Markedspartiet bestemmer – spørg blot DF

I dag handler det Dansk Folkeparti (DF) – det ifølge professor Tim Knudsen mest succesfulde af alle markedspartierne. Dette er inspireret af en række artikler, som Tim Knudsen har skrevet til Information. Læs mere om den særlige udvikling inden for demokratiet – nemlig fremkomsten af markedspartierne i her.

DF er uden tvivl, det mest succesfulde markedsparti af dem alle. Partier har bl.a. formået at ændre retspolitikken, sat etnicitet på dagsordnen samt etableret en såkaldt stram og fair udlændingepolitik som Socialdemokraterne, Venstre og Konservative samt til dels SF kæmper om at kopiere og overgå i stramhed. Alt i alt en kæmpe succes for at parti, der d. 6. oktober blot fylder 13 år!

DF har konsekvent slået sig op på bl.a. at være ”den lille mands fortidsvendte og nationale værn mod eliten og globaliseringen”. Alligevel er Dansk Folkeparti ifølge Tim Knudsen ”det mest moderne markedsparti”. Som det fremgår af gårsdagens blog, består markedspartiets vare, dvs. det der i gamle dage blev kaldt politik, af ”maksimalt fem mærkesager”.

Markedspartierne

I en artikelserie i Information beskriver Tim Knudsen, professor i statskundskab på Københavns Universitet, hvordan danske partier har udviklet sig fra at være brede folkelige bevægelser, til efterhånden at være en slags ”små professionelle virksomheder”.

Markedspartierne kendes på hierarkisk ledelse, ofte fyldt til renden af såkaldte DJØF’ere. F.eks. er seks ud af otte dagens partiledere DJØF’ere. Under ledelsen sidder desuden andre højtuddannede, som analyserer partiets politiske udspil og vælgermarkedet, samt forsøger at designe en salgbar politik.

Danske partier var tidligere finansieret af medlemmer og sympatisører, dvs. div. interesseorganisationer, virksomheder og privatpersoner. Men i dag er partierne ”overvejende statsfinansierede efter antal stemmer”. Ifølge Tim Knudsen betyder det, at markedspartiernes ”bundlinje er dikrete afhængige af deres succes på vælgermarkedet, mens medlemmer er blevet uvæsentlige”. Denne udvikling ses ikke mindst i det mest succesfulde markedsparti af dem alle – Dansk Folkeparti, hvilket jeg kommer ind på i morgen.

Det er et væsentligt demokratisk problem, at partierne fra at være bredt folkelig forankret nu tilhører den lille elite af danskerne, der gør karriere i markedspartierne. Det er derfor en konkret udfordring for os som borgere, hvordan den demokratiske udvikling sikres, når nu så få reelt er politisk aktive. Med et Center for Demokrati & Journalistik kan en progressiv udvikling i hvert fald forsøges sikret. Og det er vigtigt at sikre fortsat demokratisk udvikling. For et demokrati kan næppe overleve på sigt, hvis det alene overlades til en lille elite at styre landet!

De nye præster…

I et debatindlæg af professor Stig Hjarvard uddeles forskningsbaseret viden om samfunds- og kulturkampen.

Mediefremstillingen af kultur og samfund har i flg. Hjarvard frembragt en helt ny kulturel overklasse, der udlægger virkeligheden for de fleste af os andre. Denne overklasse består primært af en række professionelle mediefolk, der så sikkert som amen i kirken iscenesætter deres version af dagens tekst – på tv, i radio og aviser.

Siden 80’erne er et omfattende skift i, hvordan kultur og samfund fremstilles i nyhedsmedierne opstået. Tidligere fandt dækningen sted ved forsøgsvis saglig journalistik. Idealet var, at alle kultur- og samfundsrelevante emner grundigt skulle dækkes seriøst – med udgangspunkt i viden om emnet. Til dette havde man noget for nutidens nyhedsinstitutioner nok så fremmet som fagfolk, der rent faktisk besad viden om de emner, de dækkede. Ak ja, som tiden dog ændrer sig…

Kongehuset undtaget for kritisk journalistik

Journalisten Trine Villemann spørger i en kommentar i fagbladet Journalisten ”hvorfor det er en historie, når Bendtsen eller Løkke har svært ved at skelne mellem ‘privat’ og offentligt’, mens dronningen og hendes mand kan pumpe danske skattekroner i deres helt private franske vinslot?”

Vi har i Danmark en temmelig ukritisk presse, også når det gælder kongehuset. Ok. indrømmet, til tider giver bl.a. Ekstra Bladet den gas, f.eks. når de hænger prins Henrik ud for at være en tudeprins.
Men bortset fra disse oftest usmagelige udhængninger af en offentlig person, der, grundet hans jobbeskrivelse, ikke rigtig kan forsvare sig, ja så kniber det gevaldigt med en kritisk presse…også når det kommer til kongehuset.

Spansk presse derimod tør godt være kritisk i deres tilgang til netop det spanske kongehus. Her har pressen, ifølge Trine Villemann, kritisk dækket ”Juan Carlos’ forretningsforbindelser og den indflydelse, de udøver ved hoffet”. Også i Sverige har man dækket ”kong Carl Gustafs økonomiske op- og nedture på aktiemarkedet”. Men som Trine Villemann ganske rigtigt bemærker har størstedelen af pressen herhjemme mestendels ”travlt med at være ærbødige”.

Så mere kritisk journalistik tak. Hvilket især er det, et Center for Demokrati & Journalistik netop skal forsøge at sikre. Hvilket der i skrivende stund forsøges indsamlet de nødvendige økonomiske midler til. Måske der er nogen derude, der har for mange penge? Er det tilfældet, så kontakt venligst Polykromfonden, der koordinerer arbejdet med at etablere førnævnte Center.

Nu vi er ude med riven, bør også Shell, ‘udsættes’ for en gang kritisk journalistik. Det skylder vi os selv som kritiske borgere.

Hvorfor et Center for Demokrati & Journalistik?

Ovenstående spørgsmål er desværre et af slagsen med alt for mange dårlige svarmuligheder. Dårligt forstået på den måde, at undersøgende, perspektiverende, vidensgenererende og magtkritisk journalistik er betydeligt presset i disse år. Ikke mindst af et allestedsnærværende krav om primært at overlade drift af journalistik til markedet.
Det er konsekvenserne af denne udvikling, et Center for Demokrati & Journalistik skal udfordre. Der er rigeligt at tage fat på, sådan som jeg kommer ind på nedenfor, inden jeg endelig svarer på, præcist hvordan en udvikling hen imod mere kritisk journalistik kan skabes

Presset på kritisk journalistik er ikke mindst tydeligt i DR. For på trods af, at DR ikke er afhængige af markedets krav om konstant stigende indtjening eller krav om markedsforøgelse, kryber markedstanken også her ind på alle niveauer af det tidligere så public service orienterede mediehus.

F.eks. var DR’s Børne og Ungdomsafdeling engang berømt i det meste af verden for deres markante og ofte kritiske børne-tv. Langt op i 90’erne producerede man her tv, der bl.a. ”prøvede at opfordre børn til at stå fast på deres ret – fortælle dem, at de har rettigheder, og at deres meninger også tæller”(1). Men i dag synes børne-tv på DR mere at være en marketingplatform for div. kommercielle produkter, der sæles via DR’s eget salgssted.

Da to muslimer blev til 20 høns

Dagens hovedindslag omhandler, hvordan to muslimer pludselig blev til 20 af slagsen.
Historien er fra Orientering på P1, og handler om, hvordan 20-30 muslimer slet ikke udvandrede i protest mod udtalelser fra Dansk Folkepartis Søren Espersen, sådan som de fleste nyhedsmedier ellers havde rapporteret. Hør desuden om, hvorfor nyhedsmedier på den måde overdriver deres historier.

Har du lyst til at nyde andre kritiske journalistiske indslag, så tjek f.eks. hvordan også mænd er til salg, eller Lasse Ellegaards velresearchet, vidensgenerende og perspektiverende artikel om, at ”Det neokonservative projekt er ikke en ren fiasko”.

Du kan også læse om, hvordan den amerikanske regering beviseligt løj hele 532 gange, da man hævede, at Saddam både havde masseødelæggelsesvåben og forbindelser til Al-Qaeda.
Samt om Gammel vin på gamle flasker – der omhandler regeringens økonomiske manipulation i forbindelse med aftalen om kommunernes budget for 2010.

Mænd bliver også solgt…

I dag gælder det, hvordan også mænd er til salg. Det viser sig nemlig, at mænd i stigende omfang bliver købt og solgt.
Når disse, under falske forudsætninger, er blevet transporteret over landegrænser, får de frataget deres pas, bliver slået og truet samt tvunget til at arbejde enten gratis eller ‘blot’ groft udnyttet med henvisning til en ubetalelig gæld til bagmanden.

Som eksempel kan nævnes, at i 2006 vendte 60 mænd hjem til Thailand efter tre år i fangenskab og tvangsarbejde på forskellige fiskekuttere i indonesisk farvand.
Undervejs var 38 mænd døde!
Ligene blev for størstedelens vedkommende blot smidt i havet. De overlevende var selvfølgelig i chok, og mange var alvorligt syge, da de endelig vente hjem.

I Belgien er der også problemer med trafficking af mænd. Disse bliver udnyttet bl.a. “i restauranter, barer, sweatshops og byggepladser,” lyder det i “Trafficking in Persons Report 2008”, som er den årlige statusrapport fra det amerikanske udenrigsministerium.

Den slags er jo næsten ikke til at bære. Også derfor må vi have adgang til kritisk journalistik, der kan hjælpe til at sikre veje ud af det morads, traffecking byder os som mennesker. Det et bl.a. den opgave, et Center for Demokrati & Journalistik vil påtage sig.

Til det har vi oprettet Polykromfonden, der bl.a. skal indsamle de nødvendige midler til Centret. Har du lyst, tid og mulighed for at hjælpe, så klik her, hvor du kan læse meget mere om, hvordan og hvorledes…

Fast…men fair udlændingepolitik?

Hvad er det dog, der sker i vores land? Hvorfor fører Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti samt Socialdemokraterne en såkaldt “fast men fair udlændingepolitik“. For hvad der er fair ved den, forstår jeg altså ikke.

Havde Sverige under 2. verdenskrig haft en flygtningepolitik ligeså stram som Danmarks nuværende, var f.eks. alle de danske jøder blevet sendt retur til Danmark – sikkert med henvisning til, at sådan er lovgivningen altså.

Men hvordan kan udvisning til et land i krig, være fair? Hvordan kan især Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti hævde, at i Irak kan man sagtens leve i – og derfor sende de afviste Irakere retur til, når Udenrigsministeriet samtidig direkte fraråder danske statsborgere mod overhovedet at tage ophold i landet?

Og det gør de, Udenrigsministeriet, fraråder ”alle rejser til Irak, med undtagelse af de tre kurdiske provinser Dohuk, Erbil og Sulemaniya”. Det kan man læse på Udenrigsministeriets hjemmeside.

Er det så ikke alle steder i Irak, det er farligt at rejse i? Jo, desværre…for længere nede på Udenrigsministeriets hjemmeside kan man læse, at ”selvom situationen i de kurdiske provinser er bedre end i det øvrige Irak er der risiko for terrorhand-linger og kidnapninger”. Og derfor, fastholder Udenrigsministeriet, må ”rejser, der ikke er nødvendige til de kurdiske provinser, frarådes”. Det fremgår desuden af hjemmesiden, at hvis man vælger ”at rejse til Irak eller blive i Irak, bør man sikre sig den professionelle beskyttelse, som er nødvendig”. Ligesom ”danskere opfordres til at forlade landet”.