En undersøgelse viser…

Mere end hver anden dansker mener godt, at medlemmer af SF, der tidligere været medlem af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), kan få ministerposter, hvis altså Socialdemokraterne og SF skulle vinde næste folketingsvalg.

Det viser ifølge DR en undersøgelse som Capacent har produceret til DR Nyheder. Undersøgelsen skulle endda være udført “på baggrund af i alt 1012 gennemførte interview med repræsentativt udvalgte danskere på 18 år og derover“.

En undersøgelse viser…
Denne sætning kan dagligt høres, ses og læses overalt i nyhedsmedierne. For er der noget redaktører, journalister og store dele af pressen er vilde med, er det…en undersøgelse viser.

Især er egne undersøgelser i høj kurs. For på den måde kan man jo henvise til hjemmelavet indhold, der i journalister og nyhedsmediers selvbevidsthed er noget af det bedste. En sådan undersøgelse er nemlig lig med egenproduktion, hvilket er det fineste indenfor den journalistiske produktion.

Egne undersøgelser – hvad enten de er indkøbt hos div. analysebureauer, eller man selv har ringet rundt, viser i journalistisk selvforståelse handlekraft. Og så hævdes de hjemmegjorte undersøgelser især at have produceret eksklusiv viden. Og dette eksklusivitetskriterium, som vender jeg tilbage til senere i bloggen, er en af de vigtigste nyhedskriterier i dagens medieverden.

Desværre viser det sig, at mange af de såkaldte undersøgelser, end ikke er den telefonopringning værd, de for det meste bygger på. Dette kan man bl.a. konstatere i sagen om DR og de danske muslimer.

Mere nej tak…til krigEN mod terror

Som jeg tidligere har beskrevet her på bloggen, er der grøde i den amerikanske konflikt retorik. I februar udskiftede Obamas regering den misvisende betegnelse global war on terror (på dansk krigen mod terror) med den noget mindre mundrette overseas contingency operation.

Herhjemme kalder pressen stadig konflikten for krigen mod terror. Hvilket er både kritisabelt og risikabelt. Der er nemlig mange gode grunde til at overveje, hvad man kalder den omsiggribende og uens konflikt mellem forskellige religiøse, kulturelle, territoriale samt økonomiske interesser, der løbende finder sted. Men at der skulle være tale om en global krig – altså krigen mod terror, er decideret ukorrekt, som det vil fremgå af dagens tekst.

Her tæt på otte års dagen for 11. september, er der ikke mindst god grund til at genoverveje den danske betegnelse: krigen mod terror, der jo ligger i direkte forlængelse af den amerikanske betegnelse global war on terror, der i USA nu viseligt er udskiftet med den lidet mundrette betegnelse overseas contingency operation.

For den dansk presse kniber det desværre gevaldigt med at tage dette seriøst. Her fastholder man stædigt, at det altså hedder krigen mod terror – i bestemt form. Dette dilemma kommer jeg tilbage til, men først en tur rundt om historien samt nogle faktuelle tal om den nok så tragiske begivenhed for knapt 8 år siden…

I historikeren Søren Mørchs anbefalelsesværdige bog Store forandringer, slår han fast, at attentatet mod tvillingetårnene i New York, er blandt ”verdens hidtil største og mest vellykkede mediestunt”.
Ifølge Mørch var virkningen formidabel – såvel som uhåndterlig og grotesk. Dette skyldes, at USA’s offentlighed samt regering disponerede deres reaktion ud fra det mediebillede, det lykkedes attentatmændene at konstruere – og ikke ud fra en opgørelse over eller analyse af, hvad der rent faktisk var sket.

Hvorfor særlig støtte til Radio 100FM?

Den kommercielle og, skal jeg da gerne ærligt indrømme, set herfra ikke specielt interessante radiokanal, Radio 100 er lukningstruet. I hvert fald har Radio 100FM’s nuværende ejere ifølge Mediawatch ”lukket pengekassen i. Radioen har sat betalinger af regninger i bero, og kreditorerne har givet radioen måneden ud”.

Trist for investorerne, selvfølgelig. Men husker jeg rigtig, er ideen bag markedet, den i kapitalismen så højt besungne varedistributions- og indtjeningsmekanisme, jo at man investerer med henblik på afkast. Og hvis ens forretningsmodel viser sig ikke at være holdbar, tager man ligeledes tabet med samme stoisk ro, som havde man scoret kassen. Men her er måske noget, jeg har misforstået?

”Jeg mener, at vi må hjælpe dem så meget, vi kan” siger kulturministeren så pludselig til DR Nyheder. Hun vil, siger hun, derfor samle forligspartierne bag medieforliget og drøfte, hvad staten evt. kan gøre.

Ifølge kulturminister Carina Christensen selv, er hun nemlig ”meget optaget af, at vi har konkurrence til DR på radioområdet. Her er det Radio 100FM, som nu desværre står i en situation, hvor den kan gå hen og lukke“, som hun siger ifølge Mediawatch.

Personligt er jeg imponeret over, hvor imødekommende den siddende regering er overfor bestemte dele af det private erhvervsliv. For mens irakiske flygtninge, der ikke vil retur til det kaos, krigen i Irak har skabt – bl.a. på baggrund af Danmarks jagt på imaginære masseødelæggelsesvåben, slet ingen hjælp skal forvente, er der altså masser af hjælp til erhvervslivet.

Irakerne og bruddet med kirkens fredhellige rum

Natten til torsdag det herrens år 2009 brød dansk politi en århundrede gammel tradition for kirken som et fredhelligt rum. Til Information oplyser aktivisten Amitai, at dette skete, mens ”folk skreg og græd og løftede stole og appellerede til politiet om ikke at udføre deres arbejde”, da de ca. 20-30 betjente tømte kirken for irakiske flygtninge.

Med sin kirke-indtrængning har landets politiske elite vist, at deres tale om en fair flygtningepolitik, intet har på sig. For hvad fair er der ved at tvinge flygtninge retur til at land, mange af dem end ikke har sat deres fod i i årevis? Eller ved at sende børn til et af verdens farligste lande?

Herhjemme blev krigen i Irak erklæret af regeringen (Venstre og Konservative) samt Dansk Folkeparti – ikke mindst med udgangspunkt i statsministers Anders Fogh Rasmussens berømte udtalelse om, at ”Irak har masseødelæggelsesvåben, det er ikke noget, vi blot tror, vi ved det”¹.

For Søren Krarup var det ”en vestlig nødvendighed (…) et vestligt selvforsvar mod den islamistiske terrorisme, som netop havde rettet et voldsomt angreb på Vesten”, mente Krarup på Dansk Folkepartis hjemmeside. Krigen var nemlig, ifølge Karup, et opgør med ”det hadefulde og herskesyge islam”.

Nej tak til krigen mod terror!

Der er grøde i den amerikanske krigsretorik. Dette ses tydeligt på den indtil fornylig såkaldte global war on terror. Siden februar har Barak Obamas regering udskiftet denne misvisende betegnelse, idet man nu benytter den noget mindre mundrette: “Overseas Contingency Operation“.

Der er god grund til at gå væk fra at overveje, hvad man kalder en konflikt mellem forskellige religiøse, kulturelle og økonomiske interesser for en global krig mod terror – eller på dansk: krigen mod terror. Ikke mindst når det kommer til pressens italesættelse af konflikten – eller konflikterne. Det er nemlig ikke en og samme konflikt, der udkæmpes, når det kommer til terror.

F.eks. er Hamas og Al-Qaidas kamp vidt forskellige, selv om begge parter er hengivne krigere for allah – i hvert fald i deres egen forståelse. Ifølge Reza Aslan, der er såkaldt assistant professor på University of California samt mellemøst-analytiker, kæmper Hamas for et konkret mål (en Palæstinensisk stat). Al-Qaida derimod kæmper for kalifatet – en i deres forståelse slags himmel på jord.

Dette forklarede Aslan, af alle steder, i The Daily Show tilbage i april (DR2 d. 21/4-09), hvor han var forbi for at reklamere for sin nye bog (How to win a cosmic war). Samt altså forklare hvorfor det er tåbeligt at putte al-Qaida i samme kategori som f.eks. Hamas, hvilket skete med betegnelsen global war on terror. Og stadig sker med den danske betegnelse: krigen mod terror.

Den amerikanske regeringens toprådgiver ud i kontraterrorisme, John Brennan, understregede da også denne pointe, da han d. 6. august holdt sin første offentlige tale. Ifølge ham var det en betydelig fejl, da Bush’ regering valgte at kalde kampen mod bl.a. Al-Qaida for netop the war on terror.