Hvorfor denne forskel på kvinder og mænd?

For nyligt læste jeg et ret så interessant læserbrev i Journalisten. For her undrer Lena Hellström sig over, hvorfor der mon er så stor forskel på, hvordan kvindelige og mandlige ledere beskrives i pressen. Og f.eks. kan det undre, hvorfor det lige er relevant at beskrive, at DRs nye generaldirektør, Maria Rørbye Rønn er høj og rager op, at hun er gift og har to børn?

Hellström påpeger, at da Kenneth Plummer blev ansat, var der jo ingen, der skrev, at Plummer ikke er særlig høj, eller at han blev mandlig chef for DR. Der var heller ingen der skrev om, hvor mange børn han har. I stedet blev der slået på Plummers faglige kvalifikationer og meritter. Og burde det samme ikke også gælde for hans efterfølger, spørger Lena Hellström? Og jo, det må hun da lige nok sige!

Hvad skyldes disse kønsstereotype formuleringer i pressen? Skyldes disse mon, at også danske nyhedsmedier i flg. medieforsker Rikke Andreasen er domineret af hvide, midaldrende heteroseksuelle mænd, der primært ser verden ud fra deres eget tendentiøst indskrænkede perspektiv? Ellers skyldes det vanens magt og en manglende, kritisk refleksion?

I radioprogrammet Mediers konstruktion af køn har jeg sat fokus på, hvordan køn (med)konstrueres i nyhedsmedier og underholdningsindustrien. Men udsendelsen handler også om, hvordan disse blot er en af mange dominerende konstruktioner i vores nyhedsmedier og underholdningsindustri.

Køn er nemlig mere end det ml. benene. Ifølge medieforsker Rikke Andreasen er køn, ligeså meget noget vi gør. Indenfor dele af kønsforskningen, som f.eks. queer teori, er udgangspunktet, at der ikke inde i det enkelte menneske, er en fast kerne af kvindelighed eller mandighed. Derimod pålægges og tillæres de ‘rigtige’ måder at være og gøre sit køn på gennem f.eks. opdragelse og nyhedsmedier.

For tiden genoplives 50′ernes kønsroller – bl.a. via segmenterede tv-kanaler som Kanal 4 & 6′eren , der er møntet på henholdsvis kvinder og mænd (med stort M!)… På Kanal 4 handler alt om familie, følelser og mænd. Mens på 6′eren er jagt, fiskeri og ikke mindst løsningsorienterede programmer i centrum. Ifølge de to kanaler, er kvinder følsomme, mens mænd handler. Alt sammen tydelige kønskontruktioner, der minder om en tid, hvor far gik på arbejde for at skaffe til føden, mens mor blot opdragede børnene og ellers var præsentabel, til når far kom hjem fra arbejde…og krævede sit.

Nyhedsmediers prioritering af den hvide middelaldrende mand sættes nu også til debat i programmet. For hvor er f.eks. kvinderne, de unge og de gamle, de etniske og de seksuelle minoriteter, når det kommer til nyhedsmedier? Medieforsker Rikke Andreasen kritiserer bl.a. dette i slutningen af udsendelsen, hvor f.eks. også magt sættes til debat.

For magt er jo retten til autoritativt at udlægge virkeligheden på én bestemt måde. Dette ses, når det f.eks. er primært midaldrende hvide heteroseksuelle mænd, der hver dag udlægger virkeligheden i pressen. Og dette er jo især synligt i de visuelle, elektroniske nyhedsmedier.

Magt kan også udmøntes ved fravalg af bestemte emner, som f.eks. ved det totale fravær af løbende kritisk debat i mainstreammedierne om markedsøkonomien. For markedsøkonomien er jo ikke noget, gud lige har skabt på denne jord. Derimod er denne socioøkonomiske indretning af samfundet og fællesskabet en konstruktion, der, som alt andet væsentligt, løbende bør debatteres i et demokrati. Denne magt til autoritativt at udlægge virkeligheden kan man også kalde for realitetsmagt.

Endelig kritisk journalistik?

Her på bloggen kritiserer jeg ofte og gerne den eklatante og konsekvente mangel på kritisk journalistik, der præger dette selvtilfredse land. Også derfor er det mig en stor fornøjelse, når nogen hævder, at nu skal det være anderledes, at der altså skal andre boller på suppen. Nu ved alle jo, at ord er taknemmelige, så derfor skal den slags udmeldinger altid tages med et gran salt. Men det er tilladt at håbe, at disse gyldne løfter denne gang rent faktisk realiseres.

Løftet omhandler et kritisk kulturmagasin, Kulturkøbing på DR2, der sendes for første gang d. 17.2. I flg. programmets yderst flatterende reklameomtale, så kan vi forvente ikke mindre end “en kritisk og debat-skabende tilgang til kunsten, kulturen og til kulturens bagmænd og magthavere”. Det er i hvert fald hvad Arne Notkin, der er kanalchef på DR2, citeres for. I flg. ham er førnævnte nemlig kendetegnende for DR2. Dette er vi nok en del, der undrer os over; for hvor er det lige, at “en kritisk og debat-skabende tilgang til kunsten” skal findes på DR2? Nå, men lad nu det ligge.

Adrian Hughes er vært på programmet. Han kendes fra Smagsdommerne, der vel næppe er et af de programmer, som Notkin tænker på, når han fremfører, at DR2 har “en kritisk og debat-skabende tilgang til kunsten“? For i det program er det jo nærmest en kvalitet at vide så lidt som muligt om de emner, man er omkring i dette små sludrende program. Og hvordan dét lige skal ses som kritisk, har jeg i hvert fald meget svært ved at se.

Oplægget for Kulturkøbing på DR2 er i flg. DR2, at “kritikere mener, at dansk kunst gentager klicheer og bekræfter publikums vaneforestillinger. De mener også, at for megen kunst henvender sig til sig selv og en snæver inderkreds, og er i lommen på de institutioner, som støtter den”. Hvem disse kritikere er, står dog hen i det uvisse.

Men det tyder på, at det igen er, hvad jeg vil kalde borgerskabets småfornærmede kritiske røster. Dvs. dem der endnu ikke er vænnet sig til, at ‘deres side af salen’ har haft den politiske magt i de sidste ca. ti år. De er derfor konstant ude med riven efter den venstreorienterede konspiration, de ser alle steder…også inden for kunst og kultur, der ofte anses for elitært og imod folkets interesser.
Om kritikken denne gang rettes mod deres ‘medkompetanter’ hos Venstre, Dansk Folkeparti og de Konservative, der altså har regeret landet siden 2001, bliver ret så spændende at se i dette nye og forhåbentlige kritiske og debat-skabende program.

De kritiske røster der i hvert fald deltager i programmet, er bl.a. den liberalistiske blogger Mikael Jalving, sociologen og forretningsmanden Henrik Dahl, Anna Libak, Weekendavisens litteraturredaktør, den konservativt-liberalistiske debattør Dennis Nørmark samt Jakob Levinsen der er kulturredaktør på JyllandsPosten. Tilsammen har de i et årti hamret løs på, hvad de opfatter som den kultur elite, der holder ægte og folkelig kunst og kultur ude af det parnas, som udgøres af de kulturradikale og de venstreorienterede. At samtlige de førnævnte selv udgør en betydelig del af en kreativ/kultur eliten, synes der dog konsekvent at blive set bort fra…

Kulturkøbing stiller en række relevante spørgsmål, bl.a. om hvorvidt, vi skal have “museums-stop nu”, om kunstens succes kan og skal måles på responsen fra “en meget lille og lukket klike af kunstnernes venner og faglige bekendte”, samt om vi i Danmark “efter 40 års kunststøtte debat overhovedet [er] blevet bedre til at bygge bro mellem kunsten og dem der skal bruge den”? Alt sammen jo meget relevante spørgsmål at stille…ikke mindst på public service tv!

Spørgsmålet er, om det er Jagten på de røde lejesvende all over igenigen? For i sit oplæg, minder Kulturkøbing desværre meget om netop Jagten på de påståede røde lejesvende. Her var det nemlig også en række borgerligere kritikere (af DR), der fuldstændig ukritisk fik lov til at hævde, at DR engang(?) havde været proppet til randen med røde lejesvende. En påstand der aldrig reelt blev efterprøvet, men som blot netop blev ved påstanden. Og klapjagten på de røde var altså noget makværk, idet man ikke forholdt sig kritisk til sin tese, men i stedet for var mikrofonholdere for en række aktører, der har dyrket klapjagt på de røde i 30-40 år…uden nogen sinde at reelt have ført bevis for sin påstand.

Vov sagde den vagthund

“Vi kan godt lide at se os som vigtige. Vi vil gerne holde statsmagten i ørerne. Vi går rundt og bekræfter hinanden i, at hvis det ikke var for os, ville alle rende rundt og snyde og svindle. Vi elsker, når en skurk bliver fældet på tv med skjult kamera”. Sådan karakteriserer den cavlingprisvindende journalist, Jakob Priess i fagbladet Journalisten den ganske journaliststand. Og jeg må nok sige, at dét altså er ramt lige på kornet!

Problemet er blot, fortæller Priess, at han har meget svært ved at se, at der ligger stærke vagthunde-idealer bag den daglige journalistik. “Det er godt, at journalister engagerer sig i omverdenen, men faktum er, at de færreste journalister arbejder som vagthunde”. Hvilket jo også gør sig gældende for Priess selv, idet han i dag er redaktør på et pokermagasin…

Desværre er der, som det også fremgår af denne blog, langt imellem den form for undersøgende og kritisk journalistik, som de fleste journalister ellers bryster sig af, var en grund til, at man oprindeligt uddannede sig til journalist. Det kan du læse en del om i førnævnte Journalisten og en artikel herom: Vagthunden er vigtigst.

Det skorter ellers ikke på ambitionen om kritisk, afslørende journalistik. Det kan bl.a. læses i Morten Skovgaards ph.d. afhandling fra Syddansk Universitet. Han har i flg. Journalisten i ”en spørgeskemaundersøgelse blandt 2.000 journalister“ spurgt til og undersøgt journalisters normer og værdier. I flg. Skovgaard så er det “rollen som vagthund [der] fylder meget i journalisternes selvforståelse på tværs af alle medier. Selv om det er lettere at praktisere på et nyhedsmedie end andre steder, har de fleste journalister den samme opfattelse af, hvordan de bør optræde”. F.eks. mener 57 % af de adspurgte, at det er ekstremt vigtigt at “undersøge påstande og udsagn, der kommer fra regeringen” – jf. skemaet herunder.

Men hvorfor er der så meget mikronfonholderi, når altså 57 % af de adspurgte mener, at det er ekstremt vigtigt at “undersøge påstande og udsagn, der kommer fra regeringen”? For det er jo gængs praksis, at mens der (især i de elektroniske medier) ofte spørges a la: er det ikke også rigtigt, at… – ja så svares der noget helt andet, når politiske, erhvervs- og andre magtkilder bliver interviewet. Men hvordan hænger dét så lige sammen? Er det måske de her 43 %, der ikke lige finder, at det er ekstremt vigtigt at “undersøge påstande og udsagn, der kommer fra regeringen”, der dominerer alle mainstream sendefladerne?

Ikke at viljen mangler. Det fremgår bl.a. af Søren Vestergaard Nielsen, der også er citeret i artiklen for at sige, at:
“Jeg drømmer om en dag at lave mere vagthundejournalistik, hvor det ikke kun er regering og politikere, der er målskive, men ulige magtrelationer og manglende gennemsigtighed i det hele taget”. Vestergaard Nielsen tager dog afstand for den mere ukritiske vagthunde-journalistik, idet han oplyser, at “jeg bryder mig ikke om den type kampagnejournalistik, hvor journalisters brændende ønske om at fremstå som bidske vagthunde overskygger nuancer og lødighed”. Hvilket er ganske svært at være uenig i. For ligesom der må afkræves en kritisk journalistik, må journalister ligeledes forholde sig kritisk til egen praksis.

Men hvorfor produceres der så meget ringe, magt-ukritisk plus mikronfonholder journalistik i dette land? Well, dette er blot en af mange grunde til, der er brug for et Center for Demokrati & Journalistik! For dels må vi da have undersøgt, hvorfor det er sådan. Samt ikke mindst hvordan vi dog ændrer dansk journalistik i en mere kritisk retning.

I flg. Journalisten skyldes manglen herpå ikke mindst produktionsforhold. For selv om journalister “har gode muligheder for selv at vælge, hvad de vil beskæftige sig med”, kan de ikke lige selv bestemme, hvor meget tid de har til produktionen af den enkelte historie. Dette afgør nemlig chefen. “Og netop tid er ifølge undersøgelsen den største stressfaktor for de fleste journalister”.

Hvad påvirker dit arbejde?:

For freelancejournalister er muligheden for at producere kritisk journalistik ofte nærmest lig nul. “Som freelancer er det svært at sælge ideen om, at jeg vil bruge tre uger på at søge aktindsigt og grave mig ned i længere tid. Jeg tror, medierne gerne vil have afslørende journalistik, men det handler også om økonomi”. Det fortæller freelancer Thomas Brunstrøm, der “ligesom alle andre idealistiske unge” søgte ind på journalistuddannelsen for netop at lave vagthundejournalistik.