Archive for november, 2011

Journalister tager selvfølgelig aldrig fejl…

Jeg har aldrig forstået hvorfor så mange journalister, har svært ved at indrømme, når de tager fejl. Men sådan er det desværre, for journalister tager åbenbart aldrig fejl. Jeg har før udtrykt denne undren, bl.a. ved Ulrik Haagerup, chef for Nyhederne i DR. Han tager åbenbart heller aldrig fejl, men gemmer sig bag påstanden om, at ”vi rapporterer jo bare det, der sker”. Men alle medierede fortællinger (bl.a. nyheder og journalistik) er udtryk for valg. Når der vælges til, hvad der bringes af nyheder, så fravælges der jo også, hvad der ikke bringes, dvs. noget helt andet end påstanden om, at ”vi rapporterer jo bare det, der sker”.

Spidsvinkling er et andet eksempel. Her strammes præmissen, så der skæres så hårdt til, at selv dem på bagerste række er helt med. I denne optik er man enten god eller ond, mens nuancer for enhver pris må undgås. Man tror nemlig ikke på, at dem foran skærmen, kan følge med, hvis alt ikke er sort/hvidt. Desværre er der alt for mange ‘gode’ eksempler på spidsvinkling, noget der bl.a. har medørt kritik fra DRs seerredaktør Jacob Mollerup.

F.eks. DR1 dokumentaren Når lægen ved bedst fra 2008, der fremførte en række usande beskyldninger mod Rigshospitalet samt en navngiven overlæge, som det fremgår af en dom fra Østre Landsret i en injuriesag, anlagt af Rigshospitalet mod DR. Dommen fik DRs seerredaktør Jacob Mollerup til at påtale den kedelige kultur om ikke at ville indrømme fejl, som gælder blandt alt for mange journalister samt deres redaktører, ligesom han kritiserer den udbredte tendens til at spidsvinkle.

I sin klumme fra november 2011 skriver Mollerup bl.a., at han allerede i 2008 var meget kritisk overfor dokumentaren. ”Jeg anbefalede i oktober 2008 DRs ledelse, at man beklagede udsendelsen og at DR erkendte, at den byggede på “… en række stramninger og overdrivelser”.”, som Mollerup skriver. Mens denne kritik i DR internt heftigt blev debatteret, anlagde Rigshospitalet injuriesag mod folkene bag dokumentaren. De mente, at det var injurier og påpegede bl.a., at programmet uretmæssigt beskyldte dem for at have givet en række patienter en fejlbehandling og dermed forårsaget unødvendige dødsfald. Fra Rigshospitalet mente man også, at programmet beskyldte en navngivet overlæge for at have fremmet egen prestige og privatøkonomi på patienternes bekostning.

Østre Landsret fandt frem til, “at programmet fremkommer med beskyldninger, som bygger på et faktuelt forkert grundlag og dermed fremsætter injurier mod Rigshospitalet og den pågældende overlæge”. En klar dom, må det vel siges.
Men så skete det, der så ofte sker, når journalister, redaktører og medier kritiseres: man afviser det helt og aldeles. DRs dokumentarchef Steen Jensen er ikke mindst “overrasket over dommen, (…) formålet med udsendelsen – at foretage en kritisk vurdering af Rigshospitalet og den ansvarlige overlæges behandling af patienter med lungehindekræft – er en berettiget varetagelse af pressens opgave som public watchdog”. Derfor vil han “nærlæse dommens præmisser og tage stilling til, om vi vil forsøge at få sagen prøvet ved en højere instans”, siger han til DR Presse. Så ikke noget med at: ups, vi gik for langt, det er vi altså kede af, undskyld. For nej, journalister (og redaktører) undskylder aldrig, hvilket der jo så heller ikke er nogen grund til, når man altid har ret, dvs. aldrig tager fejl…

Dommen bekræfter meget tydeligt, “at det i praksis ofte er svært for en ledelse at beklage noget, man lige har udsendt med piber og trommer. Problemet er bare, at det er nødvendigt, hvis man selv vil administrere sin ytringsfrihed – og ikke vil gøre vurderingen af kritisk journalistik til noget, der flytter fra medierne og Pressenævnet og i stedet gang på gang ender i retssalene”, skriver seerredaktør Jacob Mollerup i sin klumme. Her har han fat i noget helt afgørende. For pressen gælder jo særlige vilkår: man er en redigerende magt, der, siger man selv, skal holde magthaverne i ørerne, dvs. kontrollere magten.

Men præmisserne for pressens legitima­tion som redigerende magt, er, at man kan yde (selv)kritiske bidrag til vedligeholdel­se af en offentlig kritik, dvs. ikke bare, som i dette tilfælde, udsender spidsvinklede påstande, men derimod fordrer kritisk journalistik. En sådan kritisk journalistik må stille krav om, at indholdet er baseret på væsentlighedskriterier, er interessevæk­kende og almen tilgængelig. Dette er jo helt afgørende, fordi “informationsadgang og kritisk journalistik er afgø­rende for debattens kvalitet”, som Stig Hjarvard, professor på Film- & Medievidenskab, KU, allerede i 1995 påpegede. For ingen massemedier er ”neutrale transportveje for kommunika­tion. I kraft af de enkelte mediers karakteristika formes budskabet og meningen på bestemte måder”, som Stig Hjarvard påpeger. Og det var netop det, DR slet ikke ville stå på mål for, da der blev rejst kritik af Når lægen ved bedst, en dokumentar som for øvrigt over en halv million kikkede med på, da den blev sendt.

Kritisk journalistik “kræver ledelser, der forstår, at man ikke gør sine aktive og udfarende reportere nogen tjeneste ved at bakke dem op i noget, der ikke holder vand. Man skal bestemt ikke hænge sine medarbejdere ud – men derimod som ledelse selv tage ansvaret og få ryddet op i de sager, hvor mediet er gået for langt”. Det skriver seerredaktør Jacob Mollerup i sin klumme. Og ja, det har en ved gud ret i! For gør man ikke det, kan man ikke opleve den anden af Mollerups pointer, “at der faktisk var afgørende styrker ved dokumentaren”. Disse druknede desværre bare i den larmende tavshed fra redaktion og journalister, der ikke ville stå på mål for de spidsvinklinger, man havde foretaget i dokumentaren. Hvilket jo er dybt ærgerligt, for der var vel en god grund til, at historien skulle fortælles, eller hvad…?

Ikke mindst påviste den (og her var dokumentationen ikke til at skyde igennem) meget overbevisende, at en lang række patienter var blevet dårligt informeret af Rigshospitalet. Det var tilsyneladende denne dårlige information, der gav det klima af mistillid, som dokumentarens patienter taler ud fra. Men det paradoksale er selv sagt, at dokumentaren selv endte med at sprede unødvendig frygt blandt store patientgrupper”, skriver Mollerup i sin klumme. (mere…)

Reklamer

24. november 2011 at 1:07 pm 1 kommentar

Radiomontager. Flotte priser. Ingen penge

Jeg vil gerne ønske et KÆMPE STORT TILLYKKE til Anna Thaulow, der lørdag d. 29.10.11 vandt den præstigefyldte Prix Europa specialpris, en af verdens vigtigste radiopriser. Det er rigtigt godt gået! Men samtidig er timingen interessant. For som Thaulow, til Katrine Hornstrup Yde i Information påpeger:
Det lidt mærkelige ved at være her i år er, at jeg på nuværende tidspunkt ikke ved, om jeg overhovedet kan få lov til at lave den slags historier igen. For lige nu er der ikke nogen steder, hvor sådan en historie vil kunne blive lavet under forhold, hvor der er nok tid og løbende feedback”. Og det er jo ret mærkeligt, for netop montagen og radiodokumentaren har Danmark i en menneskealder været verdensberømt for.

Det var med radio dokumentaren Farfars to liv, at Thaulow vandt Prix Europa. Her i kan man bl.a. høre en intim & dramatisk spændingsopbygning der reflekterer over en familiehemmelighed. Med udgangspunkt i farfarens hverdagsoptagelser på et gammeldags kassettebånd, slynges fortæller og lytteren tilbage i fortiden. “Hermed bliver ’Farfars to liv’ også et vidne om selve radio- og lydmediets evne til at vække minder og emotionel genklang”, som Hornstrup Yde skriver i Information.

Prix Europa er en branchefestival for europæisk radio- og tv-broadcasts. I år har den fejret sit 25 års jubilæum med over 1.000 deltagende journalister fra 40 lande. I følge Finske Harri Huhtamäki er det “den eneste intellektuelle og menneskelige mediekonkurrence i verden”. Festivalens mantra i år var tid. Tid til research, tid til at give historien den tid, en historie skal tage. Bl.a. kunne man opleve hele den seks dages lange skibssejlads langs Norges kystlinje, Hurtigruten, som NRK, med 3,2 millioner seere, transmitterede tidligere på året. Her kunne man i real time følge sejlruten, der siden 1893 har transporteret passagerer langs Norskekysten med Hurtigruten. Turen bliver i Norge bl.a. kaldt for ”Verdens vakreste sjøreise”. Og med programmet Hurtigruten kunne alle følge med i verdens længste TV-program!

NRK en af de public service stationer, der i mange år har satset en del på bl.a. tidskrævende radio. Her har journalisterne tre måneder til at lave én montage, samt tre uger i studiet med en tekniker. I Danmark er der nærmest omvendt, her har man på P1 blot 7-10 dage til én montage, mens Radio24Syv slet ikke bruger ressourcer på radiomontager.

I DR blev Montage-afdelingen lukket i 2007, hvilket var samme år som DR/Krester Moltzen vandt i Prix Europa for hans montage, Kærlighedspolitiet. Moltzen dannede siden, sammen med Tim Hinman, Third Ear, der med støtte fra Statens Kunstråd har produceret 20 podcasts – bl.a. Farfars to liv samt den ligeledes prisbelønnede montage Guldhornene. Desværre har også Third Ear måtte trække stikket. For selv om man i flg. Information var oppe på imponerende 18.000 lyttere pr. udsendelse, har man ikke kunne finde fortsat støtte til produktionen. Og det er trist!!

For radiodramatikeren Nils Heyerdahl er radiodokumentaren en truet art, hvilket gør mediebilledet fattigere, at vi heller ikke kan finde de nødvendige ressourcer til monteret radio. Også P1s L. Witt-Hansen var i år med på Prix Europa – med DRs bidrag ud i radiodokumentar. Witt-Hansen var af sted med Handlet til Prostitution, en montage om handel med kvinder over landegrænser, voldtægter, trusler og i det hele taget uacceptable og usle leveforhold.

Witt-Hansen, der er fastansat på P1, bl.a. som vært i Sproglaboratoriet, kan også fortælle om den alt for korte produktionstid.
Når vi i Danmark blot har ti dage til at optage og klippe en dokumentar, må man konstatere, at den af gode grunde ikke er oppe på det niveau, vi hører på festivalen her. Det gør det svært ikke at misunde, at de lande, vi sammenligner os med, har op til otte gange så lang tid til deres produktioner”, som hun siger til Hornstrup Yde i Information. I modsætning hertil brugte Thaulow 3-4 måneder på at lave Farfars to liv, som hun også skrev sit speciale om på Medievidenskab.

Måske det er de to meget forskellige produktionsforhold, der gør, at det netop var Third Ear og ikke DR, der vandt den præstigefyldte Prix Europa specialpris? For kan man overhovedet producere en så kompleks fortælling, som Thaulows uden mere tid, end det de public service (og licensfinansierede!) mediehuse vil betale for? Nej, det er næppe muligt. Så hvorfor afsættes der ikke de nødvendige midler til netop radiomontager. når det nu er noget, Danmark har været verdensberømt for? Hvor er det nye politiske flertal, når det gælder den slags. Well, det har jeg mailet til den ‘nye’ kulturminister, Uffe Elbæk og spurgt ham om. Så må vi se, hvad han svarer til det…? (mere…)

2. november 2011 at 5:11 pm Skriv en kommentar


Nalle Kirkvåg

Nalle Kirkvåg

Journalist, cand.comm. Og BA i pædagogik + BA i psykologi.

Ekstern lektor på Københavns Universitet, projektudvikler og kommentator. Er ekspert i kritisk journalistik, medier og presse.

Har som journalist bl.a. arbejdet for DR (P1 & P4), Nat & Dag, Jyllands-Posten, XFM og Tjeck Magasine.

november 2011
M T O T F L S
« okt   mar »
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
282930  

Blogs I Follow


Bom & Bjerkes blog

- på opdagelse uden autopilot