Må journalister være personlige??

Kender du også du til dilemmaet, om journalister bør stå udenfor, eller selv være en del af historien? Det er i hvert fald noget, der deler vandene mellem dem, jeg kalder old school journalister og så dem, der bare ikke forstår spørgsmålet.

Selv var jeg i mange år sådan en old school journalist. Med mindre jeg anmeldte, måtte jeg være neutral og stå udenfor historien; sådan var min standardindstilling. Også fordi, det lærte jeg på journalistuddannelsen på RUC såvel i min praktiktid på Københavns RadioP4.

Men er det overhelehovedet muligt for journalisten at stå uden for? Hvad f.eks. når jeg eller redaktionen vinkler; er det ikke at tage stilling og dermed selv være en del af historien? Selvfølgelig er vi det; som minimum er journalisten altid implicit til stede i historien.

Også derfor har jeg eksperimenteret med ikke at være 100 % neutral. Det har jeg bl.a. i min podcastserie Velfærdsland TALK. Og nu også med en meget (meget!!) personlig podcast, jeg har produceret for DJs fagblad Journalisten. De, er nemlig også er kommet med på podcastbølgen.


Podcasten starter med en voldsom trafikulykke en junimorgen i 1990. Pludselig
rammes jeg af en bil med et impact, som svarer til at falde ned fra 3. sal. Den dag afspores mit liv for altid. For i årene efter ulykken konkluderer lægerne varige mén og et omfattende, kronisk smertehandikap.

Den næste katastrofe kommer, da jeg i 1996 banker på kommunens dør for at få hjælp til at komme videre med mit liv. Jeg tænker helt lavpraktisk; hvis jeg får hjælp til uddannelse, kan jeg efter den klare mig selv. Men sådan går det ikke; den eneste hjælp kommunen tilbyder, er passiv forsørgelse = kontanthjælp.

I podcasten tager jeg på en auditiv rejse for at undersøge, hvad der gik galt. Jeg opsøger både dem, der hjalp og kommunen for at finde svar på, hvorfor der går 5½ år, før det lykkedes at få aktiv hjælp til uddannelse og opkvalificering? Da jeg banker på kommunens dør, er jeg ellers sikker på, at selvfølgelig vil de hjælpe en borger i nød. Det er vel derfor, vi har det der velfærd!? Men nej; i stedet møder jeg et system, der bestemt ikke er for de syge eller handikappede.

Faktisk skal man være ret stærkt – helst rask – for at klare sig i dette system. Og først efter års tovtrækkeri, et ton af klager over kommunes lovbrud og især fordi en kommunalpolitiker og socialrådgiver, vælger at gå ind i sagen, ja så bevilger kommunen endelig den revalidering, jeg i flg. gældende lov længe var berettiget til.

Podcasten fortæller dermed en kompleks historie gennem flere år. Noget, der er lidt bøvlet at formidle på skrift. Her virker det talte ord bedre. F.eks. når de forskellige kilder fortæller om, hvor nemt det faktisk er at komme i klemme i velfærdssystemet. Men hvad har alt det at gøre med det indledende dilemma; spørger du nu? Altså om journalister bør stå udenfor, eller selv være en del af historien? Og sikke et godt spørgsmål! Jo, ser du…

Journalist- og fortællerollen ændres og udvikles kraftigt for tiden. F.eks. vrimler det i P1-programmer med tydeligt personlige værter – bl.a. i Jeg er mobilafhængig med Thomas Skov, Hjernekassen4. division og Selvmordstanker med Mikkel Frey Damgaard.
At den personlige vært er in, var også tydeligt på den årlige Producenternes dag på DR (2018), hvor eksterne radio- og podcastproducenter mødes. Her blev ”modige og mærkbare værter” utallige gange efterspurgt til de podcast- & radioproduktioner, DR forventer at købe fra eksterne producenter i 2019.

Ønsket om ”modige og mærkbare værter” skyldes jo både podcastudviklingen i USA og Radio 24Syv, der nok selv henter inspiration i USA. De, var blandt de første nationale medier, der insisterede på de personlige værter. Og i flg. 24Syvs mission, vil de sikre ”nyskabende og involverende radio med fokus på at give substans [og] skarp kant”. Ligesom de har en ambition ”om at redefinere oplevelsen af taleradio”. Hvilket jo mildest talt, er dejligt ambitiøst!

Samtidig er 24Syv også drevet af opgøret med ’fjenden’; dvs. DR og P1. Det lå fra start klart i medieforliget fra 2010; som Lasse Jensen bl.a. forklarer her.
Også derfor hyrede man Mikael Bertelsen & Mads Brügger, der kender DR indefra, netop til at ’bekæmpe’ P1. For nu skulle David vise Goliat, at radio kan være meget mere og andet end såkaldt objektiv journalistik. For som 24Syv også skriver i deres mission, vil de, sådan helt ubeskedent, skabe et ”helt nyt, demokratisk forum for udvikling af samtalen i det offentlige rum”.

Lone Frank har som videnskabsjournalist, forfatter & radiovært på 24Syv aldrig været bange for at bruge af sig selv… Foto: Das Büro

(mere…)

7. juni 2018 at 5:05 pm Skriv en kommentar

Når nogle kriminelle er mere etniske end andre

Bander er komplekse størrelser, der ikke kan fjernes med et pennestrøg. Det er konflikt om territorier, indtægt og ære mm. Alligevel vil mange gerne forklare alle bandeskyderierne som etnisk og det der kultur; som noget, der kan udvises eller spæres inde.

Jeg bor selv på Nørrebro; selvfølgelig er det TOTALT UACCEPTABELT AT SKYDE I GADERNE! Men hvis det var nemt at fixe bandeproblemet, så var det jo sket for de snart 40 år siden, de første bandeskyderier fandt sted. Ok., dengang var de så hvide; det er jo også mindre etnisk end dem i dag. Skrev for øvrigt et blogindlæg om alt dette i 2009; det følger her…

I bandekrige er den ene part konsekvent f.eks. rockere, mens den anden part italesættes ud fra deres etnicitet. Men ifølge Michael Hviid Jacobsen, sociolog på Aalborg Universitet, er den ene part, de såkaldte indvandrebander, hverken mere eller mindre ”hårdkogte eller kyniske end rockerbanderne”. Hviid Jacobsen henviser bl.a. her til tidligere likvideringer af konkurrerende rockere som eksempel på Hells Angels vilje til brutalitet.

Dette og andre begavede betragtninger kan man høre i Orientering på P1. Her nuancerer Hviid Jacobsen yderligere, samt fortæller, hvordan både medlemmer i Hells Angels samt medlemmer i de såkaldte indvandrebander, oftest forsøger at underspille deres respektive kriminelle aktiviteter…ved bl.a. at spille racekortet.

Også forskellige politiske grupperinger, ikke mindst Dansk Folkeparti, ønsker særligt at fokusere på, hvad de kalder ”etnisk kriminalitet”.
Denne italesættelse afspejler ifølge Hviid Jacobsen bestemte politiske interesser i at få ”skærpede de love, der drejer sig om, at vi skal kunne udvise de unge med anden etnisk herkomst, hvis de begår kriminalitet. Så det er derfor, der er nogle politiske fraktioner, der er meget opmærksomme på det her”.

Desværre viser det ellers fint nuancerende indslag, hvor udfordrende, ja svært det er, at bedrive kritisk journalistik.
For selv om indslaget netop problematiserer en særlig italesættelse af den ene parts etnicitet, benytter journalisten, Natascha Ree Mikkelsen såvel som Hviid Jacobsen alligevel konsekvent betegnelsen indvandrebander. Hermed fastholder de to i indslaget italesættelsen af den etnicitet, det ellers forsøges overskredet.

I et andet indslag om bandekrig, kriminalitet og etnicitet påviser Natascha Ree Mikkelsen da også, hvordan nyhedsmedierne er med til at fastholde en konflikt (om især hashmarkeder og territorier) som netop en etnisk konflikt.
I dette indslag fortæller Siris Hartkorn, der studerer Freds- og Konfliktvidenskab på Lund Universitet, hvordan medierne ”konstruerer etniske skillelinier i konflikten”, hvilket medfører, ”at banderne kan rekruttere i den grad, som vi ser, de rekrutterer i dag”.

Nyhedsmedierne medvirker altså hermed til optrapningen af konflikten, netop pga. italesættelsen af den ene part som etnisk.
For mens den ene part bare er rockere, er den anden part altså særligt etniske – i kraft af deres indvandringstilhørsforhold. Og tak til Orientering på P1 for denne nuancering!

Som journalister såvel som borgere mangler vi en måde at overskride de sproglige udfordringer og barrierer, der ligger i en konflikt mellem forskellige kriminelle grupperinger. Hvordan det skal ske, må der eksperimenteres med. Hvilket netop er grunden til, at vi har brug for Et Center for Demokrati & Journalistik, sådan som Polykromfonden forsøger at etablere.

Orientering har for øvrigt samlet en række indslag om den fortsatte bandekrig.
Her kan du bl.a. høre om, hvordan “unge københavnere, der uden videre bliver standset og undersøgt på gaden af  politiet, får deres retssikkerhed krænket”.
Samt om hvordan Hells Engels forsøger at puste til konflikten og hente sympati ved at hævde modstandernes særlige “stupide holdninger og feje handlingsmønstre“.

Her på bloggen kan læse meget mere om kritisk journalistik. Tjek bl.a.:
En undersøgelse viser-journalistik…

Et indlæg der påviser, at undersøgelser viser-journalistik ofte skyldes økonomiske og ikke journalistiske betragtninger. De såkaldte undersøgelser er nemlig billige at producere. Og det er også derfor, nyhedsmedierne igangsætter disse.

(mere…)

6. august 2017 at 7:01 pm Skriv en kommentar

Myndigheders daglige lovbrud

Personligt har jeg desværre ofte oplevet, hvordan danske myndigheder bryder gældende lovgivning; noget der på landsplan må finde sted på daglig basis. Disse lovbrud har jeg stødt på i min lange tur gennem velfærdssystemet; noget jeg bl.a. fortæller om her i podcast-serien Velfærdsland. Jeg har nemlig i gennem 25 år – siden en trafiklykke i 1990, været smertehandikappet; hvilket voldsomt presser mig både arbejdsmæssigt, socialt og ikke mindst på min livskvalitet.
Velfærdsland er dermed et forsøg på, gennem en serie af podcast, at fortælle om mine personlige oplevelser og netop det konkrete møde med velfærdsstaten – noget, der ved gud har været en blandet oplevelse…

Endnu et eksempel på kommuners lovbrud er Heidi Olsson, der tilbage i 2009 lovstridigt fik stoppet udbetalingen af hendes sygedagpenge. Det, klagede hun så over, hvilket ankestyrelsen gav hende medhold i. Hvad gjorde hendes kommune (Kolding) så? Ja, den foretog da bare en ny afgørelse – bare med tilbagevirkede kraft. Det, ville hun ikke finde sig i, så igen klagede hun; men denne gang fik hun ikke medhold. Det, oplyser Orientering på P1/DR i et indslag om en banebrydende dom fra Højesteret – produceret af Jesper Tynell.

Heldigvis for Heidi Olsson vælger hun at gå til domstolene. Og nu har Højesteret givet hende medhold i; at Kolding Kommune ikke bare kan ‘score gevinsten’ på en ulovlig afgørelse. Det betyder, at hundredvis af borgere, som også ugyldigt har fået standset deres sygedagpenge, nu bør have genoptaget deres sager. Og alt andet lige vil også de få udbetalt de penge, de ellers er blevet ‘snydt’ for. Og netop her er højesterets afgørelse banebrydende, som det fremgår af indslaget i Orientering.

Hidtil har det nemlig været borgerne, der skulle betalte prisen for kommunernes ulovlige afgørelser. Men med Højesterets dom bliver det altså i meget højere grad kommunerne, der nu skal til lommerne og selv betale for deres (ofte mange!) fejl i sagsbehandlingen. Dermed er konsekvenserne af dommen fra Højesteret også, at den underkender Ankestyrelsens hidtidige praksis på området. Det fortæller John Klausen, lektor i socialret ved Aalborg Universitet i Orientering. Noget der med lidt held vil være aldeles afgørende og positivt for svage borgeres retssikkerhed.

Herfra skal der lyde en tak til Jesper Tynell, der igen formår at formidle ellers meget komplekst stof på en tilgængelig måde! Desværre har denne sag jo været nærmest fraværende fra andre medier. Men hvorfor egentlig? Dette handler jo om, at svage borgere – især de syge, handikappede og socialt udsatte – igen og igen kommer i klemme i et velfærdssystem, der siger, man vil tage hånd om og hjælpe udsatte borgere, men som ofte ender med at tage de lovpligtige(!) ydelser fra de selv samme borgere.
Hvilket altså er lovstridigt; som kommunernes ulovligheder jo nok kaldes i et mere injurie-sikkert sprog… Og er alt det ikke emner, som er vigtige at sætte til debat via medierne?

Her er det relevante spørgsmål, hvorfor dækker statsstøttede medier som DR & TV2 ikke mere indgående om kommunernes fortløbende ulovligheder? Er det fordi, at dette er alt for komplekst til den konfliktmodel, som oftest benyttes på tv? Her er det tydeligvis vigtigere med det, der i journalistikken kaldes: et godt kryds; dvs. hvor fx to politikere skændes lidt frem og tilbage for åben skærm – men uden at løse nogen form for konflikt. Noget, der ikke ligefrem er videre konstruktivt, sådan som DRs nyhedschef Ulrik Haagerup ellers igen og igen har stillet danske seere i udsigt…

Kritisk journalistik er målet med denne blog. Det har i lang tid også været håbet at ku’ etablere et Center for Demokrati & Journalistik, der skal være med til at sikre en betydelig mere kritisk journalistik i Danmark; der er ved gud brug for det… Kan dette friste, ja så mailer du bare!

Du kan høre flere podcast fra Velfærdsland her. Der er tale om et eksperiment, der jo altid er ‘work in progress’. Og allerede nu kan jeg derfor godt afsløre, at der kommer betydelige (form)ændringer i fremtidens Velfærdsland-podcast; men mere om det når den næste og 4. podcast ligger klar…

24. september 2015 at 6:06 pm Skriv en kommentar

Hvad skal vi med alle de kendte?

For tiden kan der nærmest ikke laves tv, uden at der skal være kendte med. Det ses fx i På grænsen (DR3), Kender du typen (DR1) og i Pornoquizzen (DR3). Men hvorfor skal der være kendte med i nærmest alle programmer? Well, vel pga. det, den franske sociolog Pierre Bourdieu kalder symbolsk kapital. Ved at have kendte med i programmet, er tanken, at de kendtes ‘kendthed’ ligesom overgår til selve programmet, altså så flere gider at se dette – pga. de kendte og deres fantastiske lækkerhed osv.

Faktisk kan det (næsten) godt lade sig gøre uden kendte. Det ses i det nye DR3 program Kære Dagbog, der sendes og streames fra d. 27. april. Her bygges, som så ofte, videre på en amerikansk trend = mortified. Her vil en række danskere foran et publikum oplæse fra deres teenage-dagbøger. Og i flg. DR3, bliver dette “med garanti både akavet, sjovt, hormonbefængt, kikset, sandt, ufiltreret og ikke mindst genkendeligt for de fleste“.

Programredaktør Rikke Frøbert fortæller bl.a., at vi jo alle har “været usikre på os selv, på kærligheden, på vores plads i gruppen, på venskaber og udseende. Alligevel er vi jo kommet helskindet igennem. ‘Kære dagbog’ viser, at det handler om at stå ved, at ingen af os er perfekte. Resultatet kan blive fint alligevel“. Og det altså bare med helt almindelige mennesker…og ikke med de (perfekte?) kendte.

Og så alligevel ikke. For der er kendte med, fremgår det af pressemeddelelsen. Et stykke nede i teksten står fx, at “de medvirkende er helt almindelige danskere. Dog vil nogen nok nikke genkendende til vært på Go’ Morgen P3 Signe Vadgaard, kunstner Thomas Lagermand Lundme og Signe Tobiasen også kaldt Signe SigneSigne fra bandet Nelson Can“. Så, selv i et program der er bygget på “helt almindelige danskere“, skal der altså være kendte med. Hvorfor? Jo, sådan er dét jo bare!!

Og er der ikke er kendte med, så skal programmet i stedet være spektakulært. Det fremgår af programmer som Live og liderlig (der kan ses her, til rettighederne udløber), eller Date mig på DR3 (der kan ses her, altså til rettighederne udløber), den amerikanske version af Gift ved første blik (der kan ses her, til rettighederne udløber) samt ikke mindst DR3s nye satsning: POV, der alene viser verden fra den deltagendes perspektiv, uden at vi nogensinde ser vedkommende. OBS: også her er mulighederne for streaming begrænsede, til rettighederne udløber!

Dogmet bag kendthedsideologien synes at være, at hvis der ikke er kendte med, så gider ingen se programmet. Ikke mindst derfor kunne det være interessant samt især relevant, hvis DR som public service går forrest og tester, om denne tese også holder. For måske ved aktiv involvering af helt almindelige danske unge, hvor fokus er på interaktivitet via sociale medier, kan man sagtens få de unge med? Hermed er idéen givet videre til DR og TV2, der jo også er underlagt krav om public service (og lige så bidt af kendthedsbacillen). Så ja, bare giv den gas!

Kritisk journalistik er målet med denne blog. Det har i lang tid været håbet at ku’ etablere et Center for Demokrati & Journalistik, der skal være med til at sikre en betydelig mere kritisk journalistik i Danmark; der er ved gud brug for det…

14. april 2015 at 5:38 pm Skriv en kommentar

Det der EU

I foråret 2014 var jeg tovholder på: Dit EU, hvor unge studerende formidlede om det der EU til andre unge. Udfordringen med EU er jo, at det er død kedeligt; prøv fx til en fest lige at snakke om EU: en sikker fest killer! Samtidig EU er helt afgørende for os alle, da en ret betydelig del af den lovgivning der besluttes i Danmark, kommer direkte fra EU (dog ikke helt 80 % som tidligere hævdet). Kort sagt: altså noget af en formidlingsudfordring

Måske er EU kedeligt, fordi der er så få medier, der løbende dækker dette? Men hvorfor egentlig; når EU er helt afgørende, hvorfor så ikke dække det dagligt? For nylig læste jeg fx på Altinget.dk en interessant artikel om en for mig (og de fleste, formoder jeg) ukendt dansker: Jeppe Tranholm-Mikkelsen, der fra og med d. 1. juli bliver generalsekretær for Rådets sekretariat – også kendt som: Ministerrådet ell. Rådet for Den Europæiske Union.
I flg. artiklens forfatter, Rikke Albrechtsen, er Rådets sekretariat altså “forholdsvist ukendt uden for EU-boblen, men har fået en voksende betydning“. Og ukendt: det skal jeg da lige love for, jeg har fx aldrig hørt om den funktion, Tranholm-Mikkelsen snart skal overtage.

Jeppe Tranholm-Mikkelsen får åbenbart en afgørende rolle. I flg. Poul Skytte Christoffersen, tidligere dansk topdiplomat og højre hånd for den forhenværende danske generalsekretær i Rådet: Niels Ersbøll, ja så skyldes Tranholm-Mikkelsens afgørende rolle, at han vil have formandens øre. Ud over det er afgørende, hvis øre man har, er rollen som sekretær især vigtigt, fordi formanden jo går på skift.

Hylke Dijkstra, adjunkt ved Maastricht Universitet citeres i artiklen for at kalde den nyudnævnte sekretær for “den grå eminence, der altid står bag gardinerne og hiver i snorene”. Dette fordi Tranholm-Mikkelsen som generalsekretær for Rådets sekretariat bliver på den post, mens formanden udskiftes hvert halve år! Til & med juni 2015 har Letland formandsstolen, mens Luxembourg overtager den d. 1. juli, dvs. samtidig med Tranholm-Mikkelsen starter som generalsekretær.

Mon ikke de absolut fleste er enige om, EU stoffet er kedeligt og dødbesværligt? Udnævnelsen nævnes godt nok på dr.dk med et Ritzau telegram og DR Nyheder, hvor man også kan se et kort interview med Tranholm-Mikkelsen (fra DR1, ser det ud til). Men begge steder vinkles det som en dansk historie, bl.a. om at den “danske embedsmand Jeppe Tranholm-Mikkelsen har taget et gevaldigt skridt op ad karrierestien“.
TV2 vælges ligeledes den danske vinkel: “Danmarks EU-ambassadør, Jeppe Tranholm-Mikkelsen, indstilles til et af de højeste europæiske embedsmandsjob som generalsekretær for ministerrådet i EU“. Også her er der ‘sakset’ fra et Ritzau telegram.

Men hvorfor er EU nærmest fraværende i det daglige danske mediebillede, med mindre der fx er valg til Parlamentet, eller der udnævnes en dansker til en høj post? Hvorfor eksperimenteres der ikke med dækningen af EU, så den kedsommelighed der altid synes at snige sig ind, når talen falder på EU, kan udfordres? Hvorfor ikke, når der nu er en aktuel historie, undersøge, hvad dette betyder for Danmark og EU; eller fortælle om EUs kringlede magtlogikker mv. så der løbende sikres et bredere indblik i EU? På den måde kan EU måske netop gøres daglig relevant.

Det var bl.a. den udfordring Dit EU tog op med: EU for dummies. Møntet på dem, der ikke ved så meget om EU kan man fx læse om EUs betydning for unge og høre en helt lavpraktisk introduktion til EU i Hvis EU var et skib. Eller Lykke Friis fortælle om hvorfor EU ikke er kedeligt. Mens dengang 24-årige Tobias i Praktikantens dagbog blogger om sit daglige liv som praktikant i Bruxelles.

I en række podcast underøges EU og identitet. De fodboldinteresserede, kan fx høre Fodbold, fællesskab og EU. Du kan høre om Lettiske Laima, der i Podcasten Tro, Håb og EU fortæller om, hvordan hun er rejst via London til Danmark; for hende har EU åbnet vigtige døre. Du kan også høre om Hjemløses valg og om Danmarks og EU’s regler for migration og asyl i EU i krig og kærlighed.

Sådan forsøgte vi at gøre EU relevant og tilgængeligt for især de unge danskere. Samtidig overskred vi det ellers altid gældende nyhedskriterie om aktualitet. For EU er jo hele tiden aktuelt, også selv om udgangspunktet var valget til EU Parlamentet. Så hermed en opfordring til, at dét også sker løbende i den brede nyhedsdækning, så EU bliver en del af det daglige nyhedsbillede. For EU er også relevant, selv om det ikke er hver dag, en dansker udnævnes til en magtfuld post, eller der er valg til EU Parlamentet!

Dit EU var et projekt igangsat af Foreningen PolykromFonden – i samarbejde med Lea Hovmand Jørgensen og Kristine Juhl Hybschmann.
Kritisk journalistik er målet med denne blog. Det har i lang tid været håbet at ku’ etablere et Center for Demokrati & Journalistik, der skal være med til at sikre en betydelig mere kritisk journalistik i Danmark; der er ved gud brug for det…

7. april 2015 at 12:58 pm Skriv en kommentar

Musikalske akademikere – et nyt års føljeton VII

I denne sidste del af radioføljetonen om: musikere der også er akademikere (og omvendt), fortæller Johan Olsen (Magtens Korridorer), Emilie Møllenbach, Anna Lidell og Henrik Marstal (Marstall:Lidell) om forskelle og ligheder i mellem det akademiske og det musikalske.

Denne gang om fremtiden; hvad vil de fire kaste sig over både akademisk og musikalsk i den nære fremtid? Og om ønsket om mere musik både i folkeskolen og på universitetet – såvel forskning og undervisning. Samt om det oplagte i at kunne publicere fejl…i akademisk forskning, dvs. hvordan man tog fejl. Men også lidt mere om de der æggehoveder.

Baggrunden for interviewet er for øvrigt en koncert med det amerikanske skater punk band Bad Religion, hvis forsanger Greg Graffin også er ph.d. i biologi; noget der jo nok sjældent forbindes med en punk sanger… Koncerten med Bad Religion på Copenhell inspirerede mig til at interviewe Anna, Emilie, Johan & Henrik, der alle er universitetsuddannede og musikere.

Hvis du vil vide mere om Anne, Emilie, Henrik & Johans uddannelsesbaggrund, kan du lytte til denne introduktion:

Første del kan du høre her, du kan lytte til anden del her, den tredje podcast her, den fjerde podcast her, den femte del kan høres her og den sjette del her. Og du kan såmænd også bare høre hele udsendelsen her på Den2Radios MusikZoom.

Kritisk journalistik er målet med denne blog. Det har i lang tid været håbet at ku’ etablere et Center for Demokrati & Journalistik, der skal være med til at sikre en betydelig mere kritisk journalistik i Danmark; der er ved gud brug for det…

6. januar 2015 at 8:16 am Skriv en kommentar

Musikalske akademikere – et nyt års føljeton VI

I denne sjette del af radioføljetonen om: musikere der også er akademikere (og omvendt), fortæller Johan Olsen (Magtens Korridorer), Emilie Møllenbach, Anna Lidell og Henrik Marstal (Marstall:Lidell) om forskelle og ligheder i mellem det akademiske og det musikalske.

Denne gang om naturvidenskab, punkmusik og subkulturers konservatisme og om at vinde fx en rockkonkurrence med et Nintendoelektronisk band. Samt om IT forskningens manglende konservatisme og ditto historik – samt ønsket om mere stabilitet. Men også om hvordan håndvasken en gang var spritny teknologi plus om at være et ægte æggehoved. Samt hvordan ‘ægte punk’ måske er det at turde stille spørgsmål – til forskningen og i universiteternes undervisning.


Dagens spørgsmål har udgangspunkt i
Bad Religion forsangeren Greg Graffins selvbiografi “Anarchy Evolution“. Han er, foruden forsanger i Bad Relgion, også ph.d. i biologi; noget der sjældent forbindes med en punk sanger… I sommeren 2014 var jeg til en koncert med bandet på Copenhell, hvilket inspirerede mig til at interviewe Anna, EmilieJohan & Henrik, der alle er akademikere og musikere; well dvs. Johan er alene sanger, men det er en detalje…i denne sammenhæng!

Hvis du vil vide mere om Anne, Emilie, Henrik & Johans uddannelsesbaggrund, kan du lytte til denne introduktion:

Første del kan du høre her, du kan lytte til anden del her, den tredje podcast her, den fjerde podcast her mens den femte del kan høres her.
Har du ikke tålmodighed til at vente på resten indslagene, kan du altså også bare høre hele udsendelsen her på Den2Radios MusikZoom. Fortsættelse følger…

Kritisk journalistik er målet med denne blog. Det har i lang tid været håbet at ku’ etablere et Center for Demokrati & Journalistik, der skal være med til at sikre en betydelig mere kritisk journalistik i Danmark; der er ved gud brug for det…

5. januar 2015 at 8:23 am Skriv en kommentar

Musikalske akademikere – et nyt års føljeton V

I denne femte del af radioføljetonen om: musikere der også er akademikere (og omvendt), fortæller Johan Olsen (Magtens Korridorer), Emilie Møllenbach, Anna Lidell og Henrik Marstal (Marstall:Lidell) om forskelle og ligheder i mellem det akademiske og det musikalske.

Denne gang handler det om store egoer og om at give slip på egoet og det, man møjsommeligt har oparbejdet. Om overkommelse af egoet og at underlægge af sagen. Hør også om ikke at vælge, men at lade ’forsynet’, dvs. mulighederne råde. Og om ego og ydmyghed og det selvfærd det kræver at stå på en scene…muligvis i modsætning til forskningen. Samt om Johans største ambition i livet: ”at ha’ det sjovt…”.

Baggrunden for interviewet er for øvrigt en koncert med det amerikanske skater punk band Bad Religion, hvis forsanger Greg Graffin også er ph.d. i biologi; noget der jo nok sjældent forbindes med en punk sanger… Koncerten med Bad Religion på Copenhell inspirerede mig til at interviewe Anna, Emilie, Johan & Henrik, der alle er universitetsuddannede og musikere.

Hvis du vil vide mere om Anne, Emilie, Henrik & Johans uddannelsesbaggrund, kan du lytte til denne introduktion:

Første del kan du høre her, du kan lytte til anden del her, den tredje podcast her og den fjerde podcast her.
Har du ikke tålmodighed til at vente på resten indslagene, kan du altså også bare høre hele udsendelsen her på Den2Radios MusikZoom. Fortsættelse følger…

Kritisk journalistik er målet med denne blog. Det har i lang tid været håbet at ku’ etablere et Center for Demokrati & Journalistik, der skal være med til at sikre en betydelig mere kritisk journalistik i Danmark; der er ved gud brug for det…

4. januar 2015 at 10:13 am Skriv en kommentar

Musikalske akademikere – et nyt års føljeton IV

I denne fjerde del af radioføljetonen om: musikere der også er akademikere (og omvendt), fortæller Johan Olsen (Magtens Korridorer), Emilie Møllenbach, Anna Lidell og Henrik Marstal (Marstall:Lidell) om forskelle og ligheder i mellem det akademiske og det musikalske.

Fokus er på de største forskelle ml. det akademiske og det musikalske. Og om hvordan rock ikke må være for perfekt & om at give slip på det, man møjsommeligt har oparbejdet. Du kan også høre om den allernyeste it-forskning, der forsøger at (gen)indtænke kroppen i brug af IT. Samt hvordan normerne for den akademiske formidling har ændret sig betydeligt i de sidste ca. 100 år.

I dagens podcast kan du desuden høre om (musik)filosoffen Theodor W. Adorno, som ikke gad argumentere for de sammenhænge han så; hvilket betyder, at en del af hans forskning ikke regnes for rigtig videnskab. Og om kinesiske embedsmænd der engang skulle skrive digte for at bestå deres embedseksamen…

Baggrunden for interviewet er for øvrigt en koncert med det amerikanske skater punk band Bad Religion, hvis forsanger Greg Graffin også er ph.d. i biologi; noget der jo nok sjældent forbindes med en punk sanger… Koncerten med Bad Religion på Copenhell inspirerede mig til at interviewe Anna, Emilie, Johan & Henrik, der alle er universitetsuddannede og musikere.

Hvis du vil vide mere om Anne, Emilie, Henrik & Johans uddannelsesbaggrund, kan du lytte til denne introduktion:

Første del kan du høre her, mens du kan lytte del anden til her samt den tredje podcast her.
Har du ikke tålmodighed til at vente på resten indslagene, kan du altså også bare høre hele udsendelsen her på Den2Radios MusikZoom. Fortsættelse følger…

Kritisk journalistik er målet med denne blog. Det har i lang tid været håbet at ku’ etablere et Center for Demokrati & Journalistik, der skal være med til at sikre en betydelig mere kritisk journalistik i Danmark; der er ved gud brug for det…

3. januar 2015 at 9:48 am Skriv en kommentar

Musikalske akademikere – et nyt års føljeton III

I denne tredje del af min radioføljeton om: musikere der også er akademikere (og omvendt), fortæller Johan Olsen (Magtens Korridorer), Emilie Møllenbach, Anna Lidell og Henrik Marstal (Marstall:Lidell) om forskelle og ligheder i mellem det akademiske og det musikalske.
Denne gang handler det især om forskelle samt om umusikalske men anerkendte musikforskere og om at tænke vs. at udtrykke i nuet, dvs. nutidigt vs. retrospektion. Du kan også høre om, hvordan “thinking kills“…altså musik og lyric, samt om dét romantiske øjeblik hvor det føles rigtigt, når musikken klikker; det stik modsatte af god og redelig forskning. Plus om hvordan det at skabe lydlandskaber handler om både at give slip og om, alligevel ikke at tænke for lidt.

Baggrunden for interviewet var for øvrigt en koncert med det amerikanske skater punk band Bad Religion, hvis forsanger Greg Graffin også er ph.d. i biologi; noget der jo nok sjældent forbindes med en punk sanger… Koncerten med Bad Religion på Copenhell inspirerede mig til at interviewe Anna, Emilie, Johan & Henrik, der alle er universitetsuddannede og musikere.

Hvis du vil vide mere om Anne, Emilie, Henrik & Johans uddannelsesbaggrund, kan du lytte til denne introduktion:

Første del kan du høre her, mens du kan lytte del anden til her. Og har du ikke tålmodighed til at vente på resten indslagene, kan du altså også bare høre hele udsendelsen her på Den2Radios MusikZoom. Fortsættelse følger…

Kritisk journalistik er målet med denne blog. Det har i lang tid været håbet at ku’ etablere et Center for Demokrati & Journalistik, der skal være med til at sikre en betydelig mere kritisk journalistik i Danmark; der er ved gud brug for det…

2. januar 2015 at 10:12 am Skriv en kommentar

Musikalske akademikere – et nyt års føljeton II

I denne anden del af min radioføljeton om: musikere der også er akademikere (og omvendt), fortæller Johan Olsen (Magtens Korridorer), Emilie Møllenbach, Anna Lidell og Henrik Marstal (Marstall:Lidell) om, ligheder der er ml. det akademiske og det musikalske.
For Johan er det bl.a. begejstringen ved at forske sig til ny viden, der minder om en helt ny sang eller musik. For Henrik gælder det euforien ved nye sammenhænge – både i det musikalske og forskningen. For Emilie minder begge dele hende om improvisation; hvis man skal noget nyt, forskning og musik, skal man bryde ud af det kendte, så det nye klan træde frem. Mens Anna påpeger intuitionen som fælles; noget der forudsætter en form for dobbeltmod.

Der er for øvrigt tale om den dejlig kort nytårsdags tømmermænds version…på blot fire minutter. Men glæd dig bare allerede nu til de kommende dage, hvor det bl.a. omhandler at give slip på det, man møjsommeligt har oparbejdet samt om (musik)filosoffen Theodor W. Adorno, der fx ikke rigtig lige gad argumentere for de sammenhænge han så i hans forskning.

Baggrunden for interviewet var for øvrigt en koncert med det amerikanske skater punk band Bad Religion, hvis forsanger Greg Graffin også er ph.d. i biologi; noget der jo nok sjældent forbindes med en punk sanger… Koncerten med Bad Religion på Copenhell inspirerede mig til at interviewe Anna, Emilie, Johan & Henrik, der alle er universitetsuddannede og musikere.

Hvis du vil vide mere om Anne, Emilie, Henrik & Johans uddannelsesbaggrund, kan du lytte til denne introduktion:

Første del af føljetonen kan du høre her. Har du ikke tålmodighed til at vente på resten indslagene, kan du også bare høre hele udsendelsen her på Den2Radios MusikZoom. Fortsættelse følger…

Kritisk journalistik er målet med denne blog. Det har i lang tid været håbet at ku’ etablere et Center for Demokrati & Journalistik, der skal være med til at sikre en betydelig mere kritisk journalistik i Danmark; der er ved gud brug for det…

1. januar 2015 at 11:15 am Skriv en kommentar

Musikalske akademikere – en nytårs føljeton

I 2014 interviewede jeg Johan Olsen (Magtens Korridorer), Emilie Møllenbach, Anna Lidell og Henrik Marstal (Marstall:Lidell). Alle for at snakke om, hvordan det er både at være akademikere og musikere. Jeg har nu redigeret udsendelsen, så den er opdelt i temaer. Således har du mulighed for at høre netop dét, som har din særlige interesse…eller måske bare det, du lige gik glip af.

Første del handler bl.a. om, hvorfor de fire valgte sang og musik, samtidig med at de uddannede sig som akademikere. Johan kan bl.a. hverken undvære musik eller forskning. Anna er både uddannet musiker i London, men skriver på Københavns Universitet nu speciale om “lydidentitet som en pendant til visuel identitet“. For Emilie er der et stort overlap ml. resonans og rationelle idéer; mens en akademisk uddannelse for Henrik i starten også legitimerede den musikalske karriere. I øvrigt startede alle fire deres vej ind i musikken med at spille violin…

Anden del: ligheder der ml. det akademiske & det musikalske følger i morgen, dvs. torsdag d. 1. januar. Måske en måde at pleje hjernen, mens tømrermændene lægger sig oven på (en forhåbentlig god) nytårsaften? Og resten af de i alt syv afsnit følger dagene efter…

Baggrunden for interviewet var for øvrigt en koncert med det amerikanske skater punk band Bad Religion, hvis forsanger Greg Graffin også er ph.d. i biologi; noget der jo nok sjældent forbindes med en punk sanger… Koncerten med Bad Religion på Copenhell inspirerede mig til at interviewe Anna, Emilie, Johan & Henrik, der alle er universitetsuddannede og musikere.

Hvis du vil vide mere om Anne, Emilie, Henrik & Johans uddannelsesbaggrund, kan du lytte til denne introduktion:


Og har du ikke tålmodighed til at vente på resten indslagene,
kan du høre hele udsendelsen her på Den2Radios MusikZoom.

Kritisk journalistik er målet med denne blog. Det har i lang tid været håbet at ku’ etablere et Center for Demokrati & Journalistik, der skal være med til at sikre en betydelig mere kritisk journalistik i Danmark; der er ved gud brug for det…

PS.
Anna Lidell har som studerende fulgt dette mentor-program – på Københavns Universitets: Center for Anvendt Kunstnerisk Innovation. Så, hvis du er studerende, er det måske også noget for dig?

31. december 2014 at 2:28 pm Skriv en kommentar

Aktualitet med løfter om perspektivering på P1

Det er jo ingen hemmelighed, at vi er en del, der med en vis bekymring følger P1s udvikling. I efteråret 2014 er man i gang med en større omlægning af hele fladen. For den skal nemlig være live og ikke mindst aktuelt. Så på dr.dk kan man fx læse, at “Orientering og P1 Morgen de seneste år [har] opprioriteret perspektiveringen af dagens vigtigste, aktuelle historier (…). P1 vil i højere grad levere selvstændige nyhedshistorier og nye vinkler, og det vil også blive afspejlet i radioaviserne“. I følge Anders Kinch-Jensen, P1s kanalchef er målet at “frigøre nogle af radioavisernes sendeminutter og bruge flere af nyhedskræfterne på at opdyrke mere selvstændige og originale journalistiske historier”.

Men når aktuelt knytter sig til tid, skaber dét flere mulige problemer. Hermed bliver det, der lige er sket, vigtigst og dét, der prioriteres. Samtidig af-aktualiseres alt det, der skete for noget tid siden; også selv om det jo stadig kan være aldeles aktuelt og relevant. Så det er altså ikke det, at P1 ændrer sig, der udfordrer; dét er fint nok.
Men de ændringer vi kan se frem, giver i et historisk lys grund til en vis bekymring, eller i hvert fald uro. Der er en betydelig risiko for, at man går i ‘Deadline-fælden‘. Deadline på DR2 startede jo også med at skulle perspektivere dagens vigtigste historier, men er endt som et reservat for snakkehoveder, politiske kommentatorer og betydelig mere aktualitet end det perspektiverende.

Deadlines udvikling fik daværende vært Kurt Strand til at tage sit gode tøj og gå. Han troede nemlig ikke på, at DR fremover “for alvor efterspørger de kompetencer, jeg har, og jeg er ikke blevet modsagt af dem, der havde mulighed for at gøre det“, som han sagde til DRs nu lukkede interne medie DRåben. Måske Kurt Strand også var kritisk overfor den allestedsnærværende brug af politiske kommentatorer, som man er så glade for på Deadline.
Med disse i livenyheder allestedsnærværende politiske kommentatorer er kritisk journalistik blevet afløst af ”fortolkningens kunst, og her er der langt større spil for fantasien, end man finder i rugbrødsjournalistikken, der må basere sig på noget så kedeligt som fakta“, som Stig Hjarvard, professor på Film- & MedievidenskabKøbenhavns Universitet skrev allerede i 2007 (i hans artikel: “Medie-spin tildeler journalister helteroller“).

At liveinterview kan være kritisk, høres fx i Sproglaboratoriet på P1. D. 25.9 var Steen Nepper Larsen, lektor ved DPU på besøg live i studiet. Her oplyste han bl.a. om, hvorfor uddannelse af humanister er vigtigt, på trods af Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen vil lukke 4.000 studiepladser på Humaniora, fordi disse i flg. hende og regeringen er uddannelser, som formentlig aldrig fører til et arbejde. Man kunne også høre om “personalenedjustering” (et ægte Orwellsk ord!) hvor man jo ikke kalder det, hvad det er: en fyring. Nepper Larsen fortalte desuden om “sindet” og neurovidenskab, filosofi, humanister plus samfundsvidenskabers relevans i et moderne samfund.  I flg. Nepper Larsen er netop humanisme oplagt til at supplere naturvidenskab og den manglende langsigtede politik, der på sigt fx kan overskride konkurrencestatens kortsigtede totale fokus på arbejdsmarkedets her-og-nu-krav. Og vidste du fx, at det er være taxichauffør trækker andre neurale spor i hjernen, end hvis man er musiker? Også det blev lytteren live oplyst om i Sproglaboratoriet.

Et andet eksempel på aktualitet og kritisk journalistik fungerer live er Orientering på P1. Her har der været aktuelt fokus på FNs klimatopmøde, hvor Karen Hjulmand og Kirsten Larsen rapporterede live fra New York, fx om kreative klimaløsninger, hvor Bjarke Ingels fra arkitektfirmaet BIG fortalte om hvordan bl.a. parker fungerer som klimasikring, samtidig med de er rekreative områder.
Også Københavns Overborgmester Frank Jensen var med og fortalte om, hvordan København arbejder med klimasikring, bl.a. på Islands Brygge med dets rekreative og klima-sikrede arealer. Begge er eksempler på, at liveinterview/radio kan fungere glimrende. Altså hvis der afsættes researchtid, samt dem der deltager, faktisk ved noget om emnet. Dette gælder også journalister! Men DRs fyring af Niels Lindvig antyder desværre, at fagjournalistik i hvert fald ikke skal sikre: “perspektiveringen af dagens vigtigste, aktuelle historier“.

En helt stor ændring/satsning er det nye P1 Eftermiddag (hverdage ml. kl. 14-16). Her er målet, at de “kendte og stærke værter Karen Secher og Tore Leifer hver dag formidler de vigtigste historier fra kulturens verden og fra krydsfeltet mellem kultur og samfund“. Allerede her begynder alarmklokkerne at ringe… For på DR kan man jo ikke få taletid, med mindre man allerede er kendt; en betydelig afdemokratisering af public service, der mindsker almindelige menneskers og især de udgrænsedes adgang til medierne.

Om P1 Eftermiddag lever op til egne krav om at “dække vigtige begivenheder og emner“, må tiden vise. Men som minimum bør det jo komme an på en prøve. Selv har jeg stor respekt for de to (radio)værter. Karen Secher havde jeg fornøjelsen af at arbejde sammen med, da hun var en af flere værter på forløberen til P1 Morgen. Også Tore Leifer, er et prøvet og sikkert kort. Han har bl.a. været tilrettelægger af Kunstquizzen på DR K, vært på det nedlagte Kulturnyt på P1, ligesom han er noget så spændende som uddannet kordirigent fra Musikkonservatoriet samt cand. mag. i film og musik fra Københavns Universitet.

På P1s flade skal alle programmer være live ml. kl. 6-18med kanalens stærke og profilerede værter ved roret“. Tydeligvis er det et kvalitetstegn at være profileret. I følge DR er “målet med ændringerne er at styrke formidlingen og give kanalens mange oplysende programmer et mere levende fundament“.
dr.dk citeres kanalchef Anders Kinch-Jensen bl.a. for, at P1 nu ”vil være endnu bedre til at dække vigtige begivenheder og emner, mens de er allermest aktuelle. Men samtidig vil vi fastholde det grundlæggende løfte til lytterne om at være kanalen, der kan levere den viden og det perspektiv, som ingen andre kan. Så P1 vil fortsat være kanalen med det store perspektiv og de mere tidløse emner – fordi de gør os klogere på vores samtid. Alt i alt er jeg sikker på, at lytterne vil opleve P1 som en mere levende og sammenhængende radiokanal”.

Forudsætningen for P1 kan “fastholde det grundlæggende løfte til lytterne om at være kanalen, der kan levere den viden og det perspektiv, som ingen andre kan“, er det kritiske! For live journalistik og aktualitet er der altså ingen mangel på i dette land, tværtimod. Her er det lige værd at påpege, at kritisk ikke betyder at være imod eller = at kritisere. Det er heller ikke lig med at være venstreorienteret, sådan som nogle mener, det er tilfældet.  Well, ikke med mindre man er kronisk ukritisk som netop borgerlig, hvad jeg langt fra oplever, er tilfældet.

Kritisk betyder bl.a., at en redaktion beslutter, hvorfor en historie skal dækkes; altså ud over at denne er aktuel. Her det vigtigt at minde om, at nyheder jo ikke er noget, der lige plukkes ud af den blå luft! Nyheder er derimod begivenheder, der tillægges en særlig betydning, hvorfor de bringes i et medie (tv, radio, print). Dette til forskel for de millioner af andre begivenheder samme dag…der ikke tillægges denne betydning, hvorfor disse ikke bringes i et medie.

Kritisk betyder også, at nyheder sikrer og øger borgernes viden. Dette er nemlig forudsætningen for en helt grundlæggende demokratisk mulighed → så frit som muligt at kunne handle og agere i hverdagen. Idealet er, at nyhedsmedierne er med til sikre dette. Men forudsætningen herfor, foruden økonomisk formåen, er adgang til viden og indsigt, så man kan tage aktivt stilling og beslutte begavet herefter. Og det er den viden og indsigt, der skal leveres, hvis P1 fortsat vil indfri løftet “til lytterne om at være kanalen, der kan levere den viden og det perspektiv, som ingen andre kan“.

Kritisk betyder som nævnt også, at man har fagjournalister, der ved, hvad de så snakker om. Og her lover fyringen af Niels Lindvig altså ikke godt. For han var jo en af DRs bedste fagjournalister, med bl.a. fagområder som Irland, USA samt Nord- & Sydamerika. Hvor DR vil finde erstatningen for så vidende en journalist, står helt og aldeles hen i det uvisse!?

Fagjournalistikkens vigtighed skyldes især, at fx politikere i liveudsendelser bare skal holde den kørende i 5 (max 10) minutter, indtil den næste gæst skal på live. Dét gælder ikke kun politikere, men alle typer elitekilder – fx de bankøkonomer der optræder utrolig tit og helt uudfordret, overalt i nyhedsmedierne hvor fokus er på aktualitet. Og hvis der ikke er en fagjournalist, der fx som Niels Lindvig ved, hvad han/hun snakker om, så kan man jo bare sige alt muligt, uden dét efterprøves. Det viser sig også at gælde eksperter, der tit lufter egne holdninger, som er det den pure faglige sandhed. Og netop det kan fagjournalister gennemskue samt spørge ind til. Men dette forudsætter jo, at der er fagjournalister, at disse ikke fyres til fordel for generalister!

Hvordan det kommer til at gå med P1 og den profilerede P1 Eftermiddag, vil tiden jo vise. Men som nævnt tyder flere eksempler, at der er grund til en vis skepsis. Det kan også vise sig, at denne bloggers kritiske og til tider automatiske pessimisme, viser sig forkert. Dét håber jeg; det vil være skønt at tage fejl her og pragtfuldt, hvis P1 formår at forny sig, uden at dette går ud over kvaliteten, sådan som det har været tilfældet på DR2! Og mener P1, Anders Kinch-Jensen og alle mulige andre i DR seriøst alt det, de stiller i udsigt, ja så har jeg flere ideer til, hvordan I kan sikre, at I netop gør det, I siger, I vil…og ikke det modsatte. I så tilfælde ringer i bare!

Kritisk journalistik er målet med denne blog. Det har i lang tid været håbet at ku’ etablere et Center for Demokrati & Journalistik, der skal være med til at sikre en betydelig mere kritisk journalistik i Danmark; der ved gud brug for dét…

26. september 2014 at 5:13 pm Skriv en kommentar

Om konkurrencestaten

Ordet konkurrencestat var næppe kendt endsige udbredt for blot få år siden. Dét har dog ændret sig radikalt, siden den “røde regering” trådte til. Med finansminister Bjarne Corydons indtræden på den politiske arena, kom også konkurrencestat på dagsorden – som del af socialdemokratiets økonomiske politik. Det indebærer i flg. Corydon, at “hvis man skal sikre opbakning til velfærdsstaten, må man fokusere på kvaliteten af de offentlige serviceydelser frem for på overførselsindkomster“, som det fremgik af Information d. 7.6.14.”

Til Politiken d. 23.8.13 sagde Corydon bl.a., at “sandheden er, at vi er i fuld gang med en voldsomt positiv dagsorden, der handler om at styrke og modernisere velfærdsstaten og at resultatet af den forandring, vil være et langt bedre samfund end det, vi har i dag“. Et udsagn der af mange er blevet udlagt som: at for at bevare velfærdsstaten, må vi altså afskaffe velfærdsstaten. Men hvordan kan dét nu være?

Der findes 2 typer velfærdsstater: 1. den (nu tidligere) solidariske velfærdsstat & 2. (konkurrence)velfærdsstaten. Den første byggede på idealet om, at dem der ikke har velstand, sikres adgang netop hertil. Kan de arbejde, skal de selvfølgelig det (= stå til rådighed for arb.markedet). Men kan de ikke bidrage fx gennem arbejde, blev man sikret nogle basale rettigheder; bl.a. en indkomst man reelt kunne leve af, dvs. ikke blot overleve på.
Dette gøres der op med allerede under SR-regeringen i 1998, hvor man afskaffede Bistandshjælpen til fordel for Kontanthjælp. Hvor den første var rettighedsbaseret, er kontanthjælpen primært pligtbaseret; selv om man da har ret til at klage (men dog sjældent, får medhold!).

Hvem gavner det at piske de syge, de halte, krøblingerne, de langsomme, de småtbegavede?” Dét spørger Verner Møller, Institut for Folkesundhed, (Aarhus Universitet) polemisk om i forb. med hans undren over det Socialdemokratiske forsvar for konkurrencestaten. Og han fortsætter: “måske opper de sig; humper lidt hurtigere, bruger stavepladen en smule mere gesvindt. Men vil de nogensinde lære at sætte pris på piskens snert og synes, at samfundet er blevet bedre for dem?
Forhåbentlig ikke, for så vil de jo holde op med at anstrenge sig og nyde blodets svalende løb over ryggen
” (Kilde: Information d. 9.7.14)

Verner Møller undrer sig også over, hvem det i konkurrencestatens navn gavner, når man pisker “dem, der er ansat til at hjælpe de syge, de halte, krøblingerne, de langsomme og dem med indlæringsvanskeligheder? Måske rubber de neglene og yder en smule mere, fordi de med deres specialiserede uddannelser jo ikke har noget sted at flygte hen og frygter fyresedlen. Men ingen tror vel oprigtigt på, at de ved fyraften dejser om i sofaen med følelsen af, at samfundet er blevet bedre for dem?” Om man er enig i det, er selvfølgelig et holdningsspørgsmål; men…

Én ting er dog sikkert, der kan ikke være vindere uden tabere; disse forudsætter hinanden! Og så er spørgsmålet jo, hvem (og hvor mange) der skal vinde og ikke mindst hvem, der skal tabe i dette spil om fremtiden? Ind til videre er taberne især dem, der er sat på de laveste ydelser – fx unge kontanthjælpsmodtagere; det er ydelser, der producerer øget fattigdom. I flg. Økonomi- og Indenrigsministeriets rapport: Familiernes økonomi – fordeling, fattigdom og incitamenter 2014), er der i dag 39.200 økonomisk fattige danskere.
I flg. Information svarer det til 0,7 % af befolkningen, hvoraf børn under 18 år udgør de 7.900. Men det er også ufaglærte, hvis job er outsourcet til Kina/Indien. Det er de håndværkere, der, ikke helt uden grund, er ved at blive udkonkurreret af fx polske håndværkere. Og så er det ikke mindst faglærte, der mister deres job pga. social dumpning & de lave lønninger, dét ofte medfører – fx Metrobyggeriet i København, der vælter sig i politisager” – bl.a. pga. elendige arbejdsforhold, som ikke ville blive accepteret med en dansk overenskomst!

Hvem mon bliver den næste gruppe, der taber i konkurrencevelfærdsstatens krav om konstant højere arbejdstempo til gavn for produktiviteten i samfundet?
Bliver det de vellønnede, fx akademikerne, eller måske journalisterne der står for tur næste gang? Som Verner Møller påpeger, gælder et konstant øget arbejdstempo & krav til produktivitet ligeså dem, der har vænnet sig til tempoet. Også af dem “må man forlange mere. For konkurrencestaten tåler ikke stagnation. Den er bygget til præstationsoptimering. Enhver skal drives til at yde sit ypperste. Hele tiden“…

Sammen med Foreningen PolykromFonden er jeg ved at igangsætte et projekt om de udgrænsede. Her er målet bl.(meget!)a. at undersøge virkningerne af den massive omlægning af Danmarks velfærdsstat. Fx kan et fokus være, hvem der er vindere og hvem, der er/bliver tabere, samt prisen herfor. Det er en ret så ny ide til et (forsknings)projekt, hvorfor der endnu er ikke så meget at skrive herom. Men indtil videre er arbejdstitlen: Man skal have en stemme for at blive hørt. Mere herom snarest…

Kritisk journalistik er målet med denne blog. Det har i lang tid været håbet at ku’ etablere et Center for Demokrati & Journalistik, der skal være med til at sikre en betydelig mere kritisk journalistik i Danmark…og for den sags skyld også gerne ude i den ganske verden. Men måske dét nu er ved at ændrer sig til ovennævnte forskningsprojekt: “Man skal have en stemme for at blive hørt“. Well, det vil tiden vise, men mere herom…om snart.

31. juli 2014 at 7:14 pm Skriv en kommentar

Er Simon Andersen et godt valg for Radio24syv?

Simon Andersen skal være nyhedschef for Radio24syvs ca. 35 nyhedsjournalister. Men er det så lige en god ide? For om noget deler Simon vandene. I Politiken d. 22. maj kaldes han fx “farverig“, hvilket for de kritiske er noget af det meste positive, der er at sige om ham.
Men mens mange ikke har meget godt at sige, har atter andre en enorm respekt for Simon Andersen. Det gælder ikke mindst hans faste klakør David Trads, der på et opslag på Facebook bl.a. skriver, at Simon er “fremragende – for der findes INGEN dansk journalist, som er dygtigere til at lede en nyhedsredaktion end Simon. Nu blir der fyret op under kedlerne i dansk radio“.

Men er Simon Andersen en god journalist? Et er at være en god redaktionsleder, hvilket jeg ikke selv har nogen viden om, eller holdning til. Jeg kender alene Simon fra RUC, hvorfra jeg er uddannet som journalist. Simon underviste dengang…bl.a. som fortaler for en høj journalistisk etik; noget der efterfølgende til tider har været mere end svært at få øje på i Simon Andersens virke. Også på RUC var der meget blandende holdninger til ham. Men at Simon Andersen deler vandene, er ikke det, der er centralt; hvis det var det, der var på spil, ville vi være mange, der ikke kunne besidde et job…nogen som helst steder!

To sager viser, hvorfor Simon Andersens journalistiske virke er problematisk.
Det ene er den voldsomme og usaglige kampagne han (med Lars Fogt, der har fået flere påtaler i Pressenævnet) stod bag i det hedengangne Nyhedsavisen mod Christoffer Guldbrandsens dokumentarfilm Den hemmelige krig. Den anden er en mere principiel sag, hvor Simon Andersen, sammen med B.T.s redaktionsledelse, lod en række magthavere slippe for påtale – som en central part i lækagesagen mod statsminister Helle Thorning-Schmidt og hendes mand Stephen Kinnock.

I et interview i Ekko, foretaget af min kollega Peter Schepelern, påpeger netop Christoffer Guldbrandsen, at “I forløbet om Den hemmelige krig var det især Nyhedsavisens Simon Andersen, der førte an i kampagnen mod filmen, en kampagne, der i slående grad var i overensstemmelse med Forsvarsministeriets spin. Selvsamme Simon Andersen, som Forsvaret valgte at lække den arabiske oversættelse af Jægerbogen til. Og som blev ved med at hævde, at han havde set den på internettet – også efter, at Forsvaret havde indrømmet, at de selv havde fabrikeret den“. Nu skal det selvfølgelig påpeges, at Guldbrandsen jo var part i den konflikt, så selvfølgelig var han kritisk overfor Simon Andersen og Nyhedsavisens nærmest brutale kampagne. Men alligevel har Guldbrandsen en helt klar pointe; for også her tog Simon Andersen magthavernes, dvs. de stærkes parti.

Sagen hvor bl.a. Simon Andersen dækkede over, hvem der lækkede de fortrolige papirer i lækagesagen om statsminister Helle Thorning-Schmidts skattepapirer, er også dybt problematisk. Skattesagskommissionens formanden Lars E. Andersen bekendtgjorde i nov. 2013, at bl.a. Simon Andersen, “[ikke] pålægges vidnepligt om kilden eller kilderne til BTs artikel om skatteafgørelsen den 8. september 2011 eller BTs øvrige oplysninger om skattesagen“.

Men hvorfor skal magtkilder gemme sig bag den kildebeskyttelse, der er tiltænkt den svage part – fx en whistle-blower? Dét har vi aldrig fået Simon Andersens svar på; til gengæld har han netop gemt sig bag en mur af tavshed – i selskab m. resten af B.T.s ledelse. Spørgsmålet er derfor, om dét ikke undergraver kildebeskyttelsen – på lang sigt?

Og hvorfor er det så ikke af samfundsmæssig betydning, hvem der lækkede de fortrolige skattepapirer om den daværende oppositionsleder? Dét fatter jeg ikke! Men uanset hvad, så ændrer det ikke, at Simon Andersen (og resten af BT) gik i flyverskjul, da det var deres tur til at udvise samfundssind. Kildebeskyttelsen er jo netop ikke beregnet på, at magthavere kan gemme sig bag denne ellers rigtig fine journalistiske og demokrati-sikrende tradition. Tværtimod er den (eller bør da i hvert fald være) til for at sikre ikke-magthaveres frie adgang til pressen – fx i forbindelse med magtmisbrug. Og fx ulovligt at lække fortrolige papirer, lever da aldeles op til definitionen af magtmisbrug…

Dette understreges fx også af bl.a. Bo Lidegaard fra Politiken, der til Berlingske d. 30.10.12 understreger “at man aldrig må stille kildebeskyttelse til rådighed for magtmisbrug; vi kan endnu ikke vide, hvad der er sket i denne sag. Men hvis BT har lovet kildebeskyttelse til en minister eller dennes spindoktor i tilfælde af magtmisbrug, så har BT et kæmpe problem“. Jeg kunne ikke være mere enig!

Det er påfaldende, at Radio24syv, med netop Mads Brügger og Mikael Berthelsen i spidsen, lige vælger Simon Andersen som kanalens nyhedschef. Ok. nu går det jo ikke voldsomt godt for Radio24syv, der kæmper med deres lyttertal; fx “har kanalen endnu ikke indfriet ambitionen om 500.000 ugentlige lyttere. Måske det er disse, Simon Andersens konfrontatoriske, kontroversielle og tabloide journalistik nu skal være med til at løfte?

Men især Brügger står for en afslørende journalistik/dokumentarisme, der gør op med især hemmelighedskræmmeri (jf. fx Ambasadøren), samt i et vist omfang ønsker at tale de svages sag. Men i Simon Andersens virke er det jo netop ikke de svage, der lige tilgodeses. For som BT-journalist var han de facto med til at dække over de stærke, da heller ikke han ville oplyse, hvem der ulovligt lækkede de nok så omtalte skattepapirer. At han så havde Skattekommissionens afgørelse at gemme sig bag, gør det ikke mere rimeligt. Skattekomissionens formand Lars E. Andersen begrundelse for, at BT altså ikke blev pålagt at afsløre deres kilder var, at “det må antages, at kilden eller kilderne til BTs artikel har villet afdække forhold, hvis offentliggørelse var af samfundsmæssig betydning“.
Men hvilken samfundsmæssig betydning havde dét så lige…anyone???

Det er også en modsætning ml. Simon Andersens tabloide journalistik og Radio 24syvs mission. Heraf fremgår det jo bl.a., at “Radio24syv er en nyskabende og involverende radio med fokus på at give substans, skarp kant og perspektiv til nyhedsbilledet og til debat- og kulturstoffet og en moderne, dynamisk og mangfoldig public service-station“.

I flg. Mark Blach-Ørstens kritik af B.T.s dækning af Thorning-Schmidt & Kinnocks ulovligt lækkede skattepapirer, hvor Simon Andersen spillede en afgørende rolle, blev det påpeget, at B.T. bl.a. producerede journalistik med “manglende kildekritik og en ringe dokumenteret dækning af sagen“. Ørsten kalder også B.T.s dækning for en “meget klassisk skandalejournalistik. Den får efter alle kunstens regler, (…) B.T. glemmer det journalistiske princip om, at der skal være sammenhæng mellem citater, overskrift og indledning. Man kan ikke bare skrive noget i overskrift, der ikke har belæg i artiklen“.
Og så er det altså lige, at jeg må spørge, hvordan hænger den form for journalistik sammen med Radio 24syvs mission om at give “substans“, samt at ville “besnære med viden, vid og vitaminer til hjernen“?

Christoffer Guldbrandsen har i Ekko for øvrigt en række interessante pointer, der stadig gælder her fire år efter den artikel gik i trykken. Bl.a. påpeger han, hvordan “de fleste danskere er ytringsfrihedsfundamentalister. Men det paradoksale ved den debat er, at vi ikke har haft nogen debat om informationsfrihed, sådan som i USA, hvor ytringsfrihed og retten til aktindsigt hænger sammen“.

Præcist den kontrast mødte også Guldbrandsen, da han og hans hold søgte om netop aktindsigt i Forsvarsministeriet. Det var nemlig ikke helt nemt, på trods af at lovgivningen giver ret alle til, “at du skal have svar på din aktindsigtsbegæring efter ti dage. Der går præcis ti dage, nogle gange elleve eller tolv, så får du svar. Det svar er så: ’Vi beklager, at vi ikke har kunnet besvare din aktindsigt inden for tidsfristen. Vi vil vende tilbage senere. Og så går der en måned, halve år, hele år“.
Desværre er dette et kendt fænomen hos journalister, der søger om aktindsigt i kontroversielle sager.

Alt sammen førte det til, at Guldbranden forsøgte at dokumentere, “at danskerne udleverede fanger, selv om de vidste, at fangerne risikerede dødsstraf og tortur. De gjorde det i lodret modstrid med den beslutning, som Folketinget havde truffet”. En pointe VK-regeringen bare ikke ville acceptere. Samtidig oplevede Guldbrandsen, hvordan “en række journalister var påfaldende lydhøre over for [forsvarsminister Søren] Gade og hans [personlige rådgiver Jacob] Winthers synspunkter” – altså fx Simon Andersen og Lars Fogt på Nyhedsavisen.

Kritisk journalistik er målet med denne blog. Det er håbet over tid at er etablere et Center for Demokrati & Journalistik, der skal være med til at sikre en betydelig mere kritisk journalistik i Danmark…og for den sags skyld også gerne ude i den ganske verden.

1. juni 2014 at 3:06 pm 2 kommentarer

Europa-parlamentsvalget 2014

I samarbejde med PolykromFonden har jeg med en række frivillige unge forsøgt at formidle om Det Der EU.
EU er pr. definition dødkedeligt; det er der bred enighed om. Det er noget mærkeligt noget og langt væk! Det er både temmelig fjernt og noget dernede i Bruxelles. De fleste af os ved i virkeligheden ikke ret meget om EU – alder uanset. Samtidig ved mange ikke, hvorvidt de skal stemme, samt hvis de stemmer, hvem de lige skal stemme på, når der d. 25. maj er valg til EU Parlamentet.

dit-eu.dk kan du få svar på, hvad EU Parlamentet helt præcist er. Disse og andre grundlæggende oplysninger kalder vi: EU for dummies. For heller ikke vi vidste super meget om Det Der EU, da vi startede det her projekt. Derfor kan du bl.a. høre podcast om: Hvis EU var et skib, om Rejsefeber og fri bevægelighed i EU og Hvad skal vi med de Europæiske Kulturhovedstæder.

Du kan også læse en række artikler om EU for Dummies. Fx om EUs betydning for unge, information til dem der stemmer for første gang, samt EUs betydning for danske unge, hvor Marlene Wind, professor og leder af Center for Europæisk PolitikKøbenhavns Universitet, har lavet en top 10 over de vigtigste ting, unge bør vide om EU og hvorfor, EU er så vigtigt. Du kan også høre Lykke Friis vurdering af, Hvorfor EU IKKE er kendeligt.

Også Orientering på P1 (DR) har kastet sig ind i formidling om EU. Og med vanlig fokus på analyse, er det bl.a. et indslag om hvordan “den økonomiske krise [har] sat et tydeligt aftryk på Grækenlands befolkning, der oplever en stigende selvmordsrate og generelle helbredsproblemer“. Det er bl.a. Nikolaos Antonakakis, Senior Lecturer in economics ved Portsmouth University og Finn Diderichsen, professor ved Institut for folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet, der med deres undersøgelse påviser, “hvordan den græske regerings massive økonomiske nedskæringer har påvirket folkesundheden“.

Orientering fortæller også om en ny bog af Jesper Jespersen, professor på Institut for Samfund og GlobaliseringRUC, der hedder: “Europa – den udeblivende systemkritik“. I flg. Orientering omhandler den, hvordan fattigdom og ulighed er et europæisk problem og dermed et EU-problem; men også et problem, som ingen rigtig har taget alvorligt. Dette er derfor “ved at underminere tilliden til EU og polarisere debatten. På den ene side står eliten, der vil have mere Bruxelles og mere integration henover hovedet på folket. På den anden side står så folket – eller nogle af dem, i hvert fald – de stadig flere, der vender ryggen til hele EU og bare vil have os ud. Hvis eliten får ret, er det en katastrofe – hvis nej-siden vinder, er det en endnu større katastrofe“, oplyser Orientering.
Du kan desuden høre Jesper Jespersen fortælle om ungdomsarbejdsløshedens konsekvenser i podcasten Ung og arbejdsløs, hvor også psykolog Christian Kragh medvirker.

Kritisk journalistik er målet med denne blog. Det er håbet over tid at er etablere et Center for Demokrati & Journalistik, der skal være med til at sikre en betydelig mere kritisk journalistik i Danmark…og for den sags skyld også gerne ude i den ganske verden.

26. maj 2014 at 4:40 pm Skriv en kommentar

Det Der EU

EU er pr. definition dødkedeligt; det er der bred enighed om. Det er noget mærkeligt noget og langt væk! Det er både temmelig fjernt og noget dernede i Bruxelles. De fleste af os ved i virkeligheden ikke ret meget om EU – alder uanset. Samtidig ved mange ikke, hvorvidt de skal stemme, samt hvis de stemmer, hvem de lige skal stemme på, når der d. 25. maj er valg til EU Parlamentet.

Det har jeg sammen med en række frivillige unge forsøgt at gøre noget ved. dit-eu.dk kan du få svar på, hvad EU Parlamentet helt præcist er. Disse og andre grundlæggende oplysninger kalder vi: EU for dummies. For heller ikke vi vidste super meget om Det Der EU, da vi startede det her projekt. Derfor kan du bl.a. høre podcast om: Hvis EU var et skib, om Rejsefeber og fri bevægelighed i EU og Hvad skal vi med de Europæiske Kulturhovedstæder.

Du kan også læse en række artikler om EU for Dummies. Fx om EUs betydning for unge, information til dem der stemmer for første gang, samt EUs betydning for danske unge, hvor Marlene Wind, professor og leder af Center for Europæisk PolitikKøbenhavns Universitet, har lavet en top 10 over de vigtigste ting, unge bør vide om EU og hvorfor, EU er så vigtigt.

Også Orientering på P1 (DR) har kastet sig ind i formidling om EU. Og med vanlig fokus på analyse, er det bl.a. et indslag om hvordan “den økonomiske krise [har] sat et tydeligt aftryk på Grækenlands befolkning, der oplever en stigende selvmordsrate og generelle helbredsproblemer“. Det er bl.a. Nikolaos Antonakakis, Senior Lecturer in economics ved Portsmouth University og Finn Diderichsen, professor ved Institut for folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet, der med deres undersøgelse påviser, “hvordan den græske regerings massive økonomiske nedskæringer har påvirket folkesundheden“.

Orientering fortæller også om en ny bog af Jesper Jespersen, professor på Institut for Samfund og GlobaliseringRUC, der hedder: “Europa – den udeblivende systemkritik“. I flg. Orientering omhandler den, hvordan fattigdom og ulighed er et europæisk problem og dermed et EU-problem; men også et problem, som ingen rigtig har taget alvorligt. Dette er derfor “ved at underminere tilliden til EU og polarisere debatten. På den ene side står eliten, der vil have mere Bruxelles og mere integration henover hovedet på folket. På den anden side står så folket – eller nogle af dem, i hvert fald – de stadig flere, der vender ryggen til hele EU og bare vil have os ud. Hvis eliten får ret, er det en katastrofe – hvis nej-siden vinder, er det en endnu større katastrofe“, oplyser Orientering.

Kritisk journalistik er målet med denne blog. Det er håbet over tid at er etablere et Center for Demokrati & Journalistik, der skal være med til at sikre en betydelig mere kritisk journalistik i Danmark…og for den sags skyld også gerne ude i den ganske verden.

26. april 2014 at 5:54 pm Skriv en kommentar

Om mandlige magtesløshed og retten til magten

“Forskellen på mænd og kvinder er ikke, at kvinder føler sig magtesløse – det gør mænd også – men at mænd føler sig berettigede til magten. Det, de er bange for at tabe, når man snakker om ligestilling med dem, er ikke den magt, de har, men den magt, de forestiller sig, de kommer til at få, som de føler sig berettigede til. For dem lyder feministisk kritik som en beskatning af en indkomst, de ikke har. ’Du skal betale millionærskat, selv om du kun tjener 20.000 dollar om året.’ Ingen gider betale den skat”.

Sådan siger Michael Kimmel til Information. Kimmel er professor i sociologi på Stony Brook University og mandlige feminist. Og til dem, der tror, at det er det rene kloge-åge-snak, vil jeg da bare henvise til disse i citater: “For mig er der to ting, der er virkelig frækt, når det handler om sex. Den ene er at dominere, den anden er at blive domineret. Med andre ord kan jeg godt lide virkelig at være på eller overgive mig. For mig har det spændende ved sex altid været måden, man navigerede mellem følelserne magt og magtesløshed på. At overgive sig til en andens begær er virkelig ophidsende.
Men sådan som vi traditionelt set har konstrueret femininitet, har kvinder ikke kunne udtrykke deres begær. Takket være feminismen kan de. Så nu kan vi opleve det. At være gensidige, at være flydende. Jeg siger ikke, at det skal være 50-50, det lyder ret kedeligt, men hvad med 90-10 og så 10-90, du ved, veksle frem og tilbage ml. de to. Det synes jeg lyder ret sjovt”. Og til det tilføjer Kimmel, at “lighed tænder mig virkelig. Jeg vil have en, der har lyst til at kysse tilbage, lyst til at kneppe tilbage, lyst til at være lige så tilstedeværende i samværet som mig. Jeg gider ikke at være sammen med en, der bare er passiv og Barbieagtig. Det er ikke sjovt. Og det er ikke sexet. For mig”.

Kritisk journalistik er målet med denne blog. Det er håbet over tid at er etablere et Center for Demokrati & Journalistik, der skal være med til at sikre en betydelig mere kritisk journalistik i Danmark…og for den sags skyld også gerne ude i den ganske verden.

14. april 2014 at 8:56 am Skriv en kommentar

Hvorfor skal Orientering på DR P1 populariseres?

Journalisten.dk d. 5.3.14 fremgår, at også skal Orientering, P1 populariseres. Well, egentlig er det et interview med Søren Carlsen om hans skift fra P1 Morgen til netop Orientering, hvor han nu er vært. Under overskriften: “Nu kan jeg drikke øl på en onsdag“, fremgår, at Orientering fx skal til at løsne “slipset og lægge noget mere smil og lethed ind i programmet uden at miste dybden og seriøsiteten, ligesom det skal præsenteres af to værter“.

Hvordan det skal ske, får vi intet at vide om. Til gengæld citeres Carlsen for, at fortælle hvordan Orientering foruden at øge live-indholdet, skal “være mere aktuelt og mere nærværende“. Spørgsmålet er så, hvordan dette sker netop “uden at miste dybden og seriøsiteten“? Også det står hen i det uvisse… Til gengæld fremgår det, hvordan “der har været meget betænkelighed på redaktionen over for, om man nu bevæger ‘Orientering’ i den rigtige retning. For det er en udfordring at bevare den store faglighed og samtidig bløde formidlingen op“. Ja, det kan man da rolig sige; men hvordan undgår man netop dette, redaktionen frygter, bliver læseren heller ikke klogere på.

Orientering skal også sende ca. 70 % mere live-radio (gæster inkl.). Her er så det relevante spørgsmål, om det vil betyde fortsat høj kvalitet, eller om også Orientering ender i fælden med live interview, der, når det forsøges at være kritisk, hurtigt ender med skænderi ml. vært og gæst – eller ml. gæsterne (et såkaldt: “godt kryds”)?
Det første sås fx, da Martin Krasnik og Brian Mikkelsen, som et par kamphunde, tørnede sammen i Deadline d. 2. marts. Deadline var jo også engang kritisk, men netop dybden og seriøsiteten er efterhånden helt gået fløjten. Til gengæld har de sikkert fået flere seere, hvilket jo altid er godt…eller?

Fokus skal være “mere på indland“, mens “værterne og gæsterne [skal] være det centrale, så lytteren hurtigt kan afkode, at her er tale om et aktualitetsprogram, der sendes live“.  Live er nemlig godt, sådan er dét jo bare! Hvordan vil Orientering så holde fanen højt & sikre, at det sker, helt “uden at miste dybden og seriøsiteten“? Og hvorfor er live og liveinterview af gæster i studiet bare så godt? Alt det får vi heller ikke oplyst.

Så kære DR; hvorfor? Det skylder I et svar på! Inkl. hvorfor et at de få
steder med seriøs analytisk baggrundsjournalistik nu også skal populariseres? Er det fordi det, der i DR udgør seriøs journalistik inkluderer Justin Bieber (i DR2 Morgen d. 14.2)? For på den baggrund skal der jo ikke meget til, før man både kan “bevare den store faglighed og samtidig bløde formidlingen op“.
Det er indlysende, at relevans frem for aktualitet og nuheder bør være i centrum på Orientering. Ellers er det mere end svært at opretholde et baggrundsanalytisk journalistisk magasin, der giver os borgere adgang til netop analyse og viden om, hvad baggrunden er for mange af de komplekse beslutninger, der løbende tages af politikere, erhvervsledere og andre beslutningstagere. Og det er det barn, der nu risikerer at ryge ud med badevandet, hvilket vil være en skam og et brud på DRs public service forpligtelser!

6. marts 2014 at 1:24 pm Skriv en kommentar

Mere om det uforståelige udsalg af arvesølvet

Hvorfor sælger staten dele af DONG? Det er der mange, mig selv inkl., der i den senere tid har spurgt sig selv og den hårdt prøvede finansminister Corydon om?

Blandt markedstilbederne i Saxo & Liberal Alliance er der fuld opbakning. Lars Seier Christensen, direktør i og stifter af Saxo Bank finder fx, at Goldman Sach’s “er blandt de absolut mest respekterede på det her område“; mens Ole Birk Olesen finder, at “det gælder om at gå i partnerskab med folk, der har erfaring med og forstand på det her. Det har Goldman Sachs“. Det siger de begge til Dagbladet Information.

De røde i Enhedslisten raser derimod over salget, men promoverer sig også hårdt herpå. På mange måder en ‘god’ sag for EL, der igen kan vise sig som de eneste røde i Folketinget. Og for dem må det være en art særlig fryd, at de på den måde kan påminde relevante vælgere om, at det altså er EL og ikke SF, det er det eneste ægte røde parti i Folketinget.

Men hvad er egentlig op og ned i sagen om DONG? Det har Orientering på P1/DR forsøgt at undersøge i et indslag af Mogens Rubinstein (d. 27.1 2014). Indslaget kan høres direkte her.

For øvrigt er det intet, der tyder på, at såvel regeringen, Konservative, Venstre, der har været påfaldende stille i denne sag(?) samt Dansk Folkeparti, der jo både kritiserer men sikkert, som ved dagpengebesparelserne, ender med at stemme for salget bl.a. til Goldman Sach’s. Corydon har jo været på hele tiden, ligesom Venstre også bakker op. I flg. Børsen har Venstres Kristian Jensen oplyst, at han “efter at have set papirerne fortsat har fuld tillid til, at et salg til Goldman Sachs er det rigtige“.

Ovenævnte Ole Birk Olesen har tidligere også hyldet diktaturer som Dubai og Singapore, fx pga. deres liberalistiske markedsøkonomi. Dem foretrækker han altså frem for Danmarks planøkonomiens fortrædeligheder. For dér har de “en erhvervsudvikling, der er meget mere gunstig end i Danmark. Meget højere vækst“, som har oplyst til Information.

Godt nok er homoseksualitet forbudt ved lov i Singapore, mens bøsser i Dubai straffes med døden. Men de kritisable forhold er så ikke afgørende for Birk Olesen, der først og fremmest argumenterer for, at kombinationen af en stærk mand og fri markedsøkonomi lige kan udrette mirakler for et lands økonomiske vækst. Og i den sammenhæng er det der med liberale rettigheder åbenbart ikke så vigtigt…

Det, samt om forskelle ml. liberal og liberalist kan du læse mere om her Og i det tilfælde, at du bare ikke har fået din nysgerrighed styret, kan Orientering varmt anbefales; også efter de er gået over til to-værts-system, der vist nok er noget med at tiltrække yngre lyttere. Uanset hvad, indholdet fejler ikke noget!

Det kunne jo også være relevant med en grundigere analyse af, hvad pressens rolle konkret er i denne sag om stædig fastholdelse af det fornuftige i at sælge til et selskab i skattely!
Nå, men den slags tager jo tid. Og tid er = med penge…
Anyone?

28. januar 2014 at 6:45 pm Skriv en kommentar

Uforståelig udsalg af arvesølvet

Informations politiske kommentator, Lars Trier Mogensen undrer sig i et indlæg i Information fra d. 21. december over, at den danske stat er gang med at sælge en betydelig andel af DONG.

I flg. Trier Mogensen har, som han skriver, “statens tvivlsomme rådgiver Danske Bank (…) værdifastsat Dong Energy til blot 30,5 milliarder kroner, hvilket nærmer sig halv pris ifølge en række kilder, som branchesitet Energiwatch har talt med“.

Der er flere problemer herved, skriver Mogensen. Dels “at Goldman Sachs får lov til at købe sig ind på så billige vilkår, at banken automatisk vil score en tocifret milliardgevinst ved et salg“. Samtidig modsvares den lave pris på slet ingen måde af mindre indflydelse. Tværtimod får Goldman Sachs vetoret på en række vigtige beslutninger, bl.a.:

  • Større opkøb og frasalg samt investeringer, som ikke indgår i forretningsplanen
  • Væsentlige udstedelser af ny kapital og hybridkapital
  • Fusion, spaltning og likvidation af DONG Energy og væsentlige datterselskaber
  • Udskiftning i direktionen (adm. direktør og finansdirektør)
  • Væsentlige ændringer i DONG Energys risikopolitik og mandater under denne
    (Kilde: Energiwatch.dk)

Et andet problem er dels, at den danske stat overhelehovedet sælger ud af sin andel af DONG – oven i købet til en udenlandsk bank, hvilket i flg. Trier Mogensen sker “gennem et skattelyselskab i Luxembourg” og det til et selskab, der “i ruinerne fra finanskrakket blev kaldt for en “vampyr-blæksprutte“, fordi Godman Sachs har en lang tradition for at suge værdier ud små lande og selskaber“.

Trier Mogensen undrer sig over alt dette, også fordi Goldman Sachs bizart har fået “en ’put option’, som gør det muligt at tilbagesælge aktierne, hvis alt ikke skulle forløbe som forventet. Reelt er der dermed tale om, at den danske stat låner et beløb, snarere end at egenkapitalen udvides“. Denne ‘løsning’ er i flg. Mogensen “langt dyrere end de mulige alternativer, f.eks. statsobligationer, som stort set er et gratis lån i dag“.

Hvorfor sælger staten ud af arvesølvet; er det den neo-loberalistisk pointe om, at staten ikke skal eje selskaber, der er profitable? For ud fra den logik giver det jo god mening at sælge ud af et profitabelt selskab som DONG. Men et sådan argument forudsætter, at “den røde regering” abonnerer på en neo-liberalistisk politik; men er det tilfældet? For hvis dét er tilfældet, så sætter det jo vitterlig de sammenbrudte finanslovsforhandler med Enhedslisten i et helt nyt lys…

Eller også er det bare endnu en gang påstanden om “den nødvendige politik“, et udtryk for såkaldt realitetsmagt. Uanset hvad er det et faktum, at det slet ikke er en politik, der debatteres i en bred offentlighed, hvorfor arvesølvet altså nu ryger uden en relevant og demokratisk debat samt en dikussion – om fx for og imod + om fordele og ulember osv.

Kritisk journalistik er målet med denne blog. Det er håbet over tid at er etablere et Center for Demokrati & Journalistik, der skal være med til at sikre en betydelig mere kritisk journalistik i Danmark…og for den sags skyld også gerne ude i den ganske verden.

26. december 2013 at 10:00 am Skriv en kommentar

De fattige er sgu’ så triste…

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen fortalte hele dagen lille juleaften, at “Det er ikke ydmygende for kontanthjælpsmodtagere at tage nyttejob, hvor de kan blive sat til at samle hundelorte og skrald op“, som hun fx sagde til DR. Spørgsmålet er bare, om der overhovedet er nogen, der mener, at det fx er opsamling af hundelorte og skrald, der er det ydmygende?

Hvorfor har Mette Frederiksen forsvaret de såkaldte nyttejob? Det er jo bl.a. fordi de ellers ret så ofte uenige parter som Kommunernes Landsforening (KL), FOA og Enhedslisten har kritiseret ordningen. I FOA er man bl.a. bekymret for, at det går ud over fagligheden. I Enhedslisten frygter man en øget fattigdom og fra KL, lufter man bl.a. en frygt for, at mange kommuner vil blive “kvalt i nyttejobbere“. KL citerer bl.a. Carsten Kissmeyer, borgmester i Ikast-Brande Kommune (fra det Venstre, der by the way er med i forliget om bl.a. nyttejob), for: “Det bliver helt klart en udfordring. Vi kan ikke bare hælde 10.000-20.000 ind i et system, der i forvejen er fyldt op“.

I flg. TV2 vil barnløse på kontanthjælp under 30 fra 1. januar modtage 1.569,23 kr. om ugen (før skat!). Hvis de i et såkaldt nyttejob skal arbejde fx 30 timer om ugen, bliver det til 52,31 kr. i timen. Og hvis det er 37 timer om ugen, giver det en timeløn på blot 42,41 kr. Gad vide om Mette Frederiksen endsige de mange journalister, der interviewede hende, vil arbejde for den timeløn?

For FOA gælder fx, at “der er skåret så meget i antallet af ordinært ansatte, samt pålagt flere arbejdsopgaver, med at oplære andre, at det er meget få fastansatte, der fysisk og psykisk kan holde til en fuldtids arbejdsuge. (…) Ser vi på dette nye opbevaringsredskab, så er der al mulig grund til, at alle skal være opmærksomme på, at der ikke oprettes nyttejob, uden at der har været fokus på alle vinkler i hvad det vil betyde for arbejdspladsen, fagligheden, arbejdsmiljøet – både for borgeren, nuværende ansatte og ikke mindst for den, der skal tage aktiveringstilbuddet

I flg. DR er det meningen, at kommunerne skal finde omkring 5.000 nyttejob til kontanthjælpsmodtagere. Det vil betyde at 20-25.000 vi gå ind og ud af ordningen. Og det altså til en timeløn på ml. 42,41 kr. og 52,31 kr. Spørgsmålet er så, om Mette Frederiksens besværgelser om, urimeligheden i at kalde nyttejob “nedværdigende eller ydmygende“, helt misser pointen?

For er det ikke en kritik af det arbejde, der skal udføres, men netop den lave løn, der her først og fremmest er relevant? Er det ikke mindst det, en fagminister bør udfordreres på, at der med nyttejob med lønninger til ca. 50 kr. i timen eller mindre, skabes et helt nyt lavtlønsområde, der vil konkurrere m. dem,  fx SOSU assistenter m.fl. der allerede har lave lønninger?
Jeg gad for øvrigt godt vide, om de mange i forvejen lavt lønnede, der har stemt på et af de partier, der (med Enhedslisten vist nok som eneste undtagelse) alle stemte for den såkaldte kontanthjælpsreform og de potentielt løntrykkende nyttejobs; om de mon vidste, hvad deres stemme ville blive brugt til?

Beskæftigelsesministeren siger jo ganske rigtigt, at “hver eneste nat og hver eneste dag, er der tusindvis af danskere, der går på arbejde med lige præcis at rydde op og gøre rent. Og det at holde hjulene i gang og sørge for at Danmark er rent og pænt, det kan jeg simpelthen ikke se er ydmygende“. Men mon ikke disse “tusindvis af danskere“, næste gang de skal forhandle løn, på et område med ca. 20-25.000 underbetalte nyttejobbere får svært ved at fastholde en løn, de frem over kan leve af? Men måske dét er den virkelige baggrund for denne reform, at presse lønningerne nederst i lønhierarkiet?

I USA fx er bunden røget helt ud af middelklassen. Her er ufaglærte og job man tidligere med kort uddannelse kunne leve af, nærmest forsvundet. Det betyder, at rigtig mange ufaglærte samt kortuddannede nu må have flere job, for at kunne klare dagen og vejen. Eller dvs. mange kan alligevel ikke klare sig med de lavtlønsjob, der (fx også for universitetsuddannede) er den eneste jobmulighed. De må derfor på støtten, eller Foodstamps som dét hedder i USA.
Men er det virkelig et sådan arbejdsmarked, såvel den “røde regering” som flertallet af danskerne ønsker sig? Well, det spørgsmål har jeg ikke hørt nogen journalister stille til Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen – endsige hørt hendes svar om dét til danskerne!

Måske en del af denne kritik skyldes, at jeg selv har arbejdet i lavtlønsjob, hvorfor jeg ved, hvor svært det er at få tingene til at hænge sammen, når man ikke, som fx journalister, tjener fra ca. 450.000 kr. årligt  – plus meget mere end det, hvis man er minister eller redaktør.
Så næste gang Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen siger, hun ikke er enig i kritikken i, at nytte-jobbene er ydmygende og uden værdi, at “det at gå på arbejde, det har en værdi i sig selv“, ja så er det kritiske spørgsmål, om det ydmygende ikke mere ligger i fx at blive tvunget, samt at man meget vel kan ende som løntrykker for dem, der i forvejen ikke tjener mest i Danmark? Altså med mindre værdien faktisk er netop at trykke lønnen blandt SOSU assistenter, rengøringspersonale osv.?

En mere detaljeret oversigt for, hvad man er berettet til med de nye satser for kontanthjælp, kan du læse mere om her.

Hvad det betyder, at bunden er røget helt ud af middelklassen i USA, m. bl.a. øget fattigdom plus flere og flere, der må arbejde i lavtlønsjob, nu rigtig mange job er forsvundet, efter de blev “konkurrenceudsat”, ja det kan man fx se i denne video:

Faktisk hedder det nu om dage slet ikke Foodstamps men derimod: SNAP, dvs.: “The Supplemental Nutrition Assistance Program“.

24. december 2013 at 1:15 pm Skriv en kommentar

Den marxistiske pave?

Den brasilianske ærkebiskop Camara sagde engang: “When I give food to the poor, they call me a saint. When I ask why they are poor, they call me a communist“. Dette citat er pludselig kommet til ære, fordi pave Frans igen er beskyldt for at være marxist. I flg. Vibeke Sperling (Politiken d. 6.12) fordi paven bl.a. har udtalt, “at den hæmningsløse markedsøkonomi gør selv mennesker til varer, som så kastes væk. Det gælder ikke længere blot udbytning og undertrykkelse, men noget nyt“.

Den udtalelse har bl.a. fået den super konservative radiovært og debattør, Rush Limbaugh til sige fx, at “Pope Francis is a Marxist and it is hypocritical of the Catholic Church to criticise capitalism when this is where it gets its funding from” (Vatican Insider d. 14.12.13).

Rachel Donadio fra  The New York Times skriver, som en art modsvar, at “Francis’ speeches clearly draw on the themes of liberation theology, a movement that seeks to use the teachings of the Gospel to help free people from poverty and that has been particularly strong in his native Latin America“. (…) “Francis studied with an Argentine Jesuit priest who was a proponent of liberation theology, and Father Lombardi acknowledged the echoes.  But what is clear is that he was always against the strains of liberation theology that had an ideological Marxist element“.

Den tale som Donadio refererer til, er det såkaldte Evangelii Gaudium, hvor paven adresserer “the church’s primary mission of evangelization in the modern world” (Kilde: Wikipedia).  Der er tale om en længere sag, der kan læses her i en engelsk oversættelse.

At Paven ikke er marxist, forekommer mig temmelig indlysende. For alene det faktum at Vatikanet jo er blandt verdens største ejendomsbesiddere, taler vel imod den påstand. Men det er alligevel en interesant diskussion. For mens ‘de vestlige’ demokratier overlader mere og mere magt til markedet, ser vi måske her en helt ny flanke – i forhold til kritik af det marked, der synes under mindre demokratisk kontrol. At den kritik så lige kommer fra paven og det nærmest anti-demokratiske forhavende, han er chef for: Vartikanet; er jo ikke uden en vis ironi…

14. december 2013 at 3:38 pm Skriv en kommentar

Det er meget værre, når de andre gør det…

Der har været run på Socialminister Annette Vilhelmsen, fordi hun d. 29. august fejlagtigt og alt for tidligt lovede Lisbeth Zornig Andersen en million kr. til projektet Stemmer på kanten. Hun overlevede dog som minister, fordi Enhedslisten valgte at give hende en såkaldt næse…

Især Venstre og De Konservative har været ude med kritik. Men måske de lige skulle feje for egen dør, inden de smider med sten ud  gn. eget glashus. Som det fremgår af Pieter Raunwes indslag: Orientering, er såkaldt “cigarkasseøkonomi“, hvor ministre lige favoriserer vennerne, ikke unormalt. Det plejer bare ikke at blive opdaget…endsige optaget.

Fx gav VK-regeringen Kristendemokraternes Per Ørum Jørgensen tilbage i 2010: hele 25 millioner kr., han frit kunne fordele til sociale projekter & organisationer. Det fik han for at stemme for VK-regeringens finanslov“, fortæller Pieter Raunwe i Orientering.

Ørum Jørgensen kunne oven i købet selv vælge, hvem der skulle have del i de penge. Dvs. “altså ikke en åben ansøgningsproces“, men hvor “en række kristne organisationer fik pengene“. Dette blev siden kritiseret, fordi der var mistanke om, “at nogle organisationer var blevet uretmæssigt forfordelt på et religiøst grundlag“.

Med Venstre og Konservatives velvilje til selv at give en politisk allieret penge, som denne frit kunne uddele, klinger det jo ærlig talt noget hult, at de sådan har kastet sig over Wilhelmsen, der – indrømmet – har været klodset, men ikke adskilt sig fra, hvad fx Venstre og Konservative selv tidligere har lagt stemmer til – sammen med Dansk Folkeparti.

Hvorfor ingen mainstreammedier har taget fat i den vinkel, kan jo kun undre! Men måske fordi, det var mere vigtigt og samfundsrelevant at kritisere statsministeren for hendes selfie?

12. december 2013 at 11:20 am Skriv en kommentar

Nu er vandladningens mysterier afkodet

At mænd til tider er udfordret, når det kommer til at ramme toiletkummen, er noget, vi jo ofte skal høre for. Men nu viser det sig, at denne udfordring i virkeligheden har at gøre med en noget ulig kamp med fysikkens love. Det oplyser Orientering på P1.

Forskere fra Splash LabBrigham Young University har dokumenteret det ved hjælp af højhastighedskameraer og en urinerings-simulatator (sic), konstrueret til formålet. Her kan man for første gang se, netop pga. de ekstremt hurtige kameraer, hvad der konkret sker, når mænd lader vandet.

Her viser det sig fx, at strålen rimelig hurtigt opløses i dråber, noget der gør det endnu sværere at styre, præcist hvor der rammes. Det kan du bl.a. se nedenfor i videoen, hvor det simuleres, hvordan en “urine stream entering the water“.


Samtidig er det ikke ligegyldigt, hvor man sigter. Dét kan også være afgørende
for, om alt væsken rammer der, hvor det er intensionen. Af flg. video fremgår det, at “the importance of good technique when using a urinal and offer some advice. Through high-speed video footage of a simulated male urine stream we show that reduced splash can be achieved by aiming at a vertical surface, moving closer to the urinal and by decreasing the impact angle“.


Du kan se flere videoer her, hvor bl.a. “splash back” vises . For øvrigt kan
det anbefales at lægge et enkelt stykke toiletpapir i kummen, inden nødtørsten rettes her imod. Dét reducerer nemlig også “splash back“, der kan udfordre gulvhygiejne mv.

Vil du høre mere om vandladningens mysterier: tryk her. Det er nemlig igenigen DR/P1s Orientering, der leverer varen; samt viser, hvordan kritisk vinklet journalistik kan være konkret til gavn for alle; uanset om man er ramme-målet-udfordret, eller blot ikke kan forstå, hvorfor dét skulle være så svært!

Kritisk journalistik er målet med denne blog. Det er håbet over tid at er etablere et Center for Demokrati & Journalistik, der skal være med til at sikre en betydelig mere kritisk journalistik i Danmark…og for den sags skyld også gerne ude i den ganske verden.

1. december 2013 at 1:58 pm Skriv en kommentar

Ældre indlæg


Nalle Kirkvåg

Nalle Kirkvåg

Journalist, cand.comm. Og BA i pædagogik + BA i psykologi.

Ekstern lektor på Københavns Universitet, projektudvikler og kommentator. Er ekspert i kritisk journalistik, medier og presse.

Har som journalist bl.a. arbejdet for DR (P1 & P4), Nat & Dag, Jyllands-Posten, XFM og Tjeck Magasine.

oktober 2020
M T O T F L S
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
262728293031  

Blogs I Follow