikre en betydelig mere kritisk journalistik i Danmark…og for den sags skyld også gerne ude i den ganske verden.

Er du interesseret i at følge med i denne blog, så tryk her for abonnement. Når du har aktiveret linket, skal du blot skrive din email adresse. Kort herefter modtager du så en mail, hvor du skal bekræfte, at du vil modtage de nye indlæg på din mail. Hvilket så fremover vil ske ganske automatisk…

1. maj – hvis kampdag er det egentlig?

I Fælledparken blev 1. maj fejret under overskriften ”Job og Uddannelse til alle”. Endnu engang smældede de røde faner mod en skyfri og solidarisk himmel. Oprindeligt var dette jo arbejdernes kampdag, men faktisk er det blevet til de arbejdsløses kampdag. Klassekamp foregår nemlig ikke længere mellem en privilegeret overklasse og en arbejdende underklasse. Derimod står kampen nu mellem dem, der er en del af arbejdsmarkedet – og dem, der ikke er det.

Af gæsteskribent Julia Hunt

Klassekamp har altid været forstået som de nedre og kæmpende klasses opgør mod en privilegeret overklasses overflod, overtag og overlegenhed. Men i de seneste år, er den kamp, godt hjulpet på vej af retorik og politik, blevet vendt ganske på hovedet. Dette er blevet en kamp baseret på ret og pligt, hvor arenaen er arbejdsmarkedet. De arbejdsløse er samfundets nye proletariat. Modsat tidligere foregår kampen dog ikke nedefra og op. I stedet er det blevet et arbejdende bourgeoisiers kamp for, trods krisetider og arbejdsløshed, ikke at miste deres privilegier eller blive mærket af proletariatets kamp. Som Magnus Paulsen Hansen og Mathias Herup Nielsen skriver i en kronik i Information i januar 2012:

”I denne nye fortælling er det den arbejdende middelklasse, der indtager rollen som det nødstedte offersubjekt, der skal reddes af det beskæftigelsespolitiske apparat. Middelklassen udnyttes af en krævende, nassende og, med beskæftigelsesministerens ord, »stærkt provokerende« masse af sociale klienter, der ser samfundet som et tagselvbord.”

Velfærdssamfundet er en hyldest til det arbejdende folk, et sikkerhedsnet og en udjævning af forskelle på høj og lav i samfundet. Det er i hvert fald tanken. Det er arbejdernes sejr, at den sikkerhed nu findes, at alle i vores land bliver grebet, at alle har lige rettigheder. Det er vel ikke mindst det, vi fejrer 1. maj. Det er det, vi kæmper videre for 1. maj.

Samtidig lever vi nu i en kapitalistisk stat, styret af markedsøkonomiske principper med en ret og pligt mentalitet. En stat hvor man kun betragtes som et positivt bidrag til fællesskabet, hvis man arbejder. Arbejdsløse skæres over én kam, og betragtes som en slags ikke-bidragende andenrangsborgere. Altså er de, der har brug for sikkerhedsnettet ikke symbolsk berettigede til det, fordi de ikke er værdige samfundsborgere, ikke er ligestillede samfundsborgere. Det bemærkelsesværdige er, at de nye klasseskel går på tværs af alle traditionelle skæl, som favner alt fra ufaglærte til akademikere. Som Leif Lahn siger til Berlingske i dag, 2. Maj 2012:

”Det er ikke længere blot de ufaglærte unge, der ikke kan komme ud på arbejdsmarkedet. Det er også de faglærte og nyuddannede akademikere, der bliver ramt”

Vi står nu med et kapitalistisk-socialistisk samfund, som er bygget til, at samle dem op, der bliver tabt, men hvor man betragtes som en slags andenrangs borger så snart man får brug for velfærdssamfundets sikkerhedsnet. Samtidig har vi en krise, der har bidt sig godt fast i haserne på alle lag af samfundet, mens stadigt flere har brug for det sikkerhedsnet, hvilket særligt gælder de arbejdsløse, herunder de mange som mangler praktikpladser.

Så spørgsmålet er, hvis kampdag er det egentlig? Det er ikke arbejderne, der mere er samfundets proletariat. Og selvom fagforbundene alle ønsker at skabe flere jobs, så er ingen villige til at gøre det på bekostning af deres egne opnåede og tilkæmpede velfærds-privilegier. Arbejderklassens sejre er blevet hverdag, men synes ikke længere at være til forhandling – heller ikke, når det drejer sig om at udvise solidaritet med samfundets nye underklasse.

Det handler altså mere om MIG FØRST end om FØRSTE MAJ. Dette efterlader en arbejdsløshedsunderklasse anno 2012 i en hel ny slags klassekamp, som ikke skal kæmpes én dag om året, og næppe favnes til fulde af de røde faner.

Er du enig eller uenig med gæste-skribent Julias indlæg, så giv endelig lyd fra dig. For debat er ikke mindst en del af kritisk journalistik! Og hvem ved, måske det bliver dig en anden dag, der kommer til at (gæste)skrive her…?

Kritisk journalistik er jo bl.a. målet med denne blog. Men det er også målet over tid at er etablere et Center for Demokrati & Journalistik, der netop skal være med til at sikre en betydelig mere kritisk journalistik i Danmark…og for den sags skyld også gerne ude i den ganske verden.

Er du interesseret i at følge med i denne blog, så tryk her for abonnement. Når du har aktiveret linket, skal du blot skrive din email adresse. Kort herefter modtager du så en mail, hvor du skal bekræfte, at du vil modtage de nye indlæg på din mail. Hvilket så fremover vil ske ganske automatisk…