Når nogle kriminelle er mere etniske end andre

Bander er komplekse størrelser, der ikke kan fjernes med et pennestrøg. Det er konflikt om territorier, indtægt og ære mm. Alligevel vil mange gerne forklare alle bandeskyderierne som etnisk og det der kultur; som noget, der kan udvises eller spæres inde.

Jeg bor selv på Nørrebro; selvfølgelig er det TOTALT UACCEPTABELT AT SKYDE I GADERNE! Men hvis det var nemt at fixe bandeproblemet, så var det jo sket for de snart 40 år siden, de første bandeskyderier fandt sted. Ok., dengang var de så hvide; det er jo også mindre etnisk end dem i dag. Det, skrev jeg for øvrigt et blogindlæg om i 2009; det følger her (OBS: links til DR virker ikke; de har siden da ‘opdateret’ deres website)…

I bandekrigene italesættes den ene part konsekvent som rockere, mens den anden part italesættes ud fra deres etnicitet. Men ifølge Michael Hviid Jacobsen, sociolog på Aalborg Universitet, er den ene part, de såkaldte indvandrebander, hverken mere eller mindre ”hårdkogte eller kyniske end rockerbanderne”. Hviid Jacobsen henviser bl.a. her til tidligere likvideringer af konkurrerende rockere som eksempel på Hells Angels vilje til brutalitet.

Dette og andre begavede betragtninger kan man høre i Orientering på P1. Her nuancerer Hviid Jacobsen yderligere, samt fortæller, hvordan både medlemmer i Hells Angels samt medlemmer i de såkaldte indvandrebander, oftest forsøger at underspille deres respektive kriminelle aktiviteter…ved bl.a. at spille racekortet.

Også forskellige politiske grupperinger, ikke mindst Dansk Folkeparti, ønsker særligt at fokusere på, hvad de kalder ”etnisk kriminalitet”.
Denne italesættelse afspejler ifølge Hviid Jacobsen bestemte politiske interesser i at få ”skærpede de love, der drejer sig om, at vi skal kunne udvise de unge med anden etnisk herkomst, hvis de begår kriminalitet. Så det er derfor, der er nogle politiske fraktioner, der er meget opmærksomme på det her”.

Desværre viser det ellers fint nuancerende indslag, hvor udfordrende, ja svært det er, at bedrive kritisk journalistik.
For selv om indslaget netop problematiserer en særlig italesættelse af den ene parts etnicitet, benytter journalisten, Natascha Ree Mikkelsen såvel som Hviid Jacobsen alligevel konsekvent betegnelsen indvandrebander. Hermed fastholder de to i indslaget italesættelsen af den etnicitet, det ellers forsøges overskredet.

I et andet indslag om bandekrig, kriminalitet og etnicitet påviser Natascha Ree Mikkelsen da også, hvordan nyhedsmedierne er med til at fastholde en konflikt (om især hashmarkeder og territorier) som netop en etnisk konflikt.
I dette indslag fortæller Siris Hartkorn, der studerer Freds- og Konfliktvidenskab på Lund Universitet, hvordan medierne ”konstruerer etniske skillelinier i konflikten”, hvilket medfører, ”at banderne kan rekruttere i den grad, som vi ser, de rekrutterer i dag”.

Nyhedsmedierne medvirker altså hermed til optrapningen af konflikten, netop pga. italesættelsen af den ene part som etnisk.
For mens den ene part bare er rockere, er den anden part altså særligt etniske – i kraft af deres indvandringstilhørsforhold. Og tak til Orientering på P1 for denne nuancering!

Som journalister såvel som borgere mangler vi en måde at overskride de sproglige udfordringer og barrierer, der ligger i en konflikt mellem forskellige kriminelle grupperinger. Hvordan det skal ske, må der eksperimenteres med. Hvilket netop er grunden til, at vi har brug for Et Center for Demokrati & Journalistik, sådan som Polykromfonden forsøger at etablere.

Orientering har for øvrigt samlet en række indslag om den fortsatte bandekrig.
Her kan du bl.a. høre om, hvordan “unge københavnere, der uden videre bliver standset og undersøgt på gaden af  politiet, får deres retssikkerhed krænket”.
Samt om hvordan Hells Engels forsøger at puste til konflikten og hente sympati ved at hævde modstandernes særlige “stupide holdninger og feje handlingsmønstre“.

Her på bloggen kan læse meget mere om kritisk journalistik. Tjek bl.a.:
En undersøgelse viser-journalistik…

Et indlæg der påviser, at undersøgelser viser-journalistik ofte skyldes økonomiske og ikke journalistiske betragtninger. De såkaldte undersøgelser er nemlig billige at producere. Og det er også derfor, nyhedsmedierne igangsætter disse.

(mere…)

8. august 2017 at 7:30 am Skriv en kommentar

Når nogle kriminelle er mere etniske end andre

Bander er komplekse størrelser, der ikke kan fjernes med et pennestrøg. Det er konflikt om territorier, indtægt og ære mm. Alligevel vil mange gerne forklare alle bandeskyderierne som etnisk og det der kultur; som noget, der kan udvises eller spæres inde.

Jeg bor selv på Nørrebro; selvfølgelig er det TOTALT UACCEPTABELT AT SKYDE I GADERNE! Men hvis det var nemt at fixe bandeproblemet, så var det jo sket for de snart 40 år siden, de første bandeskyderier fandt sted. Ok., dengang var de så hvide; det er jo også mindre etnisk end dem i dag. Skrev for øvrigt et blogindlæg om alt dette i 2009; det følger her…

I bandekrige er den ene part konsekvent f.eks. rockere, mens den anden part italesættes ud fra deres etnicitet. Men ifølge Michael Hviid Jacobsen, sociolog på Aalborg Universitet, er den ene part, de såkaldte indvandrebander, hverken mere eller mindre ”hårdkogte eller kyniske end rockerbanderne”. Hviid Jacobsen henviser bl.a. her til tidligere likvideringer af konkurrerende rockere som eksempel på Hells Angels vilje til brutalitet.

Dette og andre begavede betragtninger kan man høre i Orientering på P1. Her nuancerer Hviid Jacobsen yderligere, samt fortæller, hvordan både medlemmer i Hells Angels samt medlemmer i de såkaldte indvandrebander, oftest forsøger at underspille deres respektive kriminelle aktiviteter…ved bl.a. at spille racekortet.

Også forskellige politiske grupperinger, ikke mindst Dansk Folkeparti, ønsker særligt at fokusere på, hvad de kalder ”etnisk kriminalitet”.
Denne italesættelse afspejler ifølge Hviid Jacobsen bestemte politiske interesser i at få ”skærpede de love, der drejer sig om, at vi skal kunne udvise de unge med anden etnisk herkomst, hvis de begår kriminalitet. Så det er derfor, der er nogle politiske fraktioner, der er meget opmærksomme på det her”.

Desværre viser det ellers fint nuancerende indslag, hvor udfordrende, ja svært det er, at bedrive kritisk journalistik.
For selv om indslaget netop problematiserer en særlig italesættelse af den ene parts etnicitet, benytter journalisten, Natascha Ree Mikkelsen såvel som Hviid Jacobsen alligevel konsekvent betegnelsen indvandrebander. Hermed fastholder de to i indslaget italesættelsen af den etnicitet, det ellers forsøges overskredet.

I et andet indslag om bandekrig, kriminalitet og etnicitet påviser Natascha Ree Mikkelsen da også, hvordan nyhedsmedierne er med til at fastholde en konflikt (om især hashmarkeder og territorier) som netop en etnisk konflikt.
I dette indslag fortæller Siris Hartkorn, der studerer Freds- og Konfliktvidenskab på Lund Universitet, hvordan medierne ”konstruerer etniske skillelinier i konflikten”, hvilket medfører, ”at banderne kan rekruttere i den grad, som vi ser, de rekrutterer i dag”.

Nyhedsmedierne medvirker altså hermed til optrapningen af konflikten, netop pga. italesættelsen af den ene part som etnisk.
For mens den ene part bare er rockere, er den anden part altså særligt etniske – i kraft af deres indvandringstilhørsforhold. Og tak til Orientering på P1 for denne nuancering!

Som journalister såvel som borgere mangler vi en måde at overskride de sproglige udfordringer og barrierer, der ligger i en konflikt mellem forskellige kriminelle grupperinger. Hvordan det skal ske, må der eksperimenteres med. Hvilket netop er grunden til, at vi har brug for Et Center for Demokrati & Journalistik, sådan som Polykromfonden forsøger at etablere.

Orientering har for øvrigt samlet en række indslag om den fortsatte bandekrig.
Her kan du bl.a. høre om, hvordan “unge københavnere, der uden videre bliver standset og undersøgt på gaden af  politiet, får deres retssikkerhed krænket”.
Samt om hvordan Hells Engels forsøger at puste til konflikten og hente sympati ved at hævde modstandernes særlige “stupide holdninger og feje handlingsmønstre“.

Her på bloggen kan læse meget mere om kritisk journalistik. Tjek bl.a.:
En undersøgelse viser-journalistik…

Et indlæg der påviser, at undersøgelser viser-journalistik ofte skyldes økonomiske og ikke journalistiske betragtninger. De såkaldte undersøgelser er nemlig billige at producere. Og det er også derfor, nyhedsmedierne igangsætter disse.

(mere…)

6. august 2017 at 7:01 pm Skriv en kommentar

Myndigheders daglige lovbrud

Personligt har jeg desværre ofte oplevet, hvordan danske myndigheder bryder gældende lovgivning; noget der på landsplan må finde sted på daglig basis. Disse lovbrud har jeg stødt på i min lange tur gennem velfærdssystemet; noget jeg bl.a. fortæller om her i podcast-serien Velfærdsland. Jeg har nemlig i gennem 25 år – siden en trafiklykke i 1990, været smertehandikappet; hvilket voldsomt presser mig både arbejdsmæssigt, socialt og ikke mindst på min livskvalitet.
Velfærdsland er dermed et forsøg på, gennem en serie af podcast, at fortælle om mine personlige oplevelser og netop det konkrete møde med velfærdsstaten – noget, der ved gud har været en blandet oplevelse…

Endnu et eksempel på kommuners lovbrud er Heidi Olsson, der tilbage i 2009 lovstridigt fik stoppet udbetalingen af hendes sygedagpenge. Det, klagede hun så over, hvilket ankestyrelsen gav hende medhold i. Hvad gjorde hendes kommune (Kolding) så? Ja, den foretog da bare en ny afgørelse – bare med tilbagevirkede kraft. Det, ville hun ikke finde sig i, så igen klagede hun; men denne gang fik hun ikke medhold. Det, oplyser Orientering på P1/DR i et indslag om en banebrydende dom fra Højesteret – produceret af Jesper Tynell.

Heldigvis for Heidi Olsson vælger hun at gå til domstolene. Og nu har Højesteret givet hende medhold i; at Kolding Kommune ikke bare kan ‘score gevinsten’ på en ulovlig afgørelse. Det betyder, at hundredvis af borgere, som også ugyldigt har fået standset deres sygedagpenge, nu bør have genoptaget deres sager. Og alt andet lige vil også de få udbetalt de penge, de ellers er blevet ‘snydt’ for. Og netop her er højesterets afgørelse banebrydende, som det fremgår af indslaget i Orientering.

Hidtil har det nemlig været borgerne, der skulle betalte prisen for kommunernes ulovlige afgørelser. Men med Højesterets dom bliver det altså i meget højere grad kommunerne, der nu skal til lommerne og selv betale for deres (ofte mange!) fejl i sagsbehandlingen. Dermed er konsekvenserne af dommen fra Højesteret også, at den underkender Ankestyrelsens hidtidige praksis på området. Det fortæller John Klausen, lektor i socialret ved Aalborg Universitet i Orientering. Noget der med lidt held vil være aldeles afgørende og positivt for svage borgeres retssikkerhed.

Herfra skal der lyde en tak til Jesper Tynell, der igen formår at formidle ellers meget komplekst stof på en tilgængelig måde! Desværre har denne sag jo været nærmest fraværende fra andre medier. Men hvorfor egentlig? Dette handler jo om, at svage borgere – især de syge, handikappede og socialt udsatte – igen og igen kommer i klemme i et velfærdssystem, der siger, man vil tage hånd om og hjælpe udsatte borgere, men som ofte ender med at tage de lovpligtige(!) ydelser fra de selv samme borgere.
Hvilket altså er lovstridigt; som kommunernes ulovligheder jo nok kaldes i et mere injurie-sikkert sprog… Og er alt det ikke emner, som er vigtige at sætte til debat via medierne?

Her er det relevante spørgsmål, hvorfor dækker statsstøttede medier som DR & TV2 ikke mere indgående om kommunernes fortløbende ulovligheder? Er det fordi, at dette er alt for komplekst til den konfliktmodel, som oftest benyttes på tv? Her er det tydeligvis vigtigere med det, der i journalistikken kaldes: et godt kryds; dvs. hvor fx to politikere skændes lidt frem og tilbage for åben skærm – men uden at løse nogen form for konflikt. Noget, der ikke ligefrem er videre konstruktivt, sådan som DRs nyhedschef Ulrik Haagerup ellers igen og igen har stillet danske seere i udsigt…

Kritisk journalistik er målet med denne blog. Det har i lang tid også været håbet at ku’ etablere et Center for Demokrati & Journalistik, der skal være med til at sikre en betydelig mere kritisk journalistik i Danmark; der er ved gud brug for det… Kan dette friste, ja så mailer du bare!

Du kan høre flere podcast fra Velfærdsland her. Der er tale om et eksperiment, der jo altid er ‘work in progress’. Og allerede nu kan jeg derfor godt afsløre, at der kommer betydelige (form)ændringer i fremtidens Velfærdsland-podcast; men mere om det når den næste og 4. podcast ligger klar…

24. september 2015 at 6:06 pm Skriv en kommentar

Hvad skal vi med alle de kendte?

For tiden kan der nærmest ikke laves tv, uden at der skal være kendte med. Det ses fx i På grænsen (DR3), Kender du typen (DR1) og i Pornoquizzen (DR3). Men hvorfor skal der være kendte med i nærmest alle programmer? Well, vel pga. det, den franske sociolog Pierre Bourdieu kalder symbolsk kapital. Ved at have kendte med i programmet, er tanken, at de kendtes ‘kendthed’ ligesom overgår til selve programmet, altså så flere gider at se dette – pga. de kendte og deres fantastiske lækkerhed osv.

Faktisk kan det (næsten) godt lade sig gøre uden kendte. Det ses i det nye DR3 program Kære Dagbog, der sendes og streames fra d. 27. april. Her bygges, som så ofte, videre på en amerikansk trend = mortified. Her vil en række danskere foran et publikum oplæse fra deres teenage-dagbøger. Og i flg. DR3, bliver dette “med garanti både akavet, sjovt, hormonbefængt, kikset, sandt, ufiltreret og ikke mindst genkendeligt for de fleste“.

Programredaktør Rikke Frøbert fortæller bl.a., at vi jo alle har “været usikre på os selv, på kærligheden, på vores plads i gruppen, på venskaber og udseende. Alligevel er vi jo kommet helskindet igennem. ‘Kære dagbog’ viser, at det handler om at stå ved, at ingen af os er perfekte. Resultatet kan blive fint alligevel“. Og det altså bare med helt almindelige mennesker…og ikke med de (perfekte?) kendte.

Og så alligevel ikke. For der er kendte med, fremgår det af pressemeddelelsen. Et stykke nede i teksten står fx, at “de medvirkende er helt almindelige danskere. Dog vil nogen nok nikke genkendende til vært på Go’ Morgen P3 Signe Vadgaard, kunstner Thomas Lagermand Lundme og Signe Tobiasen også kaldt Signe SigneSigne fra bandet Nelson Can“. Så, selv i et program der er bygget på “helt almindelige danskere“, skal der altså være kendte med. Hvorfor? Jo, sådan er dét jo bare!!

Og er der ikke er kendte med, så skal programmet i stedet være spektakulært. Det fremgår af programmer som Live og liderlig (der kan ses her, til rettighederne udløber), eller Date mig på DR3 (der kan ses her, altså til rettighederne udløber), den amerikanske version af Gift ved første blik (der kan ses her, til rettighederne udløber) samt ikke mindst DR3s nye satsning: POV, der alene viser verden fra den deltagendes perspektiv, uden at vi nogensinde ser vedkommende. OBS: også her er mulighederne for streaming begrænsede, til rettighederne udløber!

Dogmet bag kendthedsideologien synes at være, at hvis der ikke er kendte med, så gider ingen se programmet. Ikke mindst derfor kunne det være interessant samt især relevant, hvis DR som public service går forrest og tester, om denne tese også holder. For måske ved aktiv involvering af helt almindelige danske unge, hvor fokus er på interaktivitet via sociale medier, kan man sagtens få de unge med? Hermed er idéen givet videre til DR og TV2, der jo også er underlagt krav om public service (og lige så bidt af kendthedsbacillen). Så ja, bare giv den gas!

Kritisk journalistik er målet med denne blog. Det har i lang tid været håbet at ku’ etablere et Center for Demokrati & Journalistik, der skal være med til at sikre en betydelig mere kritisk journalistik i Danmark; der er ved gud brug for det…

14. april 2015 at 5:38 pm Skriv en kommentar

Det der EU

I foråret 2014 var jeg tovholder på: Dit EU, hvor unge studerende formidlede om det der EU til andre unge. Udfordringen med EU er jo, at det er død kedeligt; prøv fx til en fest lige at snakke om EU: en sikker fest killer! Samtidig EU er helt afgørende for os alle, da en ret betydelig del af den lovgivning der besluttes i Danmark, kommer direkte fra EU (dog ikke helt 80 % som tidligere hævdet). Kort sagt: altså noget af en formidlingsudfordring

Måske er EU kedeligt, fordi der er så få medier, der løbende dækker dette? Men hvorfor egentlig; når EU er helt afgørende, hvorfor så ikke dække det dagligt? For nylig læste jeg fx på Altinget.dk en interessant artikel om en for mig (og de fleste, formoder jeg) ukendt dansker: Jeppe Tranholm-Mikkelsen, der fra og med d. 1. juli bliver generalsekretær for Rådets sekretariat – også kendt som: Ministerrådet ell. Rådet for Den Europæiske Union.
I flg. artiklens forfatter, Rikke Albrechtsen, er Rådets sekretariat altså “forholdsvist ukendt uden for EU-boblen, men har fået en voksende betydning“. Og ukendt: det skal jeg da lige love for, jeg har fx aldrig hørt om den funktion, Tranholm-Mikkelsen snart skal overtage.

Jeppe Tranholm-Mikkelsen får åbenbart en afgørende rolle. I flg. Poul Skytte Christoffersen, tidligere dansk topdiplomat og højre hånd for den forhenværende danske generalsekretær i Rådet: Niels Ersbøll, ja så skyldes Tranholm-Mikkelsens afgørende rolle, at han vil have formandens øre. Ud over det er afgørende, hvis øre man har, er rollen som sekretær især vigtigt, fordi formanden jo går på skift.

Hylke Dijkstra, adjunkt ved Maastricht Universitet citeres i artiklen for at kalde den nyudnævnte sekretær for “den grå eminence, der altid står bag gardinerne og hiver i snorene”. Dette fordi Tranholm-Mikkelsen som generalsekretær for Rådets sekretariat bliver på den post, mens formanden udskiftes hvert halve år! Til & med juni 2015 har Letland formandsstolen, mens Luxembourg overtager den d. 1. juli, dvs. samtidig med Tranholm-Mikkelsen starter som generalsekretær.

Mon ikke de absolut fleste er enige om, EU stoffet er kedeligt og dødbesværligt? Udnævnelsen nævnes godt nok på dr.dk med et Ritzau telegram og DR Nyheder, hvor man også kan se et kort interview med Tranholm-Mikkelsen (fra DR1, ser det ud til). Men begge steder vinkles det som en dansk historie, bl.a. om at den “danske embedsmand Jeppe Tranholm-Mikkelsen har taget et gevaldigt skridt op ad karrierestien“.
TV2 vælges ligeledes den danske vinkel: “Danmarks EU-ambassadør, Jeppe Tranholm-Mikkelsen, indstilles til et af de højeste europæiske embedsmandsjob som generalsekretær for ministerrådet i EU“. Også her er der ‘sakset’ fra et Ritzau telegram.

Men hvorfor er EU nærmest fraværende i det daglige danske mediebillede, med mindre der fx er valg til Parlamentet, eller der udnævnes en dansker til en høj post? Hvorfor eksperimenteres der ikke med dækningen af EU, så den kedsommelighed der altid synes at snige sig ind, når talen falder på EU, kan udfordres? Hvorfor ikke, når der nu er en aktuel historie, undersøge, hvad dette betyder for Danmark og EU; eller fortælle om EUs kringlede magtlogikker mv. så der løbende sikres et bredere indblik i EU? På den måde kan EU måske netop gøres daglig relevant.

Det var bl.a. den udfordring Dit EU tog op med: EU for dummies. Møntet på dem, der ikke ved så meget om EU kan man fx læse om EUs betydning for unge og høre en helt lavpraktisk introduktion til EU i Hvis EU var et skib. Eller Lykke Friis fortælle om hvorfor EU ikke er kedeligt. Mens dengang 24-årige Tobias i Praktikantens dagbog blogger om sit daglige liv som praktikant i Bruxelles.

I en række podcast underøges EU og identitet. De fodboldinteresserede, kan fx høre Fodbold, fællesskab og EU. Du kan høre om Lettiske Laima, der i Podcasten Tro, Håb og EU fortæller om, hvordan hun er rejst via London til Danmark; for hende har EU åbnet vigtige døre. Du kan også høre om Hjemløses valg og om Danmarks og EU’s regler for migration og asyl i EU i krig og kærlighed.

Sådan forsøgte vi at gøre EU relevant og tilgængeligt for især de unge danskere. Samtidig overskred vi det ellers altid gældende nyhedskriterie om aktualitet. For EU er jo hele tiden aktuelt, også selv om udgangspunktet var valget til EU Parlamentet. Så hermed en opfordring til, at dét også sker løbende i den brede nyhedsdækning, så EU bliver en del af det daglige nyhedsbillede. For EU er også relevant, selv om det ikke er hver dag, en dansker udnævnes til en magtfuld post, eller der er valg til EU Parlamentet!

Dit EU var et projekt igangsat af Foreningen PolykromFonden – i samarbejde med Lea Hovmand Jørgensen og Kristine Juhl Hybschmann.
Kritisk journalistik er målet med denne blog. Det har i lang tid været håbet at ku’ etablere et Center for Demokrati & Journalistik, der skal være med til at sikre en betydelig mere kritisk journalistik i Danmark; der er ved gud brug for det…

7. april 2015 at 12:58 pm Skriv en kommentar

Musikalske akademikere – et nyt års føljeton VII

I denne sidste del af radioføljetonen om: musikere der også er akademikere (og omvendt), fortæller Johan Olsen (Magtens Korridorer), Emilie Møllenbach, Anna Lidell og Henrik Marstal (Marstall:Lidell) om forskelle og ligheder i mellem det akademiske og det musikalske.

Denne gang om fremtiden; hvad vil de fire kaste sig over både akademisk og musikalsk i den nære fremtid? Og om ønsket om mere musik både i folkeskolen og på universitetet – såvel forskning og undervisning. Samt om det oplagte i at kunne publicere fejl…i akademisk forskning, dvs. hvordan man tog fejl. Men også lidt mere om de der æggehoveder.

Baggrunden for interviewet er for øvrigt en koncert med det amerikanske skater punk band Bad Religion, hvis forsanger Greg Graffin også er ph.d. i biologi; noget der jo nok sjældent forbindes med en punk sanger… Koncerten med Bad Religion på Copenhell inspirerede mig til at interviewe Anna, Emilie, Johan & Henrik, der alle er universitetsuddannede og musikere.

Hvis du vil vide mere om Anne, Emilie, Henrik & Johans uddannelsesbaggrund, kan du lytte til denne introduktion:

Første del kan du høre her, du kan lytte til anden del her, den tredje podcast her, den fjerde podcast her, den femte del kan høres her og den sjette del her. Og du kan såmænd også bare høre hele udsendelsen her på Den2Radios MusikZoom.

Kritisk journalistik er målet med denne blog. Det har i lang tid været håbet at ku’ etablere et Center for Demokrati & Journalistik, der skal være med til at sikre en betydelig mere kritisk journalistik i Danmark; der er ved gud brug for det…

6. januar 2015 at 8:16 am Skriv en kommentar

Musikalske akademikere – et nyt års føljeton VI

I denne sjette del af radioføljetonen om: musikere der også er akademikere (og omvendt), fortæller Johan Olsen (Magtens Korridorer), Emilie Møllenbach, Anna Lidell og Henrik Marstal (Marstall:Lidell) om forskelle og ligheder i mellem det akademiske og det musikalske.

Denne gang om naturvidenskab, punkmusik og subkulturers konservatisme og om at vinde fx en rockkonkurrence med et Nintendoelektronisk band. Samt om IT forskningens manglende konservatisme og ditto historik – samt ønsket om mere stabilitet. Men også om hvordan håndvasken en gang var spritny teknologi plus om at være et ægte æggehoved. Samt hvordan ‘ægte punk’ måske er det at turde stille spørgsmål – til forskningen og i universiteternes undervisning.


Dagens spørgsmål har udgangspunkt i
Bad Religion forsangeren Greg Graffins selvbiografi “Anarchy Evolution“. Han er, foruden forsanger i Bad Relgion, også ph.d. i biologi; noget der sjældent forbindes med en punk sanger… I sommeren 2014 var jeg til en koncert med bandet på Copenhell, hvilket inspirerede mig til at interviewe Anna, EmilieJohan & Henrik, der alle er akademikere og musikere; well dvs. Johan er alene sanger, men det er en detalje…i denne sammenhæng!

Hvis du vil vide mere om Anne, Emilie, Henrik & Johans uddannelsesbaggrund, kan du lytte til denne introduktion:

Første del kan du høre her, du kan lytte til anden del her, den tredje podcast her, den fjerde podcast her mens den femte del kan høres her.
Har du ikke tålmodighed til at vente på resten indslagene, kan du altså også bare høre hele udsendelsen her på Den2Radios MusikZoom. Fortsættelse følger…

Kritisk journalistik er målet med denne blog. Det har i lang tid været håbet at ku’ etablere et Center for Demokrati & Journalistik, der skal være med til at sikre en betydelig mere kritisk journalistik i Danmark; der er ved gud brug for det…

5. januar 2015 at 8:23 am Skriv en kommentar

Ældre indlæg


Nalle Kirkvåg

Nalle Kirkvåg

Journalist, cand.comm. Og BA i pædagogik + BA i psykologi.

Ekstern lektor på Københavns Universitet, projektudvikler og kommentator. Er ekspert i kritisk journalistik, medier og presse.

Har som journalist bl.a. arbejdet for DR (P1 & P4), Nat & Dag, Jyllands-Posten, XFM og Tjeck Magasine.

august 2017
M T O T F L S
« sep    
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  

Blogs I Follow


Bom & Bjerkes blog

- på opdagelse uden autopilot