Eksempler på kritisk journalistik

På denne blog beklager jeg mig ret tit og ofte over den eklatante mangel på kritisk journalistik, der præger (også?) dette land. F.eks. fandt jeg valgdækningen ringe i en sjælden før set grad, jeg har undret mig over, at Søren Pind ukritisk fik mikrofon tid, da han harcelerede over Sass Larsen sagen, mens han aldrig nogensinde selv har taget afstand fra en partikollegas løgne og lovovertrædelser. Og jeg har været kritisk overfor betegnelsen “krigen mod terror”, der er en idiotisk upræcis samt en dogmatisk og ideologisk betegnelse, der for længst burde være luet helt ud af det danske sprog…eller i hvert fald i den kritiske presse.

Men jeg vil gerne denne gang pege på den kritiske journalistik, der faktisk findes, i hvert hvis man bevæger sig væk noget fra mainstreamjournalistikken, der synes helt renset for det kritiske. Så denne gang altså en noget anderledes vinkel…

Apropos på P1 er et af de steder, hvor kritisk journalistik, oven i købet formidlet på enkel og tilgængelig vis, ofte kan høres. Her fortæller Mikkel Krause-Jensen f.eks. hvordan skift i balancen mellem to videnskabelige traditioner, den humanistiske og den naturvidenskabelige, har fundet sted, samt hvad dette betyder. For, som det fremgår af programmets hjemmeside, kan man f.eks. tale om, at styrkefordelingen mellem de to i betydelig grad er i udvikling. Og hvor det tidligere var socialhistoriske teorier, der udløste mange bevillinger, er det nu de databaserede forklaringer, der bedst lokker støttekronerne frem.
“Men hvis billedet af sandheden bliver stadig mere entydigt og naturvidenskabeligt, betyder det måske også, at der er mindre rum til diskussion og refleksion”. Og det er vel ikke så godt?

Apropos har også set på forskellige alliancer, f.eks. ægteskabet. Hør bl.a. om, hvor selvfølgeligt det for moderne menneske er blevet, at ægteskabet bygger på kærlighed mellem to mennesker. Men kærlighed har jo langt fra altid været selve grundlaget for ægteskaber. Tidligere var der andre rationelle grunde til at indgå ægteskab – bl.a. for at få politisk indflydelse, indgå alliancer eller at sikre slægtens fortsættelse. Men selv om et ægteskab nu om dage forhåbentlig primært bygger på kærlighed, er der stadig mange udfordringer omkring ægteskabslovgivningen. For lovene er nemlig ikke helt fuldt med tiden, idet de primært bygger på opfattelsen af, at ægteskabet er mellem mænd og kvinder. Og hermed er ægteskabslovgivningen jo ikke ligefrem på linje med nutidens samlivsformer…

Også Eksistens på P1 kan varmt anbefales. Hør bl.a. Thomas Søbirk Petersen, lektor i moralfilosofi på Roskilde Universitet, debattere, hvordan vi f.eks. vælger i de ekstra svære valg. For hvordan vælger vi mellem to alternativer, som begge har negative konsekvenser? Ifølge Søbirk Petersen kan man gribe fat i fire forskellige redskaber, når man skal løse et særligt udfordrende dilemma: “Vi skal begrunde vores holdninger, bruge videnskabelige fakta, klargøre de centrale begreber og undgå dobbeltmoral”.

Hør også om, hvordan frygt bruges som politisk drivkraft. Alt denne tale om terror og den frygt, dét ofte skaber i befolkningerne, har en stærk politisk effekt. Det får folk til at slutte op om den, de forventer, vil beskytte en. “Dissens eller uenighed bliver til forræderi, fordi vi skal slutte op om vores politiske system. Og det giver en form for carte blanche til, at det politiske niveau handler på måder, det ellers ikke ville have lov at agere på”, fortæller Mikkel Thorup, lektor i politisk idehistorie. “Lige så snart vi har installeret frygt, er det overlevelse, der er grundtemaet. Hvis ikke vi får løst det problem, kan alt andet være ligegyldigt. Er vi døde, er det ligemeget, om vi har kulturstøtte eller velfærdsordninger. Frygten skærer alt andet bort og etablerer en helt ren relation mellem den enkelte frygtsomme borger og den politiker, der lover at genetablere sikkerheden”, fortæller han desuden… Hør her meget mere om de forskellige Eksistens udsendelser.

“Den generelle accepterede regel er pink til drenge og blå til piger. For pink er en mere beslutsom og stærkere farve, og derfor egnet til drenge, mens blå, som er mere sart og nydelig, er pænere til piger“. Sådan rådede Ladies Home Journal sine læsere i 1918. Historiker ved University of Maryland, Jo B. Paolettti, har også fundet frem af, at stormagasinet Filenes og Marshall Field i 1927, stadig pegede på pink til drengene og at den pinke farve, blev anbefalet til drenge helt op til 1940. Og det var først herefter vendte det til det, vi i dag kender – dog med et kort ophold i 1970’erne, hvor der til dels galt ikke-kønsspecifikke farver til børn. Denne kritiske historie har jeg læst i Kvinfo.dk, mens de selv har den fra The New York Times…

Også Information er ofte god for masser af kritisk journalistik. I september læste jeg f.eks. om en tysk historiker, Götz Aly, der undersøgte, hvorfor tyskerne, hvorfor jøderne? I flg. Aly var det især misundelse, der førte til, at det århundrede gamle (og ikke blot tyske!) jødehad endte i holocaust. Omkring år 1900 udgjorde jøderne cirka 5 % af befolkningen i Berlin, i hele Preussen 1 %. Alligevel fik jøder 10 gange oftere studentereksamen end kristne tyskere. Og 30 % af alle jødiske husholdninger, inkl. mange fattige, havde f.eks. en huslærer, dvs. prioriterede uddannelse benhårdt.

Tyske jøder brugte ca. halvdelen af deres indkomst på deres børns uddannelse. De klarede springet op i de højere sociale samfundslag meget hurtigere end f.eks. kristne tyskere, der ofte måtte bruge tre-fire generationer, men stadig ikke helt følte sig godt tilpas, når de var nået helt op i samfundets top.
“Kun 20 procent af den kristne befolkning kunne læse, skrive og regne. Og så er der jo lige pludselig ikke så stort et spring til de fem procent jøder. Jøderne kom til Tyskland østfra for at slippe væk fra de russiske pogromer. Men også fordi de her virkelig kunne opnå noget for deres børn, som de ønskede skulle gå i de tyske gymnasier”, fortæller Aly til Information.
“Misundelse kommer af mindreværdsfølelse, og de kristne tyskere skulle jo altid understrege, at de var tyske. I den franske nationalsang forekommer ordet fransk ikke. Det har franskmændene ikke fundet nødvendigt”.

Også Orientering på P1 har til min store tilfredshed formået at holde fast i kritisk journalistik, på trods af det enorme popularitets pres, der synes at gælde alle dele af DR. F.eks. har P1 Morgen hyret Omar Marzouk og Anders Lund Madsen til at fjolle i programmet med ligegyldigheder og tom snak. En tydelig udvikling væk fra kritisk journalistik og hen imod en form for talkshow, hvor det hele ikke må blive for kritisk, sådan som det jo altid er gældende i ethvert talkshow… Den slags kaldes satire, noget der ellers har ligget noget tungt med, efter Selvsving blev lukket.

I Information har Katrine Hornstrup Yde for øvrigt skrevet en fin satirisk artikel om P1 Morgens dumming down journalistik. En udvikling der synes at præge samtlige mainstreammedier. Yde skriver bl.a., at “P1’s satiresatsning er gået i selvsving — og denne gang ikke på den sjove måde, vi kender fra Oliver Zahle & co.s politiske radiosatire, Selvsving, der tilsyneladende uigennemtænkt blev nedlagt i foråret”. I følge hende er “P1’s nyhedskonsultationers selvsving tom snak uden særligt meget bid og særligt mange pointer”. Og så spørger hun retorisk, om hvorfor folkene på P1, der ellers er så gode til satire, vil slippe sådan en omgang P3-sludren på glatis ind mellem morgenens (i flg. hende) velproducerede indslag? Hvilket er et meget godt spørgsmål!

For Hornstrup Yde er det svært ikke at tænke satiresatsningen i P1 Morgen som en billig oprustning til konkurrencen med den nye public service-kanal Radio24Syv, der jo hævder, at de også vil satse på aktualitet og satire. Og Go’ Morgen P3 er for nylig og endnu en gang blevet kåret til Årets Morgenshow af branchen under Radio Days-festivalen, “så hvorfor ikke gøre lidt som dem? Hvorfor forproducere politisk satire for dyre penge, hører man en lidt for travl redaktør argumentere, når man kan improvisere det live”, som hun polemisk spørger om i Information?

For øvrigt havde jeg den fornøjelse i sommers bl.a. med Katrine Hornstrup Yde at producere en række podcast fra Roskilde Festival, hvor der blev eksperimenteret med en slags kritisk græsrods.journalistik…

Nå, men tilbage til Orientering på P1, hvor fanen jo holdes højt. Her er det muligt at høre indslag som: Nyt regeringsgrundlag lover godt for menneskerettigheder, at pirater har brug for lov og orden, hvordan det i fremtiden skal koste arbejdsgivere økonomisk, når de f.eks. indgår hemmelige aftaler om ikke at ansætte hinandens medarbejdere, hvilket er konsekvenserne af en dom om hemmelige jobklausuler, som Højesteret afsagde d. 6.10.2011.

Hør desuden hvordan den amerikanske middelklasse, kernen i Den Amerikanske Drøm, er ved at blive forvandlet til en underklasse og meget meget mere på DRs Orientering på P1.

Så, selv om jeg tit her brokker mig, er det altså muligt at finde kritisk journalistik, blot man leder længe nok… Eller, det vil sige, når man bevæger sig væk fra en hver form for mainstreamjournalistik, hvor det kritiske jo nærmest er bandlyst. For den slags sænker seer/lyttertallet, hvilket er blevet det vigtigste kvalitetsparameter også inden for den seer- & lytter-betalte public service journalistik.

Afslutningsvis priser jeg mig lykkelig for, jeg ikke bedriver kritisk journalistik i et af de mange lande, hvor dette er med livet som indsats. F.eks. mistede en mexicansk redaktør, María Elisabeth Macías d. 24. september livet. Hun var nyhedsredaktør på avisen Primera Hora i Nuevo Laredo. Hendes halshuggede lig blev fundet med en besked, angiveligt underskrevet af Zetas narko-kartel, der anklagede hende for at bruge lokale sociale netværk på nettet til at afsløre narkorelateret vold. Tidligere i september blev to lig fundet med lignende breve, som skal være underskrevet af den samme kriminelle gruppe.

Siden starten af præsident Felipe Calderón regeringstid d. 1.12.2006 er mindst 30 journalister, blevet myrdet, mens endnu flere er forsvundet. Kun i meget få tilfælde er gerningsmændene blevet retsforfulgt. Mexico er, i følge de Danske Dagblades Forening, et af verdens farligste lande for journalister, hvor narko-karteller i dele af landet efterhånden er blevet de-facto myndigheder, hvor en omfattende selvcensur er blevet normen blandt mediefolk.

Kritisk journalistik er jo bl.a. målet med denne blog. Men det er også målet over tid at er etablere et Center for Demokrati & Journalistik, der netop skal være med til at sikre en betydelig mere kritisk journalistik i Danmark…og for den sags skyld også gerne ude i den ganske verden.

Er du interesseret i at følge med i denne blog, så tryk her for abonnement. Når du har aktiveret linket, skal du blot skrive din email adresse. Kort herefter modtager du en mail, hvor du skal bekræfte, at du vil modtage de nye indlæg på din mail. Hvilket så fremover vil ske ganske automatisk…

Det er altid de andres skyld…

Er det i orden, når en minister bryder loven? Well, det er tydeligvis et spørgsmål om holdning, klart nok. Men det er nu også et spørgsmål om at have en kritisk presse, eller mangel på samme…

For nylig udtalte afgående integrations- og udviklingsminister Søren Pind til alt og alle, der ville høre på ham, at kommende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) talte usandt i sagen om partifællen Henrik Sass Larsen. I BT citeres han bl.a. for at sige, at:
“Det afgørende er jo ikke, om hun lyver. Det må man lægge til grund hun gør. Det afgørende er, om det er OK, at en statsministerkandidat lyver, f.eks. i sager der vedrører personoplysninger”. Og så fortsætter han, “Jeg synes ikke, det er i orden at tale usandt. Og jeg synes måske også, vi her kommer ind på et generelt karakter træk, der i de senere år ikke har vist sig klædeligt hos hende”. Hvordan Søren Pind så lige ved, at Helle Thorning-Schmidt vitterlig lyver, ja det står dog stadig hen i det uvisse…

Et klassisk dobbeltmoralsk træk er at pege fingre af ‘de andre’. Og det må siges at være gældende her. For hvor var Søren Pind, da det blev afsløret, at hans parti-kollega, daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) dikrete løj fra Folketingets talerstol, samt i flere tilfælde brød ministeransvarsloven, som ellers dikterer, “at en minister kan straffes i henhold til den almindelige straffelov, hvis ministeren f.eks. er bekendt med at ulovlige handlinger finder sted, men ikke bremser dem. Desuden fremgår det af loven, at en minister kan straffes for at tilsidesætte de pligter, som påhviler ham/hende gennem Grundloven”.

Det var Jesper Tynell, der tilbage i 2009 afslørede, at Hjort Frederiksen, dengang han var beskæftigelsesminister, havde indført en ulovlig praksis med forsøg, der fratog syge mennesker retten til sygedagpenge. Penge, de faktisk havde/har ret til.

Afsløringen af Hjort Frederiksens ulovligheder og løgne udløste en Cavling pris, som gives for “en journalist eller en gruppe af journalister i samarbejde, der i særlig grad har udvist initiativ og talent i det forløbne år.” Oven i købet var det (den nu snart afgåede) statsminister Løkke Rasmussen, som dengang overrakte prisen, samt roste Jesper Tynell for hans afsløringer…altså afsløringer af, at en af Løkkes egne ministre havde brudt loven! Faktisk ret imponerende, ikke?

For en regering der konsekvent har slået sig op på opretholdelsen af lov og orden, er det ikke blot beklageligt men jo især dybt pinligt, at en minister bryder gældende lovgivning.
Samtidig er det et demokratisk problem, at Claus Hjort Frederiksen konsekvent har nægtet at udtale sig om sagen til pressen. Hermed stopper den for demokratiet så væsentlige dialog. For hvordan skal vi som borgere kunne sikres viden om f.eks. en regerings handlen og ageren, når en central minister konsekvent nægter at lade sig interviewe herom? Og hvordan sikres vi adgang til velfunderet viden, når vi har en presse, der lader en løgnagtig minister slippe af krogen, så let som ingenting?

Og det stopper ikke her. For ifølge Orientering, ja så har Hjort Frederiksen som beskæftigelsesminister også benyttet den såkaldte 300-timers-regel til ulovligt at standse udbetalingen af kontanthjælp til familier, der ifølge loven ikke er omfattet af reglen.

Claus Hjort Frederiksen har også, i forbindelse med en bestilt undersøgelse hos SFI og Arbejdsdirektoratet, flere på hinanden følgende gange handlet i direkte strid med gældende lovgivning. Ifølge Orientering, så forsikrede Hjort Frederiksen ellers bl.a. Folketinget om, “at kammeradvokaten havde udtalt, at Hjort Frederiksen som beskæftigelsesminister lovligt kunne gennemføre et forsøg med aktivering af sygedagpenge-modtagere uden at spørge Folketinget om lov først”.
Dette viste sig langt fra at være rigtigt. Kammeradvokaten har derimod forklaret til Orientering, at han aldrig har undersøgt, om det er lovligt at gennemføre forsøget.

Disse lovbrud rejser en række spørgsmål. Ikke mindst hvordan Hjort Frederiksen kunne blive som minister, når han gentagende gange overtrådte gældende lov og ret? Dette har vi aldrig fået Venstre, Hjort Frederiksen eller Søren Pinds forklaring på!

Og så er vi jo tilbage ved Søren Pind, der er voldsomt forarget over, en kommende statsminister måske, vi ved det jo faktisk ikke, har løjet. For hvor var Søren Pind, da hans partikollega Hjort Frederiksen løj og brød gældende lovgivning? Hvorfor var Pind ikke ligeså forarget over det dengang, som nu? Well, hvis moral er godt, ja så er dobbeltmoral, som vanligt, dobbelt så godt…

Tynells afsløringer fik aldrig konsekvenser for Hjort Frederiksen, der samme år som Tynell modtog sin Cavling pris, blev forfremmet til landets finansminister; på trods af hans beviselige brud på gældende love. Og det må jo siges at være noget af en bedrift for en minister i en regering, som har sænket den kriminelle lavalder for børn ned til 14 år, så man kan dømmes hele 30 dages fængselsstraf for at tage to brikker juice i et køleskab. Og det er jo her, vi igen ser et himmelråbende behov for en kritisk presse.

Hvor er de journalister, der stiller Søren Pind til regnskab for hans egen, meget snart afgående, regerings løgne og lovbrud? Hvor er de kritiske journalister, der insisterer på, at Pind også svarer på, hvordan “det [ikke] er i orden at tale usandt”, når det gælder Helle Thorning-Schmidt, mens det åbenbart er helt okay og i orden, at hans parti-kollega jo flere gange har løjet og brudt ditto love, dengang han var beskæftigelsesminister?