Det der tørklæde…

Hvorfor er det der tørklædet så undertrykkende, når det sidder dér på hovedet af en række kvindelige muslimer? At det er undertrykkende er der tydeligvis mange, der mener. F.eks. så sammenligner flere politikere fra Dansk Folkeparti netop denne beklædningsgenstand med det nazistiske hagekors. Og Søren Krarup mener, at ”tørklædet symboliserer en totalitær ideologis krav om, at alle der ikke deler dens synspunkter og holdninger, er vantro, og de bør rettelig omvende sig, og hvis de ikke vil det, så de skal udryddes”. Hvor Krarup lige ved det fra, har han dog aldrig fået delagtiggjort resten af verden i…

Foto: Kristina Ask

Men kan man så være punker og muslim? Well, dét kan vel næppe lade sig gøre, hvis tørklædet uden for enhver diskussion er undertrykkende, eller hovedklædet er et symbol, der gør kvinder til andenrangs-mennesker. For om noget repræsenterer punk vel oprør og antiautoritære holdninger. Og kan det så gå hånd i hånd med det nok så udskældte tørklæde?

Tesnim Sayar, der netop er muslim og punker, ser ingen konflikt mellem tørklæde og det at høre punkmusik. Hun har oven i købet designet sit helt eget tørklæde med hanekam af sort plastik, der lige kan lynes af og på. 21 årige Sayar, der studerer på Kolding Designskole, afprøver, som de fleste unge i den alder, jo bare grænserne for sin påklædning, identitet samt andre personlige udtryk…i dette tilfælde i mødet mellem punk og traditionelle krav om at være iført et tørklæde.

Sayars vil jo blot være tjekket og selvstændig; som de fleste unge dér i starten af 20’erne søger hun efter en meningsfuld identitet. ”Mit budskab er samtidig, at man skal lade være med at tro, at muslimske piger sidder derhjemme og er kedelige”, som hun siger til Information.

Sayar arbejder med et projekt om, hvordan man kan redesigne såkaldt normalt modetøj til også at gælde for muslimske kvinder, f.eks. en beklædning der både er oprørsk og opsigtsvækkende; men som ifølge hende også kan accepteres inden for Koranens påståede krav om tildækkelse. Til DRs Klubværelset fortæller hun, at hun ønsker at udtrykke anderledeshed og oprør igennem sit tøj, der blandt andet tæller føromtalte hijab hanekam.
For, som hun siger: ”hanekammen symboliserer mig selv og provokation. Den viser mine budskaber; at jeg er træt af folks fordomme om, hvordan en muslimsk pige skal være. Derfor er jeg punker”.

Tesnim er for øvrigt med i den muslimske punk bevægelse Taqwacore, der er et verdensomspændende fænomen. Bevægelsen begyndte i fiktionens verden, da Michael Muhammad Knight i 2003 skrev samt udgav romanen The Taqwacores – om et muslimsk punkerkollektiv i Buffalo. Blandt beboerne er der (i flg. Information) muslimske bøsser, en burkaklædt punkerpige, der deler blowjobs ud, sufier med hanekam, indonesiske skatere og en flok skæve muslimske skinheads, der bruger pizzabakker som bedetæpper. Deres stue, hvor der er slået hul i væggen i retning mod Mekka, rummer både fester samt bøn, der annonceres af en elektrisk guitar. Beboernes tilværelse består af lige dele sex, stoffer og religion, mens de dyrker en islamisk punksubkultur, der hedder Taqwacore – afledt af ordene hardcore og det arabiske ord for det at være gudfrygtig: taqwa.

Et lignende koncept for accept, der ligger noget ud over ellers gængse rammer for forståelse, findes i (det betydeligt mindre omfattende) miljø omkring akcept.dk. Her forsøges at skabe en positiv (forståelses)ramme omkring det at være både kristen og bøsse.
På hjemmesiden fremgår bl.a., at ”AKCEPT er kristen sjælesorg for homoseksuelle mennesker og deres familie”, fordi man ”tror på, at homoseksuel kærlighed også er en del af Guds skaberværk”. Og det må jo siges at være en ganske fornuftig tilgang til den kristne tro, der jo ellers ikke altid er lige forstående overfor homoseksualitet!

Men tilbage til tørklædet: hvorfor er det egentlig så pokkers farligt, sådan som det af nogle så massivt fremstilles som? Ja, det er der selvfølgelig en række grunde til. F.eks. påpeger medieforsker Rikke Andreassen, at det bl.a. skyldes, at mens man i Storbritannien forsøger at integrere de indvandrede ind i en multikulturel stat, hvor man anerkender forskellige ‘nationaliteter’, ja så domineres den danske intention af, at indvandrede pinedød skal integreres som (hvide middelklasse)danskere, dvs. som værende én ‘nationalitet’.

”I Danmark vil vi have, at folk med anden etnisk baggrund skal integreres ind til den hvide, kristne danske kultur, og først når de er det, er de danskere”, fortalte Rikke Andreassen til Politiken allerede i 2007. Andreassen har også en anden pointe, nemlig at ”det, der kendetegner den danske tørklædedebat, er, at vi taler meget om muslimske kvinder med tørklæde, men meget lidt med dem”, sagde hun til JyllandsPosten i forbindelse med DRs Miss Tørklæde i 2008. For øvrigt en konkurrence der førte til ramaskrig blandt de vanlige anti-tørklædelige kulturkrigere.

Rikke Andreassen påpeger også, at ”det er i bund og grund udemokratisk at tale på vegne af andre og ikke med dem”! Ligesom hun understreger, at ”der er lige så mange årsager til at gå med tørklæder, som der er kvinder, der går med tørklæder. Tørklædet er både undertrykkende og frigørende og alt muligt ind imellem”. Det kan man læse meget mere om i hendes anbefalelsesværdige bog Der er et yndigt land. Her påpeger Andreasen, hvordan tørklædet også kan være frigørende. En del kvinder vælger nemlig tørklædet til, fordi de er trætte af at være genstand for hede blikke og frække tilråb fra heteroseksuelle mænd. Iført tørklædet kan kvinder nemlig træde ud af det seksuelle rum…og dermed helt undgå seksuelle tilråb.

”Jeg kan ikke lide, hvis andre kan se mine bryster og min røv. Inden jeg tog tørklædet på, var det som om, jeg nogen gange bare var et objekt. Jeg var ikke en person. Jeg vil ikke vurderes på min krop. Jeg vil vurderes på, hvem jeg er. Det er en af årsagerne til, at jeg går med tørklæde. Det signalerer, at jeg vil vurderes på mine handlinger og ikke på mit udseende”. Det fortæller Asmaa Abdol-Hamid, der blev nok så kendt for ikke at ville smide sit tøklæde, da hun for Enhedslisten for år tilbage stillede op til Folketinget. Citatet er før øvrigt fra Rikke Andreasens bog: Der er et yndigt land (2007, s. 113).

Tørklædedebatten handler aldrig blot om tørklædet, men ofte om noget helt andet. Tørklædet er et vindue, gennem hvilket vi kan forstå køn og etnicitet, integration og ligestilling. Som Rikke Andreasen påpeger, findes der altså sjældent grundlag for at sige, at tørklædet i sig selv har nogen betydning for den enkelte kvindes evne til integration.

”Det er vigtigt at overveje, om det er tørklædet eller folks fordomme om det, der er en hindring for integration. I det hele taget er det vigtigt, at man skelner mellem brugen af tørklæder hos moderne, velfungerende og veluddannede muslimer i Europa og hos muslimer i eksempelvis Iran, hvor man tvinger alle til at gå med det”, siger hun til Kvinfo.

Hvad nu, hvis tørklædet var et slips, spørger Birthe Pedersen polemisk i Kvinfo. Og det er jo godt spørgsmål. For er slipset, som mænd i en lang række brancher og sociale sammenhænge konsekvent påtvinges, ikke ligeså undertrykkende som tørklædet? Hvorfor er det faktum, at du ikke kan få job i f.eks. finanssektoren uden at bære slips, hvorfor er dét ikke diskriminerende?

I forskningsprojektet Veil, der står for Values, Equality and differences In Liberal democracies, men som på engelsk også betyder slør, har man siden 2006 forsket i at afkode de mange debatter om tørklædet, der finder sted i de europæiske lande. Samtidig med dette kortlægger man, hvordan retten til at bære tørklæde håndteres og reguleres.

Veil har dermed løftet sløret for mangt og meget. Det viser sig nemlig, at debatten om tørklædet meget sjældent er et forsvar for ligestilling eller modstand mod den patriarkalske kvindeundertrykkelse. Debatten handler ofte i flg. Birgit Sauer, der er professor i politisk videnskab ved universitetet i Wien, langt mere om definitioner af national identitet og om væsentlige nationale værdier, der er konstant til forhandling hovedsageligt blandt det nationale, ikke-muslimske flertal. Som Rikke Andreasen før hende, kan også Sauer konstatere, at tørklædepåklædte kvinder selv, hører man ikke meget til i mainstreammedierne.

”Den fortolkningsramme, som tørklædet indgår i i de nationale debatter, viser sig i stort set alle lande at være en ramme, hvor køn og seksualitet benyttes til at definere ‘den anden’, ‘den fremmede’ ”, fortæller Birgit Sauer. Ifølge hende finder konstruktioner af ‘dem’ og ‘os’ sted ved, at flertalssamfundet konsekvent defineres som et moderne, ligestillings positivt ‘os’, der står i modsætning til det sexistiske og patriarkalske ‘dem’.

Men samtidigt benytter visse minoritetsgrupper sig af tørklædet til at konstruere et ‘os’…i modsætning til det dekadente, vestlige ‘dem’, understreger hun. Der sker også her en såkaldt diskursiv udgrænsning af ‘det andet’, som man ikke ønsker at acceptere. Eller i virkeligheden mod det, der taler imod ens egen magtposition.

At udtale sig om ‘de andre’ eller på andres vegne er også meget påfaldende i den danske debat. Det er der mange eksempler på, f.eks. debatten om de burkaklædte dommere i 2008. Her spandt Venstre, Konservative samt Dansk Folkeparti, med en lang række mediers hjælp, en historie om, at dommere snart kunne dømme iklædt burka og tørklædet som religiøst symbol. Og det på trods af, at Domstolsstyrelsen ellers havde konkluderet, at der ikke var noget som helst at komme efter. For der fandtes nemlig heller ikke dengang dommere, der ytrede ønsker om at iklæde sig hverken tørklæde eller burka. Alligevel fasthold regeringen og Dansk Folkeparti et forbud…for at sikre domstolenes neutralitet, som sagde.

Dette krav om neutralitet er jo ret besynderligt. Men som udtryk for vanlig mangel på kritisk journalistik, blev påstanden om neutralitet aldrig rigtig udfordret. Måske det var derfor, at ingen hæftede sig ved, at det der hver gang defineres som neutralt, herhjemme altid er lig med hvid, heteroseksuel (kristen) middelklassekultur.

Blindheden for en hvid middelklasses påstand om neutralitet er massivt til stede i så godt som samtlige nyhedsmedier. ”Det er i vid udstrækning hvide mænd, der udtaler sig om minoritetskvindernes ret til at bære tørklæde”, siger f.eks. Rikke Andreasen. Men hvad nu, hvis vi ”havde en debat om, hvorvidt slipset er neutralt, kunne man så forestille sig, at det var farvede kvinder med tørklæde, der fik det meste af taletiden”, spørger Andreasen i Kvinfo polemisk? Ja se, dét er jo et rigtigt godt spørgsmål…

Dette at tale på andres vegne og fortælle dem, at de er sådan og sådan, er udtryk for, hvad jeg kalder for kulturalisme og etnicisme. Hvilket bare er det høflige og på overfladen pæne menneskers version af racisme. Her kan man, uden at stå ved de mere grimme sider af, hvad man virkelig mener, tale om ‘de andre’ på umiddelbart pæn og civiliseret måde. Ligesom man taler om, hvordan tørklædet undertrykker, uden man behøver at belejlige sig med at spørge dem, der går med det bemeldte tørklæde.

Kulturalisme og etnicisme bygger altså på den samme grundlæggende ide som racismen, altså ideen om at der inde i bestemte racer, kulturer og/eller etniske minoritetsgrupper er indbygget bestemte træk, der adskiller disse fra ‘os andre’. Dette kan være påstande om særlige voldelige tendenser, trangen til terrorisme, kvindeundertrykkelse og meget, meget mere…

Det er selvfølgelig noget værre sludder, at nogen racer, kulturer eller bestemte etniske grupper er mere eller mindre voldelige og undertrykkende end andre racer, kulturer og etniciteter. Da f.eks. Storbritannien og Frankrig i 1800 tallet erobrede den halve verden, skete det alt sammen i kristendommens navn. Og de millioner af mennesker der blev udbyttet, myrdet, købt og solgt som slaver eller blot døde unge, slidt op i markerne, kulminerne eller kaffeplantagerne, fandt også sted i den hellige kristendoms navn. I dag finder alt dette bl.a. sted i kapitalismens, markedets, Guds og Allahs navn, mens udbytningen på mange måder er den selv samme.

Pointen er, at hverken racer, kulturer, etniciteter eller bestemte socio-økonomiske systemer er onde. Der findes derimod mange grumme handlinger. Men om det nu er en kristen, højreorienteret terrorist som Timothy Mcvay, eller f.eks. en muslimsk fanatiker som Khalid Sheikh Mohammed, der myrder løs i en bestemt religions navn, er jo flintrende ligegyldigt for deres ofre. Men dør jo ikke mere af den ene form for terror end den anden!

Og tåbeligheder findes i alle religioner. Så ligesom der i koranen, er (to) vers, der kan henvises til, når skriftkloge hævder, at kvinder skal bære tørklæde, nemlig Sura Al-Ahzab 59 og Sura Al-Nur 31, ja så findes der ligeledes masser af tåbeligheder i biblen.

F.eks. bør mange stenes for dette og hint, hvis man som dogmatisk kristen følger biblen slavisk. Det fremgår bl.a. af 3. Mosebog, kapitel 20 og 5. Mosebog, kapitel 17, at enhver der dyrker afguder, altså andre end ‘vores’, dvs. den rigtige gud, ”skal stenes til døde af sine landsmænd”. Og sådan kan man sagtens blive ved med at finde tåbeligheder i div. religiøse bøger, der er skrevet, genskrevet og omskrevet gennem mange århundrede.

Pointen her er, at der i alle religioner og kulturer, etniske grupper mm. kan findes argumenter for grusomme og undertrykkende handlinger, se bare, hvad der sker i Afghanistan, hvor ingen af parterne har noget at lade hinanden høre.

Det er her det moderne projekt kommer ind. I det moderne samfund insisterer vi nemlig på at skelne mellem det, vi tror og det, vi ved. Vi skelner mellem tradition, dvs. ”sådan har vi altid gjort, så det bliver vi ved med…” og mellem argumentation, dvs. hvor vi skal kunne legitimere vores handlinger.

Og så er vi tilbage ved slipset og tørklædet. For hvor er de mange modstandere af undertrykkende beklædningstande, når det kommer til slipset? Hvorfor er det i den grad et tørklæde, der får så mange helt op ad stolen, mens f.eks. slipset næppe får nogen til at løfte et øjenbryn? I den forbindelse…vidste du, at slipset nedstammer fra kroatiske lejemordere, der var i den franske hær under 30 års krigene i 1618 – 1648?

Men nu bliver det virkelig surrealistisk. For en del af dem, der hævder at kæmpe for de tørkædepåklædte muslimske kvinders frihed og mod mandschauvinistisk undertrykkelse og tyranni, er samtidig arge modstandere af kvindefrigørelsen, når denne handler om de hvide danske, kristne (og gerne hjemmegående) kvinder.
For mens kampen mod ‘muslimsk kvindeundertrykkelse’ er heroisk, ja så hævdes kampen mod ‘dansk kvindeundertrykkelse’ bare at være sådan noget ligegyldigt venstreorienteret noget. Men hvorfor det lige er sådan, synes dog ingen at kunne forklare…

I en anmeldelse af en ny biografi om Jesper Langballe, undrer Rune Lykkeberg sig også en del over, at de to forfattere (Bregenov-Pedersen og Mads Jensen) ikke har udfordret Langballe på den “modsigelse mellem en mand, der hylder sin kone for ikke at være frigjort, men angiveligt skulle ville frigøre de undertrykte muslimske kvinder. Forfatterne (…) forholder sig ikke til modsigelserne og konflikterne mellem Langballes intellektuelle idéer om verden og hans politiske praksis i den”.

Det er så her, at kritisk journalistik endnu en gang viser sin relevans. For med en konsekvent journalistisk praksis vil det være gængs standard, at f.eks. Langballe ikke både kan råbe på kvindefrigørelse og råbe imod kvindefrigørelse. Det må være enten eller. Og det samme må selvfølgelig gælde for dem, der som Krarup hævder, at ”tørklædet symboliserer en totalitær ideologis krav om, at alle der ikke deler dens synspunkter og holdninger, (…) de skal udryddes”, ja at de selvfølgelig skal kunne dokumentere en sådan påstand.

Hvilket man sikrer ved helt simpelt at spørge, “hvor ved du det fra“? Et spørgsmål der åbenbart er så enkelt og indlysende, at ingen rigtig orker at stille det. Men ved at spørge ind til, hvorfra man ved, at et tørklæde (men ikke et slips) er undertrykkende, afkræves der dokumentation for sådanne påstande. Og se dét er kritisk journalistik!

Påstanden om at udseende automatisk er lig med bestemt adfærd er selvfølgelig noget værre sludder. Det kan man blive klog på, i et længere interview i The Daily Show med tidligere amerikanske ambassadør i Pakistan og UK, Akbar Ahmed, nu tilknyttet Islamic Studies på American University i Whasington D.C. I interviewet der fortæller Ahmed, i forbindelse m. reklame for hans nye bog Journey into America, at vestlige muslimer der er traditionelt påklædt, dvs. langskægget mv., sagtens kan være liberale og demokratiske, mens muslimer påklædt i såkaldt vestlige tøj, dvs. slips og jakkesæt, sagtens kan være ortodokse, antiliberale og antidemokratiske. Ahmeds pointe er, at det altså ikke er udseendet eller ens påklædning…men ens handlinger, man skal dømmes på!

Det er for øvrigt en sejlivet myte om Danmark som et homogent land. Sådan har det aldrig været! For “ideen om en danskhed man kan opbevare i en kasse, er ren kulturel nostalgi. Der har altid været store sociale og kulturelle forskelle i Danmark. Mellem borgerlige og arbejdere, mellem Vestjylland og København. Sønderjysk kultur er f.eks. anderledes end københavnsk, fordi Sønderjylland er et grænse område”. Det fortæller Richard Jenkins, professor, Department of Sociological Studies v. University of Sheffield i Information.

Ovenstående er blot endnu et eksempel på, at vi i den grad har brug for Et Center for Demokrati & Journalistik, hvilket Polykromfonden forsøger at etablere. Så er du interesseret heri, så giver du bare lyd fra dig…

Er du interesseret i at følge med i denne blog, så tryk her for abonnement. Når du har aktiveret linket, skal du blot skrive din email adresse. Kort herefter modtager du en mail, hvor du skal bekræfte, at du vil modtage de nye indlæg på din mail. Hvilket så fremover vil ske helt automatisk…